Blodrød skrift Nyt tidsskrift vitaliserer debatten om rum og bygninger

Det første nummer af Nordisk revy for arkitektur (NORA) blev lanceret i Stockholm den 30. august. Redaktør Anders Rubing er en velkendt arkitekturkritiker i aviser som Bergens Tidende, Fædrelands­vennen og Stavanger Aftenblad. Han udvider nu kamp­zonen med et tidsskrift, der kommer i avis­format og er sat i blodrød skrift.

Du troede måske ikke, at arkitektur­kritik var noget for dig. Men arkitektur bør, som alle andre kulturelle udtryk, diskuteres og kritiseres. Det er den offentlige, kritiske sproglig­gørelse og debat, som vil forandre og forbedre arkitekturen omkring os. Dette bidrager NORA og det ligeledes nye tidskrift Ny boligplan til.

Teksterne i NORAs debutnummer er rimeligt letlæselige. De har islæt af performativ kritik, hvor de skrivende bevæger sig gennem fysiske strukturer, mellem former og farver, og vurderer sine omgivelser. Flere af teksterne lander dermed på en næsten rejse­dokumentarisk form, som kunstkritik også ofte må gribe til. Kombinationen af det sanselige, taktile, filosofiske og oplevelses­orienterede giver flere artikler et litterært præg.

Arkitekturoprøret

I et andet hjørne af offentligheden er der et oprør i gang, og et kig på Arkitekturoprørets norske Facebook-gruppe, med 39 tusind følgere, fik mig til at tænke på en sang, som starter således:

The trouble with a classicist, he looks at a tree
That’s all he sees, he paints a tree
The trouble with a classicist, he looks at the sky
He doesn’t ask why, he just paints a sky

The trouble with an impressionist, he looks at a log
And he doesn’t know who he is, standing, staring, at this log
And surrealist memories are too amorphous and proud
While those downtown macho painters are just alcoholic

Sangen findes på albummet Songs for Drella (1990), Lou Reed og John Cales hyldest til deres ven og samarbejdspartner, Andy Warhol. Dette er en Bildungsroman i musikalsk form, en beretning om hvordan Warhol blev til som menneske og kunstner. »Trouble With Classicists«, sunget af John Cale, handler om Warhols kritiske vurdering og forkastelse af forskellige kunstneriske stilarter, der havde et mål om at skabe sig egen identitet, noget han gjorde som en af opfinderne af popkunst i 50’erne og 60’erne.  

Er der et problem med klassicisterne, som det gentages i sangen? Arkitektur­oprøret er en populistisk, multinational bevægelse med en klar, antimodernistisk profil. Bevægelsen er siden 2014 vokset frem fra sit oprindelses­sted i Sverige, og i Norge har den haft så meget medvind, at man nu har gjort sig til en medlems­organisation, hvilket vil sige, at der kan oprettes stillinger og tjenes penge, selvom det nok ikke er store formuer, der kommer ind på T-shirts og kaffekopper med logo og slagord. Den grund­læggende fremgangsmåde er at poste en strøm af billeder af, hvad man henholdsvis synes er grimt og pænt. Således kan man hidse hinanden op og forhåbentlig påvirke politiske beslutnings­processer.

Man kan nok identificere sig med en del af kritikken. Jeg er personligt ikke fan af den discount­futurisme, som ses rundt omkring i Norge, men jeg har også en fornemmelse af, at bygningerne bliver endnu mere grimme, fordi så mange kompromiser må indgås i det norske social­demokrati; dermed fremkommer det her legoklods­agtige look.

Problemerne med Arkitektur­oprøret er alligevel påfaldende. Den affektive, mobbeagtige retorik er forbundet med sprog­fattigdom – ja, sprogtørke – og en drastisk mangel på nuancer. Fordømmende sprog har sjældent en sanselig dimension. Typisk nok orker man ikke engang at sige »klassicistisk« – som er gruppens fælles præference – men bruger ord som »klassisk« og »traditionel«, som lige så godt kunne bruges i sætninger om klassisk og traditionel modernisme. Oprørernes ord er ikke at betragte som henvisninger til en stilart, men til en forestilling om, at byggeri var bedre før.

Fordømmende sprog har sjældent en sanselig dimension.

Man behøver ikke at have højere uddannelse for at indse, at strategien netop er at brutalisere ordskiftet og jævne sproget med jorden for at skaffe sig af med den specialiserede viden, uddannede arkitekter står for. Dem vil man faktisk ikke i reel samtale med. Dette bliver tydeligt i Tina Lams NORA-artikel »Den misforståtte kampen for estetikk« om den nordiske konference Beauty and ugliness in Architecture (BUA), som samlede folk, der tilslutter sig Arkitektur­oprørets program. Professionelle arkitekter blev først inviteret til at sidde i panelerne med få dages varsel, hvilket resulterede i et ensidigt og selv­bekræftende menings­fællesskab, præcis som på Facebook-siden.   

Det nordiske

Rubings initiativ udgør en modkraft til den populisme, der har præget den offentlige debat om arkitektur de sidste år. Redaktionen har gjort et strålende job i at gøre deres publikation reelt nordisk, hvilket slet ikke er så let, hvis finsk, islandsk, samisk og grønlandsk også skal have en plads. Det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i at koble en hel hær af oversættere til projektet, og at man har vurderet det som vigtigt at skrive om grønlandske og samisk arkitektur. Det har længe stået højt på min ønske­liste at se en diskussion af den samiske arkitekt Joar Nango, som med stor succes har bevæget sig ind i kunst­feltet, og dette ønske får jeg opfyldt i Eveliina Sarapääs artikel »Når blir arkitekturen dekolonialisert?«

I NORA diskuteres gerne alle aspekter ved byggeriet. Klima­bevidstheden gør, at refleksioner omkring genbrug af bygninger og nedrivnings­problematikker fylder meget. I sin artikel »I enhetlighetens namn« formulerer Kaisa Karvinen sig glasklart om netop dette: »När en byggnad beslutas att rivas, faller den ofta utanför ramen för arkitekturkritik. Jag anser att det är viktigt att även rivna arkitektoniska spöken kan bli en del av en djup, aktiv og kvalitativ diskussion, på samma sätt som nybygg­nationer diskuteras.«

Farvevalget skaber en stemning af noget akut.

Arkitekturoprøret er optaget af boliger, butiks­områder og skoler. I første udgave af NORA står der ikke så meget om dette. Derimod kan man læse artikler om finske saunaer, bedehuse på Sørlandet og et teknikrum (»boiler room«), som ligger i et svensk naturområde. Sidst­nævnte forstod jeg ikke helt, hvad er for noget, og artiklen kan virke forvirrende, som om grund­læggende information mangler. Det nyskabende rum er indrettet som hytte med pejs, toilet og hyggelige sociale rum midt mellem de mange rør og ledninger. Hverken artiklen eller arkitekten Anders Berenssons netside hjælper mig til at forstå, hvem som skal bruge rummet og hvordan.

Blodrød sats

Artiklerne holder ellers generelt høj kvalitet, skønt designet ikke gør noget særligt for læsbarheden. Skal NORA for evigt sættes i blodrødt? Farvevalget skaber en stemning af noget akut. Artiklerne er sat fortløbende i spalter, dermed kan der ske en nivellering dem imellem; de synes at køre ud i ét.

Det visuelle materiale er heller ikke med til at give den enkelte artikel egen identitet, eftersom man må bladre sig frem til dette andre steder i publikationen. Med sådanne plads­økonomiske greb bliver det af yderste vigtighed at være klar og tydelig i rubriker og under­rubriker. Selv en læser, der er mere nysgerrig end gennems­nittet, kan blive stresset af, at være nødt til at læse de første to afsnit af hver artikel flere gange, før man får et klart indtryk af, hvad det skal handle om. Men den ydre præsentation er ikke det afgørende i tidsskriftet. Der hvor den populistiske mobilisering fremstår sprog­fattig, er der et tanke­mæssigt overskud i årets nye tidsskrifter.