I efteråret 2022 dukkede Horsens, min fødeby, op i litteraturtillæggenes overskrifter. Det sker ellers ikke hver dag. Til norske og svenske læsere kan jeg fortælle, at Horsens er en gennemsnittelig, mellemstor by i Jylland. Det mest bemærkelsesværdige er, at den de seneste årtier har udviklet sig fra at være en arbejderby til at brande sig selv som en moderne kulturby. Alligevel fylder Horsens en del i modtagelsen af to af bogsæsonens mest omtalte bøger, Niels Franks Fanden tage dig og Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Begge forfattere stammer fra byen, og bøgerne handler på hver deres måde om at sidde fast i Horsens og forsøge at frigøre sig. En tveægget vrede til byen løber gennem forfatternes skrift. Samtidig bliver denne jyske provinsby holdt op som et litterært ideal af begge forfattere, som en påmindelse om noget litteraturen har glemt. Hvad er der på færde her, tænker en anden eksilhorsensianer.
Fanden tage dig er Niels Franks beretning om drabet på hans søster, Elin. Drabsmanden var forfatterens svoger, søsterens mand gennem 30 år, og bogen skriver sig ind i den pågående diskussion om de skræmmende mange partnerdrab i Danmark. At forlaget ikke går på listefødder omkring bogens grusomme indhold, ser man allerede på den sorte forside med røde bogstaver og en grå kontur af et oversavet jagtgevær. Det er et dokumentarisk værk, der fortæller historien om Elins død råt for usødet. Det er også historien om, hvordan Frank hele livet har forsøgt at slippe væk fra Horsens, men hvordan familietragedier indhenter ham, gør frigørelsesprocessen umulig. Søsteren Elins frigørelsesproces fra et destruktivt ægteskab ender med, at hendes, ifølge bogen, psykopatiske ægtemand slår hende ihjel. Fanden tage dig er et dokumentarisk værk, men fortællingen er en tragedie.
Niels Frank
Fanden tage dig
Gyldendal, 2022
I modtagelsen er der blevet gjort meget ud af, at Fanden tage dig er en afvigelse fra forfatterens tidligere værker. Frank har udtalt, at hans forfattervenner slet ikke mener, at denne bog hører til hans forfatterskab, da den er for primitiv og ukunstlet sammenlignet med hans andre bøger. I interviewet »Horsensforbandelsen« i Weekendavisen (18.08.22) lanceres bogen decideret som et farvel til finlitteraturen. Her fortæller forfatteren om lighederne mellem hans litterære projekt, hans søsters morder og fødebyens grimme arkitektur. Han »ser morderens primitivisme spejlet i byen«, og afmagten over søsterens død giver ham lyst til at »sparke til Horsens«. Men sorgen har også revet hans litterære prætentioner væk og givet ham en ny frihed som forfatter:
Den her situation, hvor alt er brudt sammen, og det hele ligger på gulvet, kan godt angive en ny frihed. Så behøver jeg ikke flygte mere. Det hele er alligevel splintret. Nu kan jeg gå direkte til værks. Jeg havde faktisk forleden en fornemmelse af præcis, hvordan det vil blive: At nu behøver jeg ikke gøre det her – uden at vide præcis, hvad det er … Jeg mærkede en frihed. Og jeg tænkte, at jeg godt kunne skrive mere om Horsens. Om min familie. Og være revnende ligeglad med, om nogen finder det litterært vellykket. Hele ideen om god litteratur rager mig en papand nu.
Det indædte had til Horsens forløser Franks antilitterære projekt, sætter ham fri fra den gode litteraturs spændetrøje. Men når man læser bogen, springer virkemidlerne i øjnene med det samme. På de første sider introduceres et citat fra den britiske romantiks mest kendte landskabsmaler, John Constable, der lyder: »I never saw an ugly thing in my life.« Frank skriver om sin beundring for Constables gavmilde blik, viljen til at finde skønhed overalt. Den følgende beretning om partnermordet på Franks søster står i skarp kontrast til dette citat, som djævlens advokats modsvar til Constables udsagn. Det er lettere grovkornet, ja, men at lade bogen tage afsæt i en dialektik mellem skønhed og grimhed er trods alt et opbyggeligt greb, der ikke stemmer overens med ambitionen om at frigøre sig fra finlitterær formgivning.
Jeg noterer mig en passage fra bogen, hvor Niels Frank taler sideløbende om sin families historie og Horsens’ udvikling fra »fængselsby« til »kulturby«: »Horsens udviklede sig måske nok. Men vores familie er slået tilbage til den samme primitivisme med trusler og slagsmål og banden og svovlen. Det er det vilde vesten om igen.« Når jeg læser dette, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Horsens i bogen, og i særdeleshed i dens reception, forvandles til en freudiansk konstruktion, der mest af alt minder om Lars Von Triers Riget: Det barbariske bobler under overfladen, altid på nippet til at gå i udbrud.
Glenn Bech
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet
Gyldendal, 2022
»Jesus fra Horsens« blev Glenn Bech kaldt af Linea Maja Ernst i hendes anmeldelse af Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet i Weekendavisen (29.09.22). Ligesom debutromanen Farskibet (Gyldendal, 2021) springer bogen mellem erindringer fra barndommen som mobbeoffer i Horsens, noter om giftig maskulinitet og en bredere anlagt samfundskritik. Især sidstnævnte fylder meget i den nye udgivelse, der går under genrebetegnelsen »manifest« og tager lige dele sigte mod jegets horsensianske arbejderklasseophavs benhårde homofobi og den kulturelle overklasses hykleriske fordømmelse af underklassen. Jeget, Glenn, befinder sig i krydspresset mellem klasseskellene som traumatiseret homoseksuelt barn af en homofobisk underklasse og nuværende medlem af den talende klasse med dens nedadsparkende klasseforagt. Bogens kritik er med andre ord rettet lige så meget mod jeget selv som mod samfundet omkring ham; han tager kritikken og lidelserne på sig.
Glenn Bech gør ligesom Niels Frank en dyd ud af at skrive sig fri af forestillingerne om »den fine litteratur«. I et interview med Klassekampen (27.08.22) siger han, at han ikke orker »selvforskjønnende skriving«, men insisterer på at skrive autentisk om den virkelighed, han voksede op i. Ifølge Bech afslører det mest af alt anmeldernes privilegerede opvækst, når de omtaler virkeligheden i hans bøger som »et vilt univers«. I modsætning til Niels Franks lettere mislykkede ambition om at skrive en mislykket bog, formår Glenn Bech at leve op til sit eget ideal om formløshed. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er et kaotisk værk, hvor denne læser ofte må give fortabt i forsøget på at følge med i de bratte overgange mellem erindringsprosa og benhård sociologi, mellem selvironisk humor og konfrontatorisk patos. Klassesammenstødene kan være utroligt sjove, når der er tale om kommunikationsbrister i det intime rum mellem mor og søn: »›man skal sørge for at respektere andres grænser‹ / forklarede jeg min mor / og hun bad mig lukke røven med det lærersprog.« Andre gange kan de være krast agiterende som i det stykke, forlaget har fremhævet på bagsideteksten:
tænk sig clashet i
at overleve barndommen og knap ankomme til voksenlivet
tynget af gæld og manglende uddannelse
traumatiseret, med kroniske smerter
og så en dag: Østerbro
hvor ungerne og deres forældre
kan føle sig krænket over dig
som kommer vraltende der
med plastikposer fra Netto
og en upassende tattoo
ingen fucks for et værdigt kontanthjælpssystem?
ingen fucks for et lige boligmarked?
så er der altså heller ikke mange fucks til overs for Kastanje Carl Oscars ”revolution af det binære” eller jeg mener
hvis vi skal have alle med
så skal vi også have alle med
Blandt anmelderne var der delte meninger om Glenn Bechs klasseopgør. Polerne bestod blandt andet af Linea Maja Ernst, der hylder forfatterens mod til at kritisere sine egne rækkers privilegieblindhed, og Informations anmelder Tue Andersen Nexø, der kalder klasseanalysen klichefuld og sammenligner den med Inger Støjbergs provinspopulisme. Alexander Vesterlund fra Politiken uddeler fem hjerter og afslutter med at kalde Bechs manifest »en vigtig bog, der også minder om, at klassekampen stadig findes – også i litteraturen«. Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Er der virkelig behov for at få genopfrisket, at der findes klassekampe i det danske samfund? Og hvem er det helt præcist, der har brug for at blive mindet om det?
Oven på flere års ophedet debat om skillelinjerne mellem København og provinsen er det slående, at anmeldere overraskes af den klassespecifikke vrede, som Bech udtrykker. Pludseligt giver det mening, at Horsens, af alle steder, bliver et eksotisk samtaleemne i den litterære andedam.
