Oksana Zabuzjko, da russiske tropper invaderede Ukraine 24. februar sidste år, var du netop ankommet til Warszawa. Hvordan har dit liv ændret sig i de sidste 12 måneder?
»Alle oplevelser har selvfølgelig været 100 gange mere intense i løbet af det seneste år. Jeg er fortsat på bogturné, og hele året har jeg stort set ikke været hjemme i Ukraine. Jeg har holdt taler i Europa-parlamentet i Strasbourg og Bruxelles og ved Edinburghs International Culture Summit, og nu sidder jeg her i London. I slutningen af sidste år spurgte jeg min telefons kunstige intelligens, hvor meget jeg havde rejst. Svaret var, at jeg havde besøgt 21 lande og 93 byer. Fuck, tænkte jeg. Jeg havde helt andre planer for det år, og så viste det sig, at jeg havde rejst som en gal.«
Hvordan har det været at være bortrejst, mens dit land er i krig?
»Jeg kan ikke sige, at det har været traumatisk. Egentlig har jeg en slags base i Warszawa, hvor jeg opholdt mig i krigens første tid. Min internationale agent bor der, og jeg har altid følt mig godt taget imod i Polen. Alligevel er det svært at være alene og ikke omgivet af familie, og ofte føler jeg, at der er noget, jeg går glip af – nogle oplevelser, som jeg føler, jeg burde dele med samfundet. Men så tænker jeg på, at syv millioner ukrainere i dag er spredt udover Europa – det er virkelig ikke så lidt.«
Min lengste reise – et personlig essay om Russlands invasjon av Ukraina
Oksana Zabuzjko
Oversatt av Martin Paulsen
Kagge forlag, 2022
Du må få mange af dine indtryk af krigen fra sociale medier. Hvilke følelser er mest dominerende lige nu iblandt dine ukrainske venner?
»Det er næsten umuligt at svare på. Det er rigtigt, at jeg lever på sociale medier morgen og nat. Når jeg vågner, er de det første, jeg tjekker. De fleste nyheder fører let til kontroverser og ophedede diskussioner. Alle ukrainere har venner, kolleger og familiemedlemmer ved fronten. Vi kender alle mindst én, som deltager i kampene. Der findes i det hele taget utrolig meget information. Man måske huske på, at det er den første krig, der bliver streamet 24 timer i døgnet. Hvis man ønsker det, kan man nemt følge med i, hvad der sker. Derudover florerer memes og korte videoer. Men ved du hvad, jeg finder mest utroligt?«
Nej?
»At de ukrainske teatre er fulde. Folk kommer også til bogreceptioner, og kulturen diskuteres i det hele taget livligt på sociale medier. Min egen far fik næsten et chok forleden, da han gik ind i en boghandel og fik øje på en lang kø. Folk køber bøger som aldrig før. Kulturen er virkelig efterspurgt, formentlig fordi folk leder efter noget, der kan hjælpe dem med at forstå den verden, de lever i.«
Du skriver i Min længste rejse, at vi allerede befinder os i Tredje Verdenskrig. Hvordan kommer du frem til den vurdering?
»Jeg mener, at denne krig vil skabe store forandringer, som vi endnu knapt er i stand til at forstå. Jeg ser, hvordan krigen resonerer i forskellige lande og vækker slumrende forestillinger til live. De problemer, som plejede at være fejet ind under gulvtæppet, er ved at føre os ind i en global krise.«
Hvilke problemer tænker du på her?
»Den krig, som Putin startede, begyndte på sin vis for længe siden, men det er først nu, at Vesten forstår, hvor alvorlig den er. Rusland vil ikke komme ud af denne krig i landets nuværende form. Mange forstår slet ikke implikationerne af et russisk kollaps. Det kommer til at ændre magtbalancen i regionen. Den russiske føderation er et land sat sammen af mange republikker. Der er næppe mange i Danmark, som har tænkt på Jakutien, men det er det område uden for Sydafrika, som har flest diamanter – de sidder på utrolige værdier. Krigen vil gøre hele denne region mellem Rusland og Kina meget mere sprængfarlig. Det vil føre til nye samarbejder og konflikter.«
I din bog fremsætter du den idé, at Vesten ikke vandt Den kolde krig, men at begge sider blot »satte den på pause gennem gensidig nedrustning«. I dine øjne, hvad skete der i årene efter Sovjetunionens kollaps?
»Jeg rejste selv til USA i 1992, hvor jeg skulle afholde et introduktionskursus om ukrainsk kultur på University of Pennsylvania. Det var mit første besøg til et engelsktalende land, og her blev jeg førstehåndsvidne til det andet verdensimperiums desorientering. USA og Vesten havde jo mistet deres største modstander, Sovjetunionen, og alle steder på tv og i medierne, forsøgte amerikanerne i 1992 at opfinde en ny fjende. På en måde giver det mening. Mange amerikanere tænkte nok: Hvad nu? Ligger ansvaret for denne planet nu i vores hænder? Selv for amerikanerne var det nok en uhyggelig tanke. For hvordan skulle de kunne håndtere alle verdens problemer? Selv følte jeg mig som askepot på vej til bal, når jeg skulle deltage i alle disse intellektuelle konferencer. Jeg var virkelig ung, kun lidt ældre end mine studerende, og jeg sad der og lyttede til alle disse respektable mennesker, som lavede jokes om, at de savnede Bresjnev. Med alle de problemer, som verden var i, var det bedre at kunne skyde skylden på nogle andre. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne var i vildrede.«
Ja, du skriver, at Francis Fukuyama i en eller anden forstand havde ret: At Vesten virkelig faldt ud af historien, helt frivilligt. Men på hvilken måde tror du, at Vesten kunne have forhindret Ruslands krig mod Ukraine i at bryde ud?
»Du må helst ikke se det som min personlige vendetta mod Vesten, for dette er også en del af mine oplevelse som ukrainer. I Ukraine var vi ikke bedre. Vi delte den samme form for ønsketænkning, det samme »aldrig igen«, og en idé om at det værste nu lå bag os, og at det var bedst ikke at tage den historiske ydmygelse og frygten, den skabte, med ind i fremtiden. Jeg har altid været uenig med mine kolleger i netop dette: Hvordan vi bør tackle Rusland og så videre. I dag må vi bare indrømme, at vi led af en form for intellektuel fejhed. Det var for eksempel en fejl, at vi 90’erne skaffede os af med vores atomvåben, fordi vi troede på Moskvas garantier. Det var virkelig uigennemtænkt. Forklaringen er nok, at vi var så traumatiserede af det 20. århundrede, at vi havde travlt med at forlade det.«
Du skrev sidste år i essayet »No guilty people in the world?« (TLS, 22.04.22), at russisk litteratur har været et kamuflage-net for russiske tanks. Dermed siger du også, at et medansvar for denne krig ligger hos den russiske kultur og i det russiske samfund, at ikke al skyld kan tillægges Kremls top. Men hvis det skal lykkes at dreje Rusland væk fra landets blodige imperiale vej, er det vel nødvendigt, at vi har tillid til det liberale Rusland, på samme måde som vi havde tiltro til det liberale Tyskland efter Anden Verdenskrig?
»Så må du give mig navnene på den russiske Thomas Mann eller den russiske Stefan Zweig. Giv mig navne på den intellektuelle opposition, som i de sidste 20–30 år, efter at Putin kom til magten, har leveret en vedvarende kritik af landets krige og kolonialisme. Jo, der har været folk som journalisten Anna Politkovskaja, rigmanden Mikail Khodorkovskij eller politikeren Boris Nemtsov og så videre, men de er enten blevet slået ihjel eller sat i fængsel. Så giv mig navnene på de russiske liberale eller russiske intellektuelle, som vi vil kunne tro på …«
Der findes vel fortsat intellektuelle som Mikhail Sjisjkin eller Sergej Lebedev …
»Sjisjkin har ikke opholdt sig i landet i 30 år. Han fandt sammen med en svensk kvinde, og har boet i Schweiz siden. Han repræsenterer ingen andre end Mikhail Sjisjkin. Tag ikke fejl. Jeg elsker Mikhail, han er en stor mand, og jeg har mange gange drømt store tanker sammen med ham, når vi er mødtes til internationale bogfestivaler, men han udgør ingen russisk opposition. I 2014 sagde forlæggeren til mine russiske oversættelser, at alle russere er medskyldige. Hun er en de liberale russere, du taler om. Men hun er politisk deprimeret og flyttet ud af landet. Det er det eneste sikre for hende. Men det siger næsten også det hele. Det er en tragedie at være russer i dag. Der er intet civilsamfund, og de fleste liberale er flygtede. Det eneste, de har tilbage, er stilheden.«
Her til sidst: I bogen fortæller du, at du allerede inden invasionen befandt dig i en tilstand, der mindede om en »soldats fatalisme«. Hvordan vil du beskrive din tilstand i dag?
»Det er simpelt. Jeg er i krig. Jeg føler mig som en soldat. Jeg føler, at jeg er mobiliseret, og at jeg er i krig om fortællingerne. Jeg arbejder ikke længere på en roman. Den blev afbrudt af Putins invasion, og derfor helliger jeg min tid til alt andet, som kan hjælpe os til at vinde denne krig.«
