ANMELDELSE. Den politiske tænker Ivan Krastev forudser i en ny bog, at Europa kan blive globaliseringens sidste skanse.
Ivan Krastev gør sig ingen illusioner. Hans tonefald er klart og bestemt, men han er samtidig fuld af menneskelig varme. Den bulgarske politolog ser i coronakrisen en afsked med det velkendte. I sit nye essay Is It Tomorrow Yet? (på norsk: Framtida er her nå, Res publica, 2020) hævder han, at covid-19-pandemien vil gøre en ende på de seneste års øgede globalisering. Verden vil blive forandret. Ikke fordi samfundene ønsker det, men fordi vi ikke kan vende tilbage. Og det er sandsynligvis i Europa, at krisen vil få de mest vidtrækkende politiske konsekvenser: Truslen om afglobalisering kan forårsage både opløsning og konsolidering af den europæiske union. EU befinder sig atter i en skæbnetime.
Ivan Krastev har tidligere advaret om kaos, splittelse og elendighed. Under flygtningekrisen i 2015 blev han for mange den førende intellektuelle oversætter af de østeuropæiske oplevelser. I bogen After Europe (2017) gjorde han et særdeles grundigt forsøg på at forklare, hvorfor frygten for massemigration og velfærdstjenesternes forsvinden skulle forstås som tabserfaringer. I dag ser han mere lyst på fremtiden. I sin nye pamflet skriver han, at de seneste års profeter tog fejl. Den liberale verdensorden er ikke afgået ved døden. Den har måske ligget på intensivafdelingen, men den har altid kommet sig, skriver han. Og hvorfor skulle det være anderledes denne gang? Fordi solen er ved at stå op i øst. Fordi Kina oplever et nyt daggry, som risikerer at kaste lange skygger over Europa.
Allerede i marts, da pandemien endnu var i udbrud, skrev Krastev en artikel, hvori han kom med syv korte bud på, hvad der følger efter coronakrisen. Hans nye bog er en videreudvikling af den artikel – og i nogen grad en revurdering af hans snart tre måneder gamle analyse. Alligevel må man sige: Krastev har fået ret i det meste. Han forventede, at staten ville komme styrket ud af krisen, og at vi ville se mere tillid til den videnskabelige ekspertise. Han mente også, at vi ville se en fremvækst af nationalisme og en udviskning af grænserne mellem demokrati og big-data autoritarisme. Han så, at USA ville miste noget af sin globale dominans, men overså nok, hvordan Kina ville udnytte coronakrisen til at øge sin indflydelse i verden.
Mange, inklusive Krastev selv, har spekuleret i, om de autoritære stater ville vinde over Vestens demokratier, når det kommer til håndteringen af pandemien. Heldigvis har vi ikke set tegn på det. Mens Brasiliens præsident Jair Bolsonaro og USA’s Donald Trump har klumpet rundt i det, har lande bygget på befolkningens tiltro til statslige institutioner klaret sig markant bedre gennem krisen. Veludviklede demokratier som Sydkorea og Tyskland har begge håndteret smitten til nær sagt perfektion, men kun i kraft af at landene har indført undtagelseslovgivning og i høj grad har lempet reglerne for persondatabeskyttelse. Ofte har medierne fremhævet coronabekæmpelsen som en duel mellem demokratiske og autoritære systemer. I stedet har virusset udvisket grænserne mellem disse forskellige styreformer, mener Krastev. Men det betyder ikke, at vi står over for autoritarismens genkomst: Ingen af de førende autokrater har boltret sig i undtagelsestilstanden, sandsynligvis fordi det ikke er en undtagelsessituation, de selv har valgt. Coronapandemien har i stedet afdækket fordelene ved en kompetent regering med tiltro til eksperternes råd. Det står i skærende kontrast til den mistillid til teknokratiet, som opstod efter finanskrisen.
Imitationens tidsalder er forbi
At læse Ivan Krastev er rent ud sagt en fornøjelse, for i hans begavelse samles en kærlighed til litteratur, en skepsis til de mest letkøbte utopiske idealer og en forståelse for idéernes skønhed. Han folder ikke drømmens faner ud, men får sine læsere til at se verden i et klarere lys. Han forvisser os om, hvor meget vi har opnået og giver os sproget til at forstå konflikterne nu og her samt hvilke muligheder, der foreligger for dem, som i den nære fremtid ønsker fredelige og fremgangsrige samfund.
I Krastevs forrige bog, The Light that Failed (2019), som han skrev sammen med den amerikanske jurist Stephen Holmes, formulerede han en klar tese om brydningerne i den globale orden: Hvor to modstridende politiske og ideologiske systemer stod over for hinanden under Den Kolde Krig, har vi i det 21. århundrede at gøre med liberale samfund, der konfronteres af skuffede efterlignere af de liberale samfund. De sidste ønsker ikke længere at blive formet i Vestens billede. Imitationens tidsalder er forbi, skrev de to forfattere, og udråbte nærmest østeuropæerne til den nye politiske avantgarde.
I sin nye bog giver Krastev det politiske opbrud et nyt udtryk: »I dag er vi i stand til at forestille os hvad som helst, for vi er omgivet af noget, vi aldrig tidligere havde forestillet os.« En slumrende mulighedssans er vakt til live. Eller som Krastev skriver: Coronakrisen har styrket befolkningens politiske forestillingskraft, men paradoksalt nok samtidig lammet eliternes. Vi ser, at vores samfund kan organiseres helt anderledes, selv om vi har trukket os tilbage til vores hjem. Det er også derfor, forstår man, at bogen må ud så kort efter pandemiens første bølge. Det er nu, under denne omstilling, at forandringens vindue er åbent.
Hvor Krastev og Holmes i den forrige bog ophøjede efterligningen til en slags hovedmetafor for de politiske forandringer, er hjemmet denne gang den styrende analogi. Krastev vurderer allerede, at de økonomiske konsekvenser af nedbremsningen formentlig vil have størst kriseeffekt i Afrika og sætte skub i nye migrantbølger. Det betyder flere mennesker ved porten til Europa, hvilket potentielt kan give ny luft til den etniske nationalisme og den nativistiske populisme i europæisk politik. I det hele taget har staternes opfordring til at »holde sig hjemme« fået befolkningen til at definere hjemme i mere end bare praktiske termer. Udtrykket er også blevet ophævet til metafysik, mener han: »Hjemme er det sted, hvor vi allerhelst vil være, når faren truer.«
Da pandemien brød ud, valgte Krastev og familien – til hans egen overraskelse – at rejse tilbage til Bulgarien og dermed forlade Wien, hvor de har boet i de seneste ti år. Sundhedsvæsenet og den kritiske infrastruktur er ikke bedre i Bulgarien, alligevel måtte de bare tilbage: »For min kone og mig er Bulgarien hjemme.«
Krastev er næppe den eneste, som har mærket sit oprindelsessted trække i sig, mens pandemien bevægede sig ind over Europa. Ifølge Krastev har denne »bliv hjemme«-nationalisme, med sin lukning af grænserne og udgangsforbud, reetableret det regionale territorium som både beslutnings- og identitetsrum.
Som mange andre steder i bogen peger Krastev på et utroligt paradoks: Vores tilbagetrækning og fornyede tiltro til staten, gør at vi nu – til forskel fra finanskrisen i 2008–09 – ser os i stand til at tage et opgør med neoliberalismen som religion. Coronakrisen har ganske enkelt tvunget folk til at genoverveje hvilke styringsværktøjer, der skal danne rammen om deres liv. Befolkningerne stoler igen på, at myndighederne organiserer vores kollektive tilværelse, og at offentlige institutioner beskytter os mod økonomiernes kollaps. Det giver Krastev et vist håb. Afglobaliseringen har ikke kun en mørk side, skriver han. Pandemien er også katalysator for globaliseringen i den forstand, at europæerne snart vil indse, at nationalstaterne ikke kan klare sig alene. I en ny verden, hvor USA og Kina i langt højere grad er i stand til at opretholde forestillingen om, at de kan være selvforsynende, vil de europæiske nationalstater være chanceløse. Netop i kraft af en forsigtig afglobalisering vil europæerne snart kunne mærke, at »den eneste beskyttelse, de har til rådighed, er protektionismen, som de får gennem deres tilhørsforhold til resten af kontinentet«.
En ny kold krig
I dette nye europæiske flimmer er det snart ikke til at skelne mellem opløsning og genopbygning. Krastev er utvivlsomt nået langt med at analysere coronapandemiens konsekvenser, men man kunne ønske sig, at han havde fulgt konflikten mellem USA og Kina til dørs. Når han ikke gør det, skyldes det, at bogens emne først og fremmest er Europa. Alligevel må man sige, at verden lige nu er underlagt en spektakulær magtkamp, som kun ser ud til at blive mere dramatisk i de næste måneder – og som dermed også vil få drastiske følger for Europa.
I Trump-lejren har man udnyttet det faktum, at virusset kommer fra Kina til at lægge al skylden for USAs skrantende økonomi over på kineserne. Trump taler med jævne mellemrum om »den kinesiske virus«. Flere steder, for eksempel i Financial Times, skriver politiske analytikere allerede om en ny kold krig, igangsat af amerikanske handelstiltag, som har til hensigt at kaste grus i den kinesiske kapitalisme – og måske i sidste ende medføre en økonomisk afkobling af Kina. Steve Bannon, Trumps tidligere chefrådgiver, har meddelt, at Trump skal forsøge at få det amerikanske valg til at handle om kun tre ting: Kina, Kina og Kina. På den måde vil republikanerne forsøge at miskreditere Joe Biden som en establishment-kandidat, der vil fortsætte med at udlevere amerikanere til kinesisk udnyttelse. Men i realiteten har idéen om en afkobling fra Kina også vundet indpas langt i det demokratiske parti.
Årsagen til det kender vi. Som Krastev er inde på i sin nye bog, har coronapandemien åbenbaret, hvor afgørende kritisk infrastruktur er for at have strategisk sikkerhed og uafhængighed. Krastev nævner det en passant, men kunne godt have lagt mere til: Kineserne er i øjeblikket ved at erobre den teknologiske førertrøje. Kunstig intelligens vil med al sandsynlighed blive en nøgleteknologi, og her kan kineserne meget vel sætte sig i spidsen med den mængde big data, de har om landets borgere. Samtidig ser vi, at det kinesiske firma Huawei har gjort fremskridt inden for udviklingen af 5G-teknologien, som meget vel kan anbringe Vesten i et vanskelig dilemma: Enten fortsætter vi med at handle på et åbent marked og risikerer at lade en potentielt fjendtlig magt opbygge vores digitale infrastruktur, eller vi begynder at arbejde for en dyster form for afglobalisering. Dermed vil vi også gøre os utro over for de idéer og principper, som har været med til at danne den fredelige verdensorden efter Anden Verdenskrig.
Sat over for et sådan valg, ved Krastev godt, hvad Europa kommer til at gøre: »Vi vælger begge dele.« Som han skriver vil Bruxelles forblive globaliseringens sidste skanse, samtidig med at EU vil forsøge at bruge afglobaliseringsprocessen til at kræve mere magt og opfordre til en større integration på flere niveauer. Reelt findes der ikke noget valg for de europæiske nationer, mener Krastev: En EU-centreret territoriel nationalisme er den eneste levedygtige vej for Europa. Ellers vil vi hurtigt være overladt til andre magter.
Alle citater er oversat til dansk fra Alexander Leborgs norske oversættelse af Ivan Krastevs bog
