REPLIK. Det romanbegreb, der opereres med i Vagants kommentar, er helt ude af kontakt med, hvad der er på færde i Min kamp.
Illustration: Andreas Töpfer[dropcap]M[/dropcap]idt i andet afsnit af kommentaren «Keeping Up with the Knausgårds» afbryder Kasper Lyngholm Larsen pludselig sig selv. «Et spørgsmål står dog tilbage», hævder han. Ét spørgsmål? Han er lige gået i stå under sit forsøg på at komme frelst forbi mit dementi af Oktobers (og dermed hans egen) grundløse påstand. Og så pludselig, efter et punktum, midt på en linje i samme afsnit, uden nogen indrykning, foretager han et overrumplende gearskift og begynder forfra på en helt ny fremstilling.
Det eneste spørgsmål, der efter hans mening herefter står tilbage, lyder ganske overraskende, men også stærkt inkvisitorisk: »Hvorfor bekymrer Behrendt sig overhovedet om, hvornår Linda Boström har læst sin eksmands bog?« Hvorved han, med ét slag tænker at have bragt sig fri af den blindgyde, hvori han er endt, endnu før han var begyndt.
Med sit gearskift satser han på at få rykket diskussionen en etage op. Hans kommentar handler nu ikke længere om, hvilket svar der er det korrekte på, hvornår hustruen fik sin mands roman at læse. Selvom han et øjeblik forinden havde ment, svaret var ødelæggende for mit »Sluttspill«. Det handler nu ene og alene om, hvorfor jeg – overhovedet – »bekymrer mig« om den slags.
[dropcap]E[/dropcap]t sådant spørgsmål kan kun rejses inkvisitorisk af en mand, der har glemt alt om modtagelsen af Min kamps seks bøger (2009–2011). Der findes vel få spørgsmål (om nogen overhovedet), der som netop det, er blevet stillet gang efter gang under udgivelsen af de enkelte romaner, uden behov for særlig motivering i nogen andres øjne end (nu, pludselig) Kasper Lyngholm Larsens.
Det var samme spørgsmål (det vil sige spørgsmålet, hvorvidt involverede personer havde haft lejlighed til at stifte bekendtskab med deres egen »karakter« forud for offentliggørelsen af hver enkelt bog af Min kamp), som udløste en af de første pressestorme i Norge. Den indtraf, da det af anden bog fremgik, at forfatteren igennem ti år havde holdt det skjult for sin første norske kone, at han i realiteten havde besluttet at forlade hende tre år, før han i 2002 gjorde det i virkelighedens verden. Uden nogensinde med et ord at røbe grunden. Pressestormen udgik fra det faktum, at ekshustruen ikke (som tilfældet for hendes vedkommende ellers var med første bog) havde haft mulighed for at læse Min kamp 2 inden udgivelsen.
Den forsyndelse fra Knausgårds side (som dog synes for lidet at regne i sammenligning med forsyndelsen imod hans anden svenske hustru) har jeg i min bog leveret flere, hvis ikke gode, så fuldt forståelige grunde for – det var først og fremmest en uomgængelig konsekvens af den omlægning-i-sidste-øjeblik, der skulle gå hen og blive vendepunktet for hele værket. Ingen af disse grunde undskylder imidlertid uvidenheden i inkvisitorisk at stille netop dette modspørgsmål: Hvorfor dog Behrendt overhovedet bekymrer sig om, hvornår Linda Boström fik »sin eksmands bog« at læse?
Og så har Vagants kommentator også lige glemt, at Karl Ove Knausgård på det tidspunkt, hvor hans hustru ikke fik Om våren at læse, fortsat ikke var Linda Boströms »eksmand«.
[dropcap]D[/dropcap]et forekommer i sig selv diskvalificerende for en kommentar til Min kamp at rejse sådan et spørgsmål. Hertil kommer, at læseren vil lede forgæves, ikke bare efter et udtrykkeligt svar, men også efter en klar reformulering af spørgsmålet i resten af Larsens kommentar. Det kan kun besvares, hvis jeg hjælper ham med at gøre det.
I stedet begynder han, inden for de samme få linjer, nu for tredje gang forfra på sin kommentar med ordene: »En af de mest markante teser i Fra skyggerne af det vi ved er, at Forfatteren lever igen efter at have været begravet i et halvt århundrede …«
Åbenbart dog ikke markant nok til, at Larsen har i været i stand til opfatte, hvad jeg skriver. Når han eksempelvis hævder, at jeg »med afsæt i en håndfuld selvbiografiske romaner fra det seneste årti, først og fremmest Min kamp, gendriver Roland Barthes’ idé om forfatterens død fra 1967«, så er det helt hen i vejret. Jeg påviser tværtimod, via minutiøse stemme- og diskursanalyser af Barthes’ og Foucaults respektive dokumentation for forfatterens død, at det stik modsatte er tilfældet. Forfatteren har aldrig været død. De to har bare været ude af stand til at høre hans stemme – af lutter iver efter at få væltet ham af tronen og sat sig selv i stedet, hvad der skulle lykkes flere generationer frem i tiden.
Det er forfatterstemmen, i en helt ny potens, som er bærende for forståelsen af Min kamp, som Larsen også kommer i nærheden af under sin gennemgang af mit opgør med Tjønneland og hans diagnostiske narcissisme. Men som han derefter misser i en pointeløs opregning af alle kategorierne fra mit skema bagest i bogen.
[dropcap]D[/dropcap]og finder der også et kort, men virkeligt møde sted imellem os omkring det centrale kapitel: »Kalken«, som Lyngholm Larsen, vist nok som den eneste i receptionen af bogen i Norge og Danmark, har set – og fremhæver, fordi kapitlet leverer »en model over Min kamps handling«, der viser, »hvordan Knausgårds beslutning om at indføje sit første møde med Linda i bind to i stedet for bind fem, hvor det ellers hører til kronologisk, forandrer hele værket fra en ›V-struktur‹ til en ›lidelsens kalk‹«, som Larsen konkluderer. »Med første bog som kalkens bund eller ›fod‹. Anden bog som dens top eller ›skål‹. Og med de tre kronologisk mellemliggende bøger som ›stilken‹, der forbinder fod med top« – som han med tilslutning citerer mig for at have skrevet.
Men så er ballet desværre også forbi. »Det er alt sammen meget overbevisende, men filmen knækker, når Behrendt løber tør for modeller og kun har Knausgårds værk at forholde sig til«, lyder Larsens facit.
Men filmen knækker overhovedet ikke. Eller rettere, den knækker kun for Larsen, fordi han ikke aner, at »Kalken« som visualisering af plottet i Min kamp strukturerer min bog hele vejen igennem, lige fra enden og tilbage til begyndelsen. Han tror, det er sådan en slags intellektuel forklaringsmodel, a la aktantmodellen (hvad det selvfølgelig også er), men har ingen fornemmelse for, hvor mange gange »kalken« i løbet af min bog fordækt optræder, ikke som bogstaveligt begreb, men som sprogligt konnoteret tilværelsesgrund.
Det er ikke mig, der er løbet tør, det er ham. Fordi han tænker, at bogen er færdig med min »kalk«, bare fordi kapitlet om den er færdigt. Han disker derfor op med tre eksempler, der skal bevise, at han har ret. Selv har han ingen erindring om, hvor han har hentet dem henne.
Han ved for eksempel ikke, at hans første eksempel stammer fra intet mindre end det kapitel om »Kalken«, han netop har fremhævet som forbilledligt. Ja, faktisk står citatet lige forud for visualiseringen af samme »kalk« som grafisk figur. Det belæg, han har valgt som bevis på, at jeg er løbet tør for modeller, viser sig tværtimod at handle om en af følgerne af den omlægning af Min kamp, Larsen netop har identificeret som min fremstillings grundbegivenhed.
Før denne omlægning var det Knausgårds holdning, at hvis Linda efter at have læst manuskriptet til Min kamp 2 valgte at gå sin vej, så ville han »give fa’en« i det. Gik hun, så gik hun. Han var træt at være dobbeltarbejdende hustru for sine børns svenske mor, der ugentlig skældte ham hæder og ære fra for hans forsømmeligheder.
Efter omlægningen kommer netop den udgang på historien til stå som det mest katastrofale af alt, både for ham selv og for hans værk. Han har derfor valgt at udskyde hendes læsning af manuskriptet igen og igen. Næsten lige så længe, som tilfældet skulle blive med Om våren: helt indtil 1. korrekturen. Så det altså endte med at blive en »trykt« tekst, hun skulle »korrigere«, hvis hun havde stamina til det. Da hun så oven i købet valgte at læse sin mands manus på en rejse tur-retur til Stockholm for at være i fred til at gøre det, kimede han hende ned af skræk for hendes reaktion, både på vejen frem og vejen tilbage.
Det er om den situation, første citat i Larsens eksempelsamling ganske komprimeret handler. Men altså skåret så hovedløst ud af sammenhængen, at det bliver helt uden mening – ikke bare for læseren, men også for Larsen selv.
[dropcap]L[/dropcap]arsens to andre citater, viser sig lige så pointeløst at stamme fra én og samme bogside (hvem er det, der er løbet tør for noget?). Den pågældende side indgår i et kapitel, som allerede i kraft af sin overskrift dementerer, at Larsen skulle være nået til nogen som helst del af min fremstilling, der er løbet tør for modeller. Kapitlets titel består af to stikord, hvoraf det ene lyder: »Stilken«, som sammen med titlens andet stikord hele vejen igennem står aftrykt øverst på alle venstresider i samme kapitel.
Det burde måske have fået en klokke til at ringe og mindet Larsen om, hvad han netop havde læst i det forudgående kapitel: om den »stilk«, der forbinder kalkens fod med dens top eller bæger, det vil sige: de tre sidste bøger af Min kamp 1-5? Så kunne han måske også være kommet i tanke om, at han i kapitlet om »Kalken« allerede havde læst et helt afsnit under overskriften: »Stilken og dens forvitring«, hvori jeg om de samme tre bøger skriver, at de rummer »stærkt værk-undergravende« elementer. Den pågældende overskrift går igen i overskriften på bogens femte del: »STILKEN – FORVITRINGER«, uden at Larsen tilsyneladende skænker det en tanke.
[dropcap]S[/dropcap]elve kapitlet, hvori de to citater forekommer, hedder: Ved selvfortællingens grænse: »Bruddet« i Karl Ove Knausgårds trilogi. Og med betegnelsen »bruddet« sigtes der ikke bare til bruddet mellem familierne Knausgård og Hatløy, men også til forfatterens »brud« på den kunst, som er målestok for alt, hvad der foregår i Min kamp: selvfortællingens kunst.
Og her er det nok et større problem end nogen sinde, at Larsen, der tilsyneladende kender meget lidt til Min kamp, ikke tøver med at nedsætte sig selv som dommer over måden, jeg læser værket på. I dette tilfælde forfatterskabets i alt fire – indbyrdes uforenelige – versioner af samme brud mellem de to familier, idet han baserer sin kritik på et par tilfældigt valgte citater fra en og samme side af min bog (vedrørende en enkelt af de fire versioner), som han også har glemt.
Hans konklusion på denne smalle empiri er til gengæld rigeligt bred. »Han forsøger,« skriver Larsen sammenfattende om mig, »at udkaste moralske domme i virkeligheden på baggrund af noget, forfatteren selv kalder en roman«.
[dropcap]I[/dropcap] dette tilfælde overser han, at betegnelsen roman i Knausgårds sammenhæng overhovedet ikke betyder, hvad Larsen forbinder med begrebet. Hele min fremstilling er båret af to vidt forskellige former for fiktion. På den ene side begivenhedsfiktionen, som er den form for fiktion, Knausgård helt fra første begyndelse af sit værk fordømmer og forsager som en devaluering af virkeligheden og en mental inflation i et grasserende mediesamfund. Men som ikke desto mindre er den form for fiktion, Lyngholm Larsen forbinder med begrebet »roman«.
På den anden side den grundforskellige form for fiktion, der hos mig betegnes som udsigelsesfiktion– og som er den, der praktiseres af Knausgård i så udstrakt en grad, at læseren gang på gang forledes til at tage fejl af, hvem der taler. Men som også er nøglen til den nærværseffekt, der uden at læserne ved hvordan, tryllebinder dem igennem kilometerlange passager, hvor der i Larsens romanforstand så at sige intet sker.
Over alt hvor Knausgård af den ene eller anden grund har taget sin tilflugt til en begivenhedsfiktion, undlader han da heller ikke på et eller andet tidspunkt selv at afsløre det. Eksempelvis det fiktive andet besøg ved farens kiste i kapellet sidst i første bog, hvis »afsløring« som fiktion, under et tv-interview forud for udgivelsen af første bog, i min sammenhæng blev genreskabende.
[dropcap]S[/dropcap]amtidig bemærker Karl Ove Knausgård selv, da han i sjette bog kommer ind på modtagelsen af første bog i norsk presse, at ingen i rækken af de unisont rosende anmeldere ved udgivelsen i september 2009 havde følt sig det mindste stødt på vegne af forfatterens familie. De anede tilsyneladende ikke, at romanen handlede om noget, som var sket, og om mennesker, der eksisterer. Det gjorde til gengæld pressens kulturjournalister, der midt i al deres sensationslyst ikke desto mindre havde mere sans for »romanen« som det, den var, hævder Knausgård, end anmelderne, der var oplært til at læse den som traditionel fiktion (på samme måde som Larsen læser Knausgård og mig i Vagant).
Når Larsen derfor hævder, at min diskussion af de fire versioner, der i forfatterskabet findes af bruddet mellem familierne Knausgård og Hatløy, får min »læsning til at ligne en spekulativ familieretssag« med mig selv »som dommer«, så har han overset en enkelt detalje.
Nemlig, at Min kamp fra ende til anden er én eneste lang familieretssag mellem forfatteren og hans onkel, hvori bøgernes læsere uafbrudt er inddraget som medlemmer af et nævningeting. Retssagen tager sin begyndelse allerede før udgivelsen af første bog og varer lige til og med sjette, hvor forfatteren forestiller sig selv som anklaget ved en norsk ret, under skarpt forhør af onklens advokat, og udstyret med en bisidder så velrenommeret (ak ja, det var dengang) som Horace Engdahl.
Endnu før første bog kom på gaden var advokater i fuld gang med at udforme et dokument til imødegåelse af de talrige ankepunkter, der lå til grund for onklens trusler om retssag, og som resulterede i, at alle navne, inklusive farens, eksempelvis blev fjernet. De samme advokater, som siden foranledigede, at fjerde bog med dens skildring af forfatterens ansættelse som 19-årig lærervikar for en flok 13-årige skolepiger, på en totalt anonymiseret ø, blev kemisk renset for erotik. Dog kun i forhold til de 13-årige. Men fyldt med phony sex med damer på den rigtige side af den kriminelle lavalder.
Min kamp er og bliver en retssag, og der er ingen chance for som læser, sådan som det forudsættes i en fiktionsroman (og af Larsen), at holde sig selv udenfor.
[dropcap]M[/dropcap]en på ingen steder sammenholder jeg noget af det, der foregår i Min kamp, med noget, der måtte være sket »i virkeligheden«. Jeg sammenholder i mit kapitel om »Bruddet« udelukkende de fire forskellige romanversioner af »samme« begivenhedsforløb indbyrdes, og demonstrerer, hvor (og hvorfor) den mest konsistente version ganske overraskende findes – ikke i første og da slet ikke i fjerde løgnagtige bog af Min kamp, men derimod i forfatterskabets første »fiktionsroman« (i Larsens forstand): debuten Ute av verden fra 1998.
Det handler i Fra skyggerne af det vi ved ikke om fiktion kontra virkelighed, men om konsistens kontra inkonsistens, inden for de omtalte bøgers respektive rammer. Kun ved en eneste lejlighed, i min gennemgang af Om våren, som jeg også selv gør opmærksom på, overskrider jeg denne grænse, som bemærket af Tom Egil Hverven i Klassekampens anmeldelse. Han mener, jeg burde have holdt mig for god til den slags og overladt det til Aftenpostens hovedanmelder, Ingunn Økland, som jeg i Weekendavisen og Vinduet har været i polemik med om samme problem (hun har været den bedste fortaler for Dobbeltkontrakten i Norge, jeg kender). Men jeg vil til min død forsvare den grænseoverskridelse.
Ikke desto mindre bliver mine to kapitler om »stilkens forvitringer« (som blandt andet skyldtes at Knausgård var kommet i en frygtelig klemme mellem sin onkels vrede over skildringen af fædrenehjemmet og dets beboere i første bog og morens vrede over skildringen af hende selv personligt i anden bog) udgangspunkt for Larsens vilkårlige fordømmelse af alt andet i min bog end dens »modeller«: som ren og skær »intimsfære«.
En betegnelse, der fuldstændig uforberedt fra Larsens side hentes lodret ned fra himlen som betegnelse for alt, hvad der efter hans mening ikke hører hjemme i en roman. Dette dybt forældede deodorantbegreb, som stammer fra Jürgen Habermas’ borgerlige offentlighed, ankommer i realiteten som Larsens løsning på det inkvisitoriske spørgsmål, der som det »eneste« stod ubesvaret tilbage, da han ved sin fremstillings tredje start havde opgivet at komme videre ad sin egen og Oktobers blinde vej. Spørgsmålet om: hvorfor jeg overhovedet interesserer mig for noget så underlødigt, privat, partikulært og intimsfære-stinkende som problemet om, hvornår en forfatters hustru får sin mands romanmanuskript om hendes angivelige selvmord at læse.
Men det er jo samtidig ganske vanskeligt generelt at bestemme, hvor grænsen går, mellem en autofiktiv roman og dens intimsfære. Hvad er i virkeligheden ikke intimsfære? Ligger betegnelsen ikke gemt ved selve roden til den »Kalk«, Larsen fremhæver som min bogs bedrift? Hvad andet beror vel »Kalken« til syvende og sidst på – i Larsens reduktive forstand – end ren og skær »intimsfære«? En 30-årig norsk romanforfatter, der skærer sit ansigt til blods, fordi han lige har modtaget en kurv fra en yngre svensk lyrikdebutant, en uge efter at have mødt hende for første gang i sit liv, uden at de to knap har vekslet et ord i de fem mellemliggende døgn, endsige da rørt ved hinanden?
