Klassisk kaninhul

I de anspændte vintermåneder hører jeg klassisk musik for at dulme nerverne. Jeg er desværre håbløst umusikalsk, så jeg lytter til Danmarks Radios P2 mange timer i døgnet for at få musikken udvalgt af kendere og ikke være alt for afhængig af Spotifys playlister. Især én udsendelse har været en øjenåbner for mig. I Hammer og Cilius udvælger værterne Mathias Hammer og Frederik Cilius et emne med tilknytning til klassisk musik og bruger fem kvarter på at komme rundt om det hver mandag aften. Det er befriende kulturformidling, hvor det bliver taget for givet, at lytterne stiller ind, fordi de har lyst til at blive klogere – uden at blive talt til som om de er børn. Det bedste ved programmet er, at Hammer og Cilius tør at stå ved deres idiosynkrasier, at det føles, som om der er noget på spil, når de snakker om alt fra Richard Strauss, til oversete kvindelige komponister og musikken i tv-serien Matador. Hvorfor findes der ikke mere af den slags kulturformidling på DR eller andre mediehuse for den sags skyld? Litteraturen kunne i hvert fald godt bruge en lignende behandling.

I afsnittet »Er det Bach?« fra 18. januar taler de to værter om fortolkninger af klassiske værker. I den forbindelse kommer de ind på Glenn Goulds indspilninger af Johan Sebastian Bachs Goldbergsvariationerne. Det fik mig til at genlæse Thomas Bernhards roman Undergængeren (Basilisk, 2011, overs. Søren Fauth), hvor det canadiske geni Gould ødelægger to østrigske pianister med sin virtuositet. Romanens kontrapunktiske fugaopbygning og den musikhistoriske kontekst satte sig i min bevidsthed på en ny måde på grund af Hammer og Cilius’ program. Sådan en synergieffekt sker virkelig sjældent.

Mens jeg læste Undergængeren, begyndte jeg at se videoer med Glenn Gould på YouTube. Her findes der en kanal dedikeret til hans medieoptrædener, hvor han blandt andet taler med den engelske tv-personlighed Humphrey Burton om Bach, Beethoven, Schönberg og den klassiske musiks fremtid. På mange måder er YouTube et skrækkeligt sted, men af de utallige kaninhuller, jeg er faldet i, er det her helt klart et af de mest fascinerende. Det er næsten ikke til at fatte, at den form for ambitiøs musiknørderi har været vist på en statsejet kanal som BBC. 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.