»Jeg tror man i Vesteuropa har været og er for naiv«

INTERVIEW. Litteraturen kan langt bedre end politologien lære os om de østeuropæiske erfaringer, siger oversætter Karsten Sand Iversen. Derfor fortsætter han med at viderebringe den bedste litteratur – nu i sine egne bøger.

»Vi må forsøge at lytte og langsomt akkumulere en viden om mentaliteter og historisk baggrund,« siger oversæter og forfatter Karsten Sand Iversen. Han blev født i 1944 og har oversat værker primært fra tysk, engelsk, svensk og norsk, samt modtaget Det Danske Akademis oversætterpris og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Foto: Martin Zakora

[dropcap]K[/dropcap]arsten Sand Iversen er færdig med at oversætte. Manden der har bragt verdenslitterære stemmer som Samuel Beckett, Elias Canetti, William Faulkner, James Joyce, Franz Kafka, Robert Musil, Herta Müller, Rainer Maria Rilke, Robert Walser og Virginia Woolf til et lydefrit dansk, er gået på pension. Det betyder dog ikke at han er færdig med litteraturen. Han har i stedet givet sig i kast med at skrive bøger om forfattere der fortjener vores opmærksomhed. Den seneste, Tid af jern og ild (Forlaget Virkelig 2018), er en refleksion over den central- og østeuropæiske historie set gennem fem forfatterskaber der er blevet fortrængt af den europæiske bevidsthed. En kommende bog, Lacrimae rerum, udkommer på Forlaget Virkelig i 2020 og genoptager fire af de forfatterskaber, Sand Iversen skildrede i Skyggebiblioteket (Batzer & Co. 2002) for godt 20 år siden. Dengang beskrev forfatteren sin intention således: »I sammenvækstens, og den nationalistiske renhedsmystiks, ingenlunde smertefri tidsalder kan det nok være tjenligt at rette blikket ind i slagskyggerne af vort eget hus.« 20 år efter passer Sand Iversen endnu sin dont i slagskyggen, fragter glemte stemmer ud fra mørket og ind i »læselampens lyskreds«. I et roligt parcelhuskvarter i udkanten af Viborg møder jeg ham til en samtale om stemmer der ikke burde være glemt, og hvorfor det endnu kan betale sig at lytte til dem. For hvordan skal vi kende vores naboer, hvis vi ikke kender deres historie her 30 år efter Murens fald?

Karsten Sand Iversen, det er et gennemgående træk ved dit virke at opsøge litteraturens periferi. Hvorfor?

– Det er rigtigt. Jeg begyndte temmelig tidligt at søge ud mod randen, læse centrifugalt, fordi det var fascinerende at gå på opdagelse i de hvide pletter på det litterære landkort. Én vigtig begivenhed i min litterære udvikling var en radioomtale af en tysk bog, Aufzeichnungen af Elias Canetti, hans første bind optegnelser. Det har været i 1965, jeg var 21 år. Omtalen rørte ved noget i mig, og både forfatterens navn og eksotiske baggrund – en tysksproget sefardisk jøde med et italienskklingende navn opvokset i Bulgarien – sendte mig til en boghandler næste dag. Jeg bad ham skaffe alt af denne Canetti hjem fra Tyskland. Dermed var jeg allerede et stykke på vej ind i central- og østeuropæisk litteratur.

Canetti lader også til at være en af de forfattere der har haft størst betydning for dit arbejde.

– Jeg har oversat ti af hans værker. Romanen Forblindelsen (Die Blendung, 1935) udkom i Danmark året før han fik Nobelprisen. Jeg vil dog nødig misforstås – jeg er ikke en ubetinget beundrer og dyrker ham ikke som helt. Dertil er han for idiosynkratisk. Jeg tygger mig for tiden gennem 800 sider breve fra ham og kan føje nye facetter til mit indre billede af ham. Når Canetti spiller en rolle i flere af mine tekster, skyldes det navnlig at han befandt sig i centrum af mellemkrigstidens Wien og omgikkes en række store åndspersoner på byens berømte caféer. Dette har han fortalt om i sine tre bind erindringer. For tiden har jeg særligt udbytte af hans skildringer af den gådefulde hebræiske poet Avraham Sonne og dennes anderledes berømte ven Hermann Broch. Men han kendte også Robert Musil og Soma Morgenstern, Alban Berg og Alma og Anna Mahler. Canetti har ledt mig hen til sine bekendtskaber som naturligvis fører ud i nye forgreninger. Canetti var den første der skrev udførligt om Sonne der skyede offentlighed.

Jeg bemærker at der i Tid af jern og ild er sket en formmæssig udvikling fra Skyggebiblioteket, hvor teksterne i højere grad var styret af forfatterens biografi. Teksterne er svulmet, flere kilder bliver hevet ind og brugt til at tegne et større billede. I essayet om tjekkiske Vladislav Vančura nævnes hans første udgivelse for eksempel godt 50 sider inde. Du kredser i langt højere grad om den politiske, kulturelle og historiske kontekst, og derved bliver teksterne lige så meget en skildring af et helt kulturfællesskabs skæbne som af et enkelt menneskes historie. Hvilke formmæssige overvejelser har du gjort dig i arbejdet?

– Jeg har mulighed for, og tid til, at brede mig langt ud over de snævre rammer for de tidlige tekster om skyggeforfattere, som blev publiceret i litteraturmagasinet Standart. Essayet er frit af videnskabelige krav om analytisk stringens, det benytter jeg mig lystigt af. Jeg ynder at begynde et pænt stykke fra tekstens angivelige emne, langt ude til venstre så at sige, for så langsomt kredsende at nærme mig en slags kerne. På den måde vil jeg liste mig ind på afgørende temaer og skabe ridset af et rum der gradvis udfyldes…

Og som mennesker kan træde ind i?

– De første mange sider af mit essay om Avraham Sonne handler fortrinsvis om Broch, de var venner og fælles om flere problemer eller anfægtelser. Tanken er at de i løbet af teksten føres sammen og belyser hinanden, og at det læseren måske i begyndelsen undrede sig over, gerne skulle blive en strømførende ledning til det vigtigste i teksten. Adorno har skrevet at alle punkter i et essay er lige langt fra midten. Jeg ville for egen regning tilføje at der måske slet ikke er en midte, eller at midten er vanskelig at afgrænse og allerede er med i periferien. Essayet bugter sig og indkredser, bevæger sig ved hjælp af associationer snarere end logisk progression. Litteraturkritiker Thomas Bredsdorff skrev apropos min tekst om den jiddische forfatter Der Nister fra Tid af jern og ild, at teksten pludselig bryder ud i et lille essay om hasidismen. Det er sandt at der optræder ekskurser. Risikoen er at de leder læseren bort fra sporet, men sammenhængene er tematiske. En akademisk artikel ville måske have indledt med denne religionshistoriske baggrund. Jeg foretrækker at integrere den slags i strømmen.

I din kommende bog, en udvidelse af de oprindelige portrætter i Skyggebiblioteket, kalder du Sonne et »menneske i magtfri ligevægt«, et udsagn man kunne hæfte på mange af de forfattere du skriver om. Ved at befinde sig langt fra magtens centrum bliver de radikale modbilleder til enhver form for magtsyge og hersketrang…

– I grunden er det vel karakteristisk for alle kunstnere af en vis bonitet. Hvis de var bundet til magten eller forpligtet over for et parti, en ideologi, ville de have afstået deres nødvendige frihed. De er lige så lidt fri af samfundet og dets politik som vi andre. Digteren Ivan Malinovski talte engang om at kapitalens virkninger også satte sig igennem, selv om man boede i landlig idyl på Hallandsåsen. Broch er vel den der tydeligst sætter dette forhold på spidsen ved på den ene side at ville give afkald på kunsten, og på den anden side ikke at kunne give slip. Hans problem var dette: Hvordan forsvare at frembringe skønlitteratur, mens verden står i brand? Hans forsøg på at påvirke Folkeforbundet og siden hen FN forblev virkningsløse. Kunsten bider ikke på denne verdens krigsmagere, men den taler menneskelighedens sag og hjælper mennesker til at leve, i bedste fald vækker den bevidstheder ved at tale sandt. Ordet SKØNlitteratur er derfor misvisende, for kun i en ophøjet forstand er det sande skønt.

Et gennemgående træk hos mange af dine digtere er netop en udpræget humanisme, et oprigtigt forsvar for det menneskelige?

– Der findes eksempler på fascistiske forfattere af en vis standard, men de er få. Kunst er i bund og grund modmagt, dens magt ligger i artikuleringen af afmagt – og den skildrende og spørgende magt skal man ikke undervurdere.

Du skriver i indledningen til Tid af jern og ild at den vestlige forargelse over de østeuropæiske landes manglende overholdelse af retsstatsprincipper beror på en mangelfuld viden om landenes historie. Du nævner også at det er nødvendigt at europæerne udbygger kendskabet til hinanden hvis de skal gøre sig forhåbninger om at indgå i en enhed. Hvordan kan litteraturen bidrage til at udbygge dette kendskab?

– Jeg er selv oprørt over den flagrante tilsidesættelse af demokratiske regler og retsstatsprincipper i eksempelvis Polen og Ungarn. Jeg vil ikke undskylde de nuværende regimer. Jeg tror at man i Vesteuropa har været og er for naiv. Demokrati og respekt for retsprincipper indføres ikke pr. dekret og på kort tid. Der er rodfæstede traditioner, stærke traumer og en underkuelsens psykologi at rydde op i. Det vil tage generationer at fjerne hele dette diktaturstatssyndrom, og en rå og pludselig kapitalisme gør i hvert fald ikke sit til at løse problemet. Litteraturen kan langt bedre end politologien lære os om de østeuropæiske erfaringer. Og her forslår en enkelt roman selvfølgelig som en skrædder i helvede. Vi må forsøge at lytte og langsomt akkumulere en viden om mentaliteter og historisk baggrund. To vigtige stemmer at lytte til er Czesław Miłosz og Herta Müller, som nok er de tydeligste i koret. De er heldigvis oversat til dansk. Megen anden fremragende litteratur henligger i halv- eller helmørke. Herta Müller blev født i 1953, et halvt år efter Stalins død, otte år efter Anden Verdenskrigs ophør. Men både Stalin og Hitler har på det dybeste præget hendes liv. En krig varer generationer efter krigshandlingernes ophør, et diktatur forgifter generationer efter dets fald. Det er en lære man måske ikke til fulde har annammet i Vesten. Jeg mener at vi alle bør bestræbe os på at opsøge forklaringer på at en række østlande ikke opfører sig så artigt som vi havde forventet. Derudover betaler det sig rent æstetisk at læse østeuropæisk litteratur og forsøgsvis vende blikket fra den angelsaksiske. Her er en rigdom af billeder og fantasi som delvis må skyldes at østeuropæerne vender ind mod Østen, men som i høj grad også er følgen af den historiske undertrykkelse.

Vesten ser skævt til hvad der foregår i lande som Ungarn og Serbien, hvor de siddende regeringer forsøger at revitalisere en nationalkonservatisme med åbenlyst fascistiske træk – og det til trods for at nationalismen i de seneste år også har fået en opblomstring i flere vesteuropæiske lande…

– I essayet om Sonne er der en ekskurs som jævnfører den nuværende polske regerings holdninger med forhold der gjaldt i kølvandet på Første Verdenskrig og fortsattes under kommunismen. Nationalismen førte til pogromer som ikke mindst den polsk-amerikanske historiker Jan Tomasz Gross har beskrevet i tre fremragende bøger – som mange i Polen har haft travlt med at tage afstand fra. Gross har beskrevet såkaldt almindelige menneskers bestialske drab på deres 1600 jødiske byfæller i Jedwabne.

Tager jeg fejl hvis jeg siger at du også med dine bøger graver op i en betændt og helst fortiet fortid? Det fælles for de digtere du portrætterer er jo at de tegner et helt andet billede end det de nuværende magthavere i flere østlande ønsker at male.

– En række af de fænomener jeg nødvendigvis må fremdrage i portrætterne, viser sig ganske usøgt at have uheldsvangre paralleller i vore dage. Undertiden påpeger jeg det, andre gange lader jeg gerne læseren drage sine egne konklusioner. I hovedsagen sammenstiller jeg mosaikker af vidnesbyrd. Jeg var der jo ikke selv, jeg kan ikke noget af de seksten østeuropæiske sprog, så jeg har ikke anden mulighed hvis jeg vil henlede læseres opmærksomhed på en stort set skjult verden. Mine tekster må gerne læses som opfordringer til selvstudium eller ligefrem til oversættelse og udgivelse. Det var mig en stor glæde da forlaget Basilisk for nogle år siden uden besvær lod sig overtale til at udgive M. Blechers hovedværk, Hændelser fra den umiddelbare uvirkelighed. Den har fundet læsere, formentlig dog for få.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.