Modern life is rubbish Mennesket og massebevægelsen

Der findes en hel del små, lyserøde bøger med lyngplanter på omslaget. Få af dem har en så prætentiøs titel som Eirin Bettens. Forfatteren debuterede i 2021 med romanen Tiden vil ha et annet bilde og med denne, hendes tredje bog, krydser hun over til essayistiken. De fem relativt korte essays vipper mellem det poetiske og det populær­videnskabelige. Læseren bydes velkommen med en malerisk og dvælende åbning, hvor forfatteren præsenterer sig selv som øriget Smølas egen Catherine Earnshaw (min fortolkning), som vandrer drømmende rundt på sin barndomsø udenfor Kristiansund.

Mere præcist går hun rundt på den nordligste ø, Veiholmen, og noterer sig, at der ligger lag på lag af plastikaffald dybt nede mellem lyngplanterne. Bogens tematik fastslåes: Den skal handle om sammenbruddet mellem det, som menneskeheden ellers har opfattet som to klart adskilte modsætninger: det organiske og det syntetiske. Blandt andet via Roland Barthes’ essay om plastik fra Mythologier (1957) forsøger hun at forstå, hvordan denne forræderiske, formbare substans er ved at trænge ind i kernen af alt organisk liv:

Skulle det vise seg at det finnes flere gram, så mye som sju, i hjernen, tilsvarer det også mer enn hva fuglekongen veier, som er Norges minste fugl. Vi kan, potensielt, ha mer plast i hjernen enn hva fuglekongen veier. Jeg kan ha en fugl i hjernen.

Accept eller bekæmpelse

Det springende punkt er, om vi skal acceptere situationen med plastik i både lyng og hjerne som den nye normaltilstand, eller om vi skal bekæmpe det syntetiske med alle midler. Det nytter ikke noget at holde os for ørerne, når naturbegrebet er i rivende forandring og et økologisk paradigmeskifte er igang. Dette bør litteraturen forsøge at deltage i. I løbet af de fem essays finder en udvikling sted, som viser en forfatter som vil gøre som Hamlet: take arms against a sea of troubles.

Betten ser overhovedet intet formål i at undersøge stedet nærmere – hun ved allerede alt.

Hvor de tre første essays har et tilbageskuende, melankolsk og undrende modus, sættes der i fuld fart i de to sidste tekster. Her skiftes den spørgende tone ud med en langt mere påståelig og skråsikker stemme. Rejsen imod en tydelig formuleret kulturkritik udgår fra barndommens paradis, som er ved at gå under, og fra vemodige vandreture med over fjeldet med faren, hvor de frivilligt afmærker stier for den lokale turistforening. Siden skydes der med skarpt mod falske verdener som Las Vegas (fire dage er nok til at konstatere, at dette er det rene helvede), og der advares om, at Lofoten trampes ned af turistmængder i sommermånederne.

Las Vegas

Betten synes at inkarnere urnordmanden, hvis kultur­kritiske engagement springer ud af uroen og raseriet der opstår, når barn­dommens naturparadis er truet. Der investeres en masse sanselighed, når hun forsøger at forstå lyng­markerne på Veiholmen, mens Las Vegas åbenbart ikke fortjener en lignende grad af indlevelse. Forfatteren bedriver ikke målrettet research, men er på partytur med nogle venner. Indtrykkene bliver ret overfladiske og fordoms­fulde og bekræfter blot hvad hun har læst om Las Vegas hos sine yndlings­forfattere (Joan Didion, Hunter S. Thompson, Rachel Kushner), som alle har hudflettet stedet som en inkarnation af alt det, der er galt med amerikansk kapitalisme. Hun og vennerne tager en helikoptertur over Grand Canyon og sættes af for at nyde landskabet, men det kulturkritiske sindelag er i oprør:

Jeg ruslet litt rundt og bemerket meg lyden av knusktørr sand under skoen, og jeg så utover kløften, på det voldsomme landskapet, og det kunne føles som om noen hadde røsket røttene mine opp under meg. Her skal ikke vi være, tenkte jeg, og tok bilder av noen ørkenplanter, før vi satte oss tilbake i helikopteret og fløy tilbake til flyplassen. 

Kulturkritiske klicheer

De overfladiske observationer af Las Vegas og byens omgivelser bliver projektets akilleshæl. Betten ser overhovedet intet formål i at undersøge stedet nærmere – hun ved allerede alt. Ved at referere til Marc Augé og hans begreb om «non-places» (Las Vegas er et sådant ikke-sted, mener Betten) slipper hun for at nævne langt mere diskuterede og måske også ret overrefererede værker af Jean Baudrillard (America, 1986) og Mark Fisher (Capitalist Realism, 2009). Generelt forsømmer forfatteren det at lade et åbent sanseapparat nuancere sine fordomme og kulturkritiske klicheer.

Masseturismens mest anstødelige udtryk finder hun i Lofoten, som hun besøger i højsæsonen. Hvorfor hun tvangsmæssigt må feriere samme sted på samme tidspunkt som alle andre, har jeg svært ved at forstå. Er det et karakteristisk træk ved den moderne nordmand? Som at være nødt til at spise Grandiosa?

Betten mener selv, at svaret er mere universelt:

Det er de samme mekanismene som trekker folk til Lofoten som til Las Vegas, det er bare at man bytter ut et pokerbord med en fjelltopp. Poenget er forløsningen. Alle som reiser til Lofoten, gjør det fordi alle andre gjør det. […] Det hele adopterer orgiens form. Stiene er nedtråkket og slitne, skåret inn i grunnelementene, og vi tråkker og tråkker, sliter stien videre ned med våre eroderende tråkk lik grusen under en isbre. Vi skraper berget glatt med skosålene våre, trærnes og buskasets røtter blankpoleres. En horde av folk på toppen. […] For banalitetens orgie er massens bevegelse mot en felles forløsning, mot den klamme åpenbaringen om at det man lyster etter, sjelden er så formidabelt og overveldende som man trodde.

Den antropocæne blues tager over mod slutningen. Betten er belæst og kan skrive, det hersker der ingen tvivl om. Inde i midten af det hele synes der imidlertid at være nogle svagheder i konstruktionen.