Jord. Sygdom. Samfund

Françoise d'Eaubonne var verdens første erklærede økofeminist.

Françoise d'Eaubonne. Foto: Creative Commons

Fra Vagant 1/2022 – i salg fra 14.04.22

Det er underligt og også lidt magisk at drage afsted på sensommerlejr. Vi skal bo og spise sammen, om end det kun er to dage med en enkelt nat imellem. I september 2021 afholdes Sensommerlejr for Selvmedicinering og Autonomi på Rønnebæksholm, en 700 år gammel herregård udenfor Næstved som er lavet om til kunsthal. Lejren er del af udstillingen Soil.Sickness.Society, der undersøger relationen mellem jord, sygdom og samfund fra forskellige perspektiver. 

Vore værter er Medicinhaven for Radikal Omsorg ved småforlaget Laboratory for Aesthetics and Ecology og Hospital for selvmedicinering ved billedkunstner Jakob Jakobsen. I løbet af lørdagen deltager vi i workshops i den 6500 m2 store herregårdshave. Haven er for nyligt udvidet med en pigmenthave med vækster, fra hvilke man kan udvinde naturlige farvestoffer. Medicinhaven er i konflikt med de mere æstetisk indstillede faste gartnere, som brillerer med bølgende farvestriber af blomster. I medicinhaven hersker en anden logik med hensyn til, hvad som får lov at leve, og hvad som betragtes som ukrudt. Her vægtlægges helsebringende planter, og gammel viden om menneskets forhold til planter er blevet gravet frem og studeret. Den viden er på akut vis ved at gå tabt. Det industrielle landbrug, hvor vi har sat robotter til at massemyrde dyr og udmagre jorden, er ved at skubbe planeten ud over kanten. 

Mynte og perikon koges i store gryder, og vi lærer om tøjfarvning. Morgenfruer sankes og bruges i en tinktur med gin; den skal ikke skylles ned i store mængder, men indtages dråbevis doseret med en pipette. Store hvid- og rødkålshoveder er tilgængelige, vi skærer skiver af og tager dem med til vores skåle og begynder at massere kålen med salt, indtil væske begynder at sive ud, og vores hænder bliver blå. Alle disse praksisser er meget beroligende. Jakob Jakobsens Hospital for selvmedicinering er flyttet fra Nørrebro og en time mod sydvest til Næstved. Et stort loftrum i en gårdlænge er dækket af ægte tæpper og forsynet med store mængder behagelige puder, hvor foredrag, samtaler og kollektive øvelser foregår. På facaden udenfor hænger et banner: We are all sick. Dette er kunstverdenen af i dag, den bløde og inkluderende del. Hvad blev der egentlig af the Bataille boys? De sejlede væk on a wave of mutilation.

En stak papirer flagrer rundt i mit lille blå iglootelt. Jeg har fået et preview på en tekst fra 1974, som nyligt er genudgivet i Frankrig av forlaget Le Passager clandestin. I 2022 kommer den for første gang i engelsk oversættelse. Teksten er skrevet af den franske forfatter og aktivist Françoise d’Eaubonne (1920–2005) og har en uhørt dramatisk titel: Le Féminisme ou la mort, feminisme eller døden. Dette er en forfatter, som ikke er interesseret i at spilde tiden. Hun krediteres ofte som den første, der tog ordet «økofeminisme» i brug – netop i denne bog. 

Økologi, »videnskaben, der studerer forholdet mellem levende væsener indbyrdes og det fysiske miljø, de udvikler sig i«, omfatter per definition forholdet mellem kønnene og den dertilhørende fødselsrate. På grund af de rædsler, der truer os, er den mest intense interesse blevet rettet mod udnyttelsen af naturressourcer og miljøets ødelæggelse, hvorfor det er på tide at huske det andet element, det, der så tæt sammenknytter spørgsmålet om kvinder og deres kamp.

D'Eaubonne
Françoise d’Eaubonne (1920–2005). Foto: Creative Commons

Hvem var d’Eaubonne? Hendes omfangsrige forfatterskab tæller manifester, science fiction-romaner og digtsamlinger. Hun var med til at grundlægge bevægelserne Mouvement de libération des femmes (MLF) og Front homosexuel d’action révolutionnaire (FHAR). Hun deltog i den franske bevægelse for fri abort, hvor hun underskrev Manifeste des 343, et opråb formuleret af Simone de Beauvoir publiceret i avisen Le Nouvel Observateur i 1971, hvor kendte franske kvinder stod frem og erklærede, at de havde fået foretaget en abort i en tid, hvor det endnu var en ulovlig praksis. Først i 1975 indførte Frankrig fri abort; før dette måtte kvinder drage til Amsterdam eller søge illegal hjælp.

Disse omstændigheder i d’Eaubonnes samtid præger hendes tekst. Le Féminisme ou la mort er gennemsyret af 70’ernes tankegang på godt og ondt, men selv i sin egen tid gik d’Eaubonne på tværs af trends. I bogen findes en stærk vilje til at definere én enkelt grundlæggende årsag til, at planeten går til helvede. Forfatteren finder ikke støtte i det velkendte politiske spektrum. Hun er uenig med socialisterne i, at det er kapitalismens skyld, at planeten lider. Der er en endnu dybere årsag, og dette kalder hun fallokratiet, mandemagten. Ingen lande, heller ikke de socialistiske, har fundet nogen mirakelkur mod dette. 

Planetens primære krise er overbefolkning, hævder d’Eaubonne, hvilket altså skyldes fallokratiet. Kvinder taler allerede instinktivt for en løsning på den planetære krise ved at bifalde fri abort og brug af prævention. Manden er problemet – eller den giftige maskulinitet, som vi mere nænsomt vil formulere os i dag – som ønsker at pløje jorden så vel som den kvindelige krop for at bevare sin herskende position. I dag ville de færreste benytte en så kønsessentialistisk retorik, men det er ikke svært at genkende forskellene på det usunde industrielle landbrug, som undertrykker og udnytter versus en mere holistisk økologisk praksis. 

Françoise d’Eaubonnes ambition er planetær. Hendes mål er et systemskifte. Heraf det eksistentielle tryk; ikke feminisme, fordi det er en cool ting, men fordi vi kun har ét valg, hvis vi vil overleve på denne planet. Her er citatkollager, statistik og lange afsnit om Latinamerika, Kina, USSR, Amerika, Frankrig og Tyskland. Tankegangen er universalistisk og generaliserende, og på mange måder skuffende eurocentrisk. I kampen mellem det første og andet køn spiller også homoseksualitet og race ind, men d’Eaubonne ser ikke sit eget ståsted med noget særligt kritisk blik. Hun refererer hjemmevant til tekster af Betty Friedan, Norman Mailer, Kate Millet, Shulamith Firestone, Germaine Greer, Wilhelm Reich og Herbert Marcuse, men ikke-menneskelige væsner kommer meget sent ind i billedet. Først efter næsten 100 sider hører vi faktisk om en fisk. No, really? Økofeminist? Så læser jeg hellere Rachel Carson. Men vi nærmer os på de sidste sider, hvor hun bliver mere konkret omkring miljøproblemerne.  

En efterfølger kom i 1978 med titlen Écologie et Féminisme – Révolution ou mutation? Ingen af hendes tekster har rejst særlig langt ud af Frankrig, måske fordi hun støtter sig til en del teser, som siden er tilbagevist? Måske måtte hun vente til, at teksterne kunne læses som historiske dokumenter? Der er ingen tvivl om, at d’Eaubonne havde en unik vision, og det går udmærket an at diskutere med hende på denne side af årtusindskiftet.

Vi har spist en middag bestående af alt godt fra Rønnebæksholms haver. Vi går langsomt gennem parken til medicinhaven og fordeler os rundt omkring et bål før dagens afsluttende seminar. Bålet er bygget, hvor to stier krydser hinanden, og liggeunderlag strækker sig ud ad stierne. Duften fra bålet er intens. Jeg deltager og ikke-deltager strakt ud på ryggen på et liggeunderlag. Jeg lytter til stemmerne, mens jeg griber fat i vækster og iagttager dem i bålets skær. Bevidstheden synes at opløse sig, når jeg intenst iagttager noget og engagerer mig i at bruge mine sanser. 

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.