Skællede trævæsners mærkelige eksistensform Økoutopier i Bergen Kunsthall

Der er nok ikke mange cruiseturister som forvilder sig til Mareminehullet i Sandviken. Her ligger en af Bergens mindre kendte seværdigheder, den klippesprække hvor Ludvig Holbergs (1684–1754) figur Nils Klim efter sigende steg ned til den underjordiske planet Nazar. Noterer man sig stedsangivelserne i Holbergs roman Niels Klims reise til den underjordiske verden som først udkom på latin i 1741, er der næppe en reel forbindelse mellem seværdigheden som ligger i behagelig gåafstand ved Nye Sandviksveien, og den klippesprække på Fløyen som Klim tumler ned igennem. Det er dog en charmerende tanke, dette ønske om at skabe forkloreprægede udflugtssteder for refleksion.

Ved Holbergs 300 års jubilæum i 1985 blev den lokale myte slået fast med syvtommersøm. Maremine­hullet fik sin egen plakette, og en refleksionsbænk blev stillet op. Her kan man sidde og grunde over den mulige eksistens af forskellige verdener i jorden under os.

Ældre bogkunst er stjernen
Et af de første folkeslag som Klim møder efter sit fald gennem en indre himmel og en kamp mod et grusomt fuglevæsen – en grif – er talende træer. Det virker endnu mere akut at forsøge at lære af de væsner som omgiver os, træer og planter for eksempel, og nærme os deres egenartede verden hvor fredelig sameksistens er i højsædet, nu hvor amerikansk bølle­virksomhed vil have Europa til at acceptere en ny transaktions­logik hvor alt kan købes og handles med, selv et selvstændigt folk og deres ø, Grønland.

Det er ikke lang tid siden at Bergen Kunsthalls største rum var fyldt af store jord­bunker i forbindelse med 2024-udstillingen Ni Musmut (It’s Breezing) af kunstneren Edgar Calel fra Maya-Kaqchikel-folket i Guatemala. Med udstillingen Iter Subterraneum bydes vi at følge dem ned under jord­overfladen, som i åbnings­sekvensen til David Lynchs film Blue Velvet (1986), hvor kameraet foretager en umulig bevægelse fra et idylisk forstads­kvarter ned gennem græsset til en skræmmende, krybende og kravlende underjordisk verden.

Ved et besøg vil jeg anbefale at dreje skarpt til venstre først og gå igennem boghandelen til rummet No. 5 hvor man finder en tematisk indledning om Holbergs roman. I dette rum finder man en serie historiske Niels Klim-publikationer udlånt af Spesial­samlingene ved Universitets­biblioteket i Bergen. Hvis du hører til typen der dåner over ældre bogkunst, er der meget at se på her, ikke mindst bøgernes vidunderlige illustrationer af Klims under­jordiske bekendskaber. Træfolket må have en del udfordringer til fælles med pingvinerne eftersom de ikke har ben, men bare fødder som stikker ud nederst under stammerne.

Retur til fantasiens land

På vej ind til den øvrige udstilling byder Robert Gabris’ monumentale insektvæsner (Asylum, a Poem of Unrest) velkommen i selskab med nogle lange digte. Væsnerne er projiceret på sortmalede vægge. Flere rum i Bergen Kunsthall har til anledningen iklædt sig behagelige, mørke farver. Der er videohuler i begge ender af hallen, og sandt at sige får jeg lyst til at blive i et af disse rum og muligvis barrikadere mig der.

Naomi Rincón-Gallardos punkede videoværk Dung Kinship handler om en dramatisering af livet i en bunke lort. Det er fortællingen om en fluekvindes erkendelses­rejse gennem møgbunken. Her er nogle medrivende poprytmer og en infantil-anarkistisk stemning. Man aner en intention om at tage barndommens naturlige radikalitet tilbage fra kapital­kræfterne som alt for tidligt erobrer unge sind.

Naomi Rincón-Gallardos punkede videoværk Dung Kinship handler om en dramatisering af livet i en bunke lort.

Værket lykkes fint med at adressere både børn og voksne. En del avancerede ord flyver forbi i sang­teksterne, men et yngre publikum vil nok alligevel melde sig som fans. Jeg tipper på at der kan udvikle sig små fester i dette rum. Overordnet er udstillingen børnevenlig, med opmærksom­heden rettet mod et kunst­publikum hvis øjne bare er en meter over gulvet. Det er ikke en lege­udstilling, her er en del sensitive genstande, men helt i Holbergs ånd indtages fantasiens anarkistiske land.

Danske Cecilia Fionas nærmest selvlysende, pastel­farvede skulpturer og dragter får god plads centralt i det største rum. Kunsten fremstår som fragmenter af en egen kosmologi. De skingre, lysegule og blå farver og de mange ansigter som titter ud fra skulpturenes organiske strukturer får mig til at tænke på den danske national­helt Bjørn Wiinblad, mest kendt for sit porcelæn som findes i enhver interiør­butik i Danmark. Cirklen af skulpturer udgør også et sovende scenerum som venter på at blive aktiveret under Borealis-festivalen i marts hvor operaen Infinite Pollination skal fremføres her.

Ind til sagens kerne

Ingela Ihrman har tænkt videre på Holbergs trævæsner og deres mærkelige eksistensform. På gulvet hviler en figenformet dragt (One Fig), og en video (The Wandering Spruce) viser andre fantasifulde antræk. Et skællet trævæsen der synes direkte kopieret fra Holbergs roman, futter rundt i et svensk skærgårds­landskab. Nødvendigvis må væsnet bevæge sig langsomt på sine pingvin­fødder. Træet ser sig om, og det er nærliggende at forsvinde ind i en tankerække om hvordan et langsommeligt væsen mon oplever verden.

Se også

Anmeldelse

Hun vil ikke forføres, hun vil ha trøst Linn Ullmanns Jente, 1983 som teater

Johanne Elster Hanson

Holbergs trævæsner er stærkt fordømmende over for Klims stressede opførsel: »Dine hurtige tanker gør jo at du kun ser det ydre, aldrig sagens kerne. Og eftersom du kun har to arme, er du langt dårligere til et hvilket som helst håndværk end os underjordiske.« Fart og fremskridt var positive værdier i Holbergs samtid, det vi kalder oplysningstiden. Her var Holberg med inspiration fra Jonathan Swift (1667–1745) den første dansk-norske forfatter til at kritisere sin samtid ved hjælp af utopisk satire.

Kunsten bliver mere taktil i Kaare Ruuds fascinerende træskulpturer som har meget lange, lyriske titler. Det første møde Klim har med et trævæsen er en træfrue som giver ham en ørefigen da han nærmer sig for hastigt i den tro at der er tale om et almindeligt træ. Hvordan kan en træfrue give en ørefigen? Igen sendes tankerne på vandring. Ruuds to værker viser henholdsvis en hånd og en fod dækket af skællet bark og med knopskydende grene i alle retninger. De afrevne kropsdele indgiver et regenerativt håb, som liget der plantes i jorden i T.S. Eliots digt The Waste Land (1922). Måske vi kan gro nye kropsdele? Måske livet er cyklisk snarere end lineært?

Ny passion for skønlitteratur

I det andet mørkerum vises Mira Adoumiers videoværk Dreams of a Wandering Octopus over tre skærme. Der går et stykke tid hvor jeg ikke forstår hvad blæksprutten gør i en libanesisk cedertræskov, men der er altså tale om en metaforisk blæksprutte, en forestilling om at trærødder er koblet sammen i et fællesskab, en fælleshjerne, og titter op af jorden som blækspruttearme. Værket benytter sig af ASMR-agtige knitrelyde og rolige, dybe stemmer som læser små digte på arabisk. Planteintelligens påkaldes som en mulig politisk strategi for samarbejde. Vi kan lære af træerne og rejse os imod undertrykkelse.

Knitrelydene bliver efterhånden til hvid støj, og et svimmelt ubehag sætter ind når kameralinsen begynder at snurre rundt imellem grenene op imod himlen. Adoumiers anden video, Red Solaris, som er blevet til sammen med kunstneren Nour Ouayda, bygger videre på den urovækkende stemning og bevæger sig over i en slags spekulativ fiktion. Her begynder plantelivet i verdens botaniske haver at sende røde advarselssignaler til menneskene. Bergen Kunsthall har gennem flere udstillinger fulgt en økoutopisk linje hvor vild fantasi og planteintelligens hører med til den politiske mobilisering.

Kunstverdenen synes at have udviklet en ny passion for skønlitteratur. Der er snart ikke en gruppeudstilling eller biennale som ikke tager udgangspunkt i et litterært værk. Det er nemt at se hvad fordelene er. De litterære værker binder i første omgang de inviterede kunstnere sammen i et tankefællesskab og giver siden publikum en tilgængelig referenceramme. Med et magisk trylleslag slipper vi for dårligt kuratorsprog.

Interessant har det været at blive konfronteret med Nils Klim igen. Hvordan får Holberg proppet en sol ned i underverdenen, det grubler jeg over. Stadig dukker der slående sætninger op som taler direkte til vores samtid. Klim snakker for eksempel (citeret fra holbergsskrifter.no) om sin bergensiske verden »hvor mylderet af opgaver betyder at venligheden daler, surheden stiger, og pligterne forsømmes, og hvor vi ikke er nogen vegne fordi vi vil være alle vegne«. Det lyder en smule genkendeligt.