Det var på baggrund af et forslag fra Bergen kommune, et klart udtryk for byens ambitiøse kunstpolitik i 00’erne, at Bergen Assembly begyndte at tage form. Solveig Øvstebø, leder for Bergen Kunsthall mellem 2003 og 2013, inviterede i 2009 til en biennalekonference for kuratorer, kunstnere, kunsthistorikere og kulturpolitikere. Her udfoldede sig en stor diskussion om, hvad biennalevæsnet var ved at blive til internationalt. Der var en udvikling i gang, hvor store kunstmønstringer, som ville profilere sig overfor erhvervsliv og turistbranche, skød op i enhver by. Ud af disse diskussioner voksede Bergen Assemblys uortodokse treårige koncept.
2025-udgavens snedige titel »på tvers, med, nær« (»Across, With, Nearby«) er en sammenkædning af tre nærmest magisk instruerende forholdsord. Således inviteres vi til at involvere os og deltage. Enhver besøgende, som styrter til Bergen Assembly for at vurdere kunstobjekter i afgrænsede udstillingsrum, vil blive skuffet, for her er kunsten sjældent at forstå som stillestående objekter. Det handler om relationer, og om at etablere samlingspunkter, hvor man inviteres til at møde venner og fremmede – naboer – for at indgå med dem i fælles læreprocesser. En kunstforståelse som denne lyder krævende for de introverte, men i løbet af de fire åbningsdage oplevede jeg intet ubehageligt pres. Den aktuelle Assembly er nemlig også ret neddæmpet; det er en omsorgsfuld Assembly, som hellere vil vifte med det hvide fredsflag end presse publikum til at vælge side i aktuelle sager.
Adania Shibli som convener
At convene er et ord, som Bergen Assembly siden sin begyndelse har insisteret på. Dermed anskueliggøres det, at triennalen er en hændelse, der indkaldes til indenfor nogle mere eller mindre klart definerede rammer. Siden det i august 2023 blev annonceret, at den palæstinensiske forfatter Adania Shibli og den indiske kunstner og forsker Ravi Agarwal sammen med Bergen Arkitekthøgskole (BAS) skulle være »convenere« i 2025, har verden budt på en ørkenvandring af problemer og lidelse. Bare to måneder inde i arbejdet med årets Assembly angreb Hamas-styrker Israel inde fra Gaza; en række mennesker blev dræbt eller taget til fange. Specielt den ene convener, Shibli, fik travlt med at deltage i samtaler om den nye situation. Angrebet førte til massiv krigsføring fra israelsk side, et enormt tab af menneskeliv og en mørk vej videre ind i det mareridt, som udfolder sig nu.
Nerver og naboskab
På et andet niveau, men stadig akut for dem det gjaldt, var der stor opstandelse i Bergen, da kommunens kulturansvarlige politiker Reidar Digranes i efteråret 2024 annoncerede, at alle stipendieordninger til byens kunstnere skulle lægges på is. Der var grund til at tro, at også Bergen Assembly, som et af byens mest kostbare kunstprojekter, var direkte truet af sparekniven. Tiderne har sandelig forandret sig.
Nerverne har altså på mange måder været på højkant i de år, hvor den aktuelle triennale er blevet udarbejdet. Der har været et behov for at reflektere over naboskab som et alternativ til krig. Dermed er den aktuelle Assembly overordnet set blevet en mild og blid affære. Der tales om kolonialisering og afkolonialisering i mange forskellige forbindelser, men sjældent i form af fysisk vold og invasion, snarere som et spørgsmål om indlæring og aflæring: Change your mind, det kunne vi engang, men har vi glemt hvordan man gør det?
Jeg kommer til at tænke på punkens bedstefar, Neil Young, og hans anden ungdom i 90’erne, hvor den gamle Woodstock-pioner blev omfavnet af grungebands og pludselig blev en stjerne igen. På albummet Sleeps with Angels (1994), der mindes den afdøde Kurt Cobain (1967–1994), findes sangen »Change your Mind«, som min indre jukebox pludselig finder frem, idet jeg går igennem Bergen Kunsthalls lyse sale. Det er en sang, som falder i søvn på midten. Vi skal falde i søvn gennem en lang, meditativ guitarsolo og en næsten vuggeviseagtig basgang. Langt derinde i sindet skal vi ombestemme os. Sangen går fra form over formløshed og tilbage til form. Det er det »sovende« midterparti, som interesserer mig. Der skabes et mentalt rum til at gøre det, som sangen beder os om: Change your mind.
Kan vi stadig nå at forandre vores tankegang? Kan vi ændre det faktum, at menneskets tilstedeværelse har skadet planeten, måske endda ødelagt den? Change your mind; det, som aktivisten beder os om, men da ofte i et skingert tonefald, som kan virke imod sin hensigt.
Gruppe 66
Bergen havde sin egen aktivistiske avantgardebevægelse ved navn Gruppe 66, og de får god plads i Bergen Kunsthalls udstilling. Et af Gruppe 66-medlemmerne, Elisabeth Rahlff (f. 1940), går lyslevende rundt i Bergens gader, og hun er en strålende historiefortæller. Til åbningsarrangementet sad hun midt i udstillingen – som på en trone, tænkte jeg. Hun var en levende del af værket, og har i øvrigt også pyntet Litteraturbåten Epos med hvide bannere. I udstillingsperioden sejler Epos kunstpublikummet op og ned langs kysten i en række gratis arrangementer.
Gruppe 66 var inspireret af de skandinaviske situationister, som dog ikke alle var del af gruppen så længe. Situationisternes leder, franske Guy Debord, var hurtig til at ekskludere dem, som ikke tilpassede sig programmet. Mest central i denne bevægelsen, sammen med Debord, var danske Asger Jorn, mens Jørgen Nash ganske hurtigt blev ekskluderet, fordi han blev ved med at tro på kunstobjektet. De hardcore situationister, som stort set residerede i Paris, bevægede sig videre til radikal aktivisme. En anden kendt 60’er-kunstner, som i Danmark er selve inkarnationen af en kunstnerhippie – Jens Jørgen Thorsen – havde en relation til Gruppe 66 og deltog i deres versioner af situationistisk Co-ritus, en form for kollektive kunsthappenings. Dette var ekspansive affærer, som fandt sted i Bergen Kunsthalls rum.
I anledning af Bergen Assembly skal Co-ritus nyfortolkes i de par efterårsmåneder, hvor triennalen forløber. Jeg forestillede mig straks nøgne mennesker indsmurt i oliemaling, men på åbningsdagen bestod Susan Philipsz’ Co-ritus-version af blide vuggesange, som blev sunget live fra et skjult sted og transmitteret ind i udstillingen. Ingen blev beskidte her.
Kunsten som pædagogisk metode
I Gruppe 66-rummet kan vi opleve effekter, som var del af en udstilling (Samliv, 1977) inspireret af seksualoplysning. Det gælder specielt kvindelig reproduktion, som vises og forklares på nogle små stykker undertøj, som hænger højt i rummet. Her ser vi kunsten som pædagogisk metode, en idé som denne Assembly synes dybt engageret i, specielt gennem deres convener BAS, en eksperimentel uddannelsesinstitution. I Gruppe 66-rummet ser vi også tre glasmontrer, som indeholder nogle pudsige tankehatte, nogle af dem lavet af metalklips og plastikblomster. Tag dem på og change your mind?
Jeg er langt inde i indiske AgriForums ellers fredfyldte udstillingsrum, da jeg bliver forstyrret af nogle højlydte stemmer. Stil ikke flere spørgsmål, lyder det. Stemmerne trænger ud fra et mørklagt rum, hvor vi kan opleve britiske Marcus Coates’ filmprojekt »What’s Going On?«. Dette er Assemblys hidtil mørkeste øjeblik. Kunstneren befinder sig i et dukkehuslignende scenerum, og en pigestemme instruerer ham i, hvad hun oplevede under en psykose, som ramte hende som yngre. Coates har høretelefoner på for at opleve en simulation af de fordømmende stemmer, som pigen hørte i sit hoved.
Det er en omsorgsfuld Assembly, som hellere vil vifte med det hvide fredsflag end presse publikum til at vælge side i aktuelle sager.
Coates’ værk anskueliggør en type psykose, som holder den syge i et stramt angstgreb. Der er skriftlige advarsler ved indgangen til dette værk, og det virker ikke som en overreaktion. Selv må jeg, for at sikre mig at de negative stemmer ikke klistrer sig fast, ryste grundigt på hovedet, da jeg forlader rummet. Det dukkehusagtige pigerum i Coates’ film bliver for mig til et eksempel på det rum, som det antropocæne menneske har skabt sig, afskåret fra al den kundskab menneskeheden har bygget op, blandt andet om hvordan vi kan leve sammen – across, with, nearby – med alle slags væsner, som bebor planeten.
Det var værd at engagere sig i fredagens samtaler og performances. De mange workshops (»Cross Courses«) som har fundet sted på BAS sammen med skolens studenter (og de, som måtte ønske at deltage) i månederne før åbningen synes at bevirke, at rummet ikke føltes så koldt. Vi kommer ikke ind og beskuer folks første møder med hinanden, alle har allerede snakket sig varme. De kollektive tankeprocesser er allerede i gang. På en anden af byens uddannelsesinstitutioner, Bergen katedralskole, populært kaldet Katten, talte en af workshoplederne Munir Fasheh, baseret i Ramallah og grundlægger af NGO’en The Tamer Institute for Community Education, om det arabiske begreb Mujawarah.
Mujawarah kan oversættes til en slags udøvelse af naboskab i kombination med fælles undervisning. Fasheh talte blandt andet om forskellene mellem at studere målrettet og at lære ting mere spontant ved hjælp af en medfødt evne. Der hintes til en ikke-autoritær pædagogisk metode, som også lyder som en slags mental afkolonialisering: Gennem lærdom kan man stå styrket imod undertrykkende indoktrinering. Under Assembly-perioden inviteres vi til at opleve Mujawarah i et lille containerrum placeret udenfor Katten.
Under Fashehs samtale med værten Tenthaus blev det diskuteret, hvorvidt kunsten kan være del af Mujawarah. Kan kunsten være et sted, hvor man lærer at kassere de destruktive tankehatte? Typisk for denne Assembly bliver publikum ikke udråbt til at være kolonialister, men snarere inviteret ind i et fællesskab, hvor alle slags negative tankehatte kan forkastes.
Beskyttende englearme
Bergen Assemblys egne kontorer bag byens politistation er også åsted for en større installation. Hvis ikke du kigger op, kan du måske risikere at gå glip af den og tro, at nogen her er ivrige efter at skabe stemning med fresh linen-duftpinde. Du vil dog snart bemærke, at lys og lyd er forandret i rummet. Grunden til dette er 3000 hvide tøjstykker, som hænger som en slags beskyttende englearme i hele loftet. Der er tale om hospitalstøj, som på grund af småfejl og skader er kasseret og snart skal brændes.
I en samtale med arkitekterne Tom Chamberlain (BAS) og Al Borde hørte vi om tankerne bag installationen og om det enorme arbejde, det var at sortere beklædningsstykkerne og hænge dem op med præcis ti centimeter mellem hver bøjle. Installationen er med til at skabe en neddæmpet, huleagtigt stemning i rummet. Den kan dog også sende tankerne til et typisk Holocaust-mindested. Her er det heldigvis bare tøjstykkerne, som er dødsdømte.
Indiske konflikter
Resten af fredagen virrede jeg rundt mellem to vidt forskellige performances. Begge fremførte antikolonialistiske budskaber og kommenterede forskellige indiske konflikter set med oprindelige folks øjne. På anden sal i Bergen Kunsthall gik Sajan Mani i gang med at omforme lokalet. I tre timer byggede han løs på en slags sønderbombet installation med titlen Yamandan: Eruptions from Where You Buried Us. Et langt, rødt banner kunne ligne en stribe lava, som eksploderer op gennem gulvet. Et andet banner viser en række vrede eller lidende ansigter. Kunstneren lod til at være i trance; med sort og hvidt kridt fyldte han alle vægge med hidsig skrift. Klagende musik lød i kombination med en faretruende dronelyd. En stærk lugt steg op fra installationen. Jeg forstod senere, at den tykke, hvide væske, som flød ud over elementerne, var rågummi, et materiale som fattige arbejdere udvinder fra træer.
En mere komprimeret, teatral performance foregik i Tårnsalen på Kode, hvor Lapdiang Artimai Syiem fremførte dramaet Laïtiam. Kunstneren spillede selv alle rollerne i en forestilling baseret på en traditionel Khasi-fortælling, hvor en hjortemor forsøger at beskytte sin søn, en buk med et prægtigt gevir. På trods af morens advarsler (»Never flirt with dreams of bordercrossing!«) bliver bukken ikke inden for den beskyttende ring, moren har tegnet. Bukken overskrider grænserne og bevæger sig ud på farlige territorier. Det går ikke godt, og han ender som jægerbytte. I sin performance bliver morens sorg central. I videoudgaven af samme fortælling er vi tættere på bukken og hans nysgerrige undersøgelser. Snig dig gerne forbi og se denne dramatiske, lille film i Nonneseter kapel midt mellem togstationen og biblioteket, et nærmest magisk visningsrum: En enkel rå stenbygning fra 1262, den eneste rest af det gamle kloster.
Unikke rum
Andre unikke rum Bergen Assembly tager i brug er Stranges Stiftelse på Nordnes og Tekstilindustrimuseet i Salhus. Sidstnævnte holder til i en fredet tricotagefabrik et lille stykke oppe af kysten. Fabrikken gav fra år 1858 arbejde til 350 mennesker, som betjente mystiske, industrielle strikkemaskiner, der nu står og lyser i de gamle sale. Ved besøget var der så mange underlige dufte og interessante ting at se på, at jeg næsten gik glip af Jakkai Siributrs kunstprojekt »There’s no place« (2020–), en række broderede bannere, som man gennem workshops inviteres til at arbejde videre på.
Selvom jeg har boet længe på Nordnes, kom jeg først ind og kigge i Stranges Stiftelse på Kulturnatten i 2024. Her har der været fattighus for kvinder siden 1751. Rummene er ubegribeligt små, og det er svært at forstå, hvordan flere kvinder boede sammen i disse rum. I anledning af Bergen Assembly er fattighuset lavet om til Archives for Social Change, en pædagogisk udstilling som kaster lys over en del mindre græsrodsinitiativer, som gennem tiden har arbejdet for social forandring i Bergen. Udstillingen bærer præg af en didaktisk tilgang. Forklarende tekster er præsenteret under glas, og ved åbningen blev et historisk dokument fremført i en teatralsk iscenesættelse, der skulle illustrere, hvordan græsrodsaktivisme har banet vejen for queerkultur i byen. Jeg er altid med på at lære mere om Bergen.
Arkivets kulturelle hukommelse
Den arkiviske tankegang gennemsyrer årets Assembly. Det giver en underlig nostalgisk følelse. Det er, som om vi står i en postkatastrofisk samtid og ser tilbage på dengang, da mennesker forstod at hjælpe hinanden, og hvor minoriteter stod sammen og skabte fællesskaber.
Arkivtrenden er efterhånden ikke ny. I 1995 kom Jacques Derridas bog Mal d’Archive (Archive Fever, University of Chicago Press, 1996) på Éditions Galilée. Mens Derridas bog mest handler om Freuds forståelse af dødsdriften, er teksten også blevet brugt til at understrege arkivet som en måde at konceptualisere kulturel hukommelse. At ivaretage, aktivere og udstille arkiver med information om alle slags migranter og minoriteters liv er blevet kunstverdenens mission. Man forsøger at løfte andre typer fortællinger end de dominerende frem. Kunstkritikeren Hal Foster fyrede yderligere op under aktivtrenden med essayet »An Archival Impulse« (October, 2004). I dag ser man arkivet overalt i samtidskunsten.
Bergen Assembly er blevet mere sikker på sin egen identitet: Som en ældre, klog dame, der ikke giver efter, men vedholdende insisterer på at vise sit ansigt i Bergens forskellige byrum.
Teksten beskriver åbningsdagene 11.–14. september 2025 og et udvalg af den kunst, som frem til 9. november udgør Bergen Assembly. Det fulde program findes på 2025.bergenassembly.no.
