Det er skrupforkert at bilde sig ind, at mennesket befinder sig uden for eller over den jordiske historie. Lige så tosset og fatalt er det at tro, at mennesket har ret til at gøre naturen til kun ressource og objekt for beherskelse. Det hjælper heller ikke som et romantisk plaster på såret og som en undskyldning for århundreders udplyndring og skamridning at ophøje en ubesmittet natur til at fungere som en tavs kontrast til menneskets mange gøremål.
Vi må kort sagt lære at blive mere ydmyge og jordbundne og indse, at vi er filtret sammen med alt: luften, havet, gletsjerne, klimaet, jorden, grundvandet, søerne, åerne, dyrene, fuglene, planterne, bjergene, mineralerne, bakterierne… At menneskemasserne står bag den globale opvarmning, »den sjette masseuddøen« og de radikale klimaforandringer gennem sit overforbrug af klodens ressourcer er ikke til at benægte.
Med disse to parafraser kan grundtankerne i en bog på næsten 400 sider sammenfattes. I 2015 holdt den franske filosof, antropolog og sociolog Bruno Latour (1947–2022) en række forelæsninger om den gamle naturs forsvinden og menneskets destruktivitet. Ti år senere foreligger forelæsningerne redigerede og sammenskrevne til en bog på dansk under titlen: Ansigt til ansigt med Gaia. Otte forelæsninger om det nye klimatiske regime.
Udgiveren er forlaget Mindspace, der efterhånden har etableret sig uomgængeligt for den læser, der ønsker at læse samtidens internationale nymaterialistiske og antropocentrismekritiske filosofi og kulturteori på dansk. Oversættelsen er vellykket og flydende, men Latours mundtlige forelæsningsstil får til tider teksten til at fremstå for snakkende og flaksende.
Gaia genoplivet
Det er Latours opfattelse, at den gamle natur er på nippet til at forsvinde. Han har derfor brug for at udtænke et begrebsligt alternativ til de forældede begreber natur og jordklode. Løsningen bliver at gentænke James Lovelocks begreb Gaia. I 1965 var amerikaneren Lovelock – »en lettere excentrisk fysiolog og ingeniør« – optaget af, om det ville være muligt at opdage liv på Mars, og det fik ham ud i nogle vidtløftige spekulationer, som Latour fornøjer sig med at tænke videre på. Begge tyder Gaia som en farlig, men paradoksalt nok også livgivende »handlingsbølge«.
Lovelock mente, at forskellen mellem Mars’ og Jordens atmosfærer var, at den ene var i »balance« og den anden i »ubalance«; den ene var med andre ord statisk og den anden i konstant tilblivelse. Under vores himmelstrøg er det denne tilblivelse, der kendetegner Gaia, der må forstås som en atmosfære og en biosfære, der hele tiden skabes af planetens mindste beboere, mikroorganismerne.
Gaia er ikke kloden og ikke Moder Jord, men snarere et flerfoldigt uhyre eller »spredt agens«, der bliver til gennem en række feedbacksløjfer mellem alt levende, heriblandt mennesker. I modsætning til hvad der traditionelt forstås med »naturen«, er Gaia ikke passiv, men reagerer på den intensiverede menneskelige aktivitet. De utilsigtede hændelser tager form af klimatiske ubalancer, tørke, vilde oversvømmelser, næsten uudslukkelige skovbrande, atomaffaldsdeponier, milliarder af biler, allestedsnærværende PFAS-stoffer, et vanvittigt højindustrielt landbrug og en intensiveret jagt på sjældne, men nødvendige mineraler til »den grønne omstilling« og krigsindustrien around the Globe.
I den (præ)antikke idéhistorie er Gaia en kraft, der går forud for guderne. Latour slår fast, at Gaia ikke symboliserer harmoni, men »opstår sammen med Chaos og Eros i en malstrøm af blod, dampe og rædsel«: »Gaia har tusind navne.« Gaia har en frygtindgydende magt, der allerede blev skildret af den store digter Hesiod, der levede fra 700 til 650 f.v.t. Samtidig, mener Latour, »bliver vi mere følsomme over for og mere reaktive i forholde til de skrøbelige hylstre vi bor i«, når Gaia straffer os for vores egne misgerninger. Vi bygger diger og dæmninger, moderniserer kloaksystemerne, overophedes i megabyer, laver lunkne aftaler om »grønne treparter«, kæmper om drikkevandsreserverne og fraflytter ubeboelige egne.
Samtidsdiagnosen lyder umiddelbart ganske sandsynlig: Gaia er navnet på en levende planet, og Gaias trusler er i færd med at gøre os mere urolige, bekymrede og sensitive over for dødeligheden og endeligheden.
Latour som idéhistoriker på den store klinge
Det virker alt sammen meget fantasy-agtigt og weird, men også klarsynet. Budskabet er dog kort og fyndigt. Ifølge Latour skal vi lære at se Gaia i øjnene og genpolitisere økologien. Men nemt er og bliver det ikke. For »Gaia giver os ingen løfter om fred og garanterer ikke et stabilt bagtæppe«. Latours stil er metaforisk og prøvende. Hans essayistiske prosa forsøger at undslippe konventionelle termer og begreber. Det gælder for ham om at beskrive den antropocæne epokes særtræk.
Latour vil have os til at forstå, at det ikke dur at gøre mennesket til verdens omdrejningspunkt og mening. Vi gør alt til objekter for beherskelse, og den proces ender galt. Mennesket har afsjælet den ydre verden og overbesjælet sig selv. Bevidstheden har løsgjort sig fra stoffet, kroppen og naturen.
I det moderne samfund rejste menneskets frie tale- og tankestrøm sig over og på baggrund af en tavs materiel kulisse. Men dermed ophørte mennesket med at respektere de handlekræfter, der var på spil uden for den menneskelige bevidsthed og kommunikation. Med Latours ord har vi i alt for lang tid behandlet Gaia som livløs og stum.
Komplekse problemstillinger, der ikke er umiddelbart synlige, har det med ikke at blive lagt mærke til, skriver Latour: »Vi reagerer i samlet flok på en hvilken som helst terrorhandling, men at vi har bidraget til at igangsætte den sjette masseuddøen kan kun aflokke os en blasert gaben.«
En stor del af bogen er optaget af at udstille og gennemhegle, hvorledes positivistisk natur- og økonomividenskab har forsøgt at smide etiske og normative spørgsmål på porten med henblik på at producere såkaldt værdifri og objektiv videnskab. Det er ganske sympatisk og underholdende, men også lidt pudsigt at se Latour føle sig kaldet til at gentage 1960-1970’ernes positivismekritik uden eksplicit at trække på eller gå i dialog med dennes fremmeste tænkere, som Theodor W. Adorno, Jürgen Habermas og Hans-Georg Gadamer.
De otte forelæsning blev holdt i Edinburgh under de såkaldte Gifford Lectures i 2013. Derefter begyndte Latour at udvikle, hvad han kaldte »Forhandlingsteatret«, hvis opgave var at respektere og inddrage »ikke-menneskelige entiteter«. Det »virkelige demokrati« skulle inkludere alle mulige grupper, klimaaktivister, urfolk, repræsentanter for floder, bjerge og levende arter. De mangfoldige økosystemer af ligeværdige aktører (af Latour kaldet aktanter) skulle gennemspille en række øvelsesscenarier.
Kritik af Latour
Efter min mening lukker bogen sig desværre om sig selv. Gaia-begrebet bliver så rummeligt og overopstyltet, at det kommer til at savne både præcision og prægnans. Den litterære og begrebslige leg virker sært afkoblet aktivismens konkrete politik, som Latour i øvrigt hele tiden føler sig kaldet til at legitimere sig selv og sit tænkende, talende og skrivende virke inden for.
Dertil kommer, at hans påstand om, at »så snart filosofien bilder sig ind, at den tænker globalt, mister den evnen til at begribe såvel tiden som rummet« synes at stå i konflikt med Gaias eksistens som et stort og alternativt begreb til (al)naturen og (jord)kloden. Det forekommer mig også klart, at en revitaliseret klimapolitik må tænkes som et kosmopolitisk og kapitalismekritisk forehavende. En blot lokalistisk tilgang til »det nye klimatiske regime« kan kun blive reddende og kompenserende for ganske få på den lille skala.
Helt og aldeles håbløst er Latours dogme om, at vi må vænne os til at tænke på en »postmenneskelig« facon, da vi ikke længere kan bruge begrebet menneske, nu da vi heller ikke længere kan bruge begrebet natur. For hvordan i alverden skal der kunne sadles radikalt om i et verdenssamfund bestående af ca. 9 milliarder mennesker, hvis vi slår »mennesket« ihjel og afsiger en dødsdom over vores evne til at tænke og bruge fornuften i fællesskab?
Latour skriver: »Ansigt til ansigt med den gamle natur – der nu er blevet omformet – er der bogstavelig talt ingen, man vil kunne betegne som ansvarlig.« Det forekommer mig ubegribeligt, at han på denne vis fraskriver for- og nutidens aktører for ansvaret for den klimatiske og økologiske misere, der med en tenderende til pleonastisk formulering netop må håndteres af ansvarlige mennesker, der kan påtage sig ansvaret. Latours antropocentismekritiske tænkning decentrerer den menneskelige enkeltaktør; men resultatet bliver desværre, at handlende menneskers fællesskabsstiftende og radikale politiske tiltag udebliver.
Læs også Steen Nepper Larsens anmeldelse af Bruno Latour og Nikolaj Schultz: Notat om den nye økologiske klasse (oversat fra fransk af Torsten Andreasen, Hans Reitzels Forlag, 2022) og Nikolaj Schultz: Landsyge. En fortælling (Gyldendal, 2023) fra Politica 5–6/2024.
