May you live in interesting times! Det var titlen på Venedig Biennalen i 2019, med reference til en kinesisk forbandelse, som blev trukket frem i en tale af et britisk parlamentsmedlem i 1930’erne, og som siden fæstede sig som en fast vending. I 2025 lever vi helt sikkert i interessante tider, og Mariken Lauvstad, kulturkommentator i Klassekampen, undersøger i sin nye bog, hvad dette betyder for Norges kulturpolitik.
Kampen om kunsten kan bruges til argumentoprustning før Stortingsvalget 8. september. Lauvstad beskriver et Norge, hvor nyliberalisme og højrepopulisme står i fare for at kværke kulturlivet, og hvor partiet Høyre er i gang med at abdicere som kulturparti. I Høyres alternative budget, fremlagt i november 2024, ønskede partiet at nedskære midlerne til Norsk kulturfond, som via Kulturrådet fordeler penge til kunst- og kulturprojekter i hele landet, med den svimlende sum af 174 millioner kroner.
Det borgerlige parti synes ifølge Lauvstad at befinde sig i en slags dødsdans med Fremskrittspartiet (FrP), en dynamik som genkendes over hele Europa: Ydre højre-partier presser det politiske spektrum med populistisk retorik og politiske programmer, hvor offentlige midler til kunst og kultur stort set skæres væk. Lauvstad minder os også om, at kulturstoffet i norske aviser fra og med finanskrisen i 2008 er blevet reduceret med 50 procent. Den isflage, som er kulturjournalistikken, er bogstavlig talt ved at smelte under os.
Demokratiets vugge, teatrets udspring
Lauvstad sparer ikke på krudtet, når hun understreger, hvorfor kunst og kultur er vigtigt for menneskelivet. Hun minder om, at det gamle Grækenland ikke alene var demokratiets vugge, men også teatrets udspring. Ifølge Lauvstad er kunsten antiautoritær og har dermed en demokratiserende effekt. Dette var også begrundelsen, da kulturpolitikken for alvor blev prioriteret i Europa efter Anden Verdenskrig og nazisternes vold og angreb på kunsten. Det er i femte kapitel, at Lauvstad graver sig ned i kulturpolitikkens europæiske historie, og afdækker den grundforståelse som lyser bag hver sætning i bogen.
Den primære motivation for projektet synes at være en vilje til at fordybe sig i nogle aktuelle sager, som har skabt engagement i den norske offentlighed i de seneste år, og se dem med anslag til historiske perspektiver. Det er værd at gå et par år tilbage og iagttage udviklingen i slowmotion en gang til, for Lauvstad er ikke alene om at have en urolig følelse af, at Norge kan stå overfor et kulturpolitisk paradigmeskifte.
Forfatteren kommer med en del stik til sine meningsfæller på venstresiden om, hvorfor de i så ringe grad gør kulturen til en politisk kampsag, men anslagene til selvkritik virker alligevel nedtonet. Om Sløseriombudsmannens store år 2020 lyder det:
Kultur ble ikke kampsak, ikke engang når norske kunstneres yrkesvilkår var i ferd med å endres fundamentalt. Hadde venstresidas kulturpolitikere blitt mer nervøse for å fremme kulturpolitiske saker? Om bøllenes retorikk faktisk hadde kuppet den norske kulturdebatten, så venstresidas nye strategi ut til å være å sitte stille i båten. Var de redde for å bli latterliggjort, slik kunstnerne ble?
Lauvstad kan blive ganske patosfyldt i sin renfærdige idealisme, men det er ikke svært at sige sig enig i, at der er behov for mere offentlighed omkring kulturen, for debatten er ikke, hvad den har været. Sager blusser lynhurtigt op, hvorefter glemselen sænker sig få uger efter. De, som er velsignet – eller forbandet – med en hukommelse, som strækker sig 10 eller 20 år tilbage, vil opleve, at aviserne i stor udstrækning recirkulerer vinkler og greb, og at kontekstualisering ofte skæres væk ud fra et krav om aktualitet. Det bliver vi alle desværre dummere af.
Folkets skattepenge
Lauvstad er bedst, når hun skriver om den norske scenekunstduo Vinge/Müllers store success ved Volksbühne i Berlin. Her fremhæver hun det paradoksale i, at et kort klip fra den hyldede Ibsen-forestilling John Gabriel Borkman (2011) med otte års forsinkelse blev brugt af den anonyme kampagnemager Sløseriombudsmannen (Are Søberg) som et eksempel på pervers kunst, som sløser med folkets skattepenge. Andre tekster, som er værd at læse, handler om den absurde krig mellem de to forfatterfagforeninger DnF og Forfatterforbundet, endda i en tid, hvor de burde forenes i en strategisk kamp mod rettighedstruslerne fra kunstig intelligens, og om de forskellige skandinaviske kulturkanonprojekter. Sidstnævnte sætter hun op imod det stormvejr som et par værker udstillet på Nasjonalmuseet (Leiv Eiriksson oppdager Amerika af Christian Krohg) og Kunsthøgskolen i Oslo (vb48.721 af Vanessa Beecroft) for nylig gennemgik. Det er når man fordyber sig at man begynder at se alle sammenhænge.
Af og til bliver idealismen alligevel for skinger. Flere steder i bogen beskrives demonstrationer, hvor det regner og er koldt. Det er måske et faktum, at det var sådan, men når pointen gentages, virker det dårlige vejr som et scenisk greb, som skal gøre aktivisterne endnu mere heroiske. Der drives selvfølgelig valgkamp på disse sider, men blinde vinkler sniger sig ind, og det fremstilles indirekte som om, at ideologisk forvrængning kun forekommer på højresiden. Denne type afsløring af en vis dobbeltmoral kunne jeg tænke mig at læse mere om:
I det politiske Norge eksisterer det to parallelle fortellinger om kunstens betydning. Den ene opprettholdes av språk og ord, gjennom klisjétunge vendinger om kunstens uunnværlighet som gjerne ytres når røde bånd skal klippes over. Den andre fortellingen er mindre åpenbar; den viser seg i utregninger og budsjettkalkyler. Og der taper kunsten, gang på gang.
Men orkesteret spiller videre. Når en højre-venstre-akse trækkes op, som om den ene side bruger beskidte kneb og den andre side bare elsker, bliver det problematisk. Er den venstreorienterede politik simpelthen rent kildevand? Lauvstad dæmoniserer ikke sine politiske modstandere, men bogen fremstår ofte ensidig, og purismen kryber ind. For eksempel er det ikke kun i FrP, man finder antielitisme. Antielitismen lever et skønt liv i næsten hver eneste udgave af Klassekampen. Krænkelsesparathed er heller ikke eksklusivt for højresiden.
I glimt forekommer alligevel en selvkritisk tone: »Interessant nok har vi også sett tendensen til en økt nedvurdering av kunstens ikke-økonomiske verdier. I politikken har det sneket seg inn en markedsliberalistisk grunntanke om kunst, som strekker seg langt innover venstresida.«
Den opbyggelige kunst
Lauvstad anskuer kunsten som opbyggelig og antiautoritær. Det er ikke selvsagt, at kunsten til alle tider har haft disse kvaliteter. Ikke sjældent smiskede den for magten eller forsvandt ind i sit eget drømmeland.
Forfatteren af Kampen om kunsten advarer imod at gøre kunsten for teoretisk, fordi den ikke må skræmme folket væk. Men der er vel ærlig talt få teoretiske referencer tilbage i dag? I 2025 taler kunst stort set til følelserne, den gør sig nyttig, den skæver til mangfoldighedskrav og anstrenger sig for det meste for at være moralsk uklanderlig.
Lauvstad mener, at kunsten skal være fri, og hun har ret i, at det frie kunstideal er truet i disse interessante tider. Men også venstresidens idealkunst formes af ideologiske føringer. Dét faktum kunne bogen måske have reflekteret over.
