Mærkelige imperativer

Majse Aymo-Boot monterer magtens sprog, så det også bliver modstandens.

Majse Aymo-Boot:
Ødelæggelsen 1-11
Forlaget Anblik, 2011

Tidligere publisert i Vagant 2/2011.

Et lille delikat hæfte på bare 28 sider, ombundet med rødt pap. »Majses lille røde« kunne man fristes til at kalde bogen, skrevet af Majse Aymo-Boot, men ret beset hedder den Ødelæggelsen 1–11. I et kulturprogram i dansk radio kaldte speakeren den spontant Ødelæggelsen one-eleven, og det var måske ikke helt tosset, for der er noget diskret terror over bogen, over denne ødelæggelse i elleve dele. Lille og delikat er hele Aymo-Boots publicerede forfatterskab, der ud over enkelttekster blot tæller digtsamlingen Venner og bekendte fra 2001, men ikke desto mindre indbragte hende det 3-årige arbejdslegat fra den statslige danske Kunstfond i 2010. Nogle vil måske også kende Aymo-Boot som redaktør på forlaget Basilisk.

De elleve dele kan betegnes som prosa-poetiske montager af den type udsagn, vi senkapitalistiske eksistenser lytter til for at få at vide, hvordan vi skal posere på livets scene. Udsagn, der kunne være hentet fra dameblade, selvhjælpsbøger, coaching-brevkasser, skrivekurser, virksomhedsplaner etc. Men der er aldrig tale om rene readymades; udsagnene har været gennem Aymo-Boots poetiske maskine og fået et surrealistisk twist, så de fremstår med en egen aggressiv litterær kraft.

Når der står »Lad et halvgennemsigtigt gardin blafre hen over en A-skål«, så er det damebladsagtigt, men kunne ikke ordret have stået i et dameblad (og da slet ikke, når det efterfølges af imperativer som: »Lad ikke en bil trække dit skamferede lig efter sig gennem hovedstaden«). Når der står »Slap lidt af i etikken. Vær utilpasset. Vis fingrene rundt i naboens bukser«, kunne det trods alt ikke have stået i en brevkasse. Når der står »Udfasningen af vores kollega skete ganske langsomt«, er det en grum poetisk vridning af erhvervsjargonen. Og når der står: »Dyrk udråbstegnene! Så vokser de ind i himlen! Der har vi ikke noget at gøre«, så skulle det være en meget original skrivekursus-lærer der udtrykte sig sådan!

Som det fremgår af citaterne, har udsagnene en høj grad af direkte tiltale. De henvender sig ofte gennem imperativ eller med det lille ord »du«. Således bogens allerførste udsagn, som er et spørgsmål: »Er du også i berøringsbranchen?« »Berøring« og »branche«, følelse og forretning, poesi og new speak støder køligt sammen på en måde, som er symptomatisk for et samfund, hvor sentimentalitet er blevet en industri,og hvor forfatteren vel også kan spørge sig selv, om det er den branche hun er i. Aymo-Boot gør hvad hun kan for ikke at være i den branche, snarere indskriver hun sig i en Verfremdungs-æstetik. Alligevel (eller måske netop derfor) bliver man berørt, efterhånden som bogen tegner billedet af en eksistens, der på én gang vrængende og famlende poserer efter alle senmodernitetens regler, men kun for at stå der som skrøbelig porcelænsfigur. Eller som en ansamling af små sorte bogstaver, der slutteligt lader jeg’et opløses i en transformation à la Deleuze: »I stedet for bestod den [min krop] af tusindvis af små dyr som fløj i en formation, der imiterede min kropsfacon.«

Bogens direkte henvendelser mimer de spørgsmål og krav og påbud og mulige identitetsprædikater, som udgår fra det vi diffust kan kalde »samfundet« eller, med et begreb fra Jacques Lacan, »den store Anden«, dvs. den instans vi forestiller os sidde inde med sandheden om hvem vi er, hvad vi vil have og hvordan vi skal leve. Hvis den store Anden tidligere havde sin stemme i Gud eller Loven eller Faderautoriteten, er den i dag et mere diffust kor af stemmer fra berørings- og påvirkningsbranchen i bred forstand. Og først og sidst en slags spøgelsesstemme i vores bevidsthed. Det er denne stemme, Aymo-Boot lader tale, samt den jeg-stemme, som orienterer sig efter den og poserer som unikt, begærende jeg med en identitet, der fremvises som en ædelsten (»også min sjæl glimter som en ædelsten i en tåget skov«), men viser sig at kunne foldes og sortne som et stykke beskrevet papir (ødelæggelsens fuldendelse, stykke elleve: »Efter at jeg blev foldet, eller snarere, efter at jeg selv foldede mig sammen og langsomt gik i og forsvandt helt i en klassisk sortnen, viste det sig at jeg stadig var ved bevidsthed«).

Ødelæggelsen kan forstås som en vekselsang mellem et »jeg« og et »vi«, der med sine henvendelser og imperativer gør jeg’et til et »du«: At være et »jeg« er at være i en tiltalt position.

Jeg’et stiller sig an med sit begær (»ikke et iltert begær, men et dovent og romersk begær. Næsten ikke et begær. Men dog et begær«) og sin unikhed i en position, der kunne kaldes den lacanianske hysterikers (»Er jeg grebet af passion?«) eller den fortvivlede kierkegaardske æstetikers (»Når jeg sidder ned vil jeg stå, når jeg står vil jeg ligge, når jeg er ude vil jeg ind«). Jeg’et er det prototypiske poserende og begærende subjekt, der stræber efter at blive det perfekte billede (»Jeg bliver portrætteret på lyse kølige sommeraftener ved vandet«) og finde det perfekte at begære (»Hvilken forestilling kan nu fremlokkes i mit magelige, hvilende, kåde, vakse legeme?« ), men som aldrig bliver tilfreds (»aldrig bliver lille Hans tilfreds«).

Bogens »vi« er i et enkelt tekststykke et nationalt vi (»Vi nyder vinden om den brune kind«), men ellers er det den diffuse instans, den store Anden, hvorfra imperativer og domme udgår (»Er jeg deprimeret?/ Vi optager dig ikke i de deprimeredes rækker. Det er du ikke tilstrækkelig mærket af tragedie til«). Der er et spil mellem »jeg« og »vi«, dels som et spil mellem subjektet og den Anden, men også som en udstilling af demokratismens paradoks, masse-individualismen, med ærbødig hilsen til Monty Python’s Life of Brian: »Men vi råber højt i kor: Vi er ikke som de andre. Vi er noget for os selv. Så er der en af os der rømmer sig. Og hændervridende og næsten hviskende, men dog med kværulantens mod. Siger: Nej, ikke mig.«

I den poserende eksistens bliver selv teorien (den psykoanalytiske) om subjektet som splittet og om begæret som det der aldrig kan tilfredsstilles, en positur, et outfit: »Vi gasser os hjemligt i den grundlæggende (for noget skal være grundlæggende) splittelse der gør at vi (for noget skal være årsag til at vi gør som vi gør) kærtegner vores lyksalige drøm om altings ophør.«

Majse Aymo-Boot er ikke den eneste forfatter i dag, der gør sin tekst til et ekkorum for de udsagn, der omgiver og former den senkapitalistiske eksistens. I Danmark kan man tænke på Ursula Andkjær-Olsen, hvis værker i høj grad er montager af stemmer fra reklamen, fra pressen, fra politikerne, fra tv-shows etc. Men Aymo-Boot undgår den fælde, der kan melde sig for en sådan teknik: nemlig at forfatterens egen stemme på sin vis bare slutter sig til koret; at de litterære udsagn bliver lige så catchy og vittige som reklameslogans. Dertil forbliver Aymo-Boots imperativer simpelt hen for mærkelige (»Skrab alger af skinnebenene når du dukker op af det skumklædte hav, løft munden op over smovsehøjde«). Det er ikke fordi det ikke er vittigt, man griner sig gennem meget af bogen, men det er en vits af den foruroligende slags; den slags hvor man ikke rigtig ved hvad man griner ad (måske selve det at de genkendelige udsagn er forvrænget lige op til grænsen for uigenkendelighed). Aymo-Boots tekster kan karakteriseres som grumt morsomme montager af interpellerende stemmer à la Jelinek. Sproget udstilles som magtens medium, der former os efter sine udsagns skabeloner. Men sproget bliver samtidig modstandens medium. I forfatterens hænder viser sproget sig at have plasticitet til at kunne forme endnu ukendte gestalter og kraft til at terrorisere de udsagn, det reproducerer. Med sine skarptskårne, grumme, skrøbelige og morsomme sentenser demonstrerer Aymo- Boot overlegent, at sproget ikke kun er på magtens og klichéens, men også på kunstens og modstandens side.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.