Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

»Judith Hermann var forfatteren, som startede det hele for mig«

PRISTALE. Gode sætninger er ikke nok. Jeg vil have at læseren skal mærke jalousi, forelskelse, og det chokerende og selvfølgelige i at møde en engel på marken.

Kristin Vego
Tidligere Vagant-redaktør Kristin Vego er årets modtager af Vesaas-prisen. Foto: Erika Hebbert

Hvert år holder vinderen af Vesaas-prisen et foredrag under Norsk Litteraturfestival på Lillehammer. Vagants afgående redaktør Kristin Vego benyttede lejligheden til at fortælle om de møder og steder, som ligger bag Se en sidste gang på alt vakkert. Debutbogen udkommer på dansk på forlaget Turbine 16. september 2022.

Jeg er interesseret i det øjeblik hvor stemningen i et rum eller forholdet mellem to personer forandrer sig. Det sekund hvor man går ud af en situation og ikke længere er den samme. De ni noveller i min debutsamling, Se en siste gang på alt vakkert, handler om unge kvinder som rejser rundt i Europa. De opsøger gamle veninder, fører samtaler med fremmede, er på vej ind i eller ud af et parforhold. Måske leder de efter et sted at høre til. I novellerne sker der noget som gør at kvinderne bliver lidt mere bevidste om hvem de er, om hvad de vil og ikke vil. Det er ikke livsomvæltende begivenheder, men de er afgørende alligevel.

For mig starter skrivearbejdet med et sted. Det kan være et enkelt billede, som forestillingen om at stå indeni Pantheon i Rom, under det store hul i kuplen, mens det sner. Eller det kan være et landskab, og en bevægelse igennem det landskab. Jeg skriver om steder jeg kender godt, men jeg skriver ikke om det land eller den by jeg befinder mig i, mens jeg skriver. Jeg må have en afstand til stedet, så jeg får en naturlig fornemmelse for hvad som er vigtigt. Jeg må også være fri til at digte, derfor ligger novellens sted ofte lidt ved siden af virkelighedens. 

Kristin Vego

Se en siste gang på alt vakkert
Kristin Vego
Norsk Gyldendal, 2021

I flere af novellerne har jeg skrevet om steder, jeg savner, og jeg tror det har været afgørende for stemningen og tonen i teksterne. Når jeg for eksempel skriver om England og Wales, som er lande jeg har boet i i perioder som barn og teenager, så er skriften drevet af en stærk kærlighed til og et savn efter de landskaber, som jeg ikke har set i mange år. 

Novellen »Åpning« handler om et kærestepar, Anna og Louis, som kører rundt på en landevej i Wales. Jeg ville skrive en historie om hvordan det er at være tæt på et andet menneske, om at elske sin partner og samtidig føle sig ensom; jeg ville også skrive om hvordan det er at være i et forhold med én som er ældre, én som har levet en større del af livet, og som har børn fra tidligere forhold. For at udforske nogle af de ting, ville jeg finde et sted hvor de to er tvunget til at være sammen i en presset situation. Anna og Louis sidder tæt sammen i bilen, men der er en afstand imellem dem. Det er sent om aftenen og de mangler et sted at overnatte. Novellens anslag er et slags tikkende ur. Den første sætning lyder: »Solen er bare en smal stripe i horisonten nå.«

Når jeg skriver, er det nødvendigt for mig at kende til de vigtigste elementer i historien, men ikke nødvendigvis detaljerne, og jeg må starte fra begyndelsen. Da jeg fandt dette sted – en landevej i Wales sent om aftenen – vidste jeg at historien måtte føre frem til en bestemt scene: De to kvinder bliver standset på vejen, fordi en flok køer skal krydse den fra én mark til en anden. Det er et billede jeg husker fra min barndom. Jeg måtte holde mig fra fristelsen til faktisk at skrive denne scene som den første. I stedet måtte jeg arbejde teksten langsomt frem, med tålmodighed, så tingene kom til at følge rigtigt efter hinanden, indtil jeg nåede dette øjeblik: 

Det er ingen andre på veien enn dem. Louis slår av motoren og legger hendene i fanget. Lenge skjer det ikke noe. Så kommer de til syne: store, langsomme dyr med kantete kropper og tunge hoder som bryter gjennom en åpning i hekken litt lenger fremme. Anna og Louis sitter tause ved siden av hverandre i ti minutter mens kuene blir gjett over veien fra den ene beitemarken til den andre. Det glimter i rolige øyne.

Først da jeg nåede hertil, havde jeg lært Anna og Louis at kende; jeg vidste hvordan forholdet var imellem dem. Det vil sige, jeg vidste hvad øjeblikket betyder for deres forhold. 

Senere har jeg læst den amerikanske forfatter Eudora Weltys lille bog om at skrive, hvor hun fortæller om en novelle med to mennesker der sidder i en bil: »Selvom der kun var to karakterer, var der kommet en slags tredje karakter med på bilturen – tilstedeværelsen af et forhold imellem de to.«

Den forfatter som startede det hele for mig, som viste mig hvad en novelle kan være, var den tyske novelleforfatter Judith Hermann; særligt de to samlinger Bare gjengangere og Alice, hendes anden og tredje novellesamling. Hermanns noveller handler om de øjeblikke, hvor livet løfter sig fra hverdagen. Der er noget mystisk ved hendes tekstunivers; novellerne er befolkede af tryllekunstnere og spøgelser og uudgrundelige børn. Hun er en mester til at antyde. Jeg tror at en af de ting jeg har lånt af hende, er tilladelsen til at bryde diskret med det realistiske eller sandsynlige. 

I min novelle »Akvarium« kommer følelsen af fremmedgørelse – i et parforhold og i en højgravid krop – til udtryk i beskrivelsen af et samfund, hvor folk er stoppet med at se hinanden i øjnene. En mærkelig følelse af uvirkelighed har ramt alle mennesker. Flere af mine noveller er skrevet grundigt om i redigeringsfasen, efter at bogen blev antaget på forlaget. Det er nok tydeligt at se at arbejdet med at genskrive denne novelle blev gjort under den første store nedlukning, da jeg sad alene i en lejlighed i København, og grænserne mellem Danmark og Norge var lukkede. 

For mig handler novellen om at stå på tærsklen til en ny tilværelse. Fortællingen har en dystopisk ramme, men den udforsker nogle af de samme følelser – den samme afstand – som er på spil mellem Anna og Louis på den mørke landevej i Wales. I begge noveller er hovedpersonens partner forfatter. Ligesom Anna føler den navnløse fortæller i »Akvarium« en afmagt og en form for jalousi over ikke at kunne tage del i denne side af sin partners indre liv:

Noen ganger sa Espen at den nye tilstanden hadde mye til felles med tilstanden han var i når han skrev. Når han befant seg på det stedet mellom det bevisste og det ubevisste, og ordene dukket opp som fra et reservoar. Eller når han var i ferd med å sovne og forsvant inn i en stor skog: Begynte han først å tenke på det, nå drømmer jeg at jeg forsvinner inn i en skog, så ble drømmen borte, og han våknet.

Forskjellen var at vi aldri våknet. Hver dag sto vi opp i en drøm. Uvirkeligheten ga ikke riktig slipp, men fulgte meg gjennom dagen. Det var som hele tiden å ha et ord på tungen. Og Espen klarte ikke å skrive. Etter frokost satte han seg foran pc-en, og når ettermiddagen kom, hadde han ennå ikke skrevet et ord. Han var mer brysk når jeg snakket til ham, jeg kunne ikke gjøre noe for å hjelpe. Han led i stillhet, som om han var blitt forlatt av en hemmelig elskerinne; en sorg man ikke kan dele med sin kone.

Jeg har skrevet de ni noveller enkeltvis, ofte med lange ophold imellem. Da jeg skrev novellen »Vinter«, vidste jeg at den ville blive den sidste. Den er endt med at være den første i samlingen, men der er en vemodig tone i teksten som jeg tror er resultatet af at det var den sidste jeg skrev; både en lettelse og en sorg. Fortælleren Marie er rejst hjemmefra efter en spontanabort og et efterfølgende samlivsbrud. Hun besøger en gammel veninde, som hun boede på kostskole med da de var teenagere. Jeg var tiltrukket af de to unge kvinder som ikke har set hinanden i mange år: af deres forskellige tidlige erfaringer med seksualitet, hvordan intimiteten i deres venskab har forandret sig over tid, hvilke roller de indtager overfor hinanden. Jeg har forsøgt at skrive om dem med omsorg, selvom de to ikke altid nødvendigvis har følt omsorg for hinanden.

Mens jeg skrev, var jeg klar over hvilket billede historien skulle føre frem til. Jeg ved ikke hvor billedet kommer fra, men jeg vidste at novellen skulle ende med at Marie, novellens fortæller, går over en frossen mark om natten og møder en engel:

Der står en engel på marken. Hun står rett foran meg, mild, gjennomsiktig. Det er henne lyset kommer fra. Først tror jeg at hun brenner, det sitrer i luften omkring henne, men det er flimmer fra tusen vinger, nattsvermere og andre smådyr, de kaster seg mot henne, flyver tilbake og kaster seg mot henne igjen. Hun står helt rolig og lyser. Hun ligner alle jeg har elsket. Kom, tenker jeg. Kom og løs den bundne jord.

Jeg begyndte at skrive »Vinter« i Berlin i august i 35 graders varme. Den foregår i februar i Nordengland. Marie går en tur ned til landsbyen, hun passerer dyrene på markerne, der er en lugt af våd uld i luften. Da jeg var 14, boede jeg et halvt år i en lille engelsk landsby med mine forældre. Når fortælleren møder en flok teenagere i skoleuniform på fortovet, så er det mig, hun møder. 

Sommeren før jeg skrev novellen, havde jeg læst Virginia Woolfs dagbøger. Mod slutningen af hendes optegnelser fra vinteren 1941 beskriver hun ture i landskabet omkring huset i Sussex hvor hun og manden boede under krigen. Den sidste optegnelse er skrevet bare ti dage før hun tog sit liv. Tonen er melankolsk, men der er noget overraskende livsbekræftende ved dagbogsoptegnelserne, en overvældende skønhed og opmærksomhed i naturbeskrivelserne. 

Jeg havde ikke glemt at jeg har læst Woolfs dagbøger, men jeg havde glemt at jeg læste dem lige før jeg skrev vinternovellen. Når jeg ser på teksten nu, kan jeg se, hvordan stemmen og tonen fra dagbøgerne har påvirket mine beskrivelser af landskabet, af solen og frosten, og måske også af den uro som Marie føler, mens hun går rundt i det her landskab.

Halvandet år senere, da min bog skulle i forlagskataloget og den skulle have et omslag – det var før jeg var færdig med at redigere novellerne – måtte jeg finde en titel til samlingen. Jeg bladrede igennem mine notesbøger og ledte efter citater. Titlen Se en siste gang på alt vakkert kommer fra en af de sidste optegnelser i Virginia Woolfs dagbøger, som jeg har sat ind som bogens epigraf. Da jeg fandt citatet, slog det mig som et lykketræf at det passede så godt til bogen. Men Woolfs dagbogsnotater havde været der hele tiden, mens jeg skrev den sidste novelle, jeg havde bare glemt det:

I did not mean to describe, once more, the downs in snow; but it came. And I can’t help even now turning to look at Asheham down, red, purple, dove blue grey, with the cross so melodramatically against it. What is the phrase I always remember – or forget. Look your last on all things lovely.

Jeg hørte den amerikanske novelleforfatter Lorrie Moore snakke i en podcast om at det ikke stemmer hvad man ofte hører, at novellen passer særligt godt til vores tid – frem for romanen – fordi folk i dag har så lav koncentrationsevne. Ifølge Moore forholder det sig omvendt: En roman kan man dykke ind og ud af, man kan læse ti minutter på metroen om morgenen og en halv time før man lægger sig om aftenen. Novellen kræver fokus og nærvær over længere tid. Man læser den typisk i ét stræk. Det betyder at teksten som helhed bliver synlig, overgangene mellem afsnittene, sømmene på teksten – alting er synligt. Jeg tror at det som tiltrækker mig med genren, først og fremmest, er arbejdet med komposition. Fornemmelsen af at tingene følger rigtigt efter hinanden. 

Novellens form gjorde det muligt for mig at se, hvad som er vigtigt. Elementerne i teksten skal være proportionelle i forhold til hinanden. Man belyser enkelte elementer i et rum, og rummet træder frem. Dette har også at gøre med præcisionen i sproget. Jeg taler og skriver på dansk, men jeg har norsk mor og bor i Norge. Det var lidt tilfældigt at min debutbog blev udgivet her, men det føltes passende. Det jeg ikke havde regnet med, var hvor øjeåbnende det ville være da jeg begyndte at oversætte mine egne tekster fra dansk til norsk. 

Som skrivende hører man ofte at man må fremdyrke en evne til at se sin egen tekst udefra. Da jeg omskrev mine noveller på et andet sprog, kunne jeg ikke undgå at få et fremmed blik på dem. Jeg blev tvunget til at se hvad der faktisk stod i sætningerne. Det var foruroligende at formuleringer som havde set ud på samme måde i flere år, og som jeg troede gav mening, viste sig at være i bedste fald slørede og upræcise, i værste fald grammatisk usammenhængende. Der er så meget man læser henover, fordi man vænner sig til sine egne sætninger, når man arbejder med tekst over længere tid. Det blev en åbenbar opgave for mig at gøre sproget så klart som muligt. 

Det er ikke mit ønske at læseren skal tænke: Hun skriver gode sætninger. Jeg vil have at læseren skal mærke: jalousi, forelskelse. Lugten af våd uld. Det chokerende og selvfølgelige i at møde en engel på marken.

En anden novelleforfatter som har været vigtig for mig, er den canadiske nobelprisvinder Alice Munro. Noget af det fantastiske ved Munros noveller er at de giver indtryk af ikke kun at handle om et udsnit af et liv, men om et helt liv. Hun kan bruge 30 sider på at beskrive en eftermiddag, og så springe 40 år frem i en enkelt sætning. Hendes noveller om pige- og kvindeliv er fulde af mord og affærer, illegale aborter, menstruationsblod, blackmail og huse som brænder ned.

I forordet til novellesamlingen Moons of Jupiter fra 1982 skriver hun lidt om sin metode. Som ung arbejdede hun på et hotel, og i lang tid forsøgte hun at skrive en novelle om nogle af de personer som hun mødte her. Mange år senere så hun et billede fra det kalkunslagteri, som hendes far drev i en periode. Novellen »The Turkey Season« udspiller sig her, i kalkunslagteriet, men persongalleriet er inspireret af de folk hun arbejdede sammen med på hotellet som 19-årig. Det er en måde at trække forskellige elementer sammen på, virkelige og opdigtede, som jeg kan genkende fra min egen måde at skrive på.

I novellen er det juleaften. Arbejderne på kalkunslagteriet tager et gruppebillede sammen. Bagefter går de i sneen og synger. Munro skriver: »I think there should be a queer, bright moment like that in every story.«

I min novelle »Åpning«, hvor Anna og Louis kører rundt på en landevej i Wales og leder efter et sted at sove, blev det tydeligt for mig, da jeg nåede frem til scenen med køerne som krydser vejen, at den scene er en forsoning. Når Louis lægger en hånd om Annas nakke, er det en måde at sige »jeg elsker dig« på. I mange af mine noveller er der en brist i kommunikation imellem personerne, og ofte er forsoningen ordløs. Det er ikke en stor hændelse, men den er afgørende. Køerne som krydser landevejen er noget uventet som kommer udefra, bogstaveligt talt ind fra siden, som forløser spændingen i rummet imellem personerne. For mig er det et queer, bright moment.

I den sidste novelle i samlingen, titelnovellen »Alt vakkert«, rejser 14-årige Julie med sin mor, morens kæreste og morens veninde Rose på hyttetur i en sommerferie. Mens moren bader, ser Julie noget på stranden som hun ikke skulle have set; et erotisk ladet øjeblik mellem morens kæreste og veninden Rose. Senere får vi antydet, at hændelserne denne sommer kommer til at få konsekvenser for forholdet mellem alle tre voksne. »Alt vakkert« var den sidste novelle jeg genskrev i redigeringsfasen, i samme periode som jeg bladrede igennem mine notesbøger for at finde en titel til samlingen. Dem der har læst novellen, vil vide at bogens titel også er titlen på et radiodrama som Rose har skrevet. 

Novellen skiller sig ud, fordi hovedpersonen er et barn. Julie lever sit eget hemmelige liv i udkanten af de voksnes. Hun får sin første menstruation. Parforhold, venindeforhold, begær – de temaer som har været centrale i flere af novellerne, hvor de kvindelige hovedpersoner er i tyverne – bliver her observeret udefra, fra den unge piges synsvinkel. Det øjeblik hvor noget forandrer sig, hvor man går ud af en situation og ikke længere er helt den samme; dette uskyldstab bliver særlig tydeligt her. 

Mod slutningen af »Alt vakkert« foretager novellen et stort spring frem i tid. Julie er voksen, hun er alenemor til en søn. Hun står ved vinduet og tænker tilbage på den sommer, vi netop har læst om: 

Hun kan huske den sorgen hun følte da det gikk opp for henne at hun ikke lenger var et barn. Alle de vakre gjenstandene som hun hadde samlet opp gjennom årene, smykkeskrin, pyntesaker, såper; hun husker hvordan de mistet verdi, brutalt, i løpet av en enkelt sommer. Hun tænker på det som den siste sommeren med Rose. 

Dette, for mig, er noget af det som titlen på samlingen viser til. Se en siste gang på alt vakkert. Det handler om de ting som man nødvendigvis må lægge bag sig, og som man tænker på med ømhed eller vemod, når man bevæger sig igennem livet. For mig har denne scene i køkkenet mod slutningen af bogen også en vis tilbagevirkende kraft. Vi forstår at hytteturen fandt sted for mange år siden, og vi forstår, at når vi får fortalt historien, så skyldes det at Julie stadig er præget af den. Læseren ser at alle novellerne beskriver erfaringer – små øjeblikke – som kvinderne bærer med sig videre. Vi får en fornemmelse af deres liv fortsætter efter novellens slut.

Der sker noget, når man sætter ni noveller sammen i en samling. Man komponerer ikke bare de enkelte noveller, men hele værket. »Alt vakkert« slutter med Julies søn som kommer ud i køkkenet og sætter sig ved bordet. I mine øjne er dette novellens queer, bright moment – ikke den forbudte flirt mellem morens kæreste og veninden Rose, som Julie observerede på stranden for alle de år siden, men denne almindelige aftenscene mellem mor og barn:

Han svinger med bena og ser opp på henne som for å spørre om lov til å begynne å spise. Julie setter seg på plassen overfor ham ved bordet, vær så god, sier hun. Det er virkelig sant det jordmoren sa da hun tok ham imot. Han her, han er ett stort smil.

Flere af novellerne i samlingen kredser om graviditet eller forestillingen om graviditet. Mod slutningen af bogen befinder småbarnsmoren Julie sig et andet sted i livet end kvinderne i de foregående noveller. »Alt vakkert« handler om det første skridt ind i en kvindes voksenliv, men slutningen er et skridt ud af den livsfase, som hele samlingen har handlet om, og videre ind i en ny.

De ni noveller i min debutbog er blevet til i en periode af mit liv med mange forandringer. Jeg havde en følelse af at der var mange ting som jeg ønskede at gemme eller samle eller forsøge at forstå eller tage ejerskab over – steder, relationer, livsfaser. Jeg havde også en oplevelse, i de år hvor jeg skrev bogen, af at lægge mange ting bag mig. 

Novellen »Ara Pacis« handler om de tilfældigheder som former et liv. Fortælleren Clara er rejst til Rom for at besøge en mand som hun har haft et forhold til, men han er der ikke. I stedet tilbringer hun en eftermiddag med udlejeren af den lejlighed hun låner. De går rundt i Roms gader i februar, og det begynder at sne for første gang i fem år. På et tidspunkt fortæller hun om da hun var i Pantheon som barn, og blev fascineret af det store hul i kuplen. Til sidst i novellen går Clara alene ned til Ara Pacis, det 2000 år gamle alter man har fundet og restaureret i et museum ved Tiberen.

Novellen slutter med noget som for mig er en slags refleksion over hvorfor jeg skriver skønlitteratur. Litteraturen er et sted hvor jeg kan samle og bevare alle mine vakre ting. Men den er også et rum for alt det andet, alt det jeg kun kan forestille mig, som jeg kan skabe ud af den blå luft og gøre til mit eget: 

Nå snør det tett. Store, fyldige snøfnugg som man sjelden ser hjemme. De faller rolig og legger seg på brosteinen og på scooterne som står parkert utenfor. Lydene dempes. Jeg skammer meg over de gangene jeg har forsøkt å innynde meg hos en mann på andre kvinners bekostning. Og mens jeg går rundt Ara Pacis, keiser Augustus’ hvite fredsalter og propagandainstrument, forestiller jeg meg å stå inne i Pantheon og se myk, lett snø dale ned i en søyle av lys. Tenk alltid å være på feil sted til feil tid. Jeg kan ikke se det. Men jeg kan skrive det.

Kristin Vego

Kristin Vego, f. 1991. Kritiker. Medredaktør i Vagant. Bor i Berlin.