INTERVIEW. En ødelagt økonomi og mangel på menneskerettigheder: I Serbien har præsident Vucic øget sin kontrol over medierne og domstolene. Landet er ved at vende tilbage til en mørk fortid, siger forfatter Filip David.
Filip David (f. 1940 i Kragujevac, Serbien (daværende Jugoslavien)) er forfatter, dramatiker, manuskriptforfatter og essayist. Han regnes i dag, sammen med Aleksandar Tišma, Danilo Kiš og David Albahari, for de væsentligste serbisksprogede forfattere i efterkrigstiden. I modsætning til de andre blev Filip David i Beograd under 1990’ernes borgerkrige, hvor han dannede Beograd Cirklen, en kreds af intellektuelle, der offentligt kritiserede Milošević’ regering. Romanen Minnenas och glömskans hus (2014) betragtes som Davids hovedværk. Foto: FrakturaFilip David, du har i snart en menneskealder kæmpet for et åbent, demokratisk Serbien, orienteret mod Europa, men landet er stadig ikke medlem af EU. Hvor er landet på vej hen i dag?
– Europa er ikke så tillokkende som for 20 år siden. Kampen for et europæisk Serbien er ikke vundet, og det er der heller ikke udsigt til inden for den nærmeste fremtid. De folk, der i dag er ved magten, var engang Slobodan Milošević’ nære medarbejdere. Serbiens præsident Aleksandar Vucic fører en proeuropæisk politik på skrømt, og imens fører medierne, der er under hans kontrol, en antieuropæisk kampagne. For dem er Europa fjenden og Rusland deres sande forbundsfælle. Situationen passer i allerhøjeste grad de serbiske magthavere: De får adgang til de europæiske pengefonde – uden dem ville den serbiske økonomi ikke kunne eksistere. Samtidig ser man en udvikling af det venskabelige, militærtekniske samarbejde med Rusland, som de fleste serbere støtter på grund af de traditionelle religiøse og etniske bånd. Respekt for menneskerettigheder, frie medier og et uafhængigt retsvæsen er stadig uopnåelige idealer.
Du har tidligere skrevet, at nationalismen fortsat trives på Balkan. Samtidig er der ikke fundet en holdbar løsning på de gamle grænsestridigheder. Er der noget, som Europa kan stille op?
– Europa har ingen store statsmænd i disse krisetider. Som tingene udvikler sig, styrkes populismen og nationalismen, der dengang som nu ledsages af voksende antisemitisme. Mange afventer med ængstelse det næste europaparlamentsvalg, hvor risikoen for et flertal af eurokritiske partier kan føre til, at EU bryder sammen indefra eller bliver en forsamling af modstandere mod det nuværende Europa. Det ville også være en sejr for den ny antisemitisme og medføre en tilbagevenden til den mørke fortid, genoptagelsen af mange konflikter, forfølgelser og intolerance.
Du bruger udtrykket »mørk fortid«. Forfatteren Slavenka Drakulic skrev for nylig, at hun ikke vil tilbage til Beograd, fordi man »ikke ønsker at afdække den historiske sandhed«. Deler du den opfattelse?
– Desværre vokser den historiske revisionisme i hele Europa: Den nyeste forskning viser, at der er mange, som ikke har begreb om, hvad holocaust overhovedet er for noget, hvem Hitler var, hvad fascismen og nazismen stod for, og hvilke konsekvenser disse ideologier har haft. Den menneskelige hukommelse er kort og blegner i løbet af en generation eller to. I 90’erne sammenlignede jeg Miloševič’ styre med Weimar-republikken, der endte med Hitlers diktatur. Den kaotiske tid, da Jugoslavien faldt fra hinanden, førte til en blodig krig, hvor der blev begået mange forbrydelser. Det største ansvar lå hos den serbiske regering, som kontrollerede Den Jugoslaviske Folkehær og paramilitære grupperinger. I dag mærker serberne stadig følgerne af et ondsindet styre: en smadret økonomi, tilintetgjorte medier, et regeringskontrolleret retsvæsen, nationalisme. Samtidig kan man i især Kroatien og Serbien tydeligt se eksempler på den førnævnte historiske revisionisme, hvor forbryderne fra Anden Verdenskrig rehabiliteres og historien skrives om efter de nye magthaveres ideologiske behov.
Kan litteraturen stille noget op over for den slags ideologisk historieskrivning?
– Litteraturen vidner ofte bedre og mere autentisk om en tid, dens mennesker og begivenheder end historikernes vidnesbyrd. I Erindringen og glemslens hus (2014) beskæftiger jeg mig ikke udelukkende med holocaust i Serbien. Sandheden er, at der ikke findes megen pålidelig litteratur om dette, selvom 85 procent af den jødiske befolkning i Serbien omkom. Ved at skildre nogle menneskeskæbner i »mørke tider«, ønskede jeg at undersøge, hvor det onde kommer fra, for det gentager sig overalt i menneskehedens historie og antager mange forskellige former: Er det onde noget metafysisk eller »banalt«, som Hannah Arendt skrev? Det er naturligvis spørgsmål, som man ikke kan besvare, selvom vi forsøger. Det er stof, der inspirerer en forfatter mere end en historiker.
Din serbiske forfatterkollega Danilo Kiš (1935–1989) har sagt, at biografien er grundlaget for den litterære løbebane. Hvordan har dine erfaringer formet din skrift?
– Danilo har udtalt, at han blev forfatter på grund af »biografiens kedelige indvirkning«. Han bar, som han sagde, »anderledeshedens stempel«. Hans far var ungarsk jøde, hans mor montenegriner. Kun ved tilfældighedernes heldige spil undgik hans far en fascistisk massakre ved Donau, for så at blive deporteret til Auschwitz – hvorfra han aldrig vendte tilbage. Allerede som barn begyndte Danilo at søge årsagerne til disse lidelser. Hans søgen efter sin mistede far og lejrene, som produkter af en totalitær verden, var de temaer, han var besat af. Danilo var min gode ven og opførte sig som en storebror over for mig, og han var altid parat til at støtte mig, men også til at give mig velmenende kritik. Vores biografier minder om hinanden. Vi er begge af jødisk afstamning og tilbragte den tidlige barndom under Anden Verdenskrig med at skjule os under falske navne for at undgå de truende racelove.
Ligesom hos Kiš er liv og skrift knyttet tæt sammen for dit vedkommende. Kan du sige noget om, hvordan du begyndte at skrive?
– Ja, i 1949 udskrev et børnetidsskrift en konkurrence om den bedste fortælling fra krigen. Jeg satte mig ned og beskrev dengang nazisterne drev os af sted til en lejr. Vi skjulte os i en landsby, der hed Mandjelos. Far kæmpede som partisan. Fra tid til anden foretog nazisterne razziaer og drev landsbybeboere af sted til en midlertidig lejr, der lå 18 km væk. I forbindelse med en sådan razzia måtte min mor begive sig af sted med mig trækkende efter sig og min lillebror på armen. Jeg var bare tre år og min bror knap ét. Jeg husker stadig, hvor hårdt det var at gå (det er mine første erindringer om krigen, en evig skræk). Hvis nogen stoppede op, blev vedkommende dræbt for øjnene af alle. På et tidspunkt råbte jeg, at jeg ikke længere kunne gå så hurtigt – vejen var støvet, det var meget hedt, og jeg var meget træt. Min mor råbte: Se det træ for enden af vejen, det er et stort kirsebærtræ (hun vidste, at jeg var meget glad for kirsebær), så vi blev nødt til at nå derhen før de andre. Hvis vi kom sidst, vil der ikke være noget tilbage. Jeg opbød mine sidste kræfter. Vi gik selvfølgelig forbi træet. Den jagen af sted, dødsmarchen og min mors »bedrag« inspirerede mig til mit første litterære værk. Jeg vandt førstepræmien, et fotografiapparat, blandt 4.000 indsendte fortællinger.
Du har beskrevet mellemkrigstidens Centraleuropa som en slags ideal, et sted præget af »kosmopolitisk tolerance«. Ser vi stadig noget af det i dag?
– Dagens Centraleuropa afspejler i kulturel forstand ikke den ånd, som voksede frem i mellemkrigstiden, og som var inspireret af forfattere som Kafka, videnskabsmænd som Freud og Einstein og malere som Chagal. Dét Centraleuropa opstod i mødet mellem fantasi og fornuft, mellem den jødiske mystisk-ortodokse bevægelse og den jødiske oplysningsbevægelse. Centraleuropa i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. var Lemberg, Wien, Prag og Warszawa, hvor forfattere, malere, teaterinstruktører og videnskabsfolk lagde grunden til moderne litteratur og teater, ny musik, ny malerkunst, fremtidens videnskab.
Ser du nogen forbindelse mellem dette Centraleuropa og Balkan i dag?
– I en gennemsnitseuropæers ordforråd står Balkan for noget problematisk. Historikeren Maria Todorova har i Det imaginære Balkan (1997) undersøgt dette begrebs historie og vist hvor mange vildfarelser, misforståelser, fejllæsninger og mytologi, der knytter sig til det. Hun spørger blandt andet om, hvorvidt Balkan, ligesom Centraleuropa, bare er en »meteorologisk term«. Kan man netop i dag tale om, at Balkan er på vej mod sin »endelige europæisering«? Eller er alt, hvad der i dag sker på Balkan, bare en »komisk opera skrevet med blod«, som en anden historiker har skrevet? Uanset hvad, er der megen sandhed i Theodore Geshkoffs udsagn om, at nyheder om Balkan kun trænger igennem til den ydre verden i tider præget af rædsler og ulykker. Ellers ignoreres Balkan med foragt. Der er dem, der ikke ønsker at tilhøre Balkan, men accepterer at tilhøre »Sydøsteuropa«, et ubestemmeligt, men tiltrækkende, i nyere tid særdeles nærværende geografisk og økonomisk begreb, der tilsyneladende er lettere at acceptere, fordi ordet indebærer et løfte om Europa. På en eller anden måde har Balkan altid været og er forblevet en perifer, tragisk, urealiseret del af Centraleuropa.
Filip Davids svar er oversat til dansk af Jane Kabel
