Måske har du set Tori Wrånes hænge ned fra taget i en eller anden kunstnerisk sammenhæng. Som samtidskunstner og vokalist har hun i over 15 år skabt mange forunderlige performanceværker både nationalt og internationalt. Ofte tages vi med ind i tilsyneladende vægtløse rum, hvor hun og hendes medaktører hænger i kraner, dykker under vand eller kører rundt på skilifter i Italien. Kunstneren arbejder også med kostumer og masker. De samme skrutryggede troldevæsner med store næser og høje skaldepander har været med i mange år.
Wrånes’ værker har en underliggørende, eventyragtig kvalitet, men bremses gerne, før en egentlig fortælling begynder at udvikle sig. Abstrakt jodle- eller joikagtig vokalisering og performance forbliver i en – ofte ekstatisk – dronetilstand, som oser af noget andenverdensligt. I performanceformatet kan man nemmere undvige forventningen om et narrativt forløb.
Wrånes’ værker har en underliggørende, eventyragtig kvalitet.
I Retro Katt, lavet i samarbejde med Carte Blanches dansekompagni i Bergen, er publikum bænket omkring scenen i et fastsat tidsrum. Vi møder en stamme af troldeagtige væsner, som relaterer til et moderskib, den store mystiske Moloch-agtige kattebagdel, en højteknologisk »hule« eller planet, som fylder scenens højre halvdel. Hvad er en retrokat egentlig? En organisk kat i modsætning til fremtidens robotkatte? Væsnerne udsondres gennem pelsen og suges ind igen gennem bagerste kropsåbning, når halen løftes, og et guddommeligt lys skinner inde fra kattekroppen. Denne cykliske bevægelse gentager sig flere gange, ofte nok til, at vi forstår, at dette univers vil vibrere og drone snarere end at tage os med på en rejse fra A til B. Retro Katt er improviseret frem sammen med danserne og holder sig stort set inden for det trodsigt antinarrative.
Den udsondrende tilsynekomst, hvor væsnerne gradvist falder ud af kattepelsen, får mig ind på et mikrobiologisk spor. Jeg ser stykket som en historie om mikrobakteriel samliv, hvor et større dyr drager fordel af mindre væsner, parasitter som for eksempel rengør pelsen. Væsnerne minder om lopper, men de har intet antagonistisk forhold til moderkatten, som synes at acceptere dem passivt. De er børn, men har intet katteagtigt over sig, måske på nær de store potelignende skumgummisko, som giver dem evnen til at hoppe på en godt affjedret måde.
En magisk underverden er gerne et parallelt univers. Bakteriekolonien, vi studerer igennem et mikroskop, er i den seneste forskning blevet voldsomt opvurderet i studier af tarmflora og bakterielt samliv. Det viser sig, at maven er næsten lige så smart som hjernen. Har du tortureret dit mikrobiom med fastfood, kan det resultere i fysiske og psykiske lidelser. Vi er altså ved at opdage en alternativ underverden, som pludselig fremstår med overraskende stor indflydelse på, hvordan mennesket fungerer.
Stemningen er positiv, præget af uskyld og udforskning.
Retro Katt er ekstremt åben, jeg sendes mellem tanker om mikrobiologi og planetarisk liv. Væsnernes første rejse ud af pelsen virker forunderlig, som om det er tidernes første morgengry på en fjern planet. Af og til springer de rundt på hug som måneskabningerne i Georges Méliès Le Voyage dans la Lune (1902). Fulde af undring trækkes de mod lyset, og gradvist begynder de at jamme og kopiere hinandens bevægelser i små og større flokke. Spændingen stiger, de er måske til ravefest, de vifter frenetisk med tentaklerne; det ekstatiske liv er i gang. De glor også undrende på os, så vi får et godt indtryk af de underlige troldeansigter. Der, hvor Wrånes i 2012 blev beskyldt for at skræmme børnehavebørn i Kristiansand med et kunstværk indkøbt af KORO, som skulle installeres på børnehavens tag, er Retro Katt uden tvivl egnet for hele familien.
Der er noget nuttet over det hele. Stemningen er positiv, præget af uskyld og udforskning, selvom væsnerne mingler via tiltrækning og frastødning. Ingen bliver direkte mobbet, selvom pludseligt gøende lyde udenfor scenen kortvarigt sætter dem i militant forsvarsmodus. De er stort set fredelige med hinanden, men en fjendsk yderside findes. På en næsten religiøs måde forsvinder de til slut ind i den oplyste kattekrop.
