Nye vinde er begyndt at ruske op i ellers fastfrosne diskussions-Danmark.
Debatten om ytringsfrihed har fået ny luft, efter at digteren Yahya Hassan – der i sin digtsamling af samme navn anklager indvandrerne og ghettodanskerne for manglende sammenhæng mellem leveform og tro – har modtaget et væld af mordtrusler. Hassan har ikke blot nedfældet sin indignation i en formforrygende digtsamling, men også markeret den hårdt i den offentlige debat:
«De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det», udtalte Hassan til Jyllands-Posten (09.10.2013).
Siden blev Hassan overfaldet på Københavns Hovedbanegård, mens en oplæsning i ghettoparken Vollsmose var tæt på at blive aflyst. Selv synes hovedpersonen at tage truslerne med imponerende stoisk ro. Men alvoren har ikke desto mindre manifesteret sig i den danske debat, hvor islamkritikeren Lars Hedegaard, der blev udsat for mordforsøg tidligere på året, og Muhammedtegningerne, der satte standarden for værdidebatten i 00’erne, atter deler vandene i diskussionen om ytringsfrihed.
Flere røster blandt den venstredrejede intellektuelle elite – «de anstændige», som forfatter Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt kalder dem – havde dengang ikke synderligt travlt med at fordømme mordforsøgene på tegneren Kurt Westergaard eller Lars Hedegaard, mens Yahya Hassans ret til at ytre sig er blevet taget i forsvar over hele linjen. Hvorfor denne forskelsbehandling?, spørger blandt andet Eriksen og Stjernfelt. Er det ikke et godt bevis på en hyklerisk positionering hos skaren, der dengang misbilligede Muhammedtegningerne, og som nu tager Yahya Hassan i forsvar?
Kosovic’ kritik
Samme anklage hører man fra den danske forfatter og medlem af Dansk PEN, Birgithe Kosovic, der i en kronik i Politiken (23.11.2013) anklager blandt andre kollegaerne Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, Thomas Boberg og Janne Teller for at have dobbelte standarder, når det kommer til beskyttelsen af ytringsfriheden.
I en række korte interviews med Politiken (10.11.2013) begrunder de nævnte deres forsvar for Yahya Hassans ret til ytre sig ud fra forskellige bevæggrunde, men sammenlagt synes argumentet at være, at det gør en forskel, hvem der siger hvad. At identiteten hos den pågældende har en afgørende betydning for den meningsudladning, der er på færde i debatten. Men hvorfor dette, når alle, ifølge loven, har ret til den samme ytringsfrihed? Burde de ikke forsvare enhver persons ret til at udtrykke sig, også når det gælder højreorienterede som Lars Hedegaard?
Birgithe Kosovic er således generelt forarget over, at disse kulturradikale røster ikke har travlt med at forsvare ytringsfriheden som princip og undlader at bakke op om enhver persons ret til at udtrykke sig: «Er der en objektiv grænse mellem kritik og dæmonisering? Er det ikke mere indlysende, frem for at forsøge at analysere identitet og intention, at analysere kritikken 1:1?»
Herved står vi igen med den problematik, der delte vandene i 00’erne.
I Kosovic’ principfasthed synes der at forekomme et enten-eller, der i sidste ende er til gene for den offentlige debat og gør den besynderligt sort-hvid. Man kan tilsyneladende ikke gå i clinch med de højreorienteredes islamkritik og vurdere kvaliteten eller gyldigheden af deres udsagn, uden at man mødes af en horde af ytringseksorcister, der planmæssigt forsøger at fravriste de kulturradikale deres argumenter ud fra præmissen om, at de ikke først og fremmest anerkender ytringsfriheden. På den måde afspejler kritikken fra de højreradikale rettere en endimensionel forsikring om, hvorvidt man er for eller imod, end en kritisk evaluering af det stædige behov for, at alle ytringer har ret til offentlig opmærksomhed.
Flere af forfatterne, som Kosovic kritiserer, anerkender fuldt ud enhvers ret til at ytre sig, uagtet etnicitet, baggrund osv., men hævder samtidig, at det har interesse, hvem der siger hvad og hvornår. Således er der en væsensforskel på Hassan og Hedegaard, som Kosovic er fuldstændig blind for og tydeligvis ikke ønsker at engagere sig i.
For der må og kan ikke herske tvivl om, at Hedegaard taler ud fra et langt mere ideologisk ståsted, hvorfra han ensidigt gransker historien og udlægger den uden nogen form for nuancerigdom. Hassan, derimod, står stort set isoleret i egne rækker, hvorfra han begår en singulær kritik af indvandrerne.
Nok er de begge generelle i deres ytringer, men i modsætning til Hassan abonnerer Hedegaard på en uskøn determinisme, hvor nogen tillægges essentielle egenskaber og et forudfattet livsforløb på grund af deres religion, som tæller over en milliard individer. Den slags udsagn bibringer næppe nye indsigter, idet den anskuer samfundsborgeren oppefra og ned, og ikke nedefra og op, som det er tilfældet hos Hassan. Hvor Hedegaards kritik hænger sig i dogmatiske og absolutte forestillinger, så er Hassans lyrik interesseret i skinreligiøsiteten hos de enkelte og jeg’ets kulturelle ambivalens. Hvor Hassan er en insider, er Hedegaard en outsider.
Postmoralisme
Hvor mystisk det end lyder, tilhører Kosovic’ kritik en postmoderne tradition, en liberal-relativistisk doktrin, hvor en social moral forsøges taget ud af spillet. Det normative krav om åbenhed efterlader borgerne med minimal tolerance over for udefrakommende begrænsninger af deres ret til afgive og modtage ytringer. Og det selvom vi færdes med en række paradokser.
Som Jeppe Villadsen skriver i bogen Det støjende samfund – på besøg i ytringsfrihedens kampzone (2007), kan man sagtens erklære sig nazist eller deltage i en forening for pædofile, hvorimod myndighederne fluks griber ind over for reklamer, der fremstiller kvinder som sexobjekter. Denne slags forbud bekæmpes over en bred kam, hvilket betyder, at det moralske og socialt korrekte, som led i en naturlig proces, svinder ind og i stedet bliver et personligt anliggende.
Det personlige ansvar er dog altid et eller andet sted befrugtet af en fælles moral, en afspejling af bestemte handle- og tænkemåder, der er rigtige eller forkerte, gode eller onde, i henhold til en gruppes normsæt. Dette normsæt ligger ude til social forhandling med medierne som den primære platform.
Mediernes tilsyn
Af den grund påligger der medierne en særlig bevågenhed og ansvar i forhold til diverse samfundsmæssige problemer, der kalder på opmærksomhed. Og her er der noget, der tyder på, at man i visse tilfælde har fralagt sig en kvalitativ vurdering og valget af det efterstræbelsesværdige, det fælles gode, ud fra den senmoderne præmis, der især hersker på højrefløjen, om at så længe vi taler om problemerne, er det godt nok. Her skal ikke lyde et ord om tonen i debatten, men rettere om noget der risikerer at blive et langt mere overdøvende demokratisk problem.
Vi kan således finde flere opfattelser af, at så længe vi taler om tingene, indordner de mest radikale positioner i debatten sig nok. Hermed står vi over for en besynderlig form for filosofisk vitalisme i debatkulturen, hvor alskens uhyrligheder nok går i sig selv, hvis blot vi giver dem plads i massemedierne og åbner landets talerstole for eksempelvis Holocaust-benægtere. Disse historisk afsporede individers løgne afslører alligevel sig selv, mener flere. Men gavner det virkelig demokratiet, hvis vi sætter den fælles moral over styr og stirrer os blind på princippet i stedet for at gå ind i en kvalitativ vurdering af de udsagn, der stædigt fremtures i debatten?
Man opfylder en journalistisk genrekonvention, hvis man giver lige meget taletid til to modparter. Hermed skulle man tro, at et givent emne vil blive udsat for en tilpas kritisk vinkling, der kommer til at fremstå både fair og afbalanceret. Men den opskrift er langt fra dækkende. Dette ser man i debatten omkring klimakrisen, hvor klimaskeptikere af og til får lige så meget air-time, som størstedelen af klimaforskerne. Hermed lægger man kildekritikken ud til samfundsborgeren, for hvem det er op til at vurdere, hvem der taler sandt eller falsk, og hvilke motiver de har. Denne procedure har også været forsøgt genbrugt i forbindelse med et andet hot, men mindst lige så farligt, politisk emne for tiden.
Fascisme, medier og ytringsfrihed
I forbindelse med kommunalvalget og regionrådsvalget i Danmark d. 19. november 2013 havde Ekstra Bladet en længere artikelkampagne mod Danskernes Parti og partilederen, den tidligere selvudnævnte nazist, Daniel Carlsen. Det var første gang partiet stillede op, og det endte med at få sammenlagt 6.782 stemmer, der selvsagt udgør et decimaltal af den samlede valgdeltagelse. Men som ekstremismeforsker Chris Holmsted Larsen udtaler til Jyllands-posten (04.02.2013), er der «plads til dem nu», og på trods af partiets legitime status, udgør dets politik en «nationalsocialisme i fåreklæder», der har formået at efterligne branding-strategien hos tyske NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands), «der er en mester i at navigere, så de ikke kan blive dømt for at være nazister».
Danskernes Parti har da også et politisk program, der gerne ser en racebaseret udrensning af Danmark, hvor selv danske statsborgere af en anden etnisk baggrund skal sendes ud af landet. Imidlertid står det skrevet, at partiet omfavner det parlamentariske demokrati og ytringsfriheden.
Men alene fordi partiet er erklæret legitimt af myndighederne, er der vel ingen grund til at medierne fraskriver sig ansvaret for en moralsk stillingtagen?
I mediernes forsøg på at begå endnu mere opsigtsvækkende tv og journalistik, tyer programmerne og artiklerne oftere og oftere til de to mest radikale udsagn på den politiske skala. De opsøger ydrepunkter for derigennem at sikre en sensationel samtale, mens resultatet bliver, at disse synspunkter i højere grad legitimeres, både moralsk og politisk. Dette tydeliggør TV-Midt-Vests udsendelse fra 2011 (se You Tube-klip), idet Daniel Carlsens radikalisme accepteres som et politisk rationelt standpunkt, som var det af den største naturlighed. Carlsens synspunkter opstilles som et reelt modstykke til SFU-formandens holdninger, til trods for at førstnævnte befinder sig uden for den danske politiske skala, som vi har kendt den i hele efterkrigstiden. Med en sådan opvejning medfører langt fra en neutral udlægning – det samlede udtryk er i stedet en obskur skævvridning af virkeligheden, hvor det journalistiske koncept forenes med propagandaens projekt. Den journalistiske tilgang ignorerer fuldstændigt et fælleskulturelt værdikompas, som vi har været århundreder om at indstille gennem den offentlige samtale.
Lige så slemt var det, da Weekendavisen i sommer (26.07.2013), som det eneste medie i Danmark valgte af anmelde Daniel Carlsens bog Odelsret til Danmark (2013). Anmelder Kai Sørlander, der også har skrevet for Trykkefrihedsselskabets netmagasin Sappho, formår ikke at afgive en kritisk dom over fagbogens fortællermæssige eller betydningsdannende virkemidler. Kort sagt udebliver den kritiske vurdering, som ellers ville være ganske interessant, hvis vi som ekstremismeforsker Chris Holmsted Larsen antager, at Carlsens kurs er bestialsk manipulerende. I stedet benytter Sørlander Carlsens bog som afsæt for nogle af sine egne doktrinære grundholdninger. I en løs og kortfattet argumentation forsøger Sørlander at pege på, hvordan menneskerettighederne er et lige så konstrueret fænomen som Danskernes Partis tvangsdeportation af ikke-etniske danskere:
«[R]ationelt set bør ingen føle større ubehag ved Carlsens position end ved den position, som forfægtes af menneskerettighedsjuraen. Fra hver sin side angriber den åndsfrihed, som er indbygget i det demokratiske krav om politisk ligeværdighed», lyder det.
«Anmeldelsen» problematiseres yderligere, når Weekendavisen på intet sted beretter om Carlsens baggrund, ej heller afgiver en moralsk dom over læsningen, som i dette tilfælde er nødvendig jf. partilederens fortid: «Går programmet alligevel over stregen, selvom det ikke er nazisme? Det afgøres af, hvor stregen ligger.», lyder det midtvejs.
Vi lader den lige stå et øjeblik. Ja, man fristes næsten til at skrive den igen, bare for at understrege den udtrykkelige relativisme, der er på færde i Sørlanders imbecile rationale.
Ny saglighed
Sørlander interesserer sig ikke for Carlsens identitet og det sted, han taler ud fra, hvorfor vi aldrig bliver klogere på motivationen bag hans forstemmende fremmedfjendtlighed. Denne 1:1-kritik løsriver sig helt og aldeles fra en moralsk forpligtigelse, der ikke alene er kendetegnende for højrefløjen, men som også er ved at manifestere sig bredt set i Danmark, hvor man omklamrer en sær vitalisme, med hvilken man håber at kunne udfri den offentlige samtale. Men reelt sker der det modsatte: Værdidebatten overdøves af de mest sensationelle og nedladende udsagn – en radikal determinisme som i Hedegaards tilfælde eller fascisme som i eksemplet Carlsen. For tiden overlades det moralske ansvar til den enkelte, men for at kunne forholde os kritisk til de udsagn, der udlægges som godmodige sandheder, bliver man nødt til at konsultere motiverne ved hjælp af vores fælles moral. Ellers står vi alene over for en journalistisk dækning, man med et ironisk strøg kunne kalde ny saglighed.