Når de døde vågner Hviderussisk prosa vækker en bedstemor til live

Bag et anonymt design indeholder denne lille bog en stor overraskelse: strålende litteratur! Det drejer sig om Existenz forlags første udgivelse i en ny serie af oversættelser fra Hviderusland¹Udenrigsministeriet i Danmark besluttede i 2021 at anvende navnet Belarus i stedet for Hviderusland. Dansk Sprognævn holder begge muligheder åbne. På norsk skriver Vagant Belarus, i henhold til Språkrådets anbefalinger fra mai 2022., som ved første blik kan ligne et projekt for folkeoplysning. Kundskab om hviderussisk samtidskultur skal nærmest bankes ud af mig med en kæp. Selvransagelsen ender heldigvis med, at jeg, nede på alle fire, begynder at mumle nogle navne som Svetlana Aleksijevitj og det underlige postpunkband Molchat Doma fra Minsk.

Begge de nævnte byder på en slags spøgelsesagtig vækkelse af de døde. Den fabelagtige dokumentarforfatter Aleksijevitj, som modtog nobelprisen i litteratur i 2015, bør være kendt for de fleste. Hun har velsignet os med et omfattende forfatterskab baseret på båndoptagelser af hvide­russiske stemmer, som beretter om livet i Sovjetstaten, om grusomme udryddelses­kampagner under Anden Verdenskrig og om virkningerne efter katastrofen ved atomkraft­værket Tjernobyl. Netop som man tror, samtidsromanen ikke vil noget længere, løfter Aleksijevitj kollektivets historie frem. Hendes metode gør, at verden bliver lidt større.    

Det bliver deres fælles, polyfone beretning om evig rædsel, drab og undertrykkelse, som holder læseren fanget.

På sin egen mærkelige måde vækker det dystre synthband fra Minsk, Molchat Doma, »Huse er stille«, også de døde til live. Der sker en underlig tidsforvrængning, når de i 2024 serverer klassiske beats fra de tidlige 80’eres britiske postpunktradition. Det lyder som Joy Divisions og Depeche Modes depressive musik nedsænket i en koldkrigståge, hvilket når som helst kan transportere os seniorlyttere tilbage til årene før murens fald. Således kalder Molchat Doma os mentalt tilbage til en tid, hvor østblokkens skæbne engagerede den europæiske bevidsthed. Vi fulgte alle intenst med i dramaet, som udspillede sig omkring Sovjetstatens opløsning, og mærkede den bittersøde befrielse, som fulgte i 1989 ved murens fald.

Togtur tilbage

Det er netop postpunk, der lyder i mit hoved, når jeg følger Eva Vezjnavets’ (pseudonym for journalisten Sviatlana Kurs) hovedperson Ryna på en alkoholiseret togrejse fra Darmstadt i Tyskland, hvor hun har arbejdet på et plejehjem. Rejsen går via Warszawa tilbage til Minsk og videre til de sumpområder, som dækker store dele af Hviderusland. Her er hun vokset op, og hun er kaldt tilbage på grund af bedstemorens død.

Vezjnavets etablerer en særegen, sorthumoristisk stemme i Ryna, som tager pulsen på den kuede folkesjæl. Rynas barske røst og nihilistiske blik på verden har en magnetisk kraft og lokker læseren med på rejsen, både konkret, med toget tilbage til hendes opvækstmiljø, såvel som i abstrakt forstand, på en vild tidsrejse gennem Hvideruslands historie. Man tror næsten, det er løgn, at der kan være så meget liv og ballade på så relativt få sider.

Ryna er vokset op med bedstemoren Darafeja, som var heks og healer i Nauhalnaje, en fiktiv landsby tæt på de i folkeovertroen forheksede moseområder Marjina og Skordnaje. Byen Lipen, som ligger i nærheden, er virkelig nok og var offer for jødeudryddelse ved nazisterne under anden verdenskrig. Rynas minder om bedstemoren giver hende liv, og efterhånden står bedstemoren frem som fortæller sammen med Rynas jødiske bedstefar Orka Barenboim.

Vezjnavets etablerer en særegen, sorthumoristisk stemme i Ryna, som tager pulsen på den kuede folkesjæl.

Der er muligvis flere, som får lov at tale direkte i teksten. Det er ikke så vigtigt hvem. Det bliver deres fælles, polyfone beretning om evig rædsel, drab og undertrykkelse, som holder læseren fanget. Ryna bliver en slags portvogter, der gennem et kor af stemmer, med bedstemoren i spidsen, fortæller et helt lands historie:

Har det noen gang vært fred å få for alle stakkars menneskene her? Makthaverne slo sjela ut av eget folk og drev dem til at de gikk de andre tyskerne i møte med brød og salt, og trodde at de ville få en pause fra henrettelser og avkulakiseringer. Men det viste seg å bli et enda verre mareritt. Tyskerne rørte ikke vanlige belarusere, men de hadde en ordre om å utslette jødene, kommunistene og kommissærene, og hele sovjetmakten.

Det har ikke været nemt for Darafeja at bære et rygte som heks og healer. Folk kom til hende for at få hjælp, men ofte blev hun også latterliggjort. Darafeja kender vejene gennem de forheksede moser, som er fulde af myg, ulve og helende planter. Moserne giver og tager; de suger for eksempel hvem som helst ned i mudderet – specielt alkoholikere, når de er på vej hjem fra værtshusene. Alt er perfekt tilrettelagt for ulvene:

Så dukket det opp flokker med riktig smarte ulver her, de var så smarte at folk trodde de var varulver – lyse, hvite ulver som hadde fråtset i menneske- og hestekjøtt. For det var masse av den slags kjøtt i skogen da, masse! Hele landsbyer var feid tomme for folk.

Darafeja og den folkemagi hun har kendskab til repræsenterer en slags staying power gennem alle grusomme perioder i den hviderussiske historie. Vezjnavets er subtil og lader os tænke selv. For mig fremstår den uglesete folkemagi som folkets sande sjæl og modstandskraft.

Ingen rørte oss, uansett hvor mye bestemor lot munnen gå. Verken de røde, eller tyskerne, eller partisanene. Bestemor hjalp alle når de trengte det – hjalp med fødsler, kuttet navlestrenger, behandlet sår, skjørbuk, tyfus og feber. Og dessuten laget hun hjemmebrent fanden vet av hva.

Når romanen har opremset alle de onde herrer, som har plaget den hviderussiske befolkning, vender den til slut tilbage til Rynas egen historie. Der har gennem tiden været mange mislykkedes forsøg på at dræne moserne for at gøre plads til landbrug. Disse forsøg har ført til en økologisk katastrofe, hvor mange sjældne dyre- og plantearter er gået tabt. Det bliver Rynas mission at modsætte sig disse dræningsprojekter, hvormed hun vil forsøge at genskabe og styrke de naturlige moseområder. Alt dette bliver der forbandet god litteratur ud af.

*

Bogen lanceres d. 19. november på BLÅ i Oslo, hvor forfatteren og oversætteren vil samtale med Martin Paulsen, institutleder ved Institutt for fremmedspråk ved Universitetet i Bergen.