Modbilleder Længslen efter omsorgsfulde fællesskaber

I 2016 udkom den danske litteratur­forsker Tue Andersen Nexøs bog Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (Arena, 2016), hvor han udvikler tanken om, at velfærds­staten er ved at forvandle sig til en ruin. I min anmeldelse dengang tog jeg omslagets melankolske blå farver meget alvorligt og diagnosticerede kækt forfatteren med en seriøs omgang venstrefløjs­melankoli. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gav ham ret: Jeg genkendte den snigende følelse af et udefinerbart tab, som 90’ernes og 00’ernes danske litteratur ifølge Andersen Nexøs bærer præg af. Alligevel oplevede jeg, at dette tab næppe foregik lige dér, hvor jeg selv var.

Fra socialdemokrati til konkurrencestat

Både Andersen Nexø og hans forskerkollega Lasse Horne Kjældgaard (Meningen med velfærds­staten, Gyldendal 2018) forholder sig til en teori om velfærds­statens forvandling til konkurrence­stat, som florerede i 90’ernes inter­nationale forsknings­miljøer, og som i Danmark fik sit tydeligste udtryk i politologen Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten (Hans Reitzels Forlag, 2011). Kort sagt handler det om, at den hæder­kronede velfærds­stat, som voksede ud af de gruelige verdens­kriges ruiner, er ved at skifte agenda fra 60’ernes velvillige, åbenhjertige diskussioner om det gode liv, hvor politikere og forfattere faktisk lyttede til hinanden, i retning af en mere nærig konstruktion:

Følger man Ove Kaj Pedersen, dominerer konkurrence­statens rationale altså det øjeblik, velfærdens institutioner ikke længere, eller ikke primært, er redskaber til at sikre alle borgere et socialt værdigt liv. I stedet skal de forme og nøde befolkningen, så den kan yde så godt og effektivt som muligt på arbejds­markedet. Fra at være redskaber, der skulle skabe et samfund, hvor borgerens livs­muligheder var relativt frigjorte fra deres økonomiske formåen, er velfærdens institutioner altså blevet til redskaber, der skal optimere den enkelte borgers tilpasning til samfundets økonomiske behov.

But it’s not time to cry yet! I en postpandemisk tid hvor tabs- og ruinfølelsen manifesterer sig langt mere konkret – i hvert fald i mit liv – udkommer Andersen Nexøs opfølger i knaldrød farve og med en ny, frisk vinkel. Har forskeren stået på hovedet for længe? Har han kastet alle sine bøger op i luften eller ud af vinduet? I hvert fald abdicerede han som kritiker for Information sidste sommer efter lang og tro tjeneste. Dette kan sikkert medvirke til en vis eufori, selvom den nye bog Fælles liv har været længere tid undervejs. I opfølgeren læser han 10’ernes forfattere, og han finder håbefulde tilløb i den nye drop out-litteratur.

Hverdagsutopier

I to ellers vidt forskellige udgivelser som Asta Olivia Nordenhofs digtsamling det nemme og det ensomme (Basilisk, 2013) og Jonas Eikas novellesamling Efter solen (Basilisk, 2018) finder han en vilje til at droppe ud af samfundet, til ikke at arbejde. I Nordenhofs digte stritter hun imod tidens krav om at reparere sin psyke for at være i stand til at lave penge og gøre sig nyttig for samfundets skyld. I den nye litteratur søges der efter omsorgs­fulde fælles­skaber udenfor lov og ret, som i Eikas novelle »Bad Mexican Dog« om nogle drenge som lever på en strand i Mexico. De tjener godt nok turisterne, men lever først og fremmest for at dyrke deres eget fantasmagoriske mikrosamfund. 

60’ernes forfattere – eksempelvis Villy Sørensen og Anders Bodelsen – påtog sig rollen som offentligt intellektuelle og interagerende med politikere ved at artikulere en kritik, som man lyttede til i arbejdet med at konstruere velfærds­staten. 90’ernes og 00’ernes forfattere – eksempelvis Pablo Llambias – følte sig stadig som fuldværdige borgere, men med en erkendelse af at konstruktionerne var begyndt at vakle. Andersen Nexø nævner Llambias’ essay »Hvorfor står der en skulptur foran rådhuset?« (1998), som med udgangs­punkt i hans konceptuelle roman Rådhus (1997) iscenesætter en national rundspørge om den offentlige kunst, hvis samfunds­mæssige værdi ingen længere har nogen klar formening om.

I stedet for at portrættere 10’ernes forfattere som kasserede og skuffede, som skyllet ud igennem velfærdsstatens toiletter og kloaksystemer til en perifer eksistens, ser han dem i stedet som en type hverdagsutopikere, som vil skabe sine egne værdier i selvvalgte, menneskelige fællesskaber. Det handler ikke om bombastiske visioner for det fælles samfund – til det er eksistensen for krisepræget og fragmenteret. Andersen Nexøs utopibegreb hænger tæt sammen med hverdagen og med en hverdagslig omsorg for hinanden, og ikke mindst for naturen, som synes lige så kasseret som kunstbegrebet.

Det kan synes svært at kombinere utopien med en slags nulvækst, en slags strejke. I mit hoved betyder utopier helvedes meget arbejde. Det er næppe noget, man lige finder på vejen til økokollektivet i Vestjylland, men der taler jeg nok som en typisk Gen X’er, der ikke gad at være slacker alt for længe. Andersen Nexø vil læse litteraturen i sammenhæng med samfundet, og det lærer mig, at man ikke skal tage for let på hverdags­beskrivelserne. Nogle af dem har noget glitrende stof indeni.