Vi har alle hørt historierne. Vores mundbind og masker indeholder elektroniske chips. Bill Gates har store kapitalinteresser i at skabe sygdomme og kurere dem med sine vacciner. Etableringen af det hurtigere 5G-netværk forårsager og fremskynder spredningen af COVID-19. Eller endnu bedre: Sygdommen findes slet ikke. Den er opdigtet og intet andet end fri fantasi. En fiktion, som gør regeringer og medier i stand til at manipulere med vores hjerner.
Velkommen til festen, burde nogen nok have sagt. Vi lever i konspirationsteoriernes storhedstid. Coronavirusset har ikke kun angrebet befolkningernes lunger. Den har også erobret sindene og gjort sammensværgelser til hverdagssnak.
Flere og flere mennesker samles i adskillige lande til demonstrationer mod coronabekæmpelsen. I slutningen af august stimlede alt fra hippier og anarkister til vaccinemodstandere og højreekstremister sammen foran Berlins Rigsdag. Med slagord som »giv ikke Bill Gates en chance«, »afskaf mundbind« eller »ingen tvangsvaccinering« forsøgte nogle af de 2000 demonstranter at bryde ind i parlamentet. I USA har konspirationsteoretikerne længe haft kronede dage med opbakning fra selveste præsidenten. Og i takt med, at COVID-19-restriktionerne er rullet ud, er fanskaren bag den skøre QAnon-bevægelse vokset stødt. I sidste uge var det en stor historie i Danmark, da den tidligere popstjerne Saszeline Dreyer fik sin Instagram-profil lukket. Hvorfor? Fordi hun delte falske oplysninger om smittespredningen med sine mere end 90.000 følgere.
Ubehag i kulturen
Det er svært at forklare årsagerne til disse løgne og fiktioner, som nærmest undslipper enhver form for fornuft. Og så måske ikke alligevel: Hvad vi her har at gøre med, ville gamle Sigmund Freud have kaldt for et ubehag i kulturen. COVID-19 har på nogle fronter skabt en konflikt mellem individets og samfundets behov. Uanset hvilke forslag, politikerne disker op med, finder vi ingen tilfredsstillende løsninger på virusproblemet. Hold afstand, undgå fysisk kontakt, deltag ikke i store forsamlinger: Adfærdsbegrænsningerne tvinger mennesker til at undertrykke deres naturlige begær. Over det seneste halvår har vi udvidet vores kontrolsamfund i en grad, så ellers raske og rimelige borgere er begyndt at være uforholdsvis skeptiske til statens autoriteter. Resultatet: Et raritetskabinet af forvildede tanker og skøre anklager ser nu dagens lys.
Når først sammensværgelsesteoretikerne sidder fast, har de heldigvis et mirakelvåben, de kan bruge: Det er »de usynlige«, som står bag ulykkerne. De trækker i trådene i mørket og camouflerer deres motiver. Før i tiden talte man om frimurere, Illuminati-ordenen eller Zions hemmelige protokoller. I dag: The Deep State, Islams hemmelige magtovertag og kulturmarxisterne. Det må være så tilfredsstillende, når først man har fundet simple svar på komplicerede problemer.
Der er ingen tvivl om, at den kætterske impuls er en central faktor i opblomstringen af konspiratoriske forklaringer. Der ligger en fantastisk nydelse i endelig at kunne afsløre »sandheden« bag det politiske trylleri. Videnskaben og politikerne indrømmer netop, at de ikke helt ved, hvad de står over for i coronavirusset. Strenge foranstaltninger kan virke vilkårlige og svagt begrundede. Samtidig ser vi, at de nye konspirationsteoretikere udmærket er klar over, at de lever i en verden fuld af skjult manipulation. De mener selv, at de ser lige igennem løgnene. Tågen letter, og de genkender fjenden, kilden til vores ulykke.
Flere syndebukkehistorier
Den dårlige nyhed er, at også uden for konspirationsteoretikernes matrikel finder vi metoder og paroler, som hjælper de nødstedte med at bringe orden i universet. Hvad vi nu ser, kommer der formentlig kun mere af i de næste måneder: Syndebukkehistorier og en trang til at gøre grupper og mindretal ansvarlige for flertallets lidelser. Coronakrisen er en formidabel fremkaldervæske, hvis man vil forstå mekanismerne i det moderne demokrati. Den sociale kontrakt er sat på prøve. Der skal foretages vigtige prioriteringer. Virusset kræver store ofre. Og på internettet bliver almindelige mennesker pludselig mærkeligt radikaliserede.
Internettet har medbragt store fremskridt for ytringsfriheden. Folk, der før følte, at der måtte repræsentantskaber til, for at deres stemme ville blive hørt, kan i dag få direkte udladning for deres frustrationer og uretfærdige oplevelser på sociale medier. Black Lives Matter og #MeToo er gode eksempler på, hvordan aktivistiske bevægelser i dag fødes på nettet, bliver en del af den politiske samtale og skaber fremskridt i vores samfund. Men vi mærker også, hvordan offentligheden i dag styres af spekulationer og vulgærretorik, samtidig med at informationsindtaget begrænses af algoritmernes tilbud om individuelt tilpasset indhold.
Forleden på et pressemøde i det danske sundhedsministerium kom epidemiologen Kåre Mølbak for skade at opfordre borgerne til at danne sociale bobler. Beskeden lød: Find de 5–10 mennesker, du helst vil mødes med i løbet af efteråret. Det sociale liv skal nedbringes. Hvis ikke, kommer hele samfundet til at bukke under for smittetrykket.
Idéen blev få dage efter afvist af Sundhedsstyrelsen, måske fordi politikere og myndigheder godt er klar over, at restriktionerne kan avle modtryk og få fatale politiske konsekvenser: Befolkningens vrede og angst får sjældent bedre vilkår, end når det sociale liv begrænses.
Et kulturelt og socialt virus
Den sociale distancering er i sig selv med til at gøre skade på vores demokrati. Folk isoleres og bliver kun mere sårbare over for løgne og falske nyheder. COVID-19 er en alvorlig biologisk sygdom, vi bekæmper med sundhedsfaglige midler, men den har nu også forvandlet sig til et kulturelt og socialt virus, som spreder sig med lynets hast gennem internettets kringelkroge og fyrer op under frygten og mistilliden hos mennesker, som formentlig allerede føler sig marginaliserede.
De seneste måneders eksponentielle vækst i konspirationsteorierne, fortæller os, at noget er galt. I internettets store haller muterer det kritiske magtsprog og kampen for fundamentale rettigheder til konspirationsteorier og yderligere misinformation. Mens disse frihedens helte tror, de har afsløret sandheden, føler de sig i grunden kun mere forfulgte og indespærrede. Deres følelse af udelukkelse forstærker sig selv i de filterbobler, som de har indtaget. Der ligger en betydelig lektie i denne medieteknologiske udvikling. Der er uro i demokratiet, men ingen ved rigtigt, hvad vi skal stille op.
Her har vi et problem, som formentlig vil eksistere længe efter coronaen: Vi lever i en sandhedskrise.
