Under en handelsrejse sydpå støder høvdingesønnen Raudon på en flygtningestrøm. Den kommer fra nedbrændte byer omkring Middelhavet og bevæger sig mod nord for at finde frugtbar jord. På trods af en gensidig sympati er Raudon og de flygtninge, han møder på sin vej, klar over, at de før eller siden vil ende i krig med hinanden. Anelserne om flygtningenes kommende invasion er katalysator for en stor del af handlingen i Kristian Bang Foss’ nye roman, Manden der bar solen, der på den ene side er en tidstypisk fortælling om klimakrise og globaliseringskollaps, og på den anden side udspiller sig i det 12. århundrede før vores tidsregning, bronzealderens sidste krampetrækninger.
Kristian Bang Foss er kendt for sine satiriske samtidsromaner, der finder sted inden for velfærdsstatens lige dele trygge og absurde rammer. Derfor er det et chok for læseren pludseligt at befinde sig i et stammesamfund ved Limfjorden, hvor døden ikke kører Audi men stridsvogn, og hvor klassesamfundets sociale markører ikke består i, hvem der serverer frokost på Flora Danica-tallerkener, og hvem der spiser rævesovs til sin laks, men hvem der bærer sværd, og hvem der har ret til at ofre bronze til solen.
I forfatterens forrige udgivelse, Frank vender hjem (2019), var der allerede skruet ned for den karakteristiske situationskomik og op for krønikeambitionerne. Med Manden der bar solen fordobler han indsatsen og giver sig i kast med en omfangsrig verdensopbygning, hvor samtidssatiren er forsvundet helt til fordel for en episk europaomspændende fortælling med udførlige beskrivelser af en anden tidsalders fauna, skikke og mytologi.
Tidløse motiver
Romanen lægger ud med Raudons tilbagekomst til Nadrabuhtiz, som i bogens oversigt over personer og steder bliver beskrevet som en vig ved Limfjorden. Raudon er søn af Bernon, der er høvding for den lokale stamme, hulterne. Han har dog boet det meste af sit liv hos sin fosterfamilie omkring Moldau, hvor han er blevet opfostret af sin onkel Artomaglos, kongen af byen Tarwodunom. Ifølge planen skal Raudon vende hjem for at afløse sin far som høvding. Det viser sig dog, at Bernon er kommet på andre tanker og nu har tænkt sig at lade Raudon og hans tvillingebror Hauhon dele magten. Ikke alene det, men han insisterer på at blive på posten et år endnu, så de to sønner får tid til at finde sig til rette i den nye ordning.
Anelserne om flygtningenes kommende invasion er katalysator for en stor del af handlingen.
Raudon bliver tidligt i bogen forelsket i den øksesvingende og ølbryggende enke Thunran, en forelskelse som forplumres af, at han i forvejen er lovet væk til høvdingedatteren Hlaupan. Han gifter sig med dem begge, og de bor sammen i en stor hal, hvor Hauhon opholder sig i den anden ende med sin kone, den kløgtige Laguthewa. Den tiltagende utilregnelige Bernon befinder sig også under samme tag, og det skaber en intens dynamik, der får dele af romanen til at ligne både et familiedrama og et politisk kammerspil. Det føles temmelig moderne, måske endda tidløst? Under læsningen kom jeg i hvert fald flere gange til at tænke på arvefølgedramaet King Lear (1606), som velsagtens er arketypen for de personlige konflikter, der udgør bogens hjerte.
Den eneste måde, hvorpå den lettere beslutningsforskrækkede Raudon kan slippe væk fra intrigerne på hjemmefronten, er ved at gå på togt. Det gør han ofte. Hvor Hauhon fungerer som en slags indenrigsminister med ansvar for åndelige anliggender, så er Raudon ansvarlig for handel og krig. Han rejser rundt i verden for at finde ud af, hvordan det står til med bronzeleverancerne og folkevandringerne fra syd, ting han bedre kan forholde sig til end familieproblemerne ved Limfjorden. Det er især gennem Raudons rejser, at Manden der bar solen udvikler sig til en episk fortælling, der viser, hvordan det mellemfolkelige netværk på det geografiske område, vi i dag kender som Europa, er ved at bryde sammen under interne magtkampe og eksistentielle trusler fra syd.
Enorme eposambitioner
Ved at lægge sin fortælling i årene omkring bronzealdercivilisationernes kollaps inviterer Kristian Bang Foss læseren til at drage paralleller til nutidens evindelige krisetilstand. På fortællingsplanet ser man det især ved, at bronzen ikke længere kommer nordpå i de samme mængder som tidligere, hvilket kan have apokalyptiske følger, da solen, ifølge stammens mytologi, kun kommer frem fra sit vinterhi, hvis de ofrer tilstrækkeligt med bronze til dens ære. Forskningen har de senere år påvist, at de store civilisationer omkring Middelhavet først og fremmest gik til grunde på grund af klimaforandringer. Omfattende tørke skabte store flygtningestrømme, og disse flygtninge gik i krig for at kunne slå sig ned på nye territorier. Man får også fornemmelsen af, at der i de mange natur- og faunabeskrivelser ligger en kommentar til den styrtdykkende biodiversitet i vores tid. Modsætningsforholdet til de ørkenagtige billeder af danske havbunde, som Berlingske publicerede tidligere på efteråret, skriger i hvert fald til himlen i et stykke som dette:
De holdt sig et pileskuds afstand fra kysten, og under dem i det klare vand var havbunden synlig i sin vekslen mellem sandede områder og bælter med sten og tang, og når de gled fremad drevet af de rytmiske åretag, skubbede de dyrelivet væk: Havfuglene lettede, sæler dykkede og forsvandt, stak hovedet op igen på sikker afstand for at betragte dem, havørreder og torsk pilede i skjul mellem tangbuskene, fladfisk efterlod støvskyer på sandbunden og var væk.
Alligevel er det ikke just et førindustrielt vidunderland, Kristian Bang Foss maner frem. Livet strømmer uhæmmet i og omkring floderne, men det samme gør volden i samfundet. Beskrivelserne af det opulente dyre- og planteliv står side om side med romanens mange kampscener, hvor der ikke lefles for den sarte læser. Umiddelbart efter beskrivelserne af flodbankernes leben finder der således et slag sted, hvor et spædbarn sidder og græder ved siden af sin dræbte mor, indtil en ung kriger spidder det på sin lanse og træder det af igen med foden.
Der er en konstant og ret kitschet vekslen mellem æstetiseret vold og naturskildringer i Manden der bar solen, som får mig til at tænke på Ernst Jünger, for eksempel når en ravn efter slaget flyver ned og griber et stykke lungevæv fra en pilespids og forsvinder igen bag trækronerne, eller når en flod i det endelige opgør mellem flygtningehæren og Raudons tropper forvandles til en »kogende mordsuppe«. Ligesom Jünger skriver Bang Foss en prosa, som er groet i fed muld, som hele tiden balancerer på grænsen til det campede, til at være for opstyltet. Det er måske netop det, der mest af alt kendetegner Manden der bar solen; med sine enorme eposambitioner og historiske indlevelsesevne er den ikke bange for at fremstå en smule latterlig.
Åbent spørgsmål til nutiden
I sidste ende handler Manden der bar solen om de myter, som mennesker og samfund fortæller om sig selv for at kunne hænge sammen. Kristian Bang Foss udviser en imponerende genrebevidsthed ved at udforme sin roman mere eller mindre taktfast efter den historiske realismes forskrifter og dermed lade læseren følge skabelsen af en bronzealderlegende i realtid.
Romanen ligner både et familiedrama og et politisk kammerspil.
Vi læser dybest set fortællingen om Raudons bedrifter, hvordan han blev »Manden der bar solen«. Han begår uhyrlige forbrydelser, men han kan retfærdiggøre sine handlinger, fordi han gør det for at redde sin stamme. Det største kunststykke i romanen er, hvordan Raudons selvfortælling langsomt falder fra hinanden i sidste halvdel. Bang Foss udfordrer læserne på deres sympatier, og man bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt historiens helt i virkeligheden er en paranoid galning. Introduktionen af denne nagende tvivl, som også opstår i Raudon selv, giver romanen en psykologisk dybde, der er sjælden i dansk samtidslitteratur. Manden der bar solen revitaliserer den historisk-realistiske roman og leverer mytekritik på højt niveau.
Samtidig er det oplagt at læse romanens skildring af de klimaforandringer, flygtningestrømme og civilisationskampe, der markerer den sene bronzealders kollaps, som et sindbillede på vores egen tid.
Raudon bliver et umenneske i forsøget på at bevare nordboernes levevis og landområder. Det efterlader læseren med det åbne spørgsmål: Hvor langt vil vi selv gå for at bevare vores privilegier?
