Hvad er en kulturel strømning, forstået som noget mere vidtfavnende end en kommerciel trend? Begrebet synes at antage at mennesker befinder sig i en slags flydende substans, at vi er del af en fiskestime, som spreder og samler sig i mærkelige mønstre. For eksempel opstod der i 1960’erne en kulturbølge hvor psykedeliske stoffer og drømme om alternative måder at leve på havde et gennembrud, som påvirkede menneskeheden, i hvert fald mange unge i Vesten, og som også afspejlede sig i datidens kunstudtryk.
I 1986 forsøgte den unge musikjournalist-wannabe Simon Reynolds (f. 1963) sig hos London-baserede musikaviser (ugentlige »inkies«). Efter afslag fra den ledende musikavis NME, New Musical Express, fik han en fod indenfor hos konkurrenten Melody Maker. Her blev han del af en generation skribenter som tog popkulturen så knusende alvorligt, at den blev løftet op til at have en næsten mystisk betydning – eksistentielt, kulturelt og politisk.
Der hvor skribenter som var lidt ældre end ham (som Jon Savage) brugte teorier fra den akademiske Birmingham-skole for kulturstudier til at forstå punkbevægelsen og andre britiske subkulturer, har Reynolds i sin tilgang nok mest været interesseret i psykoanalyse og kønsteori. I dag kan jeg ikke høre en plade som My Bloody Valentines legendariske shoegazealbum Loveless (1991) uden at tænke på hvad Reynolds har skrevet om oceanisk rock.
Indenfor freudiansk psykoanalyse udfolder de oceaniske følelser sig i en sprogløs, symbiotisk fase mellem mor og barn. Udtrykket hinter til en ikke-verbal drømmetilstand. Man kan forestille sig at kulturelle strømninger bevæger sig ind og ud af et slags oceanisk felt.
Den førsproglige drømmetilstand
Reynolds har siden 1990’erne skrevet en lang række bøger med udgangspunkt i forskellige musikscener og -genrer. Han har været omkring glamrock og rave, postpunk og kønsrepræsentationer, retrotendenser og futurisme, og i sin nye udgivelse Still in a Dream sætter han den førsproglige drømmetilstand i centrum med udgangspunkt i de sene 1980’eres transatlantiske romance mellom forskellige former for guitarbaseret dagdrømmerrock.
Still in a Dream er Reynolds’ tydeligste forsøg på at skrive tæt på sit eget liv, med opmærksomhed rettet imod arbejdet i Melody Maker-redaktionen og kærlighedsaffæren med den amerikanske journalist Joy Press som han idag er gift med. Dette danner rammen for nogle gennemgående tanker om arbejde (hvad samfundet ønsker af dig) versus kunst (drømme og begær) og hvilke muligheder der fandtes i overgangen mellem 1980’erne og 1990’erne for at undfly samfundets forventninger og skabe sig alternative verdener som gik under radaren hos en mere nytteorienteret forældregeneration.
Man kan nemt finde citater i The Smiths’ tekster om modviljen mod at arbejde i Margaret Thatchers England (»I was looking for a job and then I found a job/ And heaven knows I’m miserable now«), men Reynolds minder læseren om et unikt hit fra 1985: »Life in a Northern Town« med The Dream Academy. Her synger de om all the work shut down, med henvisning til en tid med stor arbejdsløshed og mange skibsværfter som lukkede ned.
Noget af det bedste ved Still in a Dream er de mange beskrivelser af de materielle betingelser som musikken – og Reynolds’ egen journalistik – blev til under. For eksempel rejser journalisten fra sit lille hummer (»bedsit«) i Sydlondon udenfor rækkevidde af metrolinjerne til det besatte hus (»squat«) hvor My Bloody Valentines medlemmer bor for at gøre et interview. Et lille mellemrum findes i tiden hvor de kan skabe sig en tilværelse uden for samfundets krav. Der er rum til at drømme, og dermed lød musikken også svævende og længselsfuld. Der var nogle år hvor musikken stadig var analog, og hvor ingen i deres vildeste fantasi troede at såkaldt undergrundsmusik nogensinde skulle krydse over til hitlisterne. Systemerne var helt adskilt.
Fra underground til overground
I 1991 gik subkulturen alligevel overground med grungebandet Nirvanas mainstream-gennembrud i Amerika. Få år senere tog digitaliseringen over, og musikmiljøet var for evigt forandret. Melody Makers redaktion, som alle andre redaktioner verden over, blev heller aldrig den samme. Der hvor Reynolds rejste gennem London til redaktionslokalet med sine musikanmeldelser hamret ud på papirark gennem nattetimerne skød han nu en email afsted og kunne lige så godt befinde sig i et helt andet land:
Email gradually turned magazine offices into ghost ships. Music papers had once been suffused with the vibe that came from writers – a menagerie of misfits and oddballs – hanging out and shooting the shit. The fraternisation infused the pages subtly but it also catalysed collective brainstorms and joint projects. Once you no longer had to go into the office to hand in your stories, all that gradually faded away – along with much of the fun of a job that was otherwise poorly rewarded.
Men lad os nu ikke tage sorgerne på forskud. Reynolds gør sig hurtigt færdig med 1980’ernes »bookish« pop som The Go-Betweens, Lloyd Cole and the Commotions og Prefab Sprout. Det er ikke sangteksterne det skal handle om, for vi er på en rejse væk fra sproget. Sammen med andre bands på pladeselskabet 4AD var Cocteau Twins en tidlig eksponent for drømmepop med forsangeren Elizabeth Frasers tungetalende ligesom-engelsk. På den anden side af Atlanterhavet fandtes R.E.M. (opkaldt efter drømmetilstanden Rapid Eye Movement), og forsangeren Michael Stipes mumlende, bevidst uklare sangtekster. Begge blev dog med tiden tvunget ud af det før-sproglige stadie. Som Reynolds formulerer det:
Like Stipe, Fraser started singing first in better enunciated gibberish and then in distinctly plain English. Both of them said so much more when you couldn’t understand a word.
Ifølge Reynolds’ psykoanalytiske kulturforståelse brugte eksperimentelle musikbevægelser fra postpunk og fremover mange kræfter på at komme bort fra den kommercielle, maskulint orienterede rockmusik hvor guitaren blev brugt til penisforlængende soloer. I den alternative musikforståelse handlede det ikke om at mestre de måder hvorpå det var meningen at guitaren skulle bruges, men snarere om at udforske muligheder i instrumentet. Det er her drømmen og det oceaniske kommer ind.
Alternativ guitarlyd som rorschachtests
Reynolds er villig til at indrømme at han aldrig stillede spørgsmål om instrumenter dengang. For ham var plader »a Rorschach blot, an almost-blank canvas for imaginative projection«, men med en vis selvkritik går han nu længere ind i det guitartekniske. Selvom Kevin Shields fra My Bloody Valentine kunne lide at hævde at musikken blev til spontant (han kastede nok et røgslør ud) så var det nogle helt specifikke, nyskabende opfindelser som lå til grund for den mærkelige, svimle, sensuelle lyd, som bandet eroblede verden med.
Shields outer faktisk sig selv i musikvideoen til sangen »Soon« hvor man dels ser guitarist og vokalist Bilinda Butcher danse rundt, men også får et glimt af hvordan Shields holder fast i guitararmen (»tremolo«), samtidig med at han slår på strengene (»strumming«). Den slags greb sat sammen med omfattende brug af pedaler, som amerikanske bands som Hüsker Dü, Sonic Youth og Dinosaur Jr arbejdede med, skabte efterhånden en alternativ guitarlyd med diffus tekstur og brusende støj. Det er et både teknisk og psykoseksuelt paradigmeskifte, for samtidig står bands frem med en langt mere androgyn, feminin og feministisk organisering, som My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Jeg skal måske vare mig for at overanalysere »Soon« (ifølge Reynolds var bandet smaskfulde på tequila under optagelsen), bare påpege at samtidig med at den MDMA-påvirkede dansemusik begynder at præge lyden, synes musikvideoen at vise den dansende Butcher lystfuldt fanget i en fantasisandwich mellem Shields og bandets lesbiske bassist Debbie Googe. Da får hele symbolikken omkring hvad hånden gør på guitaren, pludselig en ny betydning.
Peak Dream
Sammenlignet med Reynolds’ tidligere bøger, som The Sex Revolts: Gender, Rebellion and Rock’N’Roll (1995) skrevet med Joy Press og Retromania: Pop Culture’s Addiction to Its Own Past (2010) skrevet på inspiration fra hans ven Mark Fisher (1968–2017) og diskussionsfællesskabet omkring hans blog k-punk, er Still in a Dream en bredere beretning om forbindelser mellem det individuelle og det kollektive og om hvordan kulturelle strømninger kan skylle igennem os og skabe oceaniske trends.
For Reynolds og hans Melody Maker-kollega David Stubbs var 1988 Peak Dream. Her fik de My Bloody Valentines debutplade Isn’t Anything i favnen samtidig med Sonic Youths mesterværk Daydream Nation. Allerede fra året efter sporede de en begyndende retrotendens hvor nogle af rockens dinosaurer begyndte at krybe tilbage i den nye musik. Det lugtede af Velvet Underground, Big Star og Rolling Stones i bands som The Jesus and Mary Chain, Teenage Fanclub, Galaxie 500, Primal Scream og The Jon Spencer Blues Explosion.
For mit vedkommende var Peak Dream 1982 hvor Simple Minds udgav New Gold Dream. Dette album ligger tidsmæssigt udenfor konceptet for Reynolds’ aktuelle bog. Man må opsøge hans skriblerier om postpunk for at blive klog på dette år, men sandt er det at ingen anden vrøvlede så meget om drømme (»Everything is possible!«) som Jim Kerr fra Simple Minds. Deres tidlige punkinkarnation Johnny & the Self Abusers har en sang med titlen »The Cocteau Twins« som et begyndende band med skotske rødder valgte at adoptere.
Jeg er nogle år yngere end Reynolds, men vi fulgte tæt de samme kulturelle fortællinger. I den københavnske forstad hvor jeg voksede op, var det den lokale slikbutik (»Hos Inge«) som havde musiktidsskrifterne på hylden. Først fik jeg øje på tyske Bravo og det britiske teenmagasin Number One. Neue Deutsche Welle var stort i Danmark, og min første vinylsingle var »Da Da Da« – Trios ironiske elektropopparodi. Tilpas barnligt for 13-årige mig. Snart var det glossy bands som Kajagoogoo det gjaldt, og der var mange kulørte billeder til soveværelsesvæggen i disse blade. Man skulle lige blive nogle centimeter højere for at skue op på næste hylde med Melody Maker og NME.
Nogle få år senere var det ikke andet end Melody Maker for mig. NME slog aldrig rigtig an. Der var en em af fodbold og male bonding over denne musikavis, mente jeg. NME huskes for en endeløs række af forsider med britpopbands, specielt Blur og Oasis. Melody Makers forsider havde derimod ofte tågede rosa farver i stil med omslaget til My Bloody Valentines Loveless. Jeg noterede mig den eksperimentelle skrivestil, og at skribenterne var optaget af surrealisme og teori. Der var noget tiltrækkende ved denne rosa tåge. Så snart vi krydsede over til 90’erne, var det Everett True som rapporterede fra rockens frontlinjer i Seattle og fik sneget nogle ord ind om en feministisk punkbevægelse ved navn Riot Grrrl.
Reynolds gik rundt i New York og var forelsket i Joy. Ifølge ham reciterede de alle sangteksterne på Throwing Muses’ første plade (1986) for hinanden – sjovt nok, for der er sjældent skrevet mere brutale tekster om psykiske traumer end på denne plade. Det var ikke musik jeg blev hurtigt færdig med. Da unge studenter blev mejet ned på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989 skrev jeg med dramatisk rød tusch: »How do they kill children and why do I wanna die?« og satte papirarket op på min dør. En central formulering fra »Hate My Way« som måske er den mest traumeskadede Throwing Muses-sang af dem alle.
Ikke et tv-studie
Der var en kollektiv fortælling igang om den noble taber. Der var også stor modstand imod den promovering og iscenesættelse som pladeselskaberne, musikjournalisterne og ikke mindst MTV stod for. Reynolds kobler britisk shoegaze med amerikansk slackerrock, og der er noget indadvendt og tilbagetrukket over begge bevægelser. Man ville negere musikken som spectacle og synge om noget virkeligt, som for eksempel hjemløse menneskers lidelser. Når Pearl Jam går på scenen for at indspille en live-video til sangen »Even Flow« (1992) får vi nok ikke helt tilfældigt forsanger Eddie Vedders vrede ord med: »This is not a TV studio! Turn these lights out.« Det må være mørkt for at rocken kan ske, for at publikum kan bumpe ind i hinanden og ekstasen opstå. Ikke stå der og glo, hengiv dig.
Det er måske svært at forstå at der var en slags feministisk åbning i slackerrocken, men mandlige musikere som J Mascis og Lou Barlow skrev sange som kunne rumme mere, også mig. Borte var de platte sangtekster om lækre damer i høje hæle. Der var mindre objektivisering af det »andet» køn. I stedet var der forvirrede, ambivalente følelser, og her kunne vi være sammen. Desuden var vi klædt i de samme militærbukser og T-shirts med bandnavne. Kønnene var næsten ens og præcis lige forvirrede.
Reynolds fletter alle disse historier sammen og giver et slags portræt af et øjeblik i tiden. Fortællingerne om at være musikjournalist i London, og hvad dette fællesskab gik ud på, er noget af det mest interessante ved bogen. Han tager selvkritik på nogle punkter og overrasker med sin musikhistoriske revisionisme.
Et af de bedste afsnit i bogen handler om en for mig næsten ukendt duo, A.R. Kane, dannet i 1986 af Alex Ayuli og Rudy Tambala. De spillede bogstavlig talt drømmepop som blev til udfra eksperimenter med forskellige drømmeteknikker. Ud af det blå kommer et andet overset navn svævende, nemlig A.C. Marias som dækker over den britiske musiker Angela Conway som bare udgav et eneste album i 1989. Der betales tilbage på gælden med denne gestus.
We felt on top of the world, a world that we alone seemed to understand: a teeming landscape of multi-faceted underground action that Melody Maker celebrated and corralled into pleasing patterns.
Reynolds er klar over at de mange journalistiske konceptualiseringer ikke altid har været til det bedste. Journalister og kritikere har en tendens til at sætte underlige mærkater på alt. De opfinder scener (har du hørt om »arsequake«?) og dømmer bands inde og ude. Noget af dette har cementeret sig til evige sandheder, ikke gennem indsigt, men gennem endeløs repetition.
I Still in a Dream forsøger Reynolds at snige sig bort fra mærkelapperne. Det passer godt til drømmetematikken. Han fanger nogle strømninger under sproget, og nogle melodiske teksturer udenfor de officielle fortællingers rækkevidde. Måske det går an at bade i den lyserøde tåge og stadig få nye oplevelser.
