I Aleksej Navalnyjs sidste brev spurgte den russiske oppositionspolitiker og aktivist: »Hvem kunne have fortalt mig, at Anton Tjekhov er den mest deprimerende russiske forfatter?«
Navalnyj var en ihærdig læser, og da han i december ankom til den sibiriske straffelejr Polarulven, hvor han afgik ved døden 16. februar, havde han allerede læst alt, hvad han havde fået lov til at medbringe på fangetransporten gennem Uralbjergene. I fængselsbiblioteket faldt han over en novelle af Tjekhov, »I kløften«, som foregår i en forurenet landsby et sted i Rusland, hvor lyssky forretninger, triste ægtepagter, mord og deportering til en sibirisk fangelejr fører til tragedie og tavs desperation.
»Jeg kan ikke finde det samme mørke i beskrivelsen af fortvivlelse og fattigdom i FMD (Fjodor Mikhailovich Dostojevskij, red.). Faktisk, efter jeg var færdig med ›I kløften‹, stirrede jeg tomt på væggen i fem minutter. […] Så du har helt sikkert ret. Man bør læse klassikerne! Vi kender dem ikke!«, skrev Navalnyj.
Som The New York Times har kunnet berette, modtog journalisten Sergej Parkhomenko brevet 13. februar, tre dage før Navalnyj blev erklæret død af de russiske fængselsmyndigheder – angiveligt efter en gåtur i gården. I modsætning til tidligere breve var dette håndskrevet på et enkelt stykke notesbogspapir og videresendt som et fotografi af Julia Navalnaja, Aleksej Navalnyjs kone. Polarulven havde ikke givet Navalnyjs tilladelse til at benytte den elektroniske brevskrivningstjeneste, som hans tidligere fængsel tilbød, og forsøgte at begrænse hans kommunikation med omverden. Kreml havde som mål at gøre Navalnyj tavs.
Den samme krig
Navalnyjs død viser endnu en gang det russiske systems brutalitet og Putins sadisme. I Sibirien blev han, som så mange før ham, udsat for en behandling, som Amnesty International kalder tortur. Cellerne var uhyre små, kolde, fugtige og dårligt ventilerede. Selv rapporterede Navalnyj, at han fik to kopper kogende vand og »ulækkert brød« som sit daglige måltid – han havde ti minutter til at spise det. Tidligt i opholdet var han blevet spærret inde sammen med en tuberkulosepatient.
Med mordet på den russiske aktivist og oppositionspolitiker forsøger Putin atter at sende et signal: Enhver modstand frem til præsidentvalget i midten af marts vil blive knust. For Vesten bør dette nu stå klart: Mordet på Navalnyj, den tiltagende undertrykkelse af Ruslands egne borgere, likvideringerne af dissidenter i Europa og bombningen af ukrainske byer er, som The Economist har skrevet, alt sammen en del af den samme krig.
Derfor må Putin også tages alvorligt, når han anser sine vestlige modstandere for dekadente og svage. Da Putin først bombede Tjetjenien i de tidlige 00’ere, så Vesten væk og fortsatte med at forhandle med hans olie- og gaskammerater. Da Putin forgiftede og myrdede modstanderne i Kiev og Moskva og annekterede Krim, gav Vesten ham et spark over skinnebenet, og da Rusland forsøgte at invadere hele Ukraine, var Vestens respons så langsom, at landene stadig er bagud med at tilbyde ukrainerne de nødvendige våben.
Hver gang Vesten har tøvet, har Putin bidt sig mere fast. Hver gang vi har taget let på hans trusler, har hans dødsmaskine slået til.
Tjekhovs pistol
Anton Tjekhov havde det princip, at hvis en pistol bliver præsenteret i første akt, skulle den også affyres senere i skuespillet. Putin kender selvsagt dette princip. Han siger ikke noget for at give falske forhåbninger. Hans regime afslører hele tiden sig selv.
Alligevel findes der – især i Tyskland – en mærkelig længsel efter forsoning med Rusland. De såkaldte Putin-Verstehere forsøger at sætte Ruslands aggressioner i perspektiv og bortforklare dem ud fra de lidelser, som nazisterne påførte det sovjetiske folk under Anden Verdenskrig. Andre steder, også her i Skandinavien, finder man folk, der mener, at Vesten har ydmyget Rusland og truet landets sikkerhed med den »provokerende« Nato-udvidelse mod øst.
Selvfølgelig har Vesten også opført sig arrogant, som da Barack Obama kaldte Rusland for en regional magt. Men den betydelige østudvidelse, som Putin i dag klager over, fandt sted mellem 1999 og 2004. Polen og de baltiske lande blev medlemmer af Nato, lang tid før Putin begyndte at gøre brug af den påståede trussel fra Vesten til at konsolidere sit undertrykkende system, sit autokrati og sine imperiale ønsker.
Ikke den rigtige helt
Navalnyj var en helt, men ikke den rigtige af slagsen. Hvad han egentlig mente om en række afgørende spørgsmål forbliver stadig uklart. Mest af alt var han optaget af at bekæmpe Putins magt og korruption, de enorme mængder af penge og paladser, som han og hans venner havde tilranet sig. Kun sjældent talte han om det, som den russiske forfatter Sergej Lebedev i Vagant har kaldt »det afgørende«, den russiske imperialisme og brud på Folkeretten.
Navalnyj udtrykte sig helst ikke om krigene i Tjetjenien, Georgien og Ukraine, disse blodsudgydelser, som ikke har været større siden Stalins tid. Når han endelig kom ind på invasionen af Ukraine, talte han om diplomati og fredsforhandlinger. Navalnyj var ikke en særlig god ven af Ukraine. Han ville fælde Putin som tyv, ikke som krigsforbryder.
Nu, hvor han er død, undrer mange sig over, hvorfor han vendte tilbage til Rusland fra Tyskland i januar 2021. Men patrioter foretrækker at bo i sit eget land. Som også dokumentaren om ham, Navalny (2022), afdækker, brændte hans fædrelandskærlighed så stærkt, at han fuldt og fast troede på, at han kunne omstyrte Putins regime. Hans sidste besked var: »Giv ikke op«.
I dag gentager hans livsledsager, Julia Navalnaja, dette brændende ønske. Iført tsarblå kjole og dramatisk makeup meddelte hun mandag i en video, at hun vil fortsætte kampen. Hvor navalnyjerne får denne styrke fra, er ikke til at vide. Men midt i denne tjekhovske fortvivlelse er de nogle af dem, som holder liv i håbet – håbet om, at Rusland, dette helvede på jord, en dag vil blive et bedre sted.
