Jeg skal sige lidt om Gunnhild Øyehaugs forfatterskab. Titlen på arrangementet er: »Hvor god er egentlig Gunnhild Øyehaug?« Man kunne også spørge: »Hvad gør Gunnhild Øyehaug god?« Øyehaugs selvbevidste, legende tekster viser os, hvor underlig en konstruktion skønlitteraturen er. Samtidig viser hun os vores egen underlige virkelighed. Noget af det som fascinerer mig ved forfatterskabet, er at Øyehaugs fabler netop i deres absurditet kan give mig en stærk følelse af genkendelse.
For mig er Øyehaug først og fremmest novelleforfatter. I novellen »Fuglar« fra Vonde blomar (2020) har en ornitolog, som snart skal disputere med sin doktorafhandling, glemt hvad en fugl er. Præmissen er som en parodi – den menstruerende kvinde har simpelthen mistet en del af sin hjerne ned i toilettet – men fortællingen som følger, er en meget præcis skildring af stress, af oplevelsen af at miste sig selv.
Øyehaug starter ofte sådan. Hun tager udgangspunkt i en metafor eller en overdrivelse, går ind i den, og bliver der. Som en kunstner der maler en skovsti på sit lærred – det kunne være Astrups »Kvinne i skog« – og så selv træder ind på stien og går mellem træerne, sådan bliver Øyehaugs sprogbilleder konkrete.
I romanen Presens maskin (2018) er det netop et ord – en fejllæsning i et digt – som fører til at et parallelt univers opstår og adskiller en mor og en datter. Fortælleren er en kvinde som hver dag går og lægger papirerne, hun har skrevet, i et hul i en mose. Da jeg genlæste romanen nu, blev jeg mindet om danske Solvej Balles romanværk Om udregning af rumfang (2020); her er det ikke rummet, men tiden, som er gået i stykker. Begge værker har en spekulativ form, men i deres kerne skildrer de savn, længsel, søgen efter mening, søgen efter fællesskab.
Sammenvævnet associationsstof
Mange af Øyehaugs noveller består af en slags fint sammenvævet associationsstof. Novellen »Lyse« fra Draumeskrivar (2016) er særligt elegant. Det har noget at gøre med tonen, det afdæmpede, rolige, og alt det som alligevel finder sted på kun fem sider.
Sådan her starter novellen: »Den dagen eg såg eit menneske forsvinne ut av veggen på bussen i fart, liksom berre skli mjukt ut gjennom bussveggen, blei eg veldig overraska.« Det regner. Fortælleren passerer en andedam som er gået over sine brædder, og forestiller sig hvordan det ville være, hvis hendes eget hus pludselig ekspanderede og fik en ekstra etage. Hun er bekymret for sine børn som er på vej hjem fra skole i regnen. I denne tilstand af uro, med følelsen af at alt er udflydende, grænseløst og ekspanderende, møder hun et genfærd i sin stue. Novellen slutter med at hun selv går igennem væggen i sit hus, krydser gaden og lægger sig op i lyset i en lygtepæl.
For mig er Øyehaug først og fremmest novelleforfatter.
Jeg læser Øyehaugs tekster ikke-allegorisk. Fortællingen er som den er, der sker akkurat det som der står at der sker: virkeligheden spaltes i to parallelle universer, en mor transformeres til lyset i en lygtepæl. I novellen »Slimålar i mørke« fra Vonde blomar har en kvinde samlet et helt vognlæs med slimål, og så kommer der en mand og vælter det.
Hvad skal det betyde? Jeg ved ikke om det betyder noget andet end det: at en kvinde har slidt for at samle alt dette slimede, glatte og uhåndterlige, og så kommer der en mand på vejen. Men jeg kender så godt den følelse: af at måtte begynde forfra med at samle sammen igen, med at samle sammen på mig selv igen.
Det er ikke sådan at elementerne i Øyehaugs tekster kan eller skal overføres til noget andet. Men de fantastiske fortællinger har en dobbelthed, de vækker en stemning eller en følelse i mig, som tilhører hverdagen. Måske er det netop en meget præcis beskrivelse af hverdagslig forundring, når en kvinde i en af novellerne står og stryger og klapper en ufo som er landet på marken uden for hendes hus?
Øyehaugs selvbevidste, legende tekster viser os, hvor underlig en konstruktion skønlitteraturen er.
»Knapt noko elskar eg like mykje som å forklare ting som ikkje stemmer,« skriver Øyehaug i sin seneste essaysamling, Hjartet i skalkeskjulet (2022). »Det som ikkje stemmer, inneber jo alltid ein produktiv, liten transformasjon, det vi vanlegvis kallar ein feil, eller det vi kunne kalle ein mild feil. Eventuelt kunne vi ha kalla det poesi.«
Det er ikke overraskende at Øyehaug i sine essays interesserer sig for kunst som bryder med realismen, som sætter spørgsmålstegn ved hvordan en nøjagtig gengivelse af virkeligheden ser ud. I »Astrup lyser« viser hun til Baudelaires skelnen mellem de kunstnere som vil efterligne virkeligheden og dem som vil skabe virkeligheden. Selv vil hun det sidste.
Det er fristende at anvende Øyehaugs egne ord til at beskrive hendes litterære metode, som når hun siger om Astrup: »Kanskje er det også […] slik at eg finne ei heimekjensle i det eg ser som både ein fascinasjon ved, men også ei forplikting til synet, til tinga, til verda – fjella, stjernene, ein stein, eit tre, slik kjenslelivet mitt var då eg var barn, dette blir vekt igjen av måleria til Astrup, kjensla av sterk forundring, og ønsket om vise fram verda, skape same forundringa ved verda.«
Selvbevidst og selviscenesættende
Jeg kan ved jævne mellemrum opleve en slags litteratur-lede, eller måske er det en slags fiktions-lede; perioder hvor jeg ikke kan læse skønlitteratur, og hvor jeg langsomt må træne mig op, ved at læse essays eller biografier, til at gå tilbage ind i fiktionen.
Jeg tror det har at gøre med en skepsis til en litterær form som påstår at fremstille noget virkeligt; som kan føles så opdigtet, netop fordi den foregiver ikke at være det. Jeg kan også opleve en slags udmattelse ved det modsatte, ved det alt for selvbevidste og selviscenesættende – ved en litteratur som ikke lader mig glemme et sekund, at jeg sidder og læser noget som nogen har skrevet.
Når Øyehaug er allerbedst – og det synes jeg hun er særligt i de sidste udgivelser; den sidste novellesamling, den sidste roman, den sidste essaysamling – balancerer hun mellem disse to fremstillingsformer. Hendes værker er tydeligt konstruerede tekster, næsten euforiske over deres eget ekspanderende mulighedsrum, og de opleves som meget præcise fremstillinger af en form for virkelighed, et følelsesliv, en erfaringsverden.
En sidste ting jeg vil sige om Gunnhild Øyehaugs forfatterskab er, at det kan være alvorligt, men aldrig selvhøjtideligt. Øyehaug skriver med smittende begejstring om andre forfattere og kunstnere. Teksterne giver mig lyst til at læse og genlæse Kafka, Olav H. Hauge, Inger Christensen, Sharon Olds. Begejstring og forundring er hvad jeg først og fremmest forbinder med Øyehaugs forfatterskab. Og ofte, på trods af humoren i teksterne, en slags trist forundring. Ønsket om at nogen skal komme, om sammenhæng, om mening, om ikke at være alene.
