Øjeblikket, hvor malerierne kommer ned fra væggene, kan man forestille sig således: En forsker falder i søvn, mens kunstværkerne, hun har studeret så strengt videnskabeligt som muligt, begynder at myldre ud fra billedrammerne for at udfordre hendes cerebrale konklusioner. Det er drømmens logik. Fornuften kan bare halse efter fantasien.
Ønsket om levendegøring er en velkendt ambition i meget kunst; man efterstræber realisme, troværdighed, det skal ligne og være sandsynligt, men hvad sker der, hvis mere abstrakte former for kunst bliver levende? Surrealisterne i 1930’erne inkluderede ofte en håbefuld gestus mod en slags fantasiens revolution.
For den britisk-mexicanske surrealist Leonora Carrington (1917–2011) ankom de fantastiske væsner fra tilstødende verdener. For hende fremstod de selvstændige, frie fra deres skaber. Således skulle de myldre som en hær ud i verden som agenter for forandring og forvandling. Ofte blev væsner fra malerierne lavet om til skulpturer i byrummet og til smykker, og de gik igen i Carringtons litteratur.
Allerede i maleriform kan de se ud som lysende væsner fanget i et flerdimensionelt rum. I hvert fald fik den geniale lyssætning på udstillingen på Arken i 2022 det ofte til at se sådan ud. Levende bliver de i den digitale verden, når de omformes til giffer, men hvor potent er giffens repetitive bevægelser egentlig? Kunne Leonora forvandle sin kunst til memes var der måske et reelt potentiale for revolution.
Amerikanske Double Edge Theatre besøgte Porsgrunn Internasjonale Teaterfestival i begyndelsen af juni med forestillingen Leonora, la maga y la maestra (Leonora, magikeren og læremestren), et forsøg på at lukke døren op til Leonoras verden. Det er netop det faktum, at der er tale om en verden, et eget univers, som gør, at dette kan fungere.
Ikke alle kunstnere undslipper skillelinjerne mellem det virkelige og det imaginære i samme spektakulære grad som Leonora Carrington
Ikke alle kunstnere undslipper skillelinjerne mellem det virkelige og det imaginære i samme spektakulære grad som Leonora Carrington. De selvbiografiske elementer er eksplicitte, men den surrealistiske forståelse af hvad selvet er, gør at vi bevæger os bort fra ethvert begreb om hverdagsrealisme.
Revolutionær længsel
Leonoras verden bæres frem af revolutionær længsel efter en matriarkalsk og økobevidst orden. Det er gennem dette lille hul, denne måde at læse hendes kunst på, at hun bliver aktuel i en tid, hvor al slags kreativitet må påkaldes for at redde kloden ud af en negativ spiral forårsaget af menneskets påvirkning.
I dag står kunstnere og forfattere som Carrington og Ursula K. Le Guin næppe for esoterisk virkelighedflugt, men snarere for et livsnødvendigt reservoir af imaginationskraft, nu hvor indre og ydre kriser rammer hårdt.
Carringtons kunst indeholder iøvrigt et vist populærkulturelt potentiale, der kan minde om både Tove Janssons mumiverden (her er økokatastroferne aldrig langt væk) og figurerne hos Hayao Miyazaki fra japanske Studio Ghibli. Miyazaki viser guddomme som fjollede, magiske legekammerater og har desuden altid et stærkt økobevidst perspektiv i sine animationsfilm.
Leonora, la maga y la maestra, som havde præmiere i 2021, er formet som en samtale mellem læremestren (Leonora spillet af Jennifer Johnson) og lærlingen Adan (spillet af Carlos Uriona). Sidstnævnte karakter er inspireret af den chilenske filminstruktør Alejandro Jodorowsky, som opsøgte Leonora i Mexico City for at blive hendes lærling og siden krediterede hende som forløser af hans eget billedsprog.
Adan-karakteren er sat sammen af flere forskellige mandlige figurer fra Leonoras verden: Dr. Morales, som var hendes læge, mens hun var indlagt på en klinik i Santander i Nordspanien under anden verdenskrig; Dr. Gambit på institutionen Lightsome Hall, fra hendes roman Høyreluren (1974); og hendes far, som portræteres som antagonist med vilje til at brænde hendes elskede gyngehest i novellen »The Oval Lady« (1975). Jodorowsky har i flere selvbiografiske bøger beskrevet samtaler med Leonora, og dette er altså grundpræmisset i teaterstykket; den spørgende – ofte fjollede og fumlende – Adan, som opsøger Leonora for at opnå kundskab.
Velkendte motiver fra Leonoras kunst
Kunstnerkollektivet Double Edge Theatre hører hjemme på en gård i Ashfield, Massachusetts. Teatertruppen eksperimenterer med de fysiske rammer for forestillingerne og inkorporerer elementer fra nycirkus som trapez- og styltekunst.
En vidunderlig slesk hyæne er Leonoras bedste ven, et væsen hun både har malet og skrevet om i novellen »The Debutante« (1937). I stykket spilles hyænen af en fantastisk smidig kropskunstner, som bevæger sig langs jorden så vel som i luften. Under loftet svæver også et andet velkendt motiv, vinduesrammerne og de gule gardiner fra hendes mest berømte selvportræt med hyænen ved sin side.
Øjeblikket, hvor The Giantess (en figur i et maleri fra 1947 levendegjort af en skuespiller på stylter) langsomt gør sin entré og majestætisk glider frem i lyset, kan bedst beskrives som mindblowing. Stykket er et fantastisk tableau vivante skabt af svedende skuespillere (dette er en fysisk præstation!), hvor det kribler med velkendte motiver fra Leonoras kunst. Snart dækkes hele scenen af den hvirvlende kæmpekvinde og hendes hvide silkeskørt, et kreativt greb for at fremkalde de hvide snelandskaber, som hos Carrington er en slags arktisk recurring dream inspireret af H. C. Andersens eventyr Snedronningen (1844).
I Leonoras verden fremstår snedronningen som en personificering af den hvide gudinde, som den engelske digter og forsker Robert Graves skrev om, altså en fortrængt materiarkalsk guddom, der forsøger at vende tilbage og overmande det patriarkalske samfund, som er ved at styrte verden i grus. Besættelsen af snelandskaber har også – formodentlig – grund i Carringtons fascination for samisk mytologi og shamanisme.
Inspirationskilde for mænd
Efter besøget i Porsgrunn fik jeg kontakt med Stacy Klein, teaterchef og skaber af de to Leonora-stykker, og fik anledning til at stille hende et par spørgsmål. Jeg ville gerne vide, hvordan hun stødte på Leonoras kunst første gang. Klein svarede:
»Min veninde Carol Martin besøgte Leonoras søn Gabriel i Mexico og kom hjem og fortalte begejstret om, hvad hun havde oplevet. Jeg havde ledt efter en latinamerikansk kunstner, som kunne have en dialog med Jodorowsky. Vi begyndte at kigge Carringtons arbejde grundigt gennem og blev overraskede over, at der fandtes en forbindelse til Jodorowsky, og vi lærte, at de faktisk havde samarbejdet om Leonoras teaterstykke Penelope. Efterfølgende mødte vi Leonora-forskeren Susan Aberth, og begyndte at diskutere Carringtons teatralitet. Endnu senere besluttede vi at lave Jodorowsky om til en mere generel og sammensat lærling af Leonora, for hun var faktisk en inspirationskilde for mange mandlige kunstnere.«
Double Edge har også opført et stykke, hvor publikum gik rundt i et udendørs landskab, hvor hendes malerier blev levendegjort omkring dem. Klein beskriver stykket:
»Leonora’s World var et ægte tableau vivante, hvor publikum gik gennem vores gård blandt malerier som The Giantess, Old Maids og Nine Nine Nine og gennem en labyrint videre til en have med flyvende trapezartister. Den indendørs del var inspireret af billedet The House Opposite, som vi konstruerede arkitektonisk i stalden. Siden gik publikum til dammen, og vi havde en båd malet som en drage, og Leonora sejlede den.«
Er der dybtgående Leonora-forskning bag disse stykker?
»Alle tekster er fra Leonoras bøger. Susan Aberth og jeg, og nogle gange Jennifer, gennemgik hendes malerier på gården og fik udlagt de magiske symboler, vi undersøgte tarot og Kabbala, og diskuterede forskellige indgangsvinkler til at forstå Leonoras kunst,« svarer Klein.
Magiens unikke træk
Jeg spurgte også poeten Gunnar Wærness, som kender kunstnerskabet godt, om hvad han har ladet sig inspirere af i Carringtons kunst. Wærness er aktuel med digtsamlingen Kosmos’ beibi (Forlaget Oktober), som blandt andet indeholder digtet »Leonora Carrington-vi«. Dette beskriver han som en slags fan fiction.
Leonoras verden bæres frem af revolutionær længsel efter en matriarkalsk og økobevidst orden
Hvordan traf han Leonora?
»Jeg ville gerne blive maler engang i 1991–92. Carrington skiller sig ud fra samtidige kunstnere som Francis Picabia, Max Ernst og Giorgio de Chirico, fordi hun rapporterer fra en sammenhængende verden, der ikke fremstår som hallucinationer, opfindelser, indfald eller nogen anden ikke-metodisk udforskning af fantasi-som-fantasi. Helt modsat Salvador Dalis udskejelser. Mange af disse surrealisters visioner er falmet gennem årene, fordi de var for tro mod Freuds drømmeteorier, samtidig med at de rent metodisk lænede sig op af esoteriske traditioner, uden at de nogensinde blev taget på ordet. Jeg så først ikke teorien bag de respektive kunstnerskaber, og Carrington forblev længe ›kun‹ en af mine yndlingssurrealister sammen med Antonin Artaud, Henri Michaux og Hans Bellmer.«
Jeg spørger Wærness, hvad Carrington har, som de andre surrealister ikke har. Hvorfor virker hun pludselig så overraskende aktuel?
»Gennem årene har Carrington vist sig at holde længere. Hendes hypersynkretiske kreationer er ikke fremstillet som iscenesættelser eller marionetter af en kunstners vilje. De er formet og farvet af alle og ingen religioner, alle og ingen realiteter, alle og ingen esoteriske modeller, de får besøg af dyr, ånder og planter,« svarer han og fortsætter:
»De er som set indefra og udefra på samme tid, de er lige så fysiske, som de er foranderlige og gennemsigtige, nogle gange på grænsen til ikke at eksistere, andet end som skygger i et gardin eller et fingermærke på en væg. Rekvisitterne og ornamenterne i hendes billeder bærer spor af alkymi, tarot, Kabbala, astrologi, ægyptiske guder og naturreligioner. Kunst og magi er ikke adskilte, men udgør et sammenhængende felt.«
Hvad tænker han om kunsten som levendegørelse, som performativ fremkaldelse?
»Når kunsten komplementerer, reparerer eller udfordrer virkeligheden for os, heler den, det vil sige, at den bliver til medicin. Vi må forestille os en verden, der ikke er ødelagt af krig og udnyttelse. En verden uden ødelæggelse eller ondskab er ikke automatisk ›uvirkelig‹. Det er bare et spørgsmål om en virkelighed, der falmer og nærmer sig uvirkelighed. Den nedbrydning, der ligger i at kalde al modstand og aspiration for drøm og utopi, er et symptom på en slags virkelighedstyranni, som trods sin magt er et let bytte for kapitalisme, fanatisme og algoritmelogik«, siger han og uddyber:
»Vi mennesker må reddes fra os selv, lige så sikkert som resten af verden skal reddes fra os. Derfor medicin, derfor fantasi, drøm og vision. Når kunst og medicin blandes sammen, kommer du ind i magiens unikke træk. Enhver, der mobiliserer fantasi og opfindsomhed mod vane og selvfølgelighed, er en slags magikere.«
