KOMMENTAR. Coronakrisen har suspenderet den sociale verden. Vagants kritiker længes efter bøgernes fysiske mødesteder.
En måned er passeret, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Den 11. marts meddelte den danske statsminister, at de fleste offentlige institutioner måtte lukke for at undgå massespredning af coronavirusset. Meget tyder på, at det var det rigtige at gøre, ingen tvivl om det. Men efter at stormen har lagt sig, er en sorg begyndt at melde sig. Min hverdag som skribent har længe været defineret af – og nogle gange organiseret omkring – at tage en tur på biblioteket eller i boghandlen. Nu er bøgernes fysiske mødesteder lukkede eller omdannet til noget nær ventesale med håndsprit og to meters afstand alle vegne, og jeg mærker det som et tab inde i mig selv. Jeg er en bogflanør og vil nok altid være det.
For dem, som er vant til at tænke på bibliotekerne som identitetsløse medborgerhuse og boghandlerne som upersonlige markedskæder, kan det sikkert være svært at forstå, hvad jeg mener. Beklagelsen over bogverdenens forfald har de seneste mange år været så sikker som hjertets banken. Tænk bare på borgerservices invadering af bibliotekerne, de mange telefonsamtalende mennesker på læsesalene, unge som kommer for bare at hænge ud foran computere, legerum til børn og familier samt indrykningen af caféer og støjende espressomaskiner midt i den travle bys sidste åndehul. Det, som før var lysskyhedens paladser, er blevet til gennemsigtige agoraer. I dag tårner nye biblioteker op med store åbne glasfacader som selvsikre tegn på fremskridt, tillid og åbenhed.
Som jeg husker det, var bibliotekerne i min barndom de mest gådefulde steder. På den lille skole, jeg gik på, vidste vi, at der var forbudte bøger på hylderne, og bibliotekaren var sur, som man næsten kun kan forestille sig på film. Vi var ikke ret gamle, da vi listede rundt i halvmørket mellem de tætplacerede reoler og rækkerne af gulnet, indbundet papir. Der var en helt særlig lugt derinde, lidt ligesom på byens antikvariater, bare mere kommunal, og den kaldte mærkeligt nok på de stærkeste fantasier i os.
Alt dette var før computerens store indtog. Det var dengang, man kunne sidde i bibliotekets hjørner, stille og næsten forladt, i halve eller hele eftermiddage uden at lade sig forstyrre af den beskæftigelsestrang, man mærker alle steder i dag. Bøgerne, som vi læste, havde stået model til meget. De var flossede og kantede. Deres bukkede facon havde skabt trapper og terrasser og vækkede i sig selv tanker om liv, som var gået forud for min tid. Af og til var ryggene så ødelagte, at de kunne minde om tynde tråde af net, som jeg sad og blev viklet ind i.
En af de første bøger, jeg husker, var Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, om de to uadskillelige brødres kamp for frihed i Nangijala. Jeg blev hurtigt lidt ældre og fortsatte med Jules Verne, Jorden rundt på 80 dage og En verdensomsejling under havet, og blev grebet af de sekulære mirakler, som mennesker kunne udrette, hvis blot de tænkte stort nok. Senere blev jeg mere skeptisk. Jeg kom til at blive mere optaget af sammenbruddet i Fluernes herre end verdenshåbet i Ringenes herre, og da jeg efterfølgende læste Erich Maria Remarques Intet nyt fra vestfronten, var min læserskæbne så godt som beseglet. Siden har jeg lært at holde ligeså meget af Virginia Woolf, Marguerite Duras og Inger Christensen som Laszlo Krasznahorkai, Dostojevskij eller Balzac.
Det er sjovt at tænke på, hvordan bøger har formet en, og hvordan de næsten bliver som spejl for ens tilværelse. Der er bøger om menneskers død eller uforløst kærlighed, som kradser mere i tårekanalerne end andre. Der er bøger, man husker bedre, fordi man har fået dem af nogen, man holder af. Eller fordi man i perioder har været særligt optaget af specielle formudtryk sammen med nære studiekammerater. Der er noget med de omstændigheder og omgivelser, som bøger indgår i. Da jeg for nogle år siden studerede på University College London, var besøgene på det gamle universitetsbibliotek nærmest som at blive lukket ind i de hellige haller. Der var en tæthed af bøger overalt, og jeg husker især de gamle træpaneler og de storslåede lokalers tunge rumklang, som i sig selv aftvang en vis respekt. Men det gjorde heller ikke noget, at det var her, man havde mulighed for at møde sine medstuderende og måske endda pigen, man var faldet i snak med til festen ugen før. Biblioteket var et socialt sted for folk på listefødder. Det er mærkeligt, hvordan alt det udtrykker sig som fortid i dag.
Når jeg skriver om litteratur, holder jeg mig som regel til at diskutere æstetiske udtryk og kulturelle forestillinger. Egentlig vil jeg helst undgå personlige følelser og fornemmelser. Teksten bør ikke begrænse sig til den jeg-orienterede essayistiks sansetyderi – alligevel er det lidt hvad, jeg tager mig i at gøre i dag. Undtagelsestilstanden er en mærkelig størrelse; den får en til at prøve ting af, man normalt ikke kunne finde på, og pludselig begynder den analytiske kritiker at revurdere sit virke.
Bogens liv har ændret sig kolossalt og vil utvivlsomt blive ved med at gøre det. De seneste uger har været som at tage et skridt ind i fremtidens fjernsamfund, hvor alt foregår i en digital infrastrukturs trådløse baner. Jeg har stort set afholdt mig fra at gå i boghandler og i stedet betjent mig mere af e-bøger, end jeg normalt bryder mig om. Det er selvfølgelig praktisk at sidde hjemme i lænestolen med sin tablet i skødet og downloade de romaner, man lige har læst om på nettet. En af min venner fortalte den anden dag, at han foretrækker e-bøgerne i sit arbejde, fordi han kan søge efter bestemte ord og i det hele taget holde alting bedre samlet – om det er noter, bogmærker eller bare hundredvis af bøger. Til gengæld må han atter leve med, sagde han, at sidde bag en skærm.
Den franske sociolog Henri Lefebvre (1901–1991) hævdede helt frem til sin død, at vi bliver nødt til at se vores fysiske rum som komplekse sociale konstruktioner. Han mente, at vores mødesteder altid er udtryk for et samfunds værdier, ofte bestemt af en rådende orden. Det var især markedskræfterne, han tænkte på. I dag ser vi, hvordan vores biblioteker nærmest har operationaliseret borgeroplysningens idéer med muligheder for tjenester og informationer alle vegne. De har fjernet bøgerne på hylderne, men bilder os til gengæld ind, at intet er længere væk end et klik. Sådan er vores nysgerrighed og begær blevet omprogrammeret til en drøm om umiddelbar behovstilfredsstillelse. Der må ikke være en rest af fantasi tilbage, når vi går igennem de oplyste haller. Kommunebibliotekerne er blevet til aktivitetscentre på niveau med gymnastiksale og andre offentlige institutioner: Her skal være noget for alle, også dem som ikke læser bøger.
Der er svært at sige noget til, at økonomiens nøglebegreber, effektivitet og værdiskabelse, for længst har indtaget bøgernes sociale verden. Deres behagelige tvang mærker vi, når vi til daglig sidder og læser e-bøger bag hver vores skærm eller bestiller biblioteksmaterieler i de endeløse digitale arkiver. Litteraturen har altid været der, hvor man gik til kamp imod idéen om mennesket som ren funktion, alligevel ser det ud til, at bøgernes fysiske rum – selv de allerhelligste – har overgivet sig til den senmoderne kapitalismes gudsord: Tag det, brug det, udnyt det. Derefter kan vi bare smide det ud. Jeg ved ikke, om det er muligt at lave om på den orden. Men i disse stille stunder får man lyst til tro på, at det kan lade sig gøre. Samfundets stilstand giver også håb om forandring.
