Nye netteksklusive tekster hver uke. Tegn abonnement og få fire papirutgaver i året

Kærligheden til det der er

ANMELDELSE. Christina Hesselholdt er efter syv år vendt tilbage til Camilla og hendes venner. I sin nye roman sender hun dem ud i naturen for at få dem (og os) til at kæmpe for den.

Mens jeg har skrevet dette, har aktivister lænket sig fast til hegnet ved Lærkesletten på Amager Fælled – et tidligere fredet område – hvor der skal sælges grund til boliger for at kommunen kan betale af på gælden efter Københavns Metro. Aktivisterne blev fjernet af politiet denne uge. Man kunne forestille sig at en eller flere af Camilla, Alma, Kristian, Edward og Alwida, de fem venner som vi kender fra Christina Hesselholdts kortromaner fra 2008 til 2014, ville have deltaget i aktionen. Vi troede måske at vi ikke skulle høre mere fra dem. Efter to biografiske romaner med handlingen lagt til USA – Vivian (2016) om gadefotografen Vivian Maier og Virginia is for lovers (2019) om et bestialsk dobbeltmord fra 1985 – virkede det som om forfatteren havde taget et skridt i en ny retning. Men her er de altså, de gamle venner, syv år efter vi så dem sidst: lidt ældre, lidt mere tyndslidte af livet, og med venskabsbånd som er blevet slækket af nye prøvelser i takt med at verden har forandret sig. 

Christina Hesselholdt

Feje blade sammen op mod vinden
Christina Hesselholdt
People’s Press, 2021

Som i de andre kollektivromaner fra de seneste år sammenstykker Hesselholdt Feje blade sammen op mod vinden af en række monologer med skiftende perspektiv: lange afsnit fortalt af én person, eller hurtige replikvekslinger. Nogle gange i et slags rum af stemmer, andre gange fordi personerne faktisk er samlet, som når de besøger Camilla i hendes sommerhus mod slutningen af romanen. Kompositionen er åben og tilsyneladende altindoptagende, i modsætning til de to biografiske romaner, som var næsten klaustrofobiske (men fantastiske) portrætter. Når forfatteren Alma – som vi tidligere har fået antydet, er den der skriver romanerne – holder tale ved modtagelsen af en litteraturpris, forklarer hun sin metode: Barndommens »mikroverdener«, for eksempel de zinkbaljer hvor hun lavede frøhoteller, var »stemningsmæssigt fortættede områder«, og denne type områder findes også i teksten. »Men der kommer ting og sager ind gennem hullet i hegnet, der er en hånd der sætter frøen ned i baljen, alt muligt kommer sivende og buldrende udefra og forskyder perspektivet i værket og gør det i bedste fald flerstemmigt og kantet.«

Erindring og sorgarbejde 

Romanens titel stammer fra en anekdote om Camillas far, fra engang han som dreng gik og fejede blade sammen i blæsevejr. Sætningen blev for ham et billede på livet: de mange flytninger, ægteskaberne, det evigt ufærdige bogprojekt. Hans død ved romanens begyndelse sender Camilla tilbage i erindringens kringelkroge, og gennem barndoms- og ungdomsminderne forsøger hun at nærme sig to mennesker som er gået bort: Faren, som i lange perioder var fraværende efter forældrenes skilsmisse, og moren, som i perioder led af psykisk sygdom. Undervejs i processen lytter hun til optagelser af samtaler med faren og læser i morens kladdehæfter. »Mens folk lever, kan man ikke så meget som forestille sig at stikke næsen i deres notesbøger eller læse et brev de har ladet ligge fremme. Men når de er døde, føler man (det er mig) at man nærmest har pligt til at læse det hele inden man eventuelt smider det ud.« Camillas overvejelser omkring det at skrive om andre mennesker (romanerne om Camilla og selskabet har en selvbiografisk åre) fungerer også som kommentar til de to foregående romaner: »Det står og falder med måden man nærmer sig den man skriver om – med machete eller fremrakt hånd.«

Erindringsstykkerne om faren er enormt fine. Morsomme, ømme og skæve som kun Hesselholdt kan skrive dem. Her er ét: »Vi, min far og jeg, kigger på fotografier, blandt dem nogle fra en nudistisk ølejr hvor der er en iøjnefaldende blondine som min far har haft en affære med. Vi holder i hver sit hjørne af fotoet, ingen af os kan rigtig give slip på det. ’Er hun ikke smuk?’, ’Jo, det må jeg nok sige’.« Både Camilla og Alma læser og citerer den franske forfatter Annie Ernaux, og som i hendes værker, er det ofte fotografier som sætter gang i mindearbejdet. Det længste afsnit om faren er et systematisk, næsten nøgternt forsøg på at kortlægge et liv. Kort før sin død lavede han en udstilling i bogreolen derhjemme med 27 genstande som havde haft særlig betydning for ham (»måske burde han være blevet begravet med de syvogtyve ting,« siger Camilla, »– som en farao«). Hun gennemgår tingene én for én, katalogiserer og analyserer dem, og inddeler dem efter emne. Når Alma til sidst konkluderer – »Disse emner skulle så gerne være summen af din far« – demonstrerer hun det umulige i at begribe et liv eller en person på den måde. I Camillas erindringer og anekdoter, derimod, får han liv: »Min far er lidt mindre død mens jeg fortæller om ham.«

Bevar naturen

Camillas arbejde med at udfolde og udforske fortiden – nostalgien og kærligheden – står side om side med den generelle katastrofestemning eller fremtidsfrygt som er begyndt at præge vennegruppen. Romanens epigraf beskriver dyr som løber ud af en brændende skov. Flere af vennerne går rundt med en form for eksistentiel angst, en følelse af at leve i planetens sidste tider, for eksempel Kristian, som er så optaget af egen sundhed at han bliver gal af fejlernæring. Udtrykket »feje blade sammen op mod vinden« knyttes i romanen ikke kun til Camillas far, men også til Alwida –vennegruppens aktivist – og til den følelse som de måske alle går rundt med: af at noget må gøres, men hvad hjælper det lidt de hver især kan stille op? Med en næsten tragikomisk indsigt sætter Camilla ord på det komplekse ved denne impuls til at ville gøre en forskel: »Det eneste jeg snart opfatter som meningsfuldt, […] er at gå og samle plastic op. Det ligefrem klør i mine fingre når jeg ser et stykke. Jeg kan blive helt skuffet når jeg går ved fjorden, og der intet er skyllet op.«

I et langt kapitel lader Hesseholdt vennerne diskutere dyrevelfærd og den grusomme behandling af dyr i kødproduktionsindustrien. Vegetaren Camilla har fået en tvangstanke om foie gras og beskriver et fotografi af en gås som bliver fodret med et rør ned gennem halsen: »Lad være med at kigge væk. Se på fuglens øjne. Man kan ikke altid bare kigge væk i denne smertende verden.« Hvis ikke man ser, siger hun, glemmer man at handle. Dyr vies en særlig omsorg i romanen, for eksempel Camillas hund, der beskrives med stor kærlighed. Ligesom der er mange meget smukke prosastykker om den danske natur. Som når de tre veninder går tur ved Rørbæk Sø: »Vi går i lysindfaldet mellem stammerne. Vi kommer fra tæt skov ud på lange overdrev med tuer af lysesiv. Og jeg tænker: Nu har jeg fattet bare lidt af dette landskab ved at gå lukket inde blandt træer og krat og komme ud i det langstrakte åbne som får de trætte fødder til at sætte i løb under skyernes højhed.« Jeg fornemmer et ekko af den amerikanske forfatter Annie Dillards henrykkede naturbeskrivelser, også her, hvor Alma er i Fælledparken: »Jeg beslutter at begynde forfra […] at se forfra og lytte forfra: til det jeg har lyttet til og betragtet i årevis.«

Kompromisløs roman

Der er altså de afdøde forældre (erindring), dyrevelfærd og klima (verdens tilstand), og, limen der holder sammen på det hele, venskaberne og naturen (kærlighed til det der er), som Hesselholdts nye roman blandt andet handler om. Kompositionen kan føles en anelse uforpligtende; som læser får jeg fornemmelsen af at lidt af det ene og lidt af det andet kan hældes ned i formen og æltes sammen. Det er heller ikke altid lige let at skelne personerne fra hinanden. Camilla og Alma, som også i denne roman får mest taletid, har så mange fællestræk at det ikke altid er åbenlyst, hvorfor en drøm, refleksion eller replik tillægges den ene frem for den anden. Men der er en kompromisløshed ved Hesselholdts roman, og en sådan overlegenhed i hendes smukke, unikke, ofte meget morsomme sætninger – foruden en insisteren på at udforske vigtige eller svære temaer – at jeg med glæde opholder mig i dens rum. Helt grundlæggende i teksten er ønsket om nærhed, og hjertesorgen over at glide fra en veninde eller en partner. Som Alma siger et sted: »Edward og jeg vil frygtelig gerne elske, men vi har så svært ved at komme hen til det.« Der er en alvorlig og mærkbar menneskelighed på bunden af de lidt luftige stemmer. Jeg har lyst til at følge Camilla, Alma og de andre i mange år fremover, igennem de næste faser af deres liv. Jeg håber Hesselholdt fortsætter med at skrive om dem, indimellem de andre romaner (gerne flere af de biografiske portrætter), ind til de ikke længere kan holde sig på benene – og så lidt endnu.

Avatar

Kristin Vego

Kristin Vego, f. 1991. Kritiker. Medredaktør i Vagant. Bor i Berlin.