ANMELDELSE. I lang tid var det usikkert, hvordan man skulle forstå Michel Houellebecqs undergangsdrillerier. I Sérotonine er han tydelig som aldrig før.
Så er han her igen, Michel Houellebecqs ulykkelige, ensomme antihelt. Florent-Claude hedder han nu, og selvfølgelig hader han sit navn og sine forældre for at have givet ham det.
Heller ikke denne gang er der meget nyt under den franske forfatters sorte sol. Det moderne menneske er fortsat nedbrudt af markedskapitalismens hæslige konkurrencespil og fortvivlet over al den kærlighed, der aldrig blev til noget. Som i de tidligere romaner er Houellebecqs hovedperson dømt til undergang. Hverken sexturismen i Thailand eller indkvartering i klostre udgør længere nogen eksistentiel udvej fra den gudsforladte virkelighed. Nu er der bare én ting tilbage: Den endeløse nat.
Og dog, som altid i Houellebecqs romaner er der et par små fornøjelser, som kaster lidt lys ind i senmodernitetens mørke: Escortpiger, tyske biler samt hoteller, hvor man må ryge indenfor. Men det virker alt sammen mindre håbefuldt. I store dele af Sérotonine kører den 46-årige landsbrugsingeniør Florent-Claude deprimeret rundt i en dieseldrevet Mercedes G 350 TD 4X4 på sporet af gammel kærlighed. Men det, han først og fremmest møder, er et stort set mennesketomt Normandiet, hvor landadelen og de franske mælkebønder blokerer havne og motorveje som led i et væbnet oprør mod Emmanuel Macron og den franske stats frihandel.
Houellebecqs fornemmelse for tidens ulmende konflikter fornægter sig ikke. Denne gang er det ligesom i debutromanen Udvidelse af kampzonen (1994) modsætningerne mellem land og by, som trækkes frem. Siden Sérotonine blev færdigskrevet er dette kun blevet mere aktuelt: I 2019 genkender vi især problematikken fra den nye klassekamp anført af De Gule Veste.
Der er i det hele taget meget genkendeligt stof i Sérotonine. Houellebecq kaster sig desillusioneret og satirisk over alt fra hverdagens trivialiteter til højkultur og seksuelt frigjorte kvinder. Men han er samtidig ætsende spydig over for sig selv og sin hovedperson. Florent-Claude indrømmer blankt, at han ikke har bidraget med meget i sit liv, bortset fra han »i det mindste har været med til at ødelægge planeten«.
Houellebecqs roman tager sin begyndelse i en nær fortid, på et ferie- og resortområde tæt på Alméria i Spanien, hvor Florent-Claude forsøger at fordrive tiden i en bungalow med en ung japansk elskerinde, som han hader og ikke er ked af at kalde for en tæve. Florent-Claude har indledt en barsk pillekur, der udover at tilføre ham lykkehormonet serotonin også afstedkommer en række frustrerende bivirkninger: kvalme, tab af libido, impotens – en slags billede på hvordan senkapitalismens, teknologiens og mediernes stimulansdrevne udtryk nedbryder menneskets naturlige sanser. Men snart forlader han det hele, kæreste og bungalow, for en endnu mere ensom tilværelse på et hotel i Paris – denne »inficerede by med sit økovenlige borgerskab« – i et forsøg på at undslippe selvmordet og for at finde tilbage til sine ekskærester. Denne søgen bringer ham senere ud i den dystre, tågede nordfranske provins.
På en måde er alt, som det plejer hos Houellebecq. Sortsynet med sine pornografiske perfiditeter og provokationer fremstår mere end tidligere som genindspilninger af gamle jokes. Særligt de første 100 sider af romanen byder på en række veloplagte variationer over forfatterskabets faste temaer og motiver (dekadence, masturbation, gastronomi, turisme og ensomhed), alt sammen mættet med misantropisk træthed. Her er det business as usual.
Men der er også noget, som afviger: Houellebecq arbejder denne gang med et større fortælleregister, fra udvidede datidsformer til direkte præsens, og så svinger han mere mellem højt og lavt sprog. Noget som ikke bare tydeliggør, at Houellebecq er vokset som forfatter; han forstår også at indarbejde kulturkonflikten mellem det veluddannede Paris og den protestfulde provins i sin romans fortællerstemme. Florent-Claude er i det hele taget mere snobbet og borgerlig end mange af Houellebecqs tidligere fortællere, på trods af at han stadig fremstiller sig selv som en proletar. Han læser Gogols Døde sjæle, fører sig frem om Baudelaire, kalder Goethe en »forfærdelig vindbøjtel«, og mener, at Proust ville have blottet sig for Rihanna. Om Thomas Mann, som formentlig var homoseksuel, siger han, at han selvfølgelig ville være blevet liderlig af »en rigtig fisse«.
Politisk set er der også skruet op for tilkendegivelserne. I Sérotonine er det som om, at samfundskritikken går længere end tidligere. Hvor Houellebecq for det meste før holdt det liberale samfunds undergang – hvad enten det var i form af en økologisk katastrofe i Muligheden af en ø (2005) eller i form af en muslimsk magtovertagelse i Underkastelse (2015) – op som et sort spejl til det lille individs (umulige) jagt på lykke, virker det til, at han denne gang har haft lyst til at være endnu mere skinger og konkret i sin advarsel om systemernes snarlige kollaps. I Sérotonine lader han flere budskaber komme direkte til udtryk i jargonen hos sin udmattede førstepersonsfortæller.
I oktober holdt Houellebecq en tale i anledning af overrækkelsen af den tyske Oswald Spengler-pris, hvor han ikke bare gjorde det klart, at Frankrig og Vesten er ved at begå selvmord. Han erklærede også, at Den Europæiske Union er ved at begå »mord« på den europæiske civilisation. I Sérotonine holder Florent-Claude sig ikke tilbage med skældsordene: EU kaldes for »en luder«, og den franske liberale premierminister Edouard Philippe omtales som en overfladisk tåbe, der beviser hvor faldefærdige oplysningens og det repræsentative demokratis institutioner er blevet. Et tredje sted langes der ud efter de politikere, »som ikke slås for sit folks interesser, men er klar til at dø for at forsvare frihandel«. Når Florent-Claude til sidst truer med at springe ud fra et højhus i Paris, er det med andre ord et signal fra Houellebecq om, at ikke bare nationerne, men også deres individer er dybt suicidale.
Man kan også sige det sådan her: Det, vi har vidst om Houellebecqs politiske vandring fra venstre mod højre, fra radikal kapitalismekritiker til skuffet historiefilosofisk dommedagsprofet, får i Sérotonine sin hidtil mest utvetydige form. Godt nok har Houellebecqs realisme aldrig været en fuldtonet realisme. Han forstørrer, forvrider, karikerer, så det bliver lettere for ham at udføre sine eksperimenter på sine karakterer. Men hans forskellige forslag til, hvordan vi kommer fri af problemerne i moderniteten (sexturisme, genmanipulation og tilbagevenden til gud) er for hver gang blevet sværere at læse som rene spøgefulde fremskrivninger af det aktuelle samfunds krisetilstand. Nu lader det til, at han er mere overbevidst om Aftenlandets undergang end nogensinde før.
