Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Plastikangst

ANMELDELSE. Hos Mikkel Krause Frantzen hænger de ydre og indre kriser sammen. Hans nye bogprojekt om olie, plastik og økokrise lander tæt på samtidens aktivistiske strømninger.

Punkbandet X-Ray Spex havde allerede gennemskuet det hele, da de udgav deres debutplade Germfree Adolescents i 1978. Forsangeren Marianne Joan Elliott-Said (1957–2011) opkaldte sig endda efter en type skumplast: Poly Styrene. Ingen siden Andy Warhol havde så effektivt lykkedes med at bejae og kritisere konsumkulturen i én og samme bevægelse, og bandet gjorde det med en lyd af saxofoner og sjov i gaden. Poly stod ikke udenfor det, hun kritiserede. Hun var »Art-I-ficial«, som en af hendes sange hedder. Med grænseoverskridende kreativitet og vild humor klædte hun sig i neonfarver og hylede: »I want to be Instamatic/ I want to be a frozen pea/ I wanna be dehydrated/ In a consumer society!« 

Klodens fald

Mikkel Krause Frantzen
Klodens fald. Æstetiske og økologiske perspektiver på olie, plastik og andre hyperabjekter
Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2021

Plastik er på mange måder indbegrebet af menneskelig fantasi og kreativitet. Plastikken med alle dens forskellige farver og former har vi skabt til tusind formål, til sjov og glæde, til dildoer og til hospitalsudstyr. Plastikken er det vestlige menneskes signatur, al vores skaberglæde er lagt ned i dette magiske materiale: det inkarneret kunstige, modsætningen til alt som er organisk. Men havde vi nogensinde forestillet os en verden, hvor mikroplast gennemtrænger alt indre og ydre liv på vores planet? Nu er dit sind faktisk en plastikpose, og sporene, vi efterlader os efter den store plastikfest, ligner en katastrofe. 

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983), kritiker i Politiken og postdoc ved Københavns Universitet, er ikke så interesseret i sanglyrik, men centralt i hans aktuelle udgivelse står poesien. Kort sagt udfolder han et forslag til økokritisk teoriudvikling og hælder godt med poesicitater i blenderen for at understøtte argumentationen. Specielt Juliana Spahrs digtsamlinger citeres ekstensivt, og det brænder på, når Frantzen diskuterer et olieindustrikritisk brudstykke fra Inger Christensens Alfabet (1981), som ikke kom med i den endelige udgave. 

Jeg ved ikke, hvor epokegørende Frantzens teoriforslag er, men det drejer sig om en omskrivning af et begreb, som den britiske økoteoretiker Timothy Morton (f. 1968) har sat i omløb. Hvor Morton taler om »hyperobjekter«, taler Frantzen, via Julia Kristevas begreb om det abjekte, om det hyperabjektale. Boom, eller hvad skal man sige. 

Relationen til Morton er meget sigende for hvilken position – og ikke mindst hvilken holdning til sproget – Frantzen vælger. Her er poesien igen central, for mens Morton ikke synes at begrænse hvilke højder og dybder, han undersøger, hvilket indebærer, at læseren tvinges til at følge med filosofpoeten ind i den mørke skov, så er Frantzen en tydelig fortolkende læser af poesien, og forholder sig konsekvent formidlende og opklarende – ja, næsten forenklende, når vi nærmer os den tidsrigtige universitetsmarxistiske fanfare mod bogens slutning. 

Frantzen går i dybden med olie og plastik og ser på disse størrelser ud fra sin teori om hyperabjektet. Siden bruger han filmen At Sea (2007) af den britiske billedkunstner Peter Hutton til at tale om containerfragtskibe som et både konkret og samtidig totalt tabubelagt billede på kapitalismens operationer. Det er næsten som at besøge et fortrængt sted i hjernen at begynde at tænke på de arbejdere, som fragter luksusvarer mellem verdensdele, hvor omfattende denne aktivitet er og hvordan fattige, ofte afrikanske, arbejdere gør disse transaktioner mulige, gør vores nydelsesfulde liv muligt. 

Vridningen af Mortons begreb tilskriver Frantzen den danske poet Theis Ørntoft (f. 1984). Ørntoft brugte begrebet første gang i en reportage fra de russiske stepper (»Rejsen til Yamal«, Kritik #216-217, 2016) hvor gigantiske, dystopiske huller åbnede sig i jordoverfladen som resultat af metangas, der blev frigivet på grund af ændrede klimaforhold. Ørntofts tekst er som et mørkt hippietrip gone wrong, og det er måske her de coole drenge kan følge med og erklære sig klimabevidste, uden at det bliver for blåøjet og naivt, og uden det utrættelige mas, som er aktivistens metode. 

Både i sin reportage, i sin poesi og i sin første roman Solar (Gyldendal, 2018), tager Ørntoft det psykedeliske alvorligt. Stofferne var i 1960’erne ikke bare en frigørende fest, men tilbød også indsigt i menneskets intrikate sammenhænge med al biologisk liv. Stofoplevelser (svampe, ayahuasca) kan være et effektivt middel mod den ellers altoverskyggende antropocentrisme. Man rejser til et vegeterende stadie i bevidstheden, hvor al tings forbundethed (menneskers, dyrs, planters) fremstår som en glitrende åbenbaring. 

Du ved, de fyre, som aldrig kom til undervisningen, som i stedet sad på deres værelse og lyttede til Sonic Youth og røg spliffs, det er dem, they are here. Jeg siger det ikke engang for at være morsom, for der er noget med den unge mands bortvendthed, indadvendthed og depression. Electric white boy blues, som punken og indierocken ofte var udtryk for, kræver at blive taget alvorligt. De voksende mængder af unge mænd, som ikke finder plads i samfundet, opsøger stadig alternative universer og alternative virkeligheder, men disse har i dag væsentlig anderledes konfigurationer og koordinater, end de havde i 80’erne og 90’erne. Kunst synes i mindre grad at være en ventil for det indre tryk. Stjernelogikken har taget totalt over. Der er ikke længere de samme muligheder for at frisætte taberaggression og lave den om til poesi. 

Hos Frantzen hænger de ydre og indre kriser sammen. Hyperabjektets tre nøgleord lyder ifølge ham: Afbrænding, forbrænding, udbrænding. Her glider vi sprogligt fra økokatastrofe til indre tilstande. Olien og plastikken, disse hyperabjektale størrelser, findes alle steder, på alle planer og niveauer. Når moren giver sit barn mælk fra kroppen, føder hun det sandsynligvis også mikroplastik. Den antropocæne tidsalder, hvor det vestlige menneskes farveglade kreativitet og selvglæde er blevet til gift, gennemsyrer alt, alle ydre og indre forhold. 

Frantzen bevæger sig heldigvis nærmere sit eget begreb for at gøre det tydeligere, hvad han mener. Hans egen poesi findes i de indfølende læsninger af, hvad andre har skrevet og tænkt. Bogen er sat op på en behagelig luftig måde. Billeder og forstørrede mellemrubrikker afbryder relativt korte tekstafsnit. Laboratoriet for Æstetik og Økologi lyder som en underafdeling i Miljøministeriet, men de er et mikroforlag, som sætter klimakrisen på agendaen, både teoretisk, poetisk og politisk. På få år har de opbygget et interessant katalog, og igen bliver det tydeligt, at det på dansk grund er mikroforlagene, som tager ansvaret, både etisk og æstetisk, når markedslogikken kaprer hovedstrømmen.  

Frantzen sørger også for på næsten selvflaggelantisk vis at understrege sine egne privilegier. Det er både på sin plads og lidt forstyrrende moderigtigt. Mortons spekulative tanke slår sig fri og vandrer ind i den depressive skov, hvorimod Frantzen lander sit projekt tæt på genkendelige politisk-aktivistiske strømninger i samtiden. Måske føles det lidt iltfattigt, fordi man får indtryk af, at der er ved at opstå en ny venstrekonformitet. Måske fordi man hellere vil gå ind i skoven, eller bare vende og dreje lidt på de evige sandheder, som andre er kommet frem til. 

Susanne Christensen

Susanne Christensen

Susanne Christensen er kritiker i Kunstkritikk og fast skribent i Vagant.