KOMMENTAR. Jyden er ifølge myten stærk og sej. Nu har Inger Støjberg, tidens mest omdiskuterede danske politiker, gjort ham til centrum i sin populistiske klassekamp.
For nylig udbrød der på den danske del af Twitter en konkurrence om, hvem der kunne kalde sig mest jysk. Kendte brugere på platformen pralede af at komme fra Jylland, og andre kunne ikke dy sig for at opremse jyske vendinger og vaner.
For nogen var dette bare en ironisk leg, for andre en bevidst latterliggørelse af statsminister Mette Frederiksen og Venstres tidligere næstformand Inger Støjberg. Begge har i de seneste uger gjort alt for at forsikre befolkningen om deres jyske jordbundethed. Statsministeren med Instagram-billeder af makrelmadder og vinduespudsning. Støjberg med sin hårdnakkede insisteren på, at hun er den sande repræsentant for Venstres jyske bagland.
En af vor tids radikale figurer
Især Støjberg har forsøgt at tegne et billede af sig selv som stolt og gæv jyde: Hun tør sige tingene, som de er, og hun ønsker ikke at gå på kompromis med de smarte kjøwenhavnere (underforstået: Venstres formand Jakob Elleman-Jensen). Faktisk føler hun kun, at hun er blevet styrket i sin jyske overbevisning: Hun vil til det sidste kæmpe mod alle storbytosserne, som ikke vil indse, »at islam er et problem i Danmark«.
Støjberg må siges at være en af vor tids radikale figurer, en moderne skikkelse på linje med den revolutionære, der ser et konstant forfald i den hastigt skiftende samtid og nærer sig ved forestillingen om undergangen: For hende nærmer historien sig katastrofen, og der er nu intet andet for end at tilsidesætte lov og ret, så samfundets orden kan genskabes. Snart stilles hun for Rigsretten, anklaget for at have udsendt en ulovlig ministerinstruks om adskillelse af unge asylpar.
Siden disse anklager kom frem, er Støjbergs selvradikalisering kun taget til. Hun har de seneste måneder markeret sig som en folkelig oprører, der mener, at »#MeToo er gået over gevind«, og så har hun til en traktordemonstration foran Musikhuset i Aarhus råbt »dræn sumpen«. Støjberg har netop forladt Venstre, men i sin interne kamp med partiets ledelse har hun igen og igen gjort jyskheden til sit adelsmærke. Med det vil hun sige: Jeg er ægte og autentisk, pålidelig og troværdig. I sin politiske kamp trækker hun på en glorificeret jysk selvfortælling.
Den jyske selvfortælling
Få andre kender denne fortælling som den danske forfatter Jens Smærup Sørensen. I 2004 skrev han et essay i tidsskriftet Passage, hvor han lagde en stærk tese frem: Det er lykkedes jyderne at forme en historie, der går ud på, at det var dem, som skabte Danmark. Det var bønderne, som opdyrkede Heden og skabte det landbrug, der sikrede danskernes eksportrigdom. Det var bønderne, der i »deres ansigts sved« garanterede et økonomisk grundlag for købstædernes liv. Det var bønderne, der gjorde det muligt at forsørge en embedsstand, at opretholde hær og flåde, at uddanne præster og læger. Og det var naturligvis også bønderne, der skabte det overskud, der skulle til, for at Danmark kunne udvikle en egen kunst og en national litteratur.
Følger man den danske nationalromantiks opblomstring i 1800-tallet, lægger den sig i forlængelse af en kraftfuld besyngelse af det udpræget jyske: Steen Steensen Blicher skrev noveller fra sin jyske hjemstavn, og Jeppe Aakjær digtede om det heroisk knoklende folk på landet. N.F.S. Grundtvig skabte folkehøjskolerne i landområderne, og sammen med salmedigteren B.S. Ingemann omdannede han Jylland til et dansk mytelandskab. H.C. Andersen vidste, at han måtte ud at se det jyske vidunder, så han rejste væk fra industrialiseringen og ud i den friske natur. Her digtede han om et »Jylland mellem tvende have« og livet »mellem rige bondegårde«. Johannes V. Jensen, som ellers så sig selv som fremskridtets mand, kunne heller ikke dy sig for at vende tilbage til det sted, hvor han kom fra. Også han ønskede at vitalisere fortællingerne om den store og stærke bondeslægt.
Den nye klassekamp
Selvfølgelig har den jyske danmarksfortælling altid været udfordret af borgerskabet og den lærde del af befolkningen. For nogle har kampen om Danmarks oprindelsesmyte ligefrem resulteret i en foragt for de »dumme« og »uærlige« bønder.
Det lykkedes aldrig de danske arbejdere at skabe en tilsvarende samfundsbærende myte, formentlig fordi – som Jens Smærup skrev – lyset og luften på fabrikerne og i arbejderkvarterene aldrig egnede sig til nationalromantik.
I bund og grund forsøger Inger Støjberg at igangsætte en ny klassekamp, der gentager en århundreder gammel splittelse: Bondestanden mod det lærde København, land mod by, periferi mod centrum. Den populistiske formel er populær i disse år, og Støjberg har nu formået at mobilisere en folkelig politisk identitet i opposition til den kosmopolitiske elite.
De sociale fordomme stortrives i Danmark
Støjbergs insisteren på denne endimensionelle opfattelse af den jyske identitet vidner om, at de sociale fordomme trives alt for godt i dagens Danmark. Jens Smærup Sørensen skrev i Passage, at dansk litteratur sjældent har vist sig i stand til at se den danske bonde i øjnene: »Den har adspredt udpeget ham som eksempel på almue og manglende dannelse, den har folkloristisk gjort brug af ham til borgerlige løjer og fædrelandsk pyntelighed, eller den har dæmoniseret og glorificeret ham i den ene eller den anden ideologiske hensigt.«
Litteraturen har for længe siden mistet fordums magt. Men den besidder fortsat muligheden for at udstille det, som Smærup kalder provinsielt hovmod og standsmæssig bornerthed. Den kan gøre op med dumheden og med de selvforherligende og selvbeskyttende reduktioner af mennesker i verden, »om det så er en tysker, en sort, en parkeringsvagt eller altså en bonde«.
De seneste års politiske debat efterlader ingen tvivl: Den danske befolkning har brug for en nedbrydning af sine nationalromantiske fordomme. Det gælder ikke bare myten om de smarte og overfladiske københavnere, men også forestillingen om de racistiske bønder.
