KOMMENTAR. Ifølge den indiske idéhistoriker Pankaj Mishra nærmer vi os en verdensomspændende borgerkrig.
Dostojevskijs kældermenneske vidste godt, at han var indbegrebet af alt det, som det etablerede samfund ikke bryder sig om. Fra sit ensomme dyb, på bunden af Skt. Petersborgs sociale hierarki, udkrænger han i én lang tale sin sjæls frustration over den herskende klasse, som har udstødt og ydmyget ham: »Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et frastødende menneske.« Med sine vrede og desperation er han modsætningen til modernitetens idealborger, det virkelystne, selvberoende, oplyste individ. Han er, som han selv siger, mislykkedes med alt: »Jeg har overhovedet ikke forstået at være noget som helst – hverken ond eller god, hverken slyngel eller hædersmand, hverken helt eller kryb.« Der er ingen principfasthed i hans karakter og handlinger. Kun i sin hensynsløse afvisning af verden står han helt og holdent fast.
Nietzsche opdagede i kældermennesket en særegen form for aggression, som de svage ofte retter mod det, de opfatter som en selvtilfreds, lukket elite. Det var fra Dostojevskijs bøger, at den tyske filosof dannede sin forståelse af ressentimentsmennesket, det på én gang mærkværdigt selvhadende og selvovervurderende individ. Og hvad Nietzsche så i dette menneske, ser Pankaj Mishra, en indisk idéhistoriker hvis navn på kort tid er blevet kendt over hele Vesten, i dele af Trumps vælgere: De undertrykte, som er klar til at hævne sig på undertrykkerne.
I sin nye bog Age of Anger: A History of the Present (2017) forsøger han at forklare årsagerne til bølgen af vrede, som i denne tid skyller ind over vores mere og mere sammenbundne verden. Med afsæt i oplysningstiden og senere revolutionære bevægelser tager Mishra fat på så forskellige fænomener som Trump, amerikanske massemordere og ISIS, og forsøger forklare alt fra stigningen i hævngerrig nationalisme over hele kloden til racisme og misogyni på de sociale medier.
Mishra, som i en række bøger har skrevet om Asien og Mellemøstens kulturarv og de intellektuelle svar på Vestens imperialisme – senest i den vidt omtalte From the Ruins of Empire: The Revolt Against the West and the Remaking of Asia (2012) –, blev i 2011 et navn i europæiske kredse, da han i London Review of Books sammenlignede den britiske historiker Niall Ferguson med Tom Buchanan, den rige, racistiske mandschauvinist i F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (1925). Mishra mente, at Ferguson gjorde sig til en »sælger af blødgørende historier om [Vestens] glorværdige fortid«, og kritiserede ham for at forsimple, hvis ikke direkte borteliminere den ikke-vestlige indflydelse på den måde, vi opfatter verden på i dag. »Ferguson selv er en homo atlanticus redux«, skrev han. En neoimperalist, hvis bøger »er mindre kendte for deres originale videnskabelige bidrag end for at indeholde provokerende kontrafakta«.
Forsøget på at optage Mellemøsten og Asien i Vestens fortælling om moderniteten, ser vi også i Age of Anger, men ikke som et dominerende pædagogisk projekt eller forsvar for postkoloniale studier. Mishras analyse ligger i Vesten, samtidigt som han tager flere afstikkere til Rusland, Iran, Irak, Indien, Japan og Kina for at vise, i al stilfærdighed, hvordan europæernes tankesæt og beslutninger har haft langstrakte følgevirkninger, særligt i lyset af de senere års globalisering, hvor vreden er eskaleret til et utal af terroraktioner og paramilitære angreb.
Den ukoordinerede ødelæggelse vi ser i form af blandt andet bombningerne i Vesten samt krigen i Syrien, med dets forgreninger til hele Mellemøsten, vil fremtidige historikere ifølge Mishra formentlig se som begyndelsen på tredje verdenskrig. Og som om det ikke var nok: Vi nærmer os noget, der i al dens ubestemmelighed minder om »en global borgerkrig«. Men denne universelle krise skyldes ikke islam og religiøs ekstremisme, som en voksende del af vestlige politikere og kommentatorer tror. Religiøse eller etniske konfrontationer forklarer ikke de mange politiske og sociale sygdomme i verden. Årsagen skal i stedet findes i de senere års globale udveksling af kapital, varer og information, som har svækket de gamle former for autoritet og tilvejebragt et »kommercielt samfund bestående af selvstændighedssøgende individer«.
Med afsæt i de store ideologiers udspring i midten af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, udvikler Mishra en sikker og efterhånden velkendt analyse af de sociale årsager, som vreden er vokset ud af. Pointen er, at de konflikter, vi står i i dag, ikke afviger ret meget fra fortidens kampe. Når Vestens liberale demokrati ikke har kunnet sikre økonomisk og social stabilitet eller fremgang for alle i samfundet, er kræfter brudt frem med drømme om kulturel storhed og større ideologisk renhed. Som Mishra demonstrerer i bogen, så vi det allerede med de russiske anarkisters reaktion på det kapitalistiske industrisamfunds fremvækst i 1800-tallet og fascisternes fremmarch i første halvdel af 1900-tallet. Alligevel er historien ikke ved at gentage sig. I globaliseringens tidalder er det en dybere, mere unik og uforudsigelig fare vi ser, skriver Mishra uden rigtigt at uddybe. Men de nye magters idealer er ekstremt svage, hævder han; ofte undergraves de af tidens individualisme, sågar hos Islamisk Stats kalifatister.
I et af bogens bedste og mest kondenserede kapitler fortæller Mishra, hvordan Dostojevskij, to år inden udgivelsen af Kældermennesket – optegnelser fra et menneskedyb (1864), var rejst til London, hvor han besøgte Krystalpaladset, en 560 meter lang bygning af stål og glas, opført i forbindelse med Verdensudstillingen i 1851. 12 år senere indtog den monstrøse konstruktion en central plads i den russiske forfatter og litteraturkritiker Nikolaj Tjernysjevskijs roman Hvad skal der gøres? (1863), som blev en bibel for generationer af revolutionære russere, og gav titel til en af Lenins vigtigste bøger. I Tjernysjevkijs roman blev paladset selve symbolet på en utopisk fremtid, bygget på rationelle principper, på fornuft og videnskab. Og Dostojevskijs skriverier fra den tid viser, hvor stor en tiltrækningskraft den materialistiske civilisation havde. »Man bliver opmærksom på en kolossal idé; man fornemmer, at der er opnået noget her, at her er der sejr og triumf«, skriver han i sine optegnelser. Men denne storslåede idé om fremtiden gjorde ham også skrækslagen:
»For er dette ikke selve opnåelsen af perfektion?«, tænker man. »Er dette ikke det ultimative? Kunne dette faktisk være alt hvad der er?« Skal man acceptere dette som den endelige sandhed og evigt holde sig i ro? Det hele er så højtideligt, triumferende og stolt, at man gisper efter vejret.
I dag strækker Krystalpaladset sig over hele kloden, det viser sig bogstavelig talt i alle dens metropoler. Om det er London, Shanghai eller Dubai, hvor end man vender sig, tårner glas- og stålbygninger op mod himlen som bevis på, hvordan det evigt ekspanderende borgerskabs succes har gjort den uophørlige bevægelse, fremad og videre, til et politisk imperativ for både stater og enkeltpersoner. Det var det, der fik den russiske forfatter til at gyse. Krystalpaladset, frygtede han, ville medføre en universel bølge af mimetisk begær: Folk som ønsker og forsøger at besidde de samme ting.
Det er netop i denne frit associerende bevægelse, kredsende om det stærke billede Krystalpaladset, at Mishra viser sine evner som essayist med hang til ret slagkraftige opsummeringer. Mishras bog leverer ingen overraskende analyser; den strukturelle undersøgelse af det liberale, kapitalistiske samfund kender vi blandt andet fra den franske politiske tænker Alexis De Togueville, som Mishra også flittigt citerer. Men vejen hen til konklusionerne er ofte brolagt med tankevækkende og træffende beskrivelser.
Indimellem skæmmes bogen af lidt for hurtige konklusioner og generaliseringer, for eksempel når han til sidst forsøger bevise de sociale mediers betydning for den nye fremkomst af vrede – et projekt som i sig selv ville kræve en hel bog. Der hvor Age of Anger til gengæld står stærkest, er i dens beskrivelser af de forbløffende sammenfald mellem forskellige epokers revolutionære typer. Sigende for bogen, står der et sted: »Der er grundlæggende ingen logik i den måde, som tiden folder sig ud på.« Man fristes til at sige det samme om Mishras kronologisk brydende stil, der let og smidigt blander citater og parafraser af nogle tidens store tænkere med hans egne ord om nutiden. Mishra bruger ingen fodnoter og henviser sjældent undervejs til andre udgivelser. Dette er med til at gøre Age of Anger til overraskende letflydende læsning. Til gengæld finder man bagerst i bogen et såkaldt bibliografisk essay på 26 tætskrevne sider, hvor han opremser sine kilder.
Hannah Arendt hævdede, at en mere »sammenbunden verden«, i perioder med politisk dysfunktion og økonomisk stagnation, vil føre til en »utrolig stigning i gensidigt had og en form for universel irritation, hvor det er alle mod alle«. Den franske antropolog René Girard kaldte det samme fænomen for »mimetisk rivalisering«, som i et konturløst samfund risikerer at kamme over i vold og ødelæggelse, hvis ikke man finder en passende syndebuk.
For Mishra er dette præcis, hvad der sker i vores tid, og det er det, som for ham at se vil føre til en »global borgerkrig«. De senere års krise har vist, at lige præcis forventningerne til en endeløs økonomisk ekspansion og skabelsen af privat velstand ikke er blevet indfriet. Det er her Mishra sætter sin analyse på spidsen: De individer, som senest i verdenshistorien har fået mulighed for at dyrke deres egen fri selvudfoldelse, slås med deres egen identitetsdannelse inden for rammerne af dårligt forestillede sociale og politiske fællesskaber og/eller stater med svækket suverænitet. Ifølge Mishra lider de ikke bare under, at de traditionelle bånd er forsvundet. Deres isolation er også blevet forstærket af, at de postkoloniale nationsopbyggende ideologier efterhånden er ophørt med at eksistere, og af at de globale teknokratiske eliter forkaster mange af de socialpolitiske rammer, der blev bygget op under velfærdsstatens frembrud.
Med Mishras bog bliver det i grove træk tydeligt, hvordan de, som ikke har haft held med at indfri modernitetens løfter – frihed, stabilitet og velstand –, har vist sig at være modtagelige overfor demagoger. De der »ankom for sent til den nye verden« – eller måske helt blev efterladt af den – reagerede på samme foruroligende måde: Med intenst had til opdigtede fjender, forsøg på at genopfinde en guldalder, eller ved at forsøge at tage en ny styring gennem vold og ubegrænset magt. »Det var fra rækkerne af disse skuffede mennesker, at de militante typer i det nittende århundrede trådte frem: Vrede unge mænd, som blev kulturelle nationalister i Tyskland, messianske revolutionære i Rusland, krigeriske chauvinister i Italien og anarkistiske terrorister internationalt«, som der står på flappen af bogens omslag.
Det er Mishras hovedpointe, at vi i grunden ser de samme bevægelser i dag. I Indien, i Mellemøsten, i Kina og i Vesten. Med globaliseringen og udvidelsen af det enorme Krystalpalads truer udviklingen med at skabe en aldrig før set atomisering, som visker de gamle autoriteter bort og generer sociale tilpasningsproblemer, der risikerer at danne nye globale brudlinjer. Det er fra disse udsatte grupper, at verdens vrede mænd, nationalister og Islamisk Stats fodsoldater kommer. Mange af dem er ikke blandt sit samfunds fattigste, hævder Mishra. De er som regel fra den lavere middelklasse, de er uddannede, men har intet job. De har forladt deres samfunds mest traditionelle sektorer og har overgivet sig til forbrugerismens drømme, men uden at disse har kunnet tilfredsstille dem. Uanset hvilken kulturel baggrund eller hvilket nationalt tilhørsforhold de skulle have, har disse personer rettet deres vrede mod, hvad de ser som en korrupt, afstumpet og løgnagtig elite. Brexit blev set som et udtryk for et opgør med Londons økonomiske elite, Trump førte et opsving af hvide nationalister til magten i USA. Samme grundlæggende bevægelse ser vi i øjeblikket i Indien, hævder Mishra, hvor det nye regeringsparti bestående af hinduistiske nationalister er i færd med at konfrontere de »pseudo-sekulære« engelsktalende indere. I Kina er der også sket en opblomstring af nationalister, der ikke bryder sig om den lille vestligt orienterede elite. Og de radikaliserede muslimske attentatmænd i og uden for Europa kender vi allerede historien om.
Vi skal ikke mere end få år tilbage, da mange i Vesten forestillede sig, at vi skulle udbrede demokrati og velstand til Mellemøsten og lade det frie marked triumfere. I dag er lykken vendt og den officielle fortælling en anden: En kosmopolitisk politisk elite troede den kunne drive verden frem, men i stedet ophedede de kloden, økonomien og folkestemningerne med deres blinde tro på fremskridtet og markedskræfterne. Mishra sendte Age of Anger i trykken samme uge som Trump blev valgt til præsident, og i bogen får Jean-Jacques Rousseau lov til at fremstå som indgrebet af den eliteforagt, der efter det amerikanske valg har grebet snart hele den politiske debat i Vesten.
Rousseau var en outsider, han følte sig afskåret fra det parisiske salonliv. Han drømte om en politisk kultur, hvor man ville have mere blik for moral og menneskelige kvaliteter end handel og penge. Men Rousseau var ikke nogen revolutionær type, til trods for at han er blevet taget til indtægt for utopisk tænkning. Selv gik han ind for stærke nationale institutioner som modvægt til den stærke individualisering og abstrakte rationalisme, som datidens elite med Voltaire i spidsen arbejdede for – en lidt mærkværdig pointe fra Mishras side, eftersom Voltaire delte Humes kritik af abstrakte rationalistiske tænkemåder, bekendte sig til Newton og forsvarede empirisk induktion mod rationalistiske angreb. Uanset hvad så Rousseau, at der skulle mere til at styre menneskets tilværelse end blot det frie marked, hvis ikke udviklingen skulle ende i revolution. Selv trak han sig tilbage fra samfundet med den overbevisning, at han var immun over for korruption, at han nærmest var ophøjet, præcis som ideologisk eller stærkt religiøst optagede mennesker ofte er det. Andre gange blev han grebet af komplet magtesløshed, ja, han ligefrem svingede mellem at være offer og overmenneske. Han var, som Mishra skriver, et levende eksempel på det ressentiment, som i denne tid rør sig i større og større dele af verdens befolkning.
