Ny nordisk feminisme

Skandinavien beskrives ofte som libertinerens slaraffenland: Her er frisind og åbenhed, så enhver kan udleve sin seksualitet, nærmest som det passer en. I Danmark fremhæver man ofte de topløse kvinder på stranden, pornografiens frigivelse i slutningen af 1960’erne samt at de nordiske lande var blandt de første i verden, der indførte muligheden for registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle. Sådan har man i årtier i de skandinaviske velfærdsstater betragtet den seksuelle frigørelse som en forudsætning for livskvalitet og en rettighed, staten må tage vare på. Men holder denne historie nu også? Og hvorfor er den seksuelle frigørelse så vigtig for ligestillingen? Er den skandinaviske feminisme overhovedet så særlig, som vi går og fortæller os selv?

Pedersen: For mange mennesker er seksualitet en vigtig del af deres liv – især hvis man oplever, at ens seksualitet bliver set som forkert, og at man bliver undertrykt på grund af den. Debatten om seksualitet handler ofte om lyst, hvilket er ret snævert. For nogle kvinder er deres seksualitet en måde at overleve på, at sælge sex kan også være et arbejde, der bedre kan betale sig end så meget andet. Når vi taler om sex og kvinder fra Det Globale Syd, kommer vores dobbeltmoral til udtryk. Vi hylder stærke og selvstændige kvinder, men vi ser ned på dem, der kommer til Norden for at gifte sig med en lokal mand af økonomiske grunde eller for at sælge sex. Når vi taler om andre end hvide, vestlige kvinder, har vi svært ved at anerkende, at sex kan være et redskab til at skabe et bedre liv for sig selv og sin familie.

Bjørnum: Spørgsmål om seksualitet er væsentlige også for mennesker, der ikke oplever undertrykkelse, og det er måske netop derfor, det emne får så meget opmærksomhed. Sex-positivitet fylder meget i min feminisme, fordi jeg genkender en masse af de tendenser, Maria beskriver, men også fordi jeg tidligere oplevede, at feminisme og seksualitet blev set som modpoler – som om man ikke kan være liderlig, når man er feminist. Den idé har været vigtigt for mig at modarbejde, og samtidig vil jeg gerne bryde en masse af de tabuer, der findes omkring seksualitet. Markedet – pornografi, prævention, sexlegetøj, sexarbejde og sexologer – udvikler sig meget i disse år, og på dette område er feministiske perspektiver enormt vigtige, hvis ikke udviklingen skal fortsætte i en retning, der får katastrofale konsekvenser for især kvinder og minoriteters liv.

Fossum: Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i præmissen. Fylder seksualitet så meget i den feministiske diskussion, eller er det snarere diskussionerne om seksualitet, som fanger den offentlige opmærksomhed? Min erfaring er, at journalister oftest ringer for at få en kommentar om krop og seksualitet. Den ene gang jeg er havnet øverst på Norges største tabloidavis, vg.no, var det, fordi jeg havde kommenteret en norsk bloggers »bryststunt«. På grund af reproduktionens vigtighed har kontrol med den kvindelige seksualitet været – og er fortsat – en hjørnesten i alle patriarkalske samfund og den vigtigste årsag til kvindeundertrykkelse. Seksuel og kropslig autonomi er langtfra en naturgiven rettighed de fleste steder i verden – heller ikke i Skandinavien, hvis man ser på de fortsatte diskussioner om samtykke, voldtægt og retten til egen krop. Derfor er det måske ikke så underligt, at feminister er optagede af seksualitet.

Forholdet til seksualitet lader til at variere inden for Skandinavien. Danmark var blandt de første lande i verden til at frigive billedpornografien og betragtes som et arnested for frisind, hvor vi gerne ligger topløse på strande og i parker og har en fri seksualmoral, mens svenskerne er mere private – ja, nærmest skamfuldt blufærdige. Senest er dette blevet undersøgt i antologien Whatever Happened to Sex in Scandinavia? (2011). Hvordan ser I denne splittelse – historisk og i dag? Er det blot en indbildt forskel, eller er der forskellige sindelag i de skandinaviske lande, når det kommer til seksualmoral?

Pedersen: Sidst jeg lå topløs på stranden, lå jeg lige ved siden af nogle unge drenge, som umiddelbart inden havde snakket om, hvor klamt det var med alle de »kællinger med bare patter!«. Jeg oplever ofte, at det seksuelle frisind kun gælder for den seksualitet, der kan kommercialiseres. Det er okay at hænge en kæmpe plakat af en tynd, smuk kvinde bag på busserne i København, og hvis man taler imod pornoficering af det offentlige rum, så er man snerpet. Men når hundredevis af kvinder, mænd og queers går gennem København i meget lidt tøj til »SlutWalk«, så er de perverse. Og når kvinder vælger at sælge seksuelle ydelser, bliver de set ned på som stakler, der skal reddes.

Bjørnum: Jeg har haft oplevelser i Sverige, der var perverse og frigjorte. Og jeg har haft oplevelser med slutshaming i Danmark. Jeg tror ikke, forskellene hænger sammen med landegrænser. De handler i langt højere grad om miljøer, og om hvorvidt de forskellige miljøer har gjort op med tabuer, normer og den kommercialiserede seksualitet, som Maria beskriver. Mange steder – både i Sverige og Danmark – gør folks usikkerheder, at de internaliserer en masse skam, som så kommer til udtryk ved at udskamme andre mennesker.

Fossum: Seksualitetsspørgsmål har medført stor splittelse i kvindebevægelsen – også i Norge. Danmark frigav tekstpornografien og billedpornografien i henholdsvis 1967 og 1969, mens Norge først gjorde det i 2006. Samfundsforsker Inga Margrethe Ydersbond har undersøgt forskellene i den historiske udvikling i Danmark og Norge, og fremhæver, at kvindebevægelsen i Norge i højere grad allierede sig med konservative kristne i kampen mod prostitution og pornografi. Kvindebevægelsens interesse for klassekamp i 60’erne og 70’erne gjorde muligvis også, at den seksuelle frigørelse blev trængt i baggrunden. Da det feministiske tidsskrift Sirene blev lukket i 1983, var en af årsagerne – ud over et faldende oplagstal – en heftig strid om pornografi: Bladet blev anklaget for at være en medløber for pornoindustrien og en trussel mod kvindebevægelsen. Der er fortsat forskelle mellem de skandinaviske lande: Sverige og Norge har fx en lov mod sexkøb, det har Danmark ikke. Den amerikanskinspirerede tænkemåde om sexarbejde og retten til at sælge sex lader til at have fået mere fodfæste i dansk feminisme, mens den i Norge og Sverige nok har mødt langt større modstand. Det er mit indtryk, at frigjorthed i større grad betragtes som en national værdi og en identitetsmarkør i den danske debat. Men forskellene skal heller ikke overdrives – udefra virker de skandinaviske lande ret ens, hvad holdninger til seksualitet angår.

Inanloo: Selvfølgelig har vi også i Danmark et forkvaklet forhold til seksualitet. Først når vi anerkender, at vi har det, kan vi begynde at handle. Vi gemmer os bag fortællingen om »ligestilling« og »frisind« og tænker, at så behøver vi ikke bakse mere med det. Jeg hørte for nylig kunstneren Anohni, i en samtale om feminisme og ligestilling, sige noget i stil med »hvad nytter det at være tæt på vandets overflade, hvis du stadig ikke kan trække vejret?«. Bare fordi det seksuelle frisind i Danmark er større, end det er så mange andre steder, så betyder det ikke, at det er stort nok.

I Norge rasede for nogle år siden en debat om liberalisering af pornografilovgivningen, i forbindelse med en bog af Marit Synnevåg om pornografi. I Danmark diskuterer vi ofte prostitution, og mange feminister går ind for et forbud mod at købe sex. Det kan ind i mellem lyde som om, at sex kun er noget, mænd vil have og som kvinder kan give dem, eller noget, som kvinder går i stykker eller taber værdi af – hvilket er en ret patriarkalsk opfattelse. Har feministerne glemt kampen for den frie seksualitet, der var en stor del af 68-generationens idealer?

Fossum: Jeg synes, det er lidt trist, hvis spørgsmålet om den frie seksualitet reduceres til et spørgsmål om prostitution og pornografi. Er essensen af seksuel frihed virkelig retten til at sælge sex eller muligheden for at se en million pornofilm? Jeg mener, at spørgsmål om prostitution bedre lader sig diskutere i en empirisk kontekst end som et rent værdispørgsmål. Og solidaritet med de svageste og mest udsatte bør vægtes højere end valgfriheden for de privilegerede. Ellers: Frihedsbegrebet deles ofte i to: frihed til og frihed fra. En af de præmisser for den seksuelle frigørelse, der ofte er underbelyst, er friheden til at sige nej. Frihed til at sige ja til seksuel udfoldelse, forudsætter friheden til at sige nej. Hvis kvinder risikerer trusler, vrede og magtanvendelse, når de afviser en mand eller ombestemmer sig undervejs i den seksuelle akt, påvirker det, hvor let de har ved at indlede seksuelle relationer. Den anden præmis er selvsagt friheden til at sige ja og til at have sex uden at blive udskammet, socialt udstødt eller på anden måde straffet. Tag fx hævnporno: Hvorfor er det at offentliggøre den slags billeder fortsat så effektivt et værktøj til at få kvinder til at føle skam og gøre dem til ofre for mobning? Fordi gamle normer stadig lever. Når feminister taler om samtykke, demonstrerer mod tvivlsomme frifindelser i voldtægtssager eller kritiserer shaming, latterliggørelse, seksuel udstilling og ideen om, at vores seksualitet er til salg, er det netop skridt i retning mod en friere seksualitet. Kivi: Hvis der er behov for at gentage og genkæmpe tidligere frigørelseskampe, er der tydeligvis stadig et problem med mangel på seksuel frihed. Feminisme og frihedskamp er ikke en lineær proces; vi vinder nogle kampe og taber andre. Det er vigtigt, at vi forstår, at kropskampen ikke kun hører 1970’erne til. I dag handler kropskampen for mig om, hvilke kroppe der bliver tildelt menneskelig værdighed og ret til at eksistere – eller, som Judith Butler siger det, hvilke kroppe vi sørger over, og hvilke der ses som undværlige.

Pedersen: Der er forskel på at kæmpe for fri seksualitet og kritisere det kvindefjendske syn, der hersker og dyrkes i mainstream porno. Vi ser stadig ned på kvinder, der dyrker deres seksualitet. Hvis du som kvinde træder forkert på den seksuelle scene, hvis du kysser med den forkerte, boller med for mange eller går i for korte kjoler, så er du en luder. Vi respekterer ikke kvinder, der forvalter deres seksualitet og krop på en ikke-dydig måde – heriblandt ved at sælge sex. Vi har brug for et opgør med den luderskam, der stadig holder kvinder nede. Og vi har samtidig brug for en kritik af det kvindesyn, som videreføres i pornografien, samt den kommercialisering og objektivisering af kvinders kroppe, der finder sted i det offentlige rum. Det er vigtigt, at vi taler om, hvilke kvinder der har lov til at dyrke deres seksualitet. Hvorfor er det mere okay, at en hvid middelklassekvinde har en masse sex, end det er, at en migrantkvinde har, fordi hun arbejder med det?

Inanloo: Seksualiteten har aldrig været fri – heller ikke i ’68. Dengang var folk også underlagt forskellige magtforhold, kultur og sociale koder. Vi kan give hinanden større seksuelt råderum ved ganske enkelt at blande os uden om hinandens sexliv og seksuelle præferencer – så længe det ikke krænker eller skader nogen. De, der har travlt med at dømme andre, skal kneppe lidt mere selv. Det der med, at der sidder nogen og bestemmer, hvad »det gode liv« og »den rigtige slags sex« er og derudfra bestemmer, hvem der skal reddes fra »det dårlige liv« og »den dårlige sex«, er formynderi. Når vi taler om sexarbejde, er det vigtigste, at vi anerkender, at heller ikke den diskussion er sort/hvid. Nogle sexarbejdere har det rigtig godt med deres job og vælger det selv, mens andre er kommet ind i faget ad triste og ufrivillige veje, hvor de personlige konsekvenser er høje. Man kan ikke skære sexarbejde og ufrivillig prostitution over én kam.

Inanloo: Feminismen tegnes af de folk, der taler dens sag. Men feminismen har også en historie, og folk er ofte forudindtagede. Jeg har en klar fornemmelse af, at ordet »feminisme« i Danmark ofte fungerer som en rød klud, ligesom Hëdi påpegede. Det er vildt irriterende, når folk forventer, at man som feminist skal fungere som en googlesøgning, der på en pædagogisk måde kan forklare, hvorfor noget er racistisk eller sexistisk, og samtidig står der en hær af trolde klar med en omgang verbal gylle, hver gang en feminist udtaler sig. Og det er virkelig hver gang. Men der findes også en særlig feministisk vrede, som er decideret angstprovokerende. Blandt feminister hersker der nogle gange nærmest kannibalistiske tendenser, hvor folk simpelthen æder hinanden, hvis de siger noget »forkert«, noget, der ikke er feministisk på den »rigtige« måde. Når man diskuterer feminisme, bevæger man sig ind i et minefelt. Det afholder helt sikkert mange – inklusive mig selv de seneste år – fra at deltage i debatten. Have: Jeg er meget enig i, hvad Sara så fint formulerer med »kannibalistiske tendenser«. De feminister, der blander sig i den offentlige debat, kommer ofte til at have den samme retorik og lyd – ofte akademisk – og den lyd kommer til at definere, hvordan feminismen opfattes af os selv i Skandinavien. Og det kan have en begrænsende og ekskluderende effekt.

Kivi: I Skandinavien vil vi i hvert fald gerne selv tro, at vi er feminister på den rigtige måde. Da er det interessant at høre fra folk med et blik udefra. Det blik har jeg også selv, dels fordi jeg er vokset op i Iran, dels fordi jeg har viden om, hvordan for eksempel kvinder i Det Globale Syd ikke altid misunder os den »frihed«, vi har. De tænker: »Okay søstre, I har vundet ›retten‹ til at arbejde fuldtid, mens I stadig sidder med det meste af det huslige arbejde, barslen og stadig ikke får ligeløn. Ih, tillykke med det!« Det er tankevækkende. Inanloo: Feminisme er ikke det samme alle steder, for alle mennesker. Derfor er det altid enormt ukonstruktivt at sammenligne feministiske mærkesager og mål. Det er en tendens, der i Danmark særligt findes på den politiske højrefløj, hvor man latterliggør bestemte feministiske kampe og kalder dem »forkælede« og »elitære« – gerne efterfulgt af et »tænk på kvinderne i Iran«. Jeg ville aldrig sidestille de udfordringer, jeg står overfor som ung kvinde i Danmark, med de udfordringer, mine jævnaldrende kusiner i Iran står over for. Det er usammenligneligt, fordi vores kulturelle og politiske muligheder er ulige, og vores drømme og ideer om det gode liv er reguleret derefter. Feministiske debatter er efter min mening kun interessante, når alle, der deltager i debatten, er med på den præmis.

Fossum: Den nordiske »statsfeminisme« har været unik; udbygningen af velfærdsstaten har været vigtig for kvinder – i 1973 var børnehavedækningen i Norge for eksempel på fem procent, i 2016 gik 91 procent af børn i alderen et til fem i børnehave. Det har uden tvivl påvirket måden, vi tænker feminisme på. Jeg opfatter for eksempel meget af den amerikanske feminisme som langt mere individorienteret med vægt på valgfrihed og »empowerment« end den skandinaviske, der lægger vægt på det kollektive. Pedersen: Jeg synes, det er svært at snakke om én feminisme i Skandinavien og én feminisme alle mulige andre steder. Der er mange forskellige feministiske strømninger i Skandinavien, og langt hen ad vejen oplever jeg, at de sagtens kan sameksistere. Jeg tænker, at feminismen i Danmark står sammen med en stærk klassekamp, og at vi har brug for at holde rigtig godt fast i det de her år, hvor prækariatet og eventøkonomien vokser sig større.«

Bjørnum: Fra mit ståsted ser feminismen i Sverige, Norge og Danmark meget forskellig ud. Efter rødstrømperne i 1970’erne, flyttede feminismen i Sverige og Norge ind i systemet op igennem 80’erne og 90’erne og blev indarbejdet i lovgivningen. Det har været med til at give feminismen en eksistensberettigelse, man stadig skal kæmpe for i Danmark. Den racistiske agenda i Danmark, anført af Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, medfødte et efterslæb af antagelser, sprogbrug og splittelse, som gør, at vores offentlige debat om racisme ofte er på lavt niveau. I stedet for at tale om, hvordan racisme påvirker det enkelt menneske, diskuterer folk stadig, hvorvidt man må bruge n-ordet. Og i stedet for at undersøge, hvorfor nogle muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde, bliver det en debat for eller imod tørklæder i det offentlige rum, som fuldkommen underkender det enkelte menneske.

Inanloo: For mig er det vigtigste lige nu retten til egen krop – om det så gælder retten til abort eller retten til at bære bikini, hijab eller vælge at sælge sin krop til sex. Kvindekroppen er konstant til offentlig diskussion og forvaltning på en til tider nærmest facistoid måde. Københavns Kommunes kampagne »Har du talt dine æg i dag?«, der skulle få kommunens kvinder til at få børn tidligere, er et eksempel. Set i lyset af en de facto ulige barselsfordeling er sådan en kampagne et skræmmende eksempel på, hvordan kvindekroppen stadig tilskyndes til at levere en bestemt samfundsgavnlig vare og derefter fra politisk side installeres i hjemmet som barnets primære omsorgsperson.

Bjørnum: Min oplevelse er, at folk kommer til feminisme fra mange forskellige retninger, hvor de personligt oplever sexisme; det kan tage tid at udvide deres perspektiv til også at omfatte alle andre slags undertrykkelse. Særligt i spørgsmål om klasseskel og hudfarve ser jeg, at hvide fra Skandinavien kan være privilegieblinde, fordi vi er opvokset i en neoliberal virkelighed, hvor det hedder sig, at man kan, hvad man vil, hvis bare man arbejder hårdt nok. Det er langt fra alles virkelighed. Abdollahi: Jeg var i 20’erne, før jeg rigtigt forstod, hvad feminisme var. Siden har feminismen på forskellige måder været en del af mit liv; lige nu som et feministisk perspektiv i mit skrivearbejde og med den podcast jeg laver, Hysteria, der handler om skabende kvinder. Samtalen i Hysteria skal ikke følge særlige mønstre, regler eller politiske tendenser, men blot handle om at skabe. Podcasten er ikke udtalt feministisk, men når man insisterer på en samtale, der ikke kredser om intellektuelle, hvide, europæiske mænd, bliver den ofte opfattet sådan.

Pedersen: Jeg arbejder for en større diversitet i mediernes kilder, og min journalistik baserer sig ofte på en feministisk analyse. Jeg laver podcasten Fabelagtige Feminister, hvor vi – min medvært og jeg – undersøger aspekter af feminisme, som interesserer og rører os, og hvor vi inviterer gæster ind til at tale om deres feministiske mærkesag. Vi har blandt andet haft besøg af en kvindelig vægtløfter til en snak om kvinder og elitesport, af transaktivisten Niels Jansen til en snak om maskulinitet og femininitet og af Mary Consolata Namagambe, der talte om hverdagsracisme.

Have: Jeg har egentlig altid set mig selv som feminist, da jeg fra en tidlig alder kom i politiske miljøer. Da jeg blev udsat for voldtægt som 19-årig, mærkede jeg, hvad det ville sige at blive dehumaniseret på det groveste og reduceret til en krop, der kunne bruges med vold. Den oplevelse igangsatte en større vækkelse i mig, som stadig står på. For mig er feminisme en måde at anskue og analysere strukturer og systemer på, lige så meget som det er et sæt grundprincipper. De konkrete ting, jeg gør, er, at jeg skriver, jeg skaber, jeg debatterer, jeg producerer, jeg tager dialogen og afholder workshops. Min Instagram @scandinaviandreamgurl fungerer som en slags fællesskab, hvor jeg reflekterer, deler ud, lægger nye projekter ud, søger medvirkende – mine følgere har sågar hjulpet mig med at fundraise mit seneste projekt, som er en videokampagne, »The Face of a Survivor«, som sætter fokus på voldtægtskultur i Danmark og udkom i september.

Bjørnum: Min indgang til feminisme var den anti-fascistiske, autonome venstrefløj i København og Sverige; mine oplevelser som queer og den historie, den anti-fascistiske bevægelse kommer fra, spiller godt sammen. Begge bevægelser bekæmper de samme undertrykkende strukturer, normer og systemer; når man ser feminisme som et intersektionelt projekt, der anerkender forskelle ikke blot mellem køn, men også at klasse, seksualitet og etnicitet spiller ind, bliver den automatisk antifascistisk. Hvis man bekæmper racisme, uden at bekæmpe sexisme, fejler ens antifascisme, og hvis man bekæmper sexisme, uden at bekæmpe racisme, fejler ens feminisme. I mit privatliv omgiver jeg mit stort set kun med feminister, og når vi taler om hinandens liv eller relationer, er det som regel med feministiske briller. Jeg går også primært til fester, som er udtalt queer, feministiske eller har tydelige regler omkring sexisme og homofobi. Når man er feminist i andre rum, synes jeg tit, at jeg står for skud for fordomme om feminister eller passive forsøg på at prikke til »den overfølsomme feminist«; folk ser mit ubehag eller min vrede som underholdning. Det bliver en balancegang at skulle passe på mig selv, ikke fodre trolde, men samtidig sørge for at sige højt og tydeligt fra, når folk er undertrykkende.

Kivi: De er gensidigt afhængige. Teori opstår ikke ud af ingenting; der sidder ikke folk i isolerede rum og finder på, at kvinder bliver undertrykt. Al teori har udgangspunkt i livet og i aktivisme og er politisk situeret. Der findes en politisk virkelighed, der nødvendiggør feministisk aktivisme og teori, der skal sætte ord på vores oplevelser fra den virkelige verden. De tre ting hører uløseligt sammen. HWB: Det er vigtigt, at feminismen viser sig på mange forskellige arenaer: politisk, akademisk, aktivistisk, kunstnerisk og i fagforeninger. Jo bedre vi bliver til at brede den feministiske analyse af verden ud og se alting med feministiske briller, desto større mulighed er der for, at vi kan møde de folk, der har brug for feminisme.

Inanloo: Jeg tror, at de fleste kan forstå feministiske debatter, hvis de lytter ordentligt efter. Når det er sagt, så synes jeg faktisk, at det er okay, at visse diskussioner foregår på et niveau, hvor det kun er folk, der har læst kønsstudier, som kan følge med. Så længe der er en modvægt, hvor de andre stemmer – der trods alt er flest af – kan følge med og få taletid. Der er plads til begge dele. Den teoretiske feminisme baner jo tit vejen for mere brede diskussioner. Og samtidig henter teorien jo inspiration og tankegods fra det levede liv.

Kivi: Selvfølgelig skal vi forsøge at undgå at tale henover hovedet på folk. Jeg arbejder for eksempel selv med at lade være med ukritisk at gengive amerikanske udtryk. Vi har brug for at kunne anvende disse udtryk i forhold til vores egne liv og erfaringer – og ikke blot affeje dem som noget, der hører nogle mennesker i udlandet til. Jeg oplever samtidig, at mange beskyldninger om at »være for akademisk« er antifeministiske afsporingsstrategier. Folk har da lynhurtigt lært at sige fremmedord som »selfie«, »whistleblower« og andre ord, men lige så snart nogen vil kaldes »hen« eller tale om kolonitiden, så bliver ordene pludselig helt umulige at lære. Virker det ikke lidt for bekvemt at afskrive minoritetskampe med et skuldetræk og et «jeg forstår ikke, hvad du siger, fordi det ikke er mit problem?

Fossum: Løsninger er vel først og fremmest synliggørelse: at vise, at de problemer, man snakker om, faktisk forekommer, og at de påvirker folks liv. I Norge viste #jegharopplevd-kampagnen som blev sat i gang af Fett med titusindvis af tweets omfanget af seksuel chikane. I 70’erne fremlagde det feministiske tidsskriftet Sirene utallige problemstillinger, der angik kvinder – og mænd – i sine debat- og læserbrevsspalter. »De skamløse jenterne«, en bevægelse af minoritetspiger, der tager et opgør med destruktive normer, holdninger og traditioner på den mest effektive måde: indefra. Den har synliggjort mange erfaringer med social kontrol. De insisterer på at tale for sig selv, i stedet for at blive talt om, og de tilfører værdifulde perspektiver til den feministiske samtale. Hvis man rent faktisk lyttede til kvinder, når de siger, de har oplevet chikane, eller til ikke-hvide, når de siger, at de ikke bryder sig om at blive kaldt dét og dét, havde man ikke brug for så megen teori. Jeg synes, at Emma Holtens tekst om samtykke er brillant på den måde: Udgangspunktet er en personlig historie om at være udsat for hævnporno, men det er, når hun teoretiserer fænomenet som »seksualisering af fraværet af samtykke«, at man virkelig forstår dynamikken i det, der foregår, og ser det underliggende samfundsproblem. Have: Jeg synes, det er helt vildt vigtigt og essentielt, at feminismen kan formidles og hvis nødvendigt også forsimples – ellers kan jeg ikke se, hvordan vi skal lykkes. Feminisme skal være tilgængeligt og kunne kommunikeres på andre måder og andre steder end i debatindlæg i Politiken. Projektet »The Green Dress«, hvor jeg bar den kjole, jeg var iført den nat, jeg blev voldtaget, fik stor succes, fordi folk kunne forstå, hvad det var, jeg forsøgte at sige med det samme – også uden ord.

Bjørnum: Feminismen har mange stemmer, men det er ofte de ressourcestærke og højtuddannede, der kommer frem i de store medier. Forhåbentlig er sociale medier med til at give andre stemmer et talerør. Jeg ser en stor bølge fra tumblr af feministiske memes, hvor retorikken er skarp, men ikke højtragende. Der findes masser af letfordøjelig feminisme, og jeg genkender i høj grad også »akademiseringsargumentet« som en afsporingstaktik fra folk, som reelt set ikke er interesseret i feminisme.

Fossum: Hvis nogen er forkælede, må det da være de mænd, som synes, menstruation er ækelt og kræver at slippe for at høre om det. Nogen har en gang sagt, at hvis mænd havde menstruation, ville vi have haft skrydekonkurrencer om smertemestring og blodmængder i frokostpausen på jobbet. Noget af det fascinerende ved synet på menstruation er dobbeltmoralen – vi vælter os i blodbad på tv, og i reklamepausen bliver vi forsikret om, at ingen vil kunne se nogen blodpletter på de kridhvide bukser, vi sikkert skal have på. Forholdet til menstruation hænger sammen med det tabu, der stadig knytter sig til kvindekroppen i mange kulturer, inklusiv vores egen. Disse tabuer er mange steder knyttet til politisk undertrykkelse og social stigmatisering af kvinder. Liv Strömquists Kunskapens frukt (2014) beskriver, hvordan menstruation er blevet forstået og tolket af mandlige filosoffer og videnskabsfolk gennem historien, og hvilke slutninger der er blevet draget heraf. Kvinder blev nægtet adgang til uddannelse, fordi de blødte; kvinder blev betragtet som urene, når de blødte; kvinder blev sat i forbindelse med alskens ondskab, fordi de blødte.

Kivi: Kvinder, transpersoner eller menstruatorer stillede sig ikke op og gjorde sig selv undertrykte. Der var ikke nogle mennesker, der stod frem og sagde, at de blødte hver måned og derfor skulle kaldes hysteriske og afholdes fra at kunne tage en uddannelse. Det skete i den omvendte rækkefølge: De med magt marginaliserede kvinder og transpersoner, som så rejste sig og talte deres undertrykkere imod. Når mennesker forholder sig til den marginalisering, de er blevet pålagt af andre, bliver de beskyldt for at være verdensfjerne og identitetspolitiske. Som filosoffen Sara Ahmed siger det: Den, der peger på problemet, bliver straffet med selv at blive stemplet som problemet. Have: Jeg synes, vi kæmper vigtige kampe – se bare på den opmærksomhed, der blev viet voldtægtskultur under Roskilde Festival i sommer. Det er den gængse opfattelse i Danmark, at vi kvinder sgu har det meget godt, og at vi er nogle krævende brokkehoveder – og derfor er danske feminister ofte på dobbeltarbejde: Vi skal først overbevise vores medmennesker om, at vores udfordringer er valide, og dernæst skal vi løse dem. Det er vigtigt, at vi ikke reproducerer myten om, at vi er forkælede. Vi har brug for flere måder at kommunikere de samme ting på, og billeder af venusfigurer, hijabklædte kvinder – eller sågar et portræt af Donald Trump – malet i menstruationsblod kan igangsætte flere vigtige samtaler end en klumme i Politiken.

I Danmark har netop debatten om transkønnedes rettigheder og fjerdebølgefeminisme skabt store stridigheder feminister imellem. Har feminismen brug for et nyt samlende projekt? Og i så fald hvilket?

Inanloo: Der findes nogle meget skarpt optegnede fronter mellem forskellige feministiske grupperinger. De største i Danmark er formentlig de gamle 68’ere, der også var med til at skrive den første Kvinde kend din krop i 1975, hvori der blev talt om »kvindens frigørelse fra manden«, og så feminister fra min generation, som ser køn, race og seksualitet som konstruerede kategorier. Jeg fik engang skældud af en ældre feminist for at sige, at feminisme ikke kun handler om kvinder. Hun forstod simpelthen ikke, hvad jeg mente, da jeg sagde, at det for mig i høj grad handler om at forholde sig til det faktum, at nogle fødes med privilegier, og at hvide ciskvinder også kan være undertrykkere. Hun forstod det ikke, fordi det for hende handlede om at brænde bh’en og lade opvasken stå – og om fri abort og ligeløn selvfølgelig. Vi taler bare ud fra nogle vidt forskellige virkeligheder. Det giver slet ikke mening for hende, når kvinder på min alder fører sig frem med netop de mærkater, som hun og hendes generation kæmpede for at frigøre sig fra: make-up, stilletter og babser lige i fjæset. Samtidig ser jeg blandt feminister i min generation, hvordan overdreven politisk korrekthed og stramme retningslinjer for, hvem der må sige hvad, og hvordan man må sige det, kan dræbe ellers vigtige diskussioner og skabe unødig splid, der ofte stjæler opmærksomhed fra det essentielle. Så nej, jeg tror ikke så meget på et stort samlet feministisk projekt. Dertil er vi for forskellige. Og det synes jeg, vi skal have lov til at være. Men jeg synes, vi skal deles om pladsen, acceptere hinandens forskelligheder, lære af og hjælpe hinanden. Vi kan godt følges noget af vejen, selvom vi ikke skal det samme sted hen.

Pedersen: Jeg tror, vi har brug for at forstå, at vi ikke behøver have de samme mærkesager for at være på samme hold. Jeg opfatter ikke at kampen for rettigheder til transkønnede og non-binære, altså personer, der ikke identificerer sig som hverken mænd eller kvinder, er i konflikt med tidligere feministiske kampe. Den bliver ofte stillet op, som om den står i modsætning til andenbølgefeministernes kamp for kvinders kropslige rettigheder, men de går jo ud på præcis det samme. Nu kæmper vi bare også for transkvinder og -mænd. Jeg har været ret engageret i »SlutWalk«-bevægelsen og kampen for seksuel frihed, noget der tit tilskrives fjerdebølgefeminismen, og jeg oplever, at andre feminister mener, at min feminisme er forkert, fordi vores mærkesag ikke er den samme. Jeg kender feminister, der kæmper for anerkendelse af kvinder i tech-branchen, feminister der laver queer sexfester, feminister der kæmper i byrådssalene rundt omkring i landet. Feminisme er ikke én sag, det er mange, og de kan godt eksistere sideløbende.

Bjørnum: Det er ikke forkælet at skabe sine egne safe spaces, det er en overlevelsestaktik, som samtidig danner netværk til fremtidig aktivisme. Jeg har både arrangeret »CPH Queer Festival«, »SlutWalk« og sexfester, som er separatistisk for queers, fordi de rum var nødvendige for en masse mennesker. Hvorfor bliver folk, der er udsat for undertrykkelse, anklaget for at være forkælede, mens ingen kigger på overklassen, hvis privilegier gør det muligt for dem hele tiden at finjustere deres komfort på andres bekostning – både økonomisk og socialt?

Feminismen inddeles ofte i bølger; første, anden, tredje og fjerde. Bekender I jer selv til fjerdebølgen, eller er begrebet overflødig?

Fossum: Jeg er lidt skeptisk over for tendensen til at dele feminismen ind i bølger; ingen snakker om en første-, anden- eller tredjebølgearbejderbevægelse. Det virker til at spejle en forventning om, at ligestillingsfremskridt er noget, som vindes en gang for alle, snarere end rettigheder, som kontinuerlig må videreføres og forsvares. Jeg tror, det er behov for både andenbølgens fokus på materielle og økonomiske strukturer, seksuel og kropslig autonomi, så vel som fjerdebølgens anerkendelse af intersektionalitet. Det bedste ved »fjerdebølgen« i Skandinavien er fremkomsten af de mange, nye og forskellige minoritetsstemmer i feminismedebatten: De »skamløse jentene« er et eksempel.

Kivi: Jeg føler åndeligt slægtskab med alle bølger. Men jeg synes også, at inddelingen i bølger virker noget forsimplet. Lad os tage to eksempler: Man siger for eksempel, at den første bølge handlede om valgretten, og man sætter perioden til begyndelsen af forrige århundrede. Men i nogle europæiske lande kæmpede kvinder med at få stemmeret indtil for nyligt – kvinder i Schweiz fik stemmeret så sent som 1971 –, og i så fald har førstebølgen været meget lang. Jeg har hørt nogen sige, at feminister, der bekender sig til andenbølgen, skulle være særligt racistiske, homofobiske og så videre. Men mange feminister fra dengang var dybt internationalt engagerede, og teorien om triple oppression, der er en slags forløber for intersektionel teori og metode, fordi den anerkender, at undertrykkelse kan ske på flere parametre – ikke kun køn – stammer helt fra starten af den sorte bevægelses frihedskamp og har mange årtier på bagen. Mange glemmer, at fjerde bølgens fokus på retten til kroppen er en andenbølgesag. Det er helt nødvendigt med den fornyede interesse, fordi vi er ude for et massivt angreb på kvinders rettigheder verden over. Nu har vi heldigvis teknologien – de sociale medier – til at udbrede solidaritet på tværs af geografiske skel, og det er hovedsageligt det, der kendetegner den fjerde bølge.

Pedersen: Fjerdebølgens vægtning af teknologi og sociale medier betyder en cyberfeministisk opvågning for os alle sammen: Teknologien kan arbejde for os, men virkelig også imod os. Vi ser, hvordan anti-feminister hacker og doxxer, altså offentliggør private oplysninger som telefonnumre, mailadresser med videre uden samtykke. Hvis anti-feminister er bedre til at bruge teknologi, end feministerne er, så er vi på røven. Jeg oplever, at digital sikkerhed er noget, vi kommer til at beskæftige os mere med feministisk, fordi internettet er så vigtig en aktivistisk platform. I Danmark laver Renegade Runners for eksempel »DO:topia«, et cyberfeministisk gør-det-selv projekt, som lærer kvinder og minoriteter at kode.

Bjørnum: Jeg synes ikke kun, at bølgerne kan ses som et redskab til historisk overblik og akademisering af bevægelsen. Min oplevelse er, at der findes mennesker, som identificerer sig med andenbølgen, der taler imod ligestilling »i feminismens navn«. Transpersoner får – heldigvis – en større og større stemme i samfundet og på sociale medier, og den transfobi, de udsættes for, kommer ikke kun udefra, men også fra feminister, der er strandet i den anden bølge og ikke har fået intersektionalismen med fra de efterfølgende bølger. Transkønnedes kamp er alle feministers kamp, også når det betyder, at vi skal være kritiske overfor dem, der kalder sig feminister.

Kan man være aktivist på de sociale medier eller bliver det meget en del af en individualistisk kultur? Og er der særlige regler for aktivismen på nettet?

Have: Jeg forstår ikke, hvorfor feminister, som ikke benytter sociale medier som værktøj, har travlt med at fortælle feminister, som gør, at de kæmper på den forkerte måde. Hvis du tænker, at fjerdebølgefeminisme er synonym med Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen og deres Girl Squad-projekt om retten til at være seksuelt subjekt, blive taget alvorligt og samtidig klæde sig udfordrende, kan det måske være tilfældet, det skal jeg ikke kunne sige – men der er altså utallige aktivister verden om, som benytter sociale medier som værktøjer i deres aktivistiske praksisser og skaber fællesskaber, som både er inkluderende og solidariske.

Pedersen: Man kan sagtens lave aktivisme på sociale medier, men for mange af os er sociale medier jo bare en forlængelse af vores liv. Jeg synes nogle gange, vi er for hurtige til at udråbe alle som aktivister på sociale medier, fordi de poster et bikinibillede med en beskrivelse af, at »alle kroppe er gode kroppe«. Jeg er vild med Amalie Have, fordi hun har skabt en platform på Instagram, der både er oplysende og aktivistisk, men som hun også bruger til at gøre opmærksom på de aktivistiske projekter, hun laver IRL.

Have: Tak, Maria. Ja, jeg anvender min Instagram-profil i min feministiske praksis, for mig er den et værktøj til at formidle de feministiske projekter, jeg skaber. Projekter, som i den grad inddrager andre kvinders oplevelser, og som tager fat på problemstillinger, alle kvinder mærker på egen krop. Fordi du har succes med at sprede og formidle et budskab online, betyder det ikke, at du ikke udøver feminisme i virkeligheden – som Maria siger, så er sociale medier tit en forlængelse af os selv. Jeg køber ikke præmissen, at man enten er cyberaktivist eller »rigtig« aktivist.

Kivi: Man kan ikke overvurdere de sociale mediers mobiliserende kraft: Kvinder i Polen organiserede for eksempel massive protester mod abortlovgivningen online. Men der er også en bagside: Enhver onlineprofil er også et potentielt brand, og det kan presse den enkelte, at man hele tiden skal kunne markedsføre sig selv. Denne mekanisme er selvfølgelig ikke skabt af sociale medier, men af et kapitalistisk system. Teknologien er blot med til at forstærke det.

Inanloo: Det er fantastisk, at forskellige feministiske aktivister kan mødes via sociale medier, hvor man kan inspirere hinanden på tværs af kulturelle og geografiske grænser. Så kan man sidde i en seng i Hjørring eller i en lejlighed på Nørrebro og følge med i, hvad nogle feminister i New York eller Mexico har gang i. Det minder lidt om dating apps, men i stedet for at swipe igennem duck faces og dick pics, ser man æstetiserede feministiske universer på eksempelvis Instagram. Små og ellers usete aktivister og feministiske aktører kan pludselig få en »offentlig« stemme. Men det er jo også i høj grad via de sociale medier, at det aktivistiske blander sig med markedsføring. Gad vide hvor mange feminister, der er tilbage på de sociale medier, når feminisme ikke længere er profitabelt? På mange måder fastholder en stor del af den feminisme, vi konfronteres med på de sociale medier, status quo. Det er stadig nogle få privilegerede, ofte hvide, personer og virksomheder, der sidder på magten og doserer til pøblen, hvilke politiske agendaer der er vigtige.

Teksten indgår i forlængelse af temasektionen i Vagant 3/2017, der leder efter nordiske libertinere, og spørger om Skandinavien er frisindets fremmeste tumleplads. Bladet kan bestilles her. Tegn abonnement på Vagant her.

Ny nordisk feminisme

Sara Hornum Inanloo

Nazila Kivi

Maria Brus Pedersen

Sara Abdollahi

Hëdi Wedelberg Bjørnum

Hedda Lingaas Fossum

Amalie Have

»Blandt feminister hersker der nogle gange nærmest kannibalistiske tendenser, hvor folk simpelthen æder hinanden, hvis de siger noget ›forkert‹, noget, der ikke er feministisk på den ›rigtige‹ måde. Når man diskuterer feminisme, bevæger man sig ind i et minefelt.«

»Okay søstre, I har vundet ›retten‹ til at arbejde fuldtid, mens I stadig sidder med det meste af det huslige arbejde, barslen og stadig ikke får ligeløn. Ih, tillykke med det!«

»Den økonomiske dagsorden er enormt vigtig; feminismen bør organisere sig mere omkring økonomi og mindre omkring lyserøde huer.«

Teksten indgår i forlængelse af temasektionen i Vagant 3/2017, der leder efter nordiske libertinere, og spørger om Skandinavien er frisindets fremmeste tumleplads. Bladet kan bestilles her. Tegn abonnement på Vagant her.

Del dette:

Mest lest

Ekstravagant lesning