VAGANT NORDEN. I Carsten Jensens krigsroman, Den første sten, erstattes halvkedelige patruljer med spænding og hurtige skuddueller.
Carsten Jensen
Den første sten
Gyldendal, 2015
På forsatsen i Carsten Jensens roman om krigen i Afghanistan findes et udsnit af et orientalsk tæppe. Ved første øjekast bemærker man måske ikke, at dyr, blomsterornamenter og geometriske figurer har måttet vige pladsen for helikoptere og automatrifler. Her er ikke tale om grafiske fiflerier i anledning af udgivelsen: Tæppet er ægte, tilhører forfatteren og blev købt i 1988, da Jensen besøgte landet første gang for at dække afslutningen på den afghansk-sovjetiske krig for den hedengangne avis Det Fri Aktuelt. Det blev til fire artikler, heriblandt »Tæppet fra Månens bagside«, der fortæller historien om det nyerhvervede tæppe. At Jensen gennem flere besøg i landet har fået et indgående kendskab til den afghanske historie og kultur fornemmes i Den første sten, hvor læseren ikke kun kommer tæt på de danske soldater, men også den afghanske befolkning, hvis hverdag i mange år har stået i krigshandlingernes og den sekteriske volds tegn. Krigen er reglen snarere end undtagelsen, og Jensens tæppe vidner om, hvordan fortællingerne om besættelsesmagternes tilstedeværelse er vævet ind den afghanske bevidsthed.
Da den danske dagspresse fik nys om, at Jensen barslede med en krigsroman, var den ikke sen til at formulere sig i forventningsfulde vendinger. Forventningerne blev dels næret af, at forfatteren tidligere har skrevet en række skarpe og velformulerede indlæg om krigene i Irak og Afghanistan, blandt andet i Politiken, dels af at Jensen i 2006 fik sit skønlitterære gennembrud med sømandsromanen Vi, de druknede, næsten 20 år efter at han romandebuterede med Kannibalernes nadver (1988). Indtil 2006 var Jensen mest kendt som intellektuel samfundskommentator og forfatteren til de to bestsellere, rejseskildringerne Jeg har set verden begynde (1996) og Jeg har hørt et stjerneskud (1997), hvor Jensen på samme vis som i sine Afghanistantekster fra Det Fri Aktuelt skriver om de mennesker, han møder på sin jordomrejse, der tager ham gennem Rusland til Asien og videre til Sydamerika.
Med 3. deling i fjendeland
Den 7. november i år gæstede Carsten Jensen det danske tv-program Deadline i anledning af udgivelsen af Den første sten. Her fortalte Jensen, at han i løbet af de år (2002–14), hvor Danmark havde tropper i Afghanistan, ændrede sin holdning til krigen. Kort tid efter de første danske tropper var draget af sted i januar 2002, rejste Jensen til Kabul, og mødet med den undertrykte befolkning og de sønderskudte byer – resultatet af 1990’ernes strid mellem de afghanske krigsherrer – gjorde ham positivt stemt over for de allieredes intervention. Syv år senere, i 2009, vendte Jensen tilbage og mistede under dette besøg troen på, at krigen, som den havde udviklet sig, havde et formål og kunne vindes. Denne opfattelse gennemsyrer Den første sten, hvor den øverstbefalende for de danske styrker, Ove Steffensen, meget sigende er taget til Helmand med et formål: at få alt til at glide. Han agerer ikke militærstrateg, men er først og fremmest teaterinstruktør, når han iscenesætter succes og heltegerninger for den danske presse og sender soldaterne på patrulje, så de såvel som politikerne kan få følelsen af at udrette noget. Afstanden mellem den officielle og den sande historie om krigen udgør et tilbagevendende motiv i romanen, for soldaterne afmonterer efter hver patrulje deres hjelmkameraer og sammenklipper to fortællinger om krigens hverdag: en sand om kaos, frygt og lemlæstede kroppe, og en officiel om sejr og heltedød, som kan vises til offentligheden.
Romanens handling udspiller sig udelukkende i krigszonen og følger en flok soldater, nærmere bestemt 3. deling under ledelse af den karismatiske og, skal det vise sig, dæmoniske Rasmus Schrøder. Perspektivet veksler mellem delingens soldater, og Jensen giver sig god tid til at introducere de mange personer. Derfor minder romanen med sit store persongalleri mindre om de mange fortællinger om den enkelte soldats problemfyldte hjemkomst, som de seneste års danske og udenlandske krigsskildringer har budt på i rigt mål, og mere om tv-kanalen HBO’s krigsdramaer: Anden Verdenskrigs-serien Band of Brothers (2001) og Generation Kill (2008) om den amerikanske invasion i Irak. Som Generation Kill og de fleste bøger og film om krigene i Afghanistan og Irak understreger også Den første sten, at soldaterne har meldt sig frivilligt, nogle for at tjene gode penge, andre fordi de jagter det store, livsforandrende eventyr, som for eksempel den tidligere skater, Hannah, der ser hæren »som den megarampe, der skal gøre hende i stand til i et flyvende spring at sætte over den kinesiske mur og ind i et nyt liv«.
Den første sten er inddelt i fem afsnit, men handlingen taget i betragtning falder den i to dele. I den første del sendes soldaterne på patrulje for at »lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem«. Det meste af tiden vandrer de rundt uden at møde Talibans mænd, en soldat træder på en mine og dør, derefter fanges de i kaotisk krydsild, nerverne bliver flossede, og et par civile afghanere bliver dræbt. Soldaterne vinder ingen sejre, og de må erkende, at deres afghanske allierede i Gereshk med et godt kendskab til krigskonventionerne er områdets egentlige magthavere. Således står billedet af den formålsløse krig mejslet i sten efter romanens første 200 sider.
Herefter skruer Jensen voldsomt op for både tempo og spænding. Delingsføreren Schrøder leder med fuldt overlæg, og til stor overraskelse for soldaterne og læseren, der ikke har indblik i hans motiver og psykiske tilstand, den halve deling i baghold, så afghanerne kan dræbe dem. Schrøder stikker derefter af, og anden del af Den første sten udarter sig som en lang menneskejagt, for resten af delingen, feltpræsten og øverstkommanderende Steffensen drager på et uovervejet hævntogt, som fører dem langt uden for den danskkontrollerede zone. Det bliver dog ikke dem, der fanger Schrøder, men Schrøder, der fanger dem med hjælp fra sine afghanske allierede, hvorefter han overgiver dem til sine andre allierede, en gruppe amerikanske lejesoldater fra det lyssky firma Darksky. Igen udlægger fortælleren Schrøders motiver, så forklaringen på den mystiske udlevering falder først, da delingsføreren senere taler med efterretningsagenten Khaiber, som det danske forsvar har sendt til Afghanistan for at finde de forsvundne danskere. Det viser sig, at Schrøder, som var computerspilsdesigner før krigen, »for at have det sjovt« har viklet danskerne ind i en situation, der minder om et computerspil, han engang var med til at udvikle. Spillet blev aldrig sat i produktion, men nu realiserer Schrøder det: Romanens anden del handler således om, hvorvidt danskerne formår at skyde sig gennem de afghanske småbyer og frem til friheden. Jensen har med andre ord skrevet en bog, der efter de første 200 sider, som giver et fint indblik i de danske styrkers hverdag og krigens logik, udvikler sig til en spændingsroman baseret på alt andet end virkelighedsnære præmisser.
Soldaternes fornemmelse for moral og poesi
Tilbage i marts 2014 debuterede den amerikanske, tidligere marinesoldat Phil Klay med novellesamlingen Redeployment (no. Hjemkomst), som han siden modtog The National Book Award for. Få uger før udgivelsen skrev Klay en kommentar i The New York Times, hvori han hævdede, at forsvarets såvel som civilbefolkningens forestilling om krigen som en oplevelse hinsides sproget, gjorde det muligt for det amerikanske samfund at undvige spørgsmålet om ansvar. Jensen ytrede en lignende holdning i Deadline, og han skriver i lighed med Klay ud fra præmissen om, at krigen er svært forståelig. Men i modsætning til Klay stoler han tilsyneladende ikke på, at læseren selv kan identificere en moralsk konflikt eller fornemme krigens kompleksitet uden kyndig vejledning. I hvert fald skorter det ikke på dialoger med pædagogiske tilsnit i Den første sten:
Jakob ignorerer ham. »Er der ikke en eller anden, der kan forklare mig nytten af det her lort.« Han holder et sort velcrobånd med en lille plastikpind frem.
»Du ligger på slagmarken. Du er ramt. Du bløder. Du bruger tourniqueten til at standse blødningen. Du lægger velcrobåndet rundt om armen og benet lige over såret, og så strammer du det ved hjælp af pinden.« Hannah er gået over til ham og strammer båndet om armen på ham. »Sådan her.« […]
»Hvorfor skal jeg selv gøre det? Hvorfor kan Hannah ikke gøre det?«
»Fordi mor ikke altid er i nærheden,« siger Mads i det trætte tonefald, han altid anvender, når han taler til Jakob.
»Fordi du sandsynligvis bliver såret midt under en ildkamp,« siger Søren tålmodigt […] »Hvis der kommer nogen for at hjælpe dig, sætter de deres liv på spil, og så er der to kandidater på dødsgangen i stedet for én.«
Når samtaler som denne slår mig som utroværdige, skyldes det, at de professionelle soldater her taler som en flok uvidende rekrutter på førstehjælpskursus uden det mindste snert af sarkasme og ironi, og efter indføringen i elementær førstehjælp til sårede fortsætter romanen i samme oplysende tone. Soldaterne stiller konstant sig selv retoriske spørgsmål, så læseren aldrig bliver i tvivl om, hvornår et moralsk dilemma er under opsejling: »Føler han sig skyldig? Men hvorfor skulle han det?« og »Kan han være med til at slå uskyldige ihjel? […] Undskyld mig, siger en stemme inden i ham. Hvad er det lige, du har lavet indtil nu?«
Som kontrast til Jensens brug af retoriske spørgsmål kan en anden, nyere dansk roman om Afghanistankrigen, Dy Plambecks Michael (Gyldendal, 2014) fremhæves. Her stiller titelpersonen også en række spørgsmål, ikke for at påpege og oplyse læseren om de moralske konflikter, men for at læserens skal granske sine egne idéer: »Når folk spørger mig, om jeg har slået nogen ihjel, tænker jeg: vil du gerne vide, om jeg lever, fordi jeg dræbte fjenden? Eller vil du vide, om jeg er en rigtig soldat?« Plambecks Michael får med andre ord vendt spørgsmålene ud mod læseren: hvad er det du forestiller dig? Hvad er dine fordomme om krigen og soldaten? Den første sten har derimod en trættende tilbøjelighed til at skære alt ud i pap. Jensens spørgsmål fungerer som pegepinde, de indkredser og udpeger den moralske konflikt og angiver, hvad læseren skal tænke.
I sit portræt af de mange soldaterskæbner gengiver Jensen tit soldaternes indre monolog i deres eget sprog. Resultatet er ofte lige dele kluntet og komisk. Det lyder for eksempel sådan her, når Hannah, eneste kvinde i 3. deling, fantaserer om Schrøder, som hun har en affære med i romanens første del: »Der kommer en rytme i hans stemme, hans krop bevæger sig umærkeligt i takt til ordene. Det eneste, der mangler, er rimene. Schrøder er en Eminem med en gun. Shake that ass for me! Det vil hun faneme gerne, så længe han taler på den måde.« Endvidere graduerer soldaterne deres udsagn og tanker med en uendelig række af bare og så, »det her er bare så vildt privat«, og de taler i floromvundne fraser som: »Døden har øvet sig siden universets begyndelse.« Jeg ved ikke, hvor mange soldater, eller mennesker i det hele taget, der formulerer sig sådan, men jeg har svært ved at tro, at det kan være særlig mange. I tillæg medfører denne hyppige brug af citeret monolog i Den første sten, at soldaterne kommer til at fremstå hyperreflekterede: De formår at sætte ord på alle følelser og oplevelser.
Skildringen af soldaten, som i krigens gru mister sin følelsesmæssige orientering og befinder sig i en tilstand hinsides godt og ondt, er nærved standardinventar i alle krigsskildringer. Hos førnævnte Klay møder vi både soldaterne, som ødelægges af det første drab, og dem, der udvikler en slags moralsk apati. Ligeledes i Generation Kill, hvor marinesoldat Bryan i femte episode ser tilbage på den sidste halvanden måned: »You know the funny thing is, I would’ve done anything to save those shepherds that Trombley hit. Yesterday, I musta killed two, maybe three guys. I don’t feel nothing.« Det mest kendte eksempel på en tilsyneladende følelsesløs soldat, der skildrer slagets gang i nøgterne vendinger, finder man i Ernst Jüngers I stålstormen, som udkom første gang i 1920. Det kan selvfølgelig diskuteres, om Jüngers beskrivelser af kamphandlingerne, der er lige dele kølige og begejstrede, skyldes, at han er følelsesmæssigt hærdet, men i enkelte passager falder der bemærkninger, som indikerer, at det kunne være tilfældet:
Foran lå min englænder, en purung fyr, som havde fået et skud tværs gennem hovedet. Han havde et afslappet ansigtsudtryk. Jeg tvang mig selv til at betragte ham, se ham i øjnene. Nu var det ikke længere: »dig eller mig.« Jeg har senere ofte tænkt tilbage på ham, og hyppigere med årene. Staten, der fritager os for ansvaret, kan ikke befri os for sorgen; den må vi selv stå igennem. Den rækker langt ind i drømmene.
I stålstormen er fortalt fra skyttegravssoldaten Jüngers perspektiv, og hans fortælling slutter i 1918. At blive hjemsøgt af sorgen er således en oplevelse, der ligger efter den fortalte tid: Det er en oplevelse, som ikke har plads i krigens rum, og dermed vidner passagen også om, at nogle tanker og følelser må fortrænges fra soldatens bevidsthed, mens kampene pågår.
Da soldaterne i Den første sten udelukkende befinder sig i Helmand, kan de ikke se tilbage på krigen og stille moralske spørgsmål på samme vis, som Jünger og flere af Klays personer gør. Selvfølgelig kan en roman rejse disse spørgsmål uden at være fortalt som et tilbageblik, men Jensen har valgt en fremgangsmåde, der er problematisk. For selvom en af soldaterne, Adam, trækker sig ind i sig selv efter at have dræbt en talibaner, og selvom soldaterne sveder sorgen over to døde kammerater ud med en gang crossfit, så bedøver krigen ikke 3. delings følelser, og de mister aldrig for alvor deres moralske retningssans. De forbliver derimod ekstremt bevidste om, hvornår omstændighederne tvinger dem til at gå på kompromis med krigskonventionerne, og de bevarer evnen til, selv i de mest pressede situationer, at reflektere rationelt: »Samvittighedskvaler kan de altid have senere. Lige nu har vi ikke råd til dem. Lige nu holder vi rent moralsk vejret.« Formuleret med Jüngers ord synes soldaterne i Den første sten at mangle troen på, at staten fritager dem fra ansvaret, når de udfører deres arbejde. Det er derfor, de er nødt til at stille sig selv en lang række moralske spørgsmål, før de skyder. Hermed ikke sagt, at den eftertænksomme, reflekterende soldat er en urealistisk fiktion – selvfølgelig ikke; soldaterne kan udføre deres job og samtidig sætte spørgsmålstegn ved krigen og hærens fremgangsmåde. Det gør marinesoldaterne i Generation Kill. Når soldaterne i Den første sten fremstår utroværdige, skyldes det, at Jensen har koblet den indre monolog med den alvidende fortællers moralske overvejelser om krigens legitimitet i stedet for at udnytte monologens personbunde perspektiv til at give et portræt af soldaternes psyke.
Krigen som computerspil?
Efter i første del at have skildret krigen som en teaterillusion kyndigt iscenesat af øverstbefalende Ove Steffensen, skifter Jensen metaforisk register og beskriver herefter med afsæt i Schrøder krigen som et computerspil. Denne analogi mellem krigen og computerspillet har for alvor fået luft under vingerne, efter at dronerne er blevet en fast bestanddel af den moderne krigsførelse, og i de danske aviser, særligt Berlingske og Politiken, udtrykker anmelderne begejstring over, at der endelig er kommet en dansk roman, som griber fat i metaforen og diskuterer brugen af droner.
Romanens spørgsmål kredser i en moraliserende tone om forskellen på spil og virkelighed, såsom: »Er underholdningsindustrien et biprodukt af krigsindustrien? Eller er det omvendt?« og »Er det det, Helmand er for dig? The Hellmand Killing Games? Hvad tror du, ørkenen er? En Playstation?« Et andet sted spørger en nysgerrig dansk soldat en afhoppet amerikansk dronepilot, om det ikke var »det fedeste job i verden,« hvilket den psykisk mærkede ekspilot selvfølgelig afviser, men hvad romanen ikke diskuterer er, hvordan dronen ændrer krigens væsen. Computerspilsmetaforen i Den første sten hviler først og fremmest på Schrøders skuldre, der på grund af sine alliancer med afghanerne og lejesoldaterne i Darksky er hævet over de andre, og derfor, som en anden gud, kan udstikke spillets regler – i hvert fald for en stund. Schrøder skaber krigen som computerspil, men den situation han tilvejebringer er en undtagelsestilstand i krigens normaltilstand. Derfor kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvilke indsigter i vor tids teknologiske krigsførelse Den første stens sammenligning af krigen med computerspillet giver mig.
Som læser fascineres jeg langt mere af de passager i romanens anden del, hvor Schrøder ikke får taletid, men hvor man i stedet følger soldaternes jagt på ham gennem fjendeland. I disse passager trækker forfatteren på sin store baggrundsviden om den afghanske historie og kultur og viser danskernes manglende forståelse for det land, de befinder sig i. Beskrivelsen af, hvordan flere års uendelig krig har påvirket og formet en hel kultur, står stærkt, om end romanens anden del fremstår en smule forceret: Eftersom jeg ikke kan finde belæg for Schrøders handlinger i bogens første del, kan jeg ikke lade være med at tænke på hans mytteri som en slags deus ex machina, en usandsynlig begivenhed, der introduceres med netop det formål at bringe danskerne i fjendeland, så Jensen kan udstille de vestlige soldaters arrogante ignorance.
Den første sten leder i det hele taget mine tanker hen på de film, der lidt for slavisk følger opskriften på en Blockbuster: Forfatteren lader en halvkedelig og rutinepræget hverdag vige pladsen for mysterier og skuddueller og tilsætter derudover en kærlighedshistorie – der skal være noget for enhver smag – mellem skurken og delingens eneste kvinde. Så kan hun, der er stereotypisk hård på overfladen, men bliver blød som smør, når de rigtige ting bliver sagt, føle sig særlig forrådt og træde frem som hævntogtets sande leder.
Den første sten er uden tvivl velresearchet og informativ, men en krigsroman er ikke nødvendigvis god, blot fordi den pligtskyldigt når rundt om alle krigens facetter og får forklaret alt. Mens jeg læste Jensens bog kom jeg til at tænke på en novelle af førnævnte Phil Klay, hvor jeg-fortælleren reflekterer over krigen på følgende vis:
Problemet er at tankene ikke kommer i nogen fornuftig rekkefølge. Du tenker ikke: Jo, jeg gjorde A, så B, så C, så D. Du prøver å tenke på stedet du kommer fra, og så er du plutselig i torturhuset. Du ser likdelene i garderobeskapet og den tilbakestående fyren i buret. Han klukker som en kylling. Hodet hadde krympet til en kokosnøtt. Det går en stund før du husker feltlegen som sa at de hadde sprøytet inn kvikksølv i skallen hans, men det gir fremdeles ingen mening.
Klays navnløse soldat sætter ord på en rådvildhed og en desperation, som aldrig finder vej ind i Den første sten, der lider under, at C uundgåeligt følger A og B, når soldaterne tænker. Nok befinder de sig i en formålsløs krig, hvor situationerne bliver kaotiske, men overordnet set giver det hele altid lidt for meget mening i Jensens Afghanistan.
