KOMMENTAR. Statuer væltes, og monumenter pilles ned. Tilbage står Marianne Stidsen som den sidste beskytter af gårsdagens patriarkalske orden.
Det Danske Akademi befinder sig i en historisk krise. Den næsten 50 år gamle kulturinstitution er splittet, gisper efter vejret og kan, som akademimedlem Thomas Boberg skrev i Information (18.06.20), hurtigt blive fortid, hvis ikke konflikten løser sig snart. At danskprofessor Lasse Horne Kjældgaard nu har afløst digteren Søren Ulrik Thomsen som sekretær har på ingen måde gydet olie på vandene. Akademiet er fortsat plaget af mistillid og uforsonlige stridigheder. Det første skyldes blandt andet, at man stadig ikke har fundet kilden til lækagen, som gjorde, at Weekendavisen kunne beskrive den pågående konflikt indefra. Akademiets arbejde har altid været omfattet af tavshedspligt.
Krisen handler især om én person og hendes position i den offentlige debat. Marianne Stidsen, lektor i Dansk på Københavns Universitet, er de seneste år blevet kendt som en slags hellig kriger. En moderne Jeanne d’Arc, som med sin kompromisløshed og villighed til at detonere sig selv har fremprovokeret en voldsom reaktion hos især kønspolitiske debattører. I et portræt i Weekendavisen er hun blevet kaldt en anarkist og en cowboylitterat, som sjældent lægger bånd på sit polemiske talent. Hun har sammenlignet feminister med nazister, og #metoo har hun kaldt en terrorbevægelse. Hendes tese er, at der bag de konkrete #metoo-sager ligger et ideologisk motiveret angreb på vores demokratiske rettigheder. På højrefløjen betragtes hun af nogen som en brav beskytter af ytringsfriheden, der i deres øjne undermineres af såkaldt krænkelsesparathed og identitetspolitisk censur. For andre forholder det sig lige omvendt: Hun fordrejer sandheden, karikerer andres synspunkter og opdyrker groteske fjendebilleder. Mange spørger især: Hvordan kan Stidsen tale om demokrati og retssikkerhed, når hun selv mener, at #metoo-aktivister bør dømmes efter terrorlovens paragraffer (Berlingske, 21.10.19)?
Kulturrevolutionen anno 2020
I marts havde forfatterne Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og dramatikeren Astrid Saalbach fået nok af Stidsens fremfærd og offentlige udmeldinger. De valgte at forlade Det Danske Akademi, efter at de sammen med Lasse Horne Kjældgaard, sprogforsker Jørn Lund og tyskprofessor Per Øhrgaard havde opfordret Stidsen til at trække sig. De mente, at hun misbrugte sin titel som akademimedlem i offentlige debatter, og at hun forpestede møderne med sine politiske dagsordener. Akademiets møder var simpelthen blevet »betændte«, skrev Suzanne Brøgger i en mail til Information. Andre medlemmer antydede, at der var nødt til at være plads til stærkt divergerende holdninger inden for Akademiet.
For nylig havde den danske litteraturloge så endelig anledning til at mødes efter coronapandemiens første bølge. Med udpegningen af Lasse Horne Kjældgaard forsøgte akademimedlemmerne at sende et signal til offentligheden om, at nu var stridighederne lagt på hylden. Men Stidsen påkaldte sig straks opmærksomhed, da hun til Kristeligt Dagblad udtalte (15.06.20), at Det Danske Akademi »er en meget vigtig institution i en tid som denne her, hvor mange kulturinstitutioner vakler, det ser vi blandt andet med Black Lives Matter-demonstrationerne«.
Litteraturprofessor og medlem af Det Danske Akademi Anne-Marie Mai gentog hurtigt efter i Kristeligt Dagblad (18.06.20) anklagen om, at Marianne Stidsen »spænder akademiet foran sin egen politiske agenda«. Og i Information skrev Thomas Boberg:
Jeg mener, det er en vanvittig udtalelse at komme med lige efter et stort krisemøde, hvor hendes fremturen med sine radikale (rabiate) meningsytringer i pressen er en af årsagerne til samme krise. Hun kobler Black Lives Matter-demonstrationernes racisme- og institutionskritik til betydningen af akademiets overlevelse som institution. Det er altså, ifølge Marianne Stidsen, derfor, Det Danske Akademi er vigtig som institution, fordi bevægelser som Black Lives Matter er en trussel. (Information, 18.06.20)
At Boberg og Anne-Marie Mai farer så hårdt ud mod Stidsen understreger blot hvilken splittelse og mistro, der fortsat rumsterer i Det Danske Akademi. Men det er i bund og grund vanskeligt at se, hvordan Stidsen kommer med nogen særlig kontroversiel pointe i sin seneste udtalelser. Det, som hun sigter til, nærmest i forbifarten, synes at være det fænomen, at tiltroen til de centrale kulturinstitutioner svækkes af de revolutionære kræfter, vi ser i form af Black Lives Matter og #metoo. Hendes pointe bør ikke komme som nogen overraskelse. Hvad, vi oplever i øjeblikket, er en gammel verden, som rystes i sin grundvold. Statuer væltes, og monumenter pilles ned. Den hvide mands suveræne herredømme står for fald – og med det en lang arv af kulturelle forestillinger og fordele.
Man behøver ikke være konservativt anlagt for at fornemme, at der er kulturrevolution i luften. Kvinder og sorte mennesker tager nu et opgør med den hvide, patriarkalske magt og dens ansigter: Donald Trump, Harvey Weinstein, Jean-Claude Arnault og hvad de ellers hedder. Mænd, der opfører sig, som om deres magt er hævet over den fælles moral.
Overdreven overbærenhed eller overdreven arrogance over for Black Lives Matters krav om forandring kan for mange institutioner medføre et tab af legitimitet. Det så vi også under #metoo, hvor mange væltede sig i skadefryd over, at Det Svenske Akademi var i færd med at gå i opløsning, selvom der næppe ville være kommet noget bedre i dets sted. Lignende mekanismer kommer nu frem under Black Lives Matters postkoloniale kritik: De mest radikale aktivister i bevægelsen ønsker en svækkelse af alle institutioner med en forhistorie af hvid dominans.
Stidsen mener på sin side, at institutionernes forsvinden blot vil føre til yderligere mangel på kultur. Hun arbejder ud fra et idealbillede af vestlig civilisation, knyttet til oplysning og personlig frigørelse, hvor traditionerne skal ses som et udtryk for en fælles fornuft. Dette er et konsistent projekt, som kan og bør kritiseres, ikke mindst for at være påfaldende enøjet og parodisk idealiserende, særligt når hun i Politiken hævder at tale »fra den oplyste humanismes synspunkt«, samtidig med at hun kalder #metoo og kvinders ret til selvbestemmelse for »feministisk, venstrepopulistisk totalitarisme«.
Krav om universalisme
Det er svært at se, hvordan krav om retten til ikke at blive chikaneret, endda voldtaget, er fanget i en identitetspolitisk, populistisk eller totalitær logik. Lige fra begyndelsen har de fleste aktører inden for #metoo og Black Lives Matter-bevægelsen forsøgt at gøre et flertal af borgerne opmærksomme på den ikke særligt universelle fordeling af udsathed, der gør hverdagen utryg for mange. Deres krav har intet at gøre med en dyrkelse af deres særlige identitet, race eller køn. Deres krav går derimod ud på at få lov til at være en del af et fællesskab, hvor man er fri for at blive mishandlet af magtfulde mænd, autoriteter og politiet – eller, som George Floyd, tortureret til døde i koldt blod.
Disse bevægelser ønsker at mobilisere borgerne omkring sig. De forlanger moralske forandringer, fordi det er det, som skal til, hvis vi skal nå længere med vores civilisationsprojekt. Massebevægelser er selvfølgelig voldsomme og kraftfulde i deres egen magt. De kan hurtigt udvikle sig til offentlige gabestokke ellers euforiske tribunaler uden for normal retssikkerhed. Men de tvinger samtidig os borgere til at måle vores handlinger op mod vores forfatninger og skabe forandringer i et samfund, der tit holdes tilbage af sædvaner og nedarvet magt. Det så vi for eksempel under de afroamerikanske protester og studenteroprøret i 1968, og vi ser det nu igen under #metoo og Black Lives Matter. De intellektuelles frygt for massen er ofte styret af selvidealisering og nostalgi. I Stidsens tilfælde er det ikke anderledes.
I den oprindelige version af denne kommentar blev det hævdet, at Marianne Stidsen ønsker, at fredelige metoo-aktivister skal retsforfølges efter dansk lovgivnings terrorparagraf. Påstanden var baseret på et interview i Berlingske 14.10.2019, hvor Stidsen udtaler, at »tiden er inde til at begynde at retsforfølge MeToo-aktivister efter terrorparagraffen«. Udsagnet har hun siden nuanceret blandt andet i et indlæg i Berlingske 18.06.2020. Vi har derfor fjernet ordet »fredelige« fra sammenhængen.
