Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Klimakrisen som drømmesyn

Theis Ørntoft tuner med sin anden digtsamling ind på mareridtets frekvens.

Tidligere publisert i Vagant 2/2014.

 

I nat, i år
et sted imellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.
Eller det siges
at hun fladt gennem dage og nætter
indtil floden på bunden
bar liget med sig ind i junglen.
Det siges, og det er sådan det bliver sandt.
Jeg betragter hendes skelet
inde i ravklumpen på natbordet
over tagene bliver himlen bleg.
Så kommer solen.

Det begynder med død og dissekering i den danske digter Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014. Men, som i en god detektivroman, er billedet af den oliedryppende lever ikke det sidste, men blot det første af en lang række ildevarslende indicier på, at noget forfærdeligt er hændt. Nattens mareridtsvisioner er tilsyneladende blevet virkelige, planeten er maltrakteret, de stigende vandstande drukner skyskraberne, og planter vokser op gennem både mennesker og huse.

Epigrafisk står digtet om den døde mor foran Digte 2014s fire suiter af kortere og længere digte. De sorgløse sommerdage fra debuten, Yeahsuiten (Gyldendal, 2009), er fortid, og jeg-har-det-for-fedt-attituden, frembragt af de gentagne yeah-udbrud, har veget pladsen til fordel for en foruroligende fortælling om en verden i fatal forandring. Men det fælles ophav fornægter sig ikke: Der skrives stadig fra en hverdag med fest og dvask dovenskab, men sætningerne er blevet kortere, enjambementerne færre; i stedet driver anaforiske gentagelser messende digtene fremad. Hvor det i Yeahsuiten lyder, «at jeg stadig er stiv fra i går!», har tømmermændene ramt det opvågnende jeg anno 2014:

Jeg drømmer at jeg står i et kryds mellem ligegyldighed og desperation.
Langsomt går det op for mig at det ikke er nogen drøm.

Drømmen, som viser sig ikke at være en drøm, er et tilbagevendende billede i digtsamlingen, som Ørntoft på vellykket vis bruger til at spille flere oplevelser af katastrofen ud mod hinanden med. Det skaber en usikkerhed om billedernes virkelighedsgehalt, og allerede i samlingens indledende digt er det uklart, om morens død er drømt eller virkelig, for sidste vers er billedet af den opgående sol – digtet kan derfor læses som et opvågningsscenario.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

Illustrasjon: Andreas Töpfer.

 

I 1816 indledte Byron sit katastrofedigt Darkness med ordene »I had a dream, which was not at all a dream«, og herefter følger et vue ud over et apokalyptisk landskab med byer i ruiner og skove i brand, hvor menneskene slår hinanden ihjel og på kannibalistisk vis fortærer det nedlagte bytte. Byrons dystopiske drømmescenario er farvet af datidens katastrofebevidsthed. Darkness blev skrevet i sommeren 1816: året uden sommer. I april 1815 var den indonesiske vulkan Tambora vågnet af sin dvale, og under udbruddet – det voldsomste i mere end 1000 år – udspyede den mere end 150 km3 sten, som det efterfølgende år tilstøvede atmosfæren. Den europæiske sommer 1816 blev derfor mindre solrig og væsentlig koldere end normalt, og høsten slog fejl. I en tid hvor Thomas Malthus’ teser om, at den vedvarende befolkningstilvækst og de begrænsede ressourcer ville føre til hungersnød var på alles læber, fremstod dette pludselige vejromslag stærkt foruroligende. Grebet af stemningen skrev Byron Darkness og tegnede et billede af mennesket på den yderste kant: Her er intet fællesskab, kun egoistiske væsner, der kæmper for at forblive i live, bare lidt endnu.

Kastes blikket 198 år frem i tiden, er det ikke kannibalistiske, men snarere indifferente mennesker vi møder i midten af dette klimatiske amokløb. Byrons portræt af en gudsforladt, katastroferamt verden var i 1816 original; i Digte 2014 minder billederne af oversvømmede byer, tilgroede huse og slaggelandskaber om Hollywoods katastrofefilm, der ofte udspiller sig i en nær fremtid. Men hos Ørntoft er skrækscenarioerne blevet nutid; en nutid der markeres som vores med referencer til tv-serier som Game of Thrones, house-dj’en Stéphane Pompougnac og den norske black metal-musiker Burzum. Ørntofts verden er postapokalypsens, katastrofen hører fortiden til.

Denne postapokalyptiske verden møder man også hos Ørntofts kollega, Lars Skinnebach, der, udover at være Ørntofts makker i bandet Klimakrisen, også er forfatter til Øvelser og rituelle tekster (2011), der med et slag gjorde ham til Danmarks klimakritiske digter par excellence. I digtsamlingen finder man en af de sidste års mest citerede klimapoetiske linjer: «Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med. Fordi alt andet er at spille violin, mens skibet går ned.» I Øvelser og rituelle tekster gennemskriver Skinnebach den samme scene igen og igen: en far og søn på rensdyrjagt i den grønlandske vildmark mærket af klimaforandringerne. Men jagten, beviset på at mennesket bemestrer naturen, slår fejl. Det anskudte dyr rejser sig, ryster kuglen af sig og løber bort, og som digtsamlingen skrider frem, løber sproget også løbsk: De personlige pronominer skifter vilkårligt plads, og sætningerne smuldrer. Der er et oprør i syntaksen, som man ikke finder hos Ørntoft. I stedet taler han fra en genkendelig hverdag, hvor forholdet til klimakrisen er ambivalent: Her er ikke en, men flere stemmer – desperate, apatiske, kritiske og ironiserende.

Mens klimakrisen hos Ørntoft toner frem som drømmesyner, former ritualet Øvelser og rituelle tekster. Det handler ikke om, hvad kunsten er, men hvad den gør – vi har med «kunst som ritual; rituel kunst at gøre», som Mikkel Krause Frantzen skriver i sin Skinnebachmonografi (Arena, 2013). Inspirationskilderne er Grønlands muntlige tradition og den peruvianske shamanisme, hvis hellige sange organiserer samfundet og løser konflikter. Skinnebach er på jagt efter en poesi, der kan forandre verden. Naturligvis, fristes man til at sige, mislykkes projektet. Men samtidig peger digtsamlingens animistiske fokus på det etablerede skel mellem natur og kultur, mellem mennesket og resten af verden – modsætninger som man fornemmer må nedbrydes, før en bæredygtig levevis kan udvikles.

I Digte 2014 findes denne modsætning mellem menneske og natur ikke længere. Kroppen indgår ikke blot i et økologisk, men kosmologisk kredsløb, der kommer til syne, når Ørntoft spørger efter de atomer, han var som barn og humoristisk konkluderer, «jeg er brakvand på dåse». Den engelske økokritiker Timothy Morton hævder, at kunstens rolle i klimakrisens tid er, at lade os skue det, som eksisterer «beyond or between our normal categories» (The Ecological Thought, Harvard UP 2012). Først når vi ikke længere fortrænger, at det vand, der fosser ud af vandhanen, er «recycled excrement», vil vi se os nødsaget til at handle.

Denne bevidsthed fremskriver Ørntoft med formuleringer som «mine fodspor lyser gennem alle tider». Udover at minde om tidens besættelse af CO₂-fodspor peges her også på, at mennesket fra dets første dag har sat aftryk på planeten; aftryk som med tiden er blevet så omfattende, at de har påvirket klimaet radikalt. Men det bekymrer tilsyneladende ikke mennesket, og samfundets manglende stillingtagen griber da også tekstens jeg:

(…) men jeg er ligeglad
jeg er ligeglad indtil det er for sent og ved du
at jeg tror det er et essentielt træk ved menneske anno kapitalisme

En passage som denne er blot en af mange, hvor klima- krisen udlægges som symptom på et mere omfattende problem: Den globale kapitalismes logikker er gået i dna’et, mennesket er vækst forklædt som kød, og i drømme løber økonomierne under vores hud.

Theis Ørntofts Digte 2014 (2014).

Theis Ørntofts Digte 2014 (Gyldendal, 2014).

Når Ørntoft skriver, at «jeg står i et kryds/ mellem ligegyldighed og desperation», kan det både tolkes som en frustration over et handlingslammet samfund og som en karakteristik af jegets egen reaktion på de mange ødelæggelser og katastrofer, der ruller over tv-skærmen. Krisebevidstheden og kritikken er allestedsnærværende, men det samme er apatien, og kritikken bliver aldrig andet end kontemplativ. Jeget venter, ser ud på verden, lytter, ligger og betragter. Han stiller sig under bruseren og venter på, at han ikke gider stå der længere, og siger henvendt til et du: «Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os.» Hvor Byrons mareridtsvision var uden årsag og befolket af mennesker og dyr, der dræbte og fortærede hinanden, tegner Ørntoft et billede af en verden, hvor folk distraherer sig selv med ligegyldige gøremål for at glemme den selvforskyldte apokalypse.

At sætte sig ned og vente på revolutionen – er det ikke den ultimative falliterklæring? Måske. Men i Digte 2014 synes fraværet af initiativ snarere at være et angreb på tidens produktions-, vækst- og effektiviseringsånd:

ja jeg skal ryges ud af vækstideologien
jeg skal se partierne rotere som kræftceller
om min seksårs fødselsdag, før jeg handler
jeg skal se dem sprede min aske
ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler
jeg skal se dem trække et fiskenet fuldt af havfruer
op af min morgenurin

Der er en trodsig stemme, der taler; en som ikke gider være med mere. Mod samfundets stordriftsproduktion og enorme forbrug indsætter Ørntoft inaktiviteten som mod- svar. Faren er dog, at angrebet bliver usynlig, for hvordan skal man skelne mellem den intenderede passivitet og den, som blot er et udtryk for handlingslammelse eller ligegyldighed?

Man kan skrive tykke bøger (og det er allerede blevet gjort) om drømmens kulturhistorie fra Gilgamesh-eposet og frem til i dag. Drømmen er blevet set som fremtidens budbringer, som en virkelighedsforvrænger og et billede på den litterære praksis. Nogen siger, at vi i drømme håndterer ubehandlede brudstykker fra dagen: Noget bliver forstørret, andet forsvinder helt bort, og ubesværet kan man klare ting, som i vågen tilstand ville være uoverkommeligt.

«Hver dag husker jeg noget/ jeg ikke selv har oplevet», lyder en passage klædt i drømmeskær, for at opleve noget uden at være bevidst til stede i begivenhedens centrum, er det ikke netop drømmens form? I tillæg synes Ørntoft at påpege, at vi ofte møder klimakrisen som fragmentariske breaking news-historier om stigende vandstande i nord og øst og tørke i syd. En oversvømmelse i Bangladesh har groft sagt ingen nyhedsværdi, forskere har advaret om det i årevis, men i en sensationslysten tid gør den sig bedst, hvis den virker tilfældig, så øjeblikkets rædsler må forstørres, og årsagerne fortrænges. Med drømmen som gennemgående metafor påpeger Ørntoft, at vores fortællinger om klimakrisen er forvrængede i en sådan grad, at de globale sammenhænge sløres. Når disse forsvinder ud i glemslen, bliver al handling besværliggjort, fordi man ikke længere forstår, hvor der skal sættes ind, og hvad der kan gøres.

Samtidig med at Ørntoft kritiserer medierne, kan hans digte ikke sige sig fri fra selv at være drømmespil. Han forvrænger billederne af klimakrisen og menneskets rolle, så de bliver både absurde og lattervækkende: «Jeg drømte, at min tunge slikkede verden ren for gletsjere/ når man gør rent, skal man gøre det ordentligt.» Som læser sidder man derfor af og til med følelsen af, at Ørntoft nyder at fremskrive det ene mere obskure billede efter den andet, man kunne anklage ham for blot at tune ind på rædselsvisionernes frekvenser for fornøjelsens skyld. (I Digte 2014 nævnes flere gange frekvens, bølger og sonarteknik, og enkelte passager gentages som ekkoer.) En sådan kritik er mulig, men der spores også en kritik i de absurde billeder: Billedet af mennesket, som slikker verden ren, minder om én, der uden hæmninger, grådigt og begærligt slikker en ispind helt ren.

Spørgsmålet er, om der er håb for fremtiden, når årsagen til problemerne er identificeret. Det afsluttende billede i Digte 2014, hvor jeget træder over en bjergkæde og når havet, kunne næsten give anledning til sådanne tanker. Og så alligevel ikke, for jeg tænker uvilkårligt på min 7. klasses historieundervisning om opdagelsesrejsende og conqui- stadorer; mænd som drog ud for at kortlægge transport- ruter og erobre jord, magt og rigdomme. Malende fortalte min lærer om Vasco Núñez de Balboas farefulde færd over Panamatangen og om det forløsende øjeblik, da han fra en bjergtop, som den første europæer, så Stillehavet og erklærede det for spansk. Den fjerde digtsuites titel, «Arktisk kommando», afslører at et lignende erobringsprojekt kan være knyttet til Ørntofts afsluttende havpanorama. Arktisk kommando er en del af det danske forsvar, hvis opgaver i og omkring Grønland og Færøerne er farvandsovervågning og suverænitetshævdelse i en tid, hvor Arktis bliver mere tilgængelig. Af Forsvarsministeriets hjemmeside fremgår det, at den øgede tilgængelighed forventes at «accelerere den økonomiske aktivitet i Arktis i form af bl.a. øget udvinding af mineraler og fossile brændstoffer, fiskeri samt turisme. En forudsætning for at realisere den arktiske regions mange potentialer ligger i en fortsat stabil politisk udvikling i Arktis.» Det handler ikke længere om, at is skal forblive is, men om at udnytte det, som udnyttes kan. Er man i et pessimistisk lune, repræsenterer havet ikke en ny begyndelse, men det etablerede systems fortsættelse. Er man mere optimistisk anlagt, kan den nye begyndelse ride på dette havs bølger. Så måske er der alligevel et håb i dette dystopiske univers? Jeg ved det ikke. Jeg står i et kryds mellem håb og håbløshed, desperat begejstret.

Avatar

Christine Strandmose Toft

(f. 1986). Ekstern lektor ved Københavns Universitet, oversætter og skribent, Ph.d-studerende ved Syddansk Universitet. Medredaktør i Vagant. Bor i København.