Bare en lille smule værre – svar til nogle venner

OVERSAT. Michel Houellebecqs Interventioner regnes af mange for hans egentlige hovedværk. Vagant bringer et uddrag.

Vi kan lige så godt sige det som det er: Hovedformålet med de fleste af de e-mails der bliver sendt i disse uger, er at få afklaret at modtageren ikke er død eller i færd med at dø. Men når den afklaring er på plads, forsøger man nu alligevel at sige noget interessant, hvad der ikke er let, eftersom denne epidemi har formået at udføre den sjældne bedrift på én gang at være angstfremkaldende og kedsommelig. En banal virus der på lidet ærværdig vis er beslægtet med diverse obskure influenzavirusser, en virus med uklare overlevelsesmuligheder og upræcise kendetegn, en virus der er godartet det ene øjeblik og dødbringende det næste, og som ikke engang kan overføres seksuelt: kort sagt en virus uden egenskaber. Det kan meget vel være at denne epidemi kræver et par tusind dødsfald om dagen verden over, men ikke desto mindre efterlader den et besynderligt indtryk af at være en ikkebegivenhed. I øvrigt taler mine agtværdige kolleger (nogle af dem er trods alt agtværdige) ikke særlig meget om virussen, de har interesseret sig mere for spørgsmålet om selvisolation; og jeg vil gerne her levere mit eget bidrag til nogle af disse iagttagelser.

Frédéric Beigbeder (fra Guéthary i Pyrénées-Atlantiques): En forfatter ser jo under alle omstændigheder ikke særlig meget til andre mennesker, men lever som eneboer blandt sine bøger, så selvisolationen ændrer ikke alverden. Helt enig,

Frédéric, i forhold til det sociale liv ændrer det stort set intet. Men der er en ting du har glemt at tage i betragtning (sikkert fordi du bor på landet og derfor i mindre grad er blevet offer for udgangsforbuddet): En forfatter har behov for at gå.

Denne selvisolation forekommer mig at være den ideelle anledning til at afgøre en gammel strid mellem Flaubert og Nietzsche. Flaubert hævder et sted (jeg har glemt hvor) at man hverken kan tænke eller skrive ordentligt medmindre man sidder ned. Det fører til protester og hån fra Nietzsche (igen har jeg glemt hvor) der ligefrem kalder ham nihilist (det er altså på et tidspunkt hvor han allerede er begyndt at bruge dette ord ubetænksomt): Selv har han undfanget alle sine værker mens han gik, alt hvad der ikke undfanges gående, er intet værd, desuden har han altid været en dionysisk danser osv. Skønt jeg næppe kan mistænkes for at have overdreven sympati for Nietzsche, må jeg dog i dette tilfælde anerkende at det nok er ham der har ret. At forsøge at skrive hvis man ikke har mulighed for i løbet af dagen at hengive sig til en flere timer lang gåtur i fast rytme, må stærkt frarådes: I så fald vil de stadig mere anspændte nerver ikke kunne løsnes op, og tanker og billeder vil blive ved med at kværne smerteligt rundt i hovedet på den stakkels forfatter, som hurtigt bliver irritabel, ja, ligefrem vanvittig.

Det eneste der virkelig tæller, er gåturens mekaniske, maskinelle rytme, hvis eksistensberettigelse ikke først og fremmest er at frembringe nye ideer (skønt det i anden omgang godt kan ske), men at dæmpe de konflikter der er en følge af de idésammenstød der opstod ved skrivebordet (og det er dér Flaubert ikke har helt uret); når Nietzsche fortæller os om de tanker han har udarbejdet på de stenede skråninger uden for Nice eller på de græsklædte dalstrøg i Engadin osv., fortaber han sig lidt: Medmindre man skriver en turisthåndbog, er de landskaber man bevæger sig gennem, mindre vigtige end det indre landskab.

Catherine Millet (som vel ret beset er pariser, men tilfældigvis befandt sig i Estagel i Pyrénées-Orientales da der kom påbud om at holde sig inden døre): Den aktuelle situation får hende beklageligvis til at tænke på afsnittet »Foregribelse« i én af mine bøger, nemlig Muligheden af en ø.

Lige dér tænkte jeg ved mig selv at det da trods alt er meget godt at have læsere. For selv havde jeg ikke tænkt på at lave den sammenligning, selv om det er fuldstændig oplagt. Nu hvor jeg tænker tilbage på det, var det i øvrigt præcis sådan jeg dengang forestillede mig at mennesket ville uddø. Langtfra som i en storslået katastrofefilm. Snarere noget rimelig dystert. Individer som lever isoleret i hver deres celle uden fysisk kontakt med deres artsfæller, blot få, og med tiden stadig færre, udvekslinger over computeren.

Emmanuel Carrère (Paris-Royan; det ser ud til at han har fundet en anerkendelsesværdig grund til at forlade hovedstaden): Vil der opstå interessante bøger inspireret af denne periode? Det spørger han sig selv om.

Det spørger jeg også mig selv om. Jeg har virkelig overvejet dette spørgsmål, men dybest set tror jeg det ikke. Pesten er der skrevet meget om, op gennem århundrederne har forfatterne været meget interesseret i den. Men med det her har jeg mine tvivl. I forvejen tror jeg ikke så meget som et halvt sekund på det når folk erklærer at, »Intet vil nogen sinde blive som før«.

Tværtimod, alt vil blive ved med at være nøjagtig som før. Selv denne pandemis forløb er bemærkelsesværdigt normalt. Vesten er ikke nødvendigvis i al evighed og per guddommeligt dekret det rigeste og mest udviklede område i verden; alt det er slut og har allerede været det et stykke tid, det er der intet opsigtsvækkende i. Ser man nærmere på tallene, kan man se at Frankrig kommer en lille smule bedre ud af epidemien end Spanien og Italien, men ikke nær så godt som Tyskland; heller ikke dét er nogen stor overraskelse.

Det vigtigste resultat af coronavirussen kunne derimod være at fremskynde nogle af de allerede igangværende forandringer. I en hel del år har den vigtigste konsekvens af (eller det vigtigste mål med?) hele den teknologiske udvikling – fra det mindste (video-on-demand, kontaktløse betalinger) til det største (fjernarbejde, nethandel, sociale medier) – været at mindske materiel og især menneskelig kontakt. Coronavirusepidemien giver denne gennemgribende tendens en vidunderlig eksistensberettigelse: De menneskelige relationer synes nu at være ramt af en vis forældelse. Hvad der får mig til at tænke på en lysende klar sammenligning som jeg opdagede i en tekst skrevet af nogle aktivister der er modstandere af kunstig befrugtning, og som kalder sig »Fremtidens chimpanser« (jeg fandt de her folk på internettet; jeg har aldrig påstået at internettet kun gav anledning til ubehageligheder). Så lad mig citere dem: »At få børn selv, gratis og tilfældigt, vil inden længe virke lige så upassende som at tage på stop uden at bruge en webtjeneste.« Samkørsel, delelejligheder – vi har de utopier vi har fortjent, men lad nu det ligge.

Det ville være lige så forkert at hævde at vi har genopdaget det tragiske, døden, endeligheden osv. Tendensen, som Philippe Ariès så glimrende har beskrevet, har gennem nu mere end et halvt århundred været at skjule døden så meget som muligt; og faktisk har døden da heller aldrig været så diskret som i disse seneste uger. Folk dør alene på hospitalernes sengestuer eller på plejehjemmene, man begraver dem straks (eller kremerer man dem måske? Kremering er mere i tidens ånd) uden at nogen indbydes til en højtidelighed, i al hemmelighed. De dør uden vidner overhovedet, ofrene bliver opgjort som et tal i den daglige statistik over døde, og den angst der breder sig i befolkningen i takt med at det samlede antal stiger, har noget mærkeligt abstrakt over sig.

Et andet tal som er blevet særligt vigtigt i disse uger, er de syges alder. Indtil hvor højt oppe i alderen skal man genoplive og pleje dem? 70, 75, 80 år? Det afhænger tilsyneladende af hvor i verden man bor; men i hvert fald har man aldrig så roligt og så skamløst givet udtryk for den kendsgerning at ikke alle liv er lige meget værd; at fra en bestemt alder (70, 75, 80 år?) er det lidt som om man allerede var død.

Alle disse tendenser fandtes som sagt allerede før coronavirussen; de er blot trådt frem med en ny tydelighed. Efter selvisolationen kommer vi ikke til at vågne op i en ny verden; det vil være den samme verden, bare en lille smule værre.

Dette brev blev læst højt af Augustin Trapenard på radiokanalen France Inter den 4. maj 2020.