KOMMENTAR. To af Socialdemokratiets værdikrigere vil tage partiet tilbage til dets rødder. Den nye kulturminister står over for et afgørende valg.
[dropcap]M[/dropcap]an skulle næsten tro, at »kulturkløften« var et ord fra vores egen tid. Overalt i Vesten – efter Trump, Brexit og populismens hurtige opblomstring – har alverdens journalister, meningsdannere og samfundstænkere haft travlt med at forstå de voldsomme protester, som er vokset frem i stort set alle landes periferi.
Den gængse forklaring på den politiske uro lyder: Udkantsbefolkningen fik aldrig indfriet de løfter, den blev givet. Jobs er forsvundet, og indtægterne skrumpet, mens de rige bare er blevet rigere. Den nye samfundskonflikt skyldes ikke kun masseindvandring, som højrefløjen hævder, eller de globale udbytningsmekanismer, som venstrefløjen hævder, men at der er sket et identitetstab i takt med de gamle erhvervs forsvinden. Ingen har for alvor villet lytte til opråbet fra udkanten, bortset fra de populistiske ledere. Og nu retter denne del af befolkningen, med hjælp fra disse demagoger, skytset mod det nye fjendebillede: den urbane, veludannede elite. »Det er ikke os, men jer der lever i et ekkokammer.«
Første gang, man i Danmark talte om »kulturkløften«, var i 1960’erne. Dengang oplevede de vestlige samfund et historisk økonomisk boom. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og masser af mennesker strømmede til byerne. Landsbrugskulturen var under afvikling, og man vidste, at højskolerne, som hidtil havde dannet bønderne, ikke længere kunne bestå som samfundets lim. Der var brug for nye kulturinstitutioner, og løsningen blev, at staten fremover skulle være den store kulturopdrager. Dannelsen og frigørelsen af den enkelte borger skulle nu ske med kunstens hjælp.
Socialdemokraten Julius Bomholt spillede en central rolle i udviklingen af den danske kulturstøtte. I 1961 blev han landets første kulturminister, og hans ambition var at gøre borgerne til andet og mere end værgeløse, apatiske ofre for den eskalerende kommercialisering og forbrugerisme, der kom skyldende ind fra USA. Arbejderkulturen som samlende idé var for længst holdt op med at være en mulighed. Angsten for en gentagelse af 30’ernes massebevægelser gjorde, at befolkningen havde mistet tiltroen til den. Som Poul Henningsen sagde, havde man nu anerkendt uenigheden som demokratisk princip – og kunsten var en garanti for denne uenighed. Den skulle være med til at forhindre, at befolkningen skulle gå i samlet ideologisk flok. Aldrig igen, sagde man til hinanden.
Dette var en periode i dansk politik, som var stærkt præget af idealisme. Ikke nok med at man fra politisk side ønskede at bygge bro mellem produktionsarbejderne og det nye borgerskab, man betragtede også kunsten som et systemkritisk værktøj, der skulle være med til at sikre samfundets fornyelse. Men ikke alle kunne identificere sig med modernismens kunst, og lagerarbejderen Peter Rindal ledte an i en historisk kamp mod den københavnske »kunstklike«: Den skulle for alt i verden ikke pådutte det øvrige land sin kunstsmag. Den måtte klare sig på markedets vilkår, ikke på skatteydernes regning.
I dag – med de nye skillelinjer mellem land og by, mellem de højt- og lavtuddannede – fristes man til at sige, at rindalismen står foran et comeback. Nærmest som et ekko af en svunden tid bebudede Henrik Sass Larsen i vinter et opgør med kulturpolitikken, som vi kender den. I DR-radioprogrammet Slotsholmen lagde han til grund, at det i dag er den jævne befolkning, som betaler for de velhavendes fornøjelser i Det Kongelige Teater: »Jo færre [tilskuere der er] og jo snævre det er, desto flere penge bruger man på det, lader det til.« Han så hellere, at man støttede en såkaldt folkelig kultur.
Man skal i de senere år have befundet sig et godt stykke fra den danske nyhedsverden for ikke at have opdaget, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen og Sass Larsen i spidsen har taget en hård drejning i retning af at blive det store lønmodtagerparti. Derfor ser vi nu et opgør, som fortsætter tendensen fra de senere års populisme: Man har fløjtet til kamp mod etablissementet, både det økonomiske og kulturelle. Uanset om det gælder bank- eller kulturfolk, så er dæmningen brast. Det er igen blevet legitimt at udpege eliten til hovedfjende.
Man kan hævde, at det stolte Socialdemokrati bare er i færd med at vende tilbage til sine rødder. I 1930’erne, dengang partiet endnu ikke opfattede sig selv som et folkeparti, og Julius Bomholt stadig ikke så det frigjorte individ som det naturlige centrum i sin kulturpolitik, foreslog han et opgør med den borgerlige dannelse. Den daværende elites kultur var om ikke faldefærdig, så komplet uddateret. Opera, for eksempel, var både latterligt og skadeligt. Den skulle erstattes med en ny opbyggelig »arbejderkultur«, som skulle styrke »det socialistiske menneske«. Senere, i takt med at Socialdemokratiet udviklede sig til et regulært folkeparti, ændrede han synspunkt og åbnede sig for folkekulturen, inden det frigjorte kritiske individ til sidst vandt over ideologiens menneske. »Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig,« sagde han.
I dag er det tæt på den modsatte bevægelse, man ser hos Socialdemokratiets fremtrædende værdikrigere. Fra at være et parti, som har ment, at det frie menneske måtte dannes af konfrontation og gensidige udvekslinger, ser man nu tegn på, at partiet helst vil reducere kulturen til en slags borgerservice. Kunsten er til for befolkningen, men ikke som et samfundsopdragende middel, snarere som en form for psykologhjælp. Dens formål er at hjælpe mennesker til at forstå sig selv og deres kamp for retfærdighed.
Det er en kendt historie, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1998 trådte frem på valgnatten og takkede kunstnerne og kulturlivet for deres opbakning. Inden sejren havde 50 af tidens største intellektuelle og forfattere indrykket en annonce i aviserne, hvor de erklærede deres støtte til det socialdemokratiske projekt i frygt for Dansk Folkepartis indflydelse. I dag er der ikke mange taksigelser i luften. Så sent som i april gav regeringens nye boligminister Kaare Dybvad udtryk for, at kunstnerne har fjernet sig fra befolkningen: »Vi vil gerne inddrage kunstnere og kulturradikale, hvis de formår at sætte sig ind i den ramme, der for langt de fleste danskere kaldes hverdag,« sagde han til Altinget og trak paralleller til Sverige under Olof Palme, da han opfordrede kunstnerne til at tage ud til forstæderne og registrere det nye liv. »På samme måde har de danske kunstnere i dag mulighed for at blive en del af det socialdemokratiske projekt,« mener Dybvad. »Tag ud til de forstæder, der skyder op i hele Østjylland, hvor alle bor i parcelhus og har en trampolin i baghaven. Eller tag til Kalundborg, hvor 5.000 mennesker arbejder med at producere insulin på en fabrik. Problemet er, at mange ikke kan forestille sig, at der sker interessante ting andre steder end på Vesterbro.«
Kaare Dybvads udmeldinger efterlader næppe den store tvivl: Der er i øjeblikket ved at ske en genpolitisering af kunsten fra socialdemokratisk side. Partiet er så småt ved at vække idéerne fra 1930’erne til live. Det har ellers taget socialdemokraterne mange år at mene noget stærkt om kulturpolitikken. Sidste gang den for alvor blev ændret, var det ikke med venstrefløjen ved roret, men under den borgerlige regering i begyndelsen af 00’erne. Som man kan læse i Esben Schjørring og Michael Jannerups bog Værdikæmperne (2018), forsøgte Venstre at omvende især forfatterne til det liberale projekt ved at »sætte dem fri«. Tanken var, at kulturinstitutionerne skulle brydes ned. Væk med bureaukraterne og smagsdommerne, hele det kulturradikale projekt. Nu skulle støtten fordeles direkte til kunsterne fra uafhængige kulturpolitiske fonde, så de igen kunne tale frihedens sprog. Der var tale om århundredets alliance, men den blev aldrig til noget. Ikke mindst fordi Venstre allierede sig med humanismens selverklærede ærkefjender, også kaldt Dansk Folkeparti.
Siden er der ikke rigtigt nogen af Christiansborgs politikere, som har kunnet fortælle, hvorfor kulturen hører til på den årlige finanslov. Institutionerne fremstår i dag som et levn fra de respektive regeringers smuldrede politik, uden tendens eller retning. Det aktuelle spørgsmål er derfor, hvad den nye kulturminister Joy Mogensen har tænkt sig at stille op: Ønsker hun at fuldende Sass Larsens og Dybvads lønmodtagerdrømme? Vil hun lade sig styre af ren og skær administration, sådan som den nylige sag om Radio 24syvs fremtid viste? Drømmer hun om at genopbygge det gamle kulturradikale projekt? Eller har hun tænkt sig at gøre brug af sine erfaringer fra lokalpolitik og forvandle landet til en kulturmagnet for globale investorer, turister og verdenskapital?
Svaret er der vist ingen, der kender.
Som borgmester i kulturbyen Roskilde har hun været vant til at kunne sætte sig for bordenden, rejse penge til et projekt og gennemføre det. Kulturpolitik på landsplan kræver noget mere: En samlet vision for, hvad der rør sig på de mest ambitiøse niveauer i kunstens Danmark og forene det med den demokratiske oplysning og befolkningens ønsker. Men det er efter sigende også dette dilemma, som er årsagen til de senere års kulturpolitiske krise. Skal man følge folkets vilje eller tværtimod udfordre den? Der findes ikke noget entydigt svar.
Det står utvivlsomt værre til i USA, England, Italien og Frankrig, men også i Danmark ser vi en befolkningssplittelse på det politiske landkort. Fortsætter udviklingen, kan en mere dyster fremtid hurtigt være nær: En ny kulturkløft vil let kunne give yderligere rygstød til populisternes falske forestilling om én elite og ét folk. Derfor er der meget, som tyder på, at tiden er kommet til en ny fordelingspolitik på det kulturelle felt. Siden ungdomsrevolutionen i 1968 er der sket en stærkere og stærkere opdeling i folks kulturelle interesser, så der knap eksisterer nogen dominerende fælleskultur. Det er et vilkår for den frihed, vi ønsker os. Men desto vigtigere er det blevet – uanset om man er nationalist eller kosmopolit – at værne om det demokratiske fællesskab.
For tiden er det ikke så meget en politisk ensretning, der truer de små sprogfællesskaber, snarere globalkapitalistiske virksomheder som Amazon, streamingtjenester og anden engelsksproglig blød magt. Markedet er i højere grad end tidligere blevet altings rettesnor. Men penge er kun en fattig form for rigdom, og kulturpolitik burde netop være modsvaret til dens magt. I 2019 handler kulturpolitik derfor ikke så meget om udflytning af arbejdspladser, administration og tilskudsordninger. Den bør betragtes som grundlagsarbejde i langt større forstand. I en verden med falske nyheder og ekkokamre virker det oplagt at forsøge at bryde techgiganternes monopol og begynde en ny storstilet satsning på demokratiets mødesteder, særligt dem som formår at omsætte kunst og kultur, politiske idéer og erfaringer til substantielle debatter og fremtidsrettede analyser. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det i den fælles samtale, at de mest holdbare forestillinger om morgendagens samfund fødes.
