Rachel Cusk
Pressefoto: Siemon Scamell-Katz

Hver kvinde for sig

Kvinder er altid i samtale med forestillinger om konformitet, siger Rachel Cusk. Men noget ændrer sig i overgangsalderen.

Først publiceret i Vagant 2/2022

Canadisk-britiske Rachel Cusk (f. 1967) debuterede som forfatter i 1993 og har siden udgivet ti romaner og fire essaybøger. I 2001 blev hun mødt med voldsom kritik for det selvbiografiske værk A Life’s Work, som handler om tidligt moderskab. Et citat fra modtagelsen lyder: »Hvis alle læste denne bog, ville udbredelsen af den menneskelige race praktisk talt ophøre, hvilket ville være en skam« (The Guardian, 21.03.08). Mere end ti år senere blev Cusk mødt af et lignende stormvejr efter udgivelsen af Aftermath (2012), som beskriver det økonomiske opgør og fordelingen af barneomsorg efter en skilsmisse. Igen blev forfatteren anklaget for at være selvoptaget og at være en dårlig mor. Cusk har beskrevet perioden efter udgivelsen af Aftermath som en »kreativ død« (The Guardian, 24.08.14).

Man kan se det som en reaktion på modtagelsen af disse værker – hvor Cusk blev beskyldt for at være navlebeskuende og »for meget« – at den kvindelige hovedperson i den efterfølgende Outline-trilogi (2014–2018) er stort set fraværende. I de tre romaner OutlineTransit og Kudos, Cusks internationale gennembrud, gentænker hun romanens form. Her er ingen tydelig retning eller forhistorie; kun et omrids af fortælleren Faye, en fraskilt kvindelig forfatter og mor, træder langsomt frem efterhånden som hun fører samtaler med andre mennesker. 

I sin seneste udgivelse, Second Place (på norsk Et tilfluktssted, oversat af Agnete Øye, 2021), vender Cusk tilbage til den handlingsdrevne roman. Fortælleren er den 50-årige kvinde M – fraskilt med en voksen datter – som bor sammen med sin nye mand Tony. Deres hus ligger i et marsklandskab, et lavtliggende kystområde som jævnligt oversvømmes af tidevand:

Landskapet her er en av de gåtene folk tiltrekkes av og ender med å misforstå fullstendig. Det er ødslig og trøstefullt og mystisk, og har ennå ikke fortalt hemmelighetene sine til noen. To ganger i døgnet flommer sjøvannet inn over marsken og fyller viker og sprekker, og trekker med seg sporene etter hva den har tenkt – sånn liker jeg i alle fall å forestille meg det. Jeg har gått over marsken hver dag de siste årene og den har aldri sett lik ut to ganger på rad.

Det var sjovt at skrive romanen; det gav mig en følelse af leg og teater.

Rachel Cusk

En dag inviterer M den renommerede billedkunstner L, hvis værker hun er stærkt draget af, til at komme og arbejde i hendes og Tonys ekstra hus; deres »second place«. Hun håber at L vil male marsken, så hun kan se den med hans blik – og hun tror at nærheden til denne kunstner vil forløse noget grundlæggende i hendes liv. Men intet bliver som ventet. Først dukker hendes 21-årige datter op med sin nye kæreste, og da L endelig ankommer, har han den unge kvinde Brett med på slæb. I løbet af en ualmindeligt varm sommer bliver forholdet imellem de mange personer sat på prøve. L viser sig at være en tyran: Han truer med at ødelægge M. 

Second Place er en roman om magt og berettigelse, om kvindelig overgangsalder og mandlige privilegier – og om oplevelsen af altid at havne på andenpladsen. Romanen er skrevet over kunstnerværtinden Mabel Dodge Luhans relativt ukendte erindringsbog Lorenzo in Taos fra 1933; en rystende skildring af D.H. Lawrences ophold på Luhans kunstnerrefugium i Taos, New Mexico.

Rachel Cusk, hvor begyndte Second Place: med stedet, formen eller dramaet?

– Nogle gange mærker man at idéen og formen til en roman dukker op næsten samtidig; men ikke hver gang. Jeg opfatter form som et moralsk spørgsmål man må tage stilling til før man kan skrive. Jeg er ikke interesseret i bare at fortælle historier. At finde formen er det største arbejde. Selve det at skrive er ikke et specielt stort arbejde.

– I lang tid vidste jeg ikke hvor formen til Second Place skulle komme fra. Jeg fandt den i en glemt bog. Mabel Dodge Luhans Lorenzo in Taos har en fantastisk fortællerstemme: Den siger meget om denne type kvindestemme og dens manglende evne til at forevige sig selv. Jeg var tiltrukket af denne oversete bog, som jeg kunne putte mine egne ting ned i. Det havde jeg aldrig gjort før.

Marsken omkring M og Tonys hjem fremstår næsten magisk; som en blanding af En skærsommernats drøm og en gotisk skrækfortælling. Det er som om romanen gør opmærksom på sig selv som en konstruktion?

– Det var udfordringen: Hvordan skabe denne semivirkelighed, uden at det bliver irriterende selvbevidst? Jeg ville skabe en følelse af teater. Det ligner virkeligheden, men vi ved at vi betragter en scene og at personerne spiller skuespil. Det var den følelse jeg ville frem til.

– Romanen handler om det som kommer »efter«: Efter struktur, efter identitet, efter fertilitet. Dette »efter« er et ikke-sted i kvinders liv. Hvordan beskriver man dette ikke-sted? Måske kunne jeg skabe en form for spejling eller forlængelse af denne erfaring – overgangsalderen – ind i romanens virkelighed. Jeg ville antyde en verden hvor noget katastrofalt har fundet sted, og hvor ting ikke længere fungerer som de gjorde engang; en verden hvor det er blevet vanskeligere at rejse, for eksempel.

– Da jeg havde skrevet på romanen i en måneds tid, begyndte pandemien. Det var en mærkelig oplevelse. Som om jeg havde manet den frem! Det hele er en simulering, mor, som min datter plejer at sige. Disse begivenheder bidrog til den surrealistiske stemning i bogen.

Second Place lader til at udspille sig i vores samtid, men der er meget få referencer til eksempelvis den teknologi vi kender fra vores hverdag. Man får en følelse af at romanens virkelighed befinder sig lidt ved siden af vores egen?

– Hvad skal romanen tjene? Den skal tjene virkeligheden. Det er meget svært at skrive en roman som nægter at anerkende forandring og udvikling, og dog, når man læser romaner som gør netop det, lader de næsten til at handle om disse ting.

– I trilogien er der mobiltelefoner – Faye modtager sms’er, og hendes børn ringer til hende. Det var fint for mig. Men jeg er forsigtig i forhold til den slags. Jeg anser ikke disse ting som fundamentale aspekter af virkeligheden. Jeg tror de er fundamentale aspekter af kapitalismen. Man behøver ikke skrive at folk kører rundt i biler hele tiden; hvis du ikke nævner biler i din roman, vil ingen tro at romanen udspiller sig i en tid hvor folk kører hestevogn! 

– Nogle forfattere er sprunget i med begge ben, også med hensyn til internettet. For mig at se er dette bare junk. Der har altid tidligere været aspekter af livet, som romanen ikke beskæftiger sig med. Second Place forpligter sig ikke på noget af dette. Bortset fra, handlingen finder sted nu.

Second Place er en dyster roman, men de mange personer og intrigerne imellem dem gør den også til tider ganske morsom. Hvordan var det at skrive denne type fortælling, efter trilogien?

– Det var sjovt at skrive romanen; det gav mig en følelse af leg og teater. For mig hænger det sammen med den grundlæggende barndomserfaring af improvisation, hvor man opdigter noget sammen med andre: ’Du gør sådan, jeg gør sådan’. 

– De fleste nøglescener i romanen er hentet fra blueprintet, den originale bog. Men Mabel Dodge Luhans værk har intet plot. Det er fast besluttet på ikke at fortælle en historie. Man sidder fuldstændig fast i virkeligheden. Da jeg plukkede de vigtigste scener ud, så jeg at de udgjorde et morsomt drama.

I den kvindelige overgangsalder er man mere eller mindre post-alting. 

Rachel Cusk

Et tema i romanen er magt; hvordan den opstår og bruges. M observerer de andre personer, men hun er også selv en del af det sociale spil. Man får indtryk af, at der bliver udøvet magt i selv de mindste interaktioner mellem personerne – som om intet er uskyldigt?

– For M, for denne særlige kvindelige sensibilitet, er intet uskyldigt. Hendes stemme interesserer mig, i den forstand at kvinder overvåger det hjemlige liv – hvad der sker, hvem som gør hvad – og fortolker andres opførsel og handlinger. Jeg tror at denne følelse af at være en anelse fanget og dybt impliceret, samtidig med at man har ufuldstændig magt, er en meget kvindelig måde at sanse verden på.

M er optaget af størrelser som tryghed, frihed, vilje og magt. Hun er ikke selv kunstner, og hun befinder sig i et slags kvindeligt ingenmandsland. Har hendes længsel efter nærhed til L noget at gøre med en søgen efter identitet?

– I sin mest basale form handler identitet om stemme. Det som sker i verden lige nu, er at vi bliver mere opmærksomme på hvem som har en stemme og hvem som kan tale. Second Place handler om disse ting, uden at romanen bruger begrebet »identitet«. 

– Jeg har tænkt på kvinder som føler at de bliver spejlet i eller forstået eller forstørret af kunstværker. Men så er denne kunst skabt af mænd. Da jeg skrev Second Place, tænkte jeg, måske for første gang, hvor mærkeligt. Og hvor skadeligt. Romanen stiller et spørgsmål, som jeg ikke selv har svaret på: Hvorfor har jeg tilladt mænd at beskrive verden for mig?

– Den kvindelige beskrivelse kan ikke konkurrere med den mandlige, for den er allerede underlagt den. Uanset hvad den ville fortælle, ville det være et post-undertrykt perspektiv, hvilket stadig ville være værdifuldt, men det har ingen historie. Det er en ubehagelig tanke. Mod slutningen af Second Place bliver M nødt til at tænke: Her er mit hus, her er mit barn. Dette er hvad jeg har skabt. Og denne kunstnerperson, L, han er viet til død og ødelæggelse.

Kvindelig overgangsalder lader til at være en temmelig underbeskrevet erfaring i litteraturen?

– Når jeg siger at det var vanskeligt at finde en form til denne roman, er det netop fordi denne erfaring ikke har nogen form. Alle andre kvindelige erfaringer er en samtale med forestillingen om konformitet. Som kvinde forhandler du din individualitet i mødet med sex, ægteskab og moderskab – med femininitet generelt. Uanset om det er bevidst eller ej, er du altid i samtale med en norm. Du afviser den eller underlægger dig den eller gør noget tredje eller fjerde, men du positionerer dig altid i forhold til den.

– I den kvindelige overgangsalder er man mere eller mindre post-alting. Man bevæger sig fra en meget defineret og kodet måde at være kvinde på til dette »efter«, helt uden nogen ceremoni. Det er ligesom at blive sluppet ud af fængslet, hvor de giver dig den lille kasse med din pung og dine nøgler, og så åbner de døren! Det er chokerende. Der er ingenting at tage afstand fra eller indordne sig under. Det er bogstaveligt talt hver kvinde for sig selv. 

Det er en revolution første gang man læser D.H. Lawrence. 

Rachel Cusk

Du fandt Mabel Dodge Luhans erindringsbog igennem din interesse for D.H. Lawrence. Hvor stammer denne interesse fra – manden og værkerne?

– Mabel Dogde Luhans skildring af Lawrences ophold i New Mexico er en meget trist og smertefuld historie. Han opførte sig forkasteligt. Enhver som ved en smule om Lawrence, ved at han er et perfekt eksempel på hvad der sker med mennesker som bliver dårligt behandlet af samfundet. Man bliver deform. Mod slutningen af sit liv blev han mere eller mindre drevet til vanvid af afvisning og grusomhed.

– Mange kvindelige forfattere er påvirkede af Lawrence. Det har noget at gøre med at han, i et patriarkalsk samfund, er en slags hæderskvinde. Han kom fra arbejderklassen i nord og var søn af en kulminearbejder; han blev absolut ikke accepteret af kunst- og kulturverdenen. 

– Denne position er tydelig i hans prosastil. Det er en revolution første gang man læser Lawrence. Hans sætninger opfører sig fuldstændig forskelligt fra enhver anden sætning man nogensinde har læst. Virginia Woolfs forestilling om at hvis kvindelige forfattere virkelig skrev som kvindelige forfattere, ville deres sætninger opføre sig anderledes end den mandlige sætning: Det er hvad Lawrences sætninger gør. Han viser at det er muligt at bryde med de nedarvede mandlige måder at skrive på. Dette er hans indflydelse; og selvfølgelig hans femininitet og identifikationen med kvinder.

Han forstår kvindelig erfaring?

– Fuldstændig. Det er utroligt. Man ser, at denne person ikke kommer til at overleve; hverken mentalt eller fysisk. Graden af identifikation, som udsprang af forholdet til hans mor, var uholdbar, og verden sparkede ham vitterlig til døde. Han blev 45 år gammel. Jeg var meget påvirket af Lawrence, da jeg var i 30’erne. Da jeg skrev Second Place, havde jeg i sidste ende også denne tanke: Jeg må lade mig skille fra ham, det er nok nu.

Hvilke værker interesserer dig i dag?

– Min mand og jeg flyttede til Paris for et år siden, så på det seneste har jeg læst non-stop på fransk. Det har været en interessant vej tilbage til romanen; næsten som at træde ind i den igennem et slør. Det er dejligt at være fri fra engelsk for en stund og få trænet hjernen via en anden vej. 

– Frankrig har nogle modige kvinder med modig litterær stil. Man kan selvfølgelig læse deres værker i oversættelse, men at være i stand til at læse dem på deres eget sprog føles næsten som en fysisk rejse. Det forunderlige er hvor hurtigt alt dette forsvinder igen. Jeg kan huske hvad der skete i romanerne, men jeg kan ikke visualisere den faktiske side med tekst, sådan som jeg kan, når jeg læser på engelsk. Jeg begynder at se skriften som noget mere abstrakt, som noget der kan abstraheres fra bogsiden. Jeg vil tro, det kommer til at have en indflydelse på mig. Og jeg keder mig aldrig!

– Når jeg læser på fransk, er det ligesom at have forladt mit land og mit hjem og ikke være helt sikker på hvor jeg hører til. Det er den samme følelse af usikkerhed.

Jeg ville antyde en verden hvor noget katastrofalt har fundet sted, og hvor ting ikke længere fungerer som de gjorde engang.

Rachel Cusk

Heller ingen af personerne i Second Place hører rigtig til noget sted?

– Nej, jeg efterforlod forestillingen om en sammenhængende verden i trilogien. Jeg tror aldrig jeg kan gå tilbage til at beskrive hvor folk kommer fra og hvad de laver.

Er der en fransk forfatter, som særligt interesserer dig?

– Jeg har læst en del Marguerite Duras i den seneste tid. Hendes visualiseringsteknikker optager mig. Hun benytter sig af ting i landskabet – ofte interaktionen mellem maskiner og ting som mennesker har bygget, og naturen. Hun kommer meget tæt på at male frem for at skrive.

– Måske kommer jeg til at føle mig mindre politiske motiveret som tiden går, og i stand til at skrive mere kontemplativt. Jeg tror jeg kan se det forude. Det føles ikke som om der er så meget mere jeg bør vie min opmærksomhed til, når det kommer til den kvindelige erfaring. Måske kan jeg blive neutral. Det kunne være godt.

Marsken omkring M og Tonys hjem spiller en stor rolle i Second Place, næsten som om det fysiske sted er en egen karakter i romanen. Hvilken betydning havde landskabet i arbejdet med teksten?

– Jeg har forsøgt at træde ind på det visuelle plan. At bruge landskabsmalerier til at skabe steder i teksten. Det hænger sammen med mine betænkeligheder ved romangenren og spørgsmålet om hvordan man som forfatter forholder sig til, at det man arbejder med, er opdigtet. Det at lade som om alle personerne hører til, at der er en grund til at denne historie bliver fortalt, at der er en virkelighed som vi alle kan blive enige om, eksisterer – det har jeg lagt bag mig.

– Den mærkelige, lidt uvirkelige følelse i romanen skyldes at landskabet delvist er en forestilling om Taos i New Mexico-ørkenen. Der er et par kunstnere, Georgia O’Keefe og Marsden Hartley, som opholdt sig hos Mabel Dodge Luhan og malede landskabet omkring hendes kunstnerrefugie. Dele af mine beskrivelser er påvirket af disse malerier. De er en slags transponeringer af denne verden over på andre landskaber som er mere velkendte for mig.

Romanens sprog – den ekspressive stemme og de mange naturbeskrivelser – er forskellig fra dine tidligere værker. Hvordan var det at skrive på denne måde?

– Det er absolut en retning jeg tror jeg vil forfølge videre. Måske på sådan en »jeg foretrækker træer frem for mennesker«-måde. I sidste ende leder man efter fornuft. Det er det man søger i skriveprocessen – eller skriveprocessen er en oplevelse af at skabe fornuft. Man må finde fornuft i verden. Og måske finder man den mest pålideligt i naturen.

Har fornuft noget med sandhed at gøre?

– Nej, fornuft er en moralsk kvalitet i kunsten. En uundværlig kvalitet. Hvis kunsten er gal, fungerer den ikke. Jeg tænker ikke på den mentale tilstand til den faktiske kunstner – van Gogh skabte meget fornuft i sit arbejde.

Second Place er, blandt mange andre ting, en roman om moderskab, kvindelig overgangsalder og femininitet. Det er også en roman om privilegier, magt, kunst og frihed; på samme tid en idéroman og et humoristisk kammerspil. Er der en grænse for hvor meget formen kan rumme?

– Formen er et design. Det er ikke sådan at jeg maser en masse ting ned i teksten. Den er mere sammenvævet. Formen i denne roman forudsætter en høj grad af accept fra læseren, og det er måske noget, jeg vil bevæge mig væk fra i fremtiden. At forsøge at skrive på en måde, så jeg ikke er lige så afhængig af denne forudgående godkendelse fra den der læser min bog. Jeg arbejder med formen som udgangspunkt. Jeg ser noget og forsøger at fange det. Ofte er det steder hvor mange ting krydser hinanden; jeg er interesseret i knudepunkterne. Jeg gider ikke bare fortælle dumme historier. Man må fange det øjeblik hvor mange ting finder sted på én gang.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.