Hvad betyder hjemstavn i en opvarmet verden?

Vagant: Suzanne Brøgger, når spørgsmålet om hjemstavn dukker op igen og igen i den kulturelle debat, betyder det så, at vi som globaliserede individer oplever et generelt selvtab og en mangel på sikker grund under fødderne?

Brøgger: Spørgsmålet er ikke nyt, allerede i 70’erne startede den tyske tv-serie Heimat, som i 117 afsnit bearbejdede nazismen og Anden Verdenskrig og ungdomsoprøret, som var en reaktion på forældrenes mere eller mindre nazistiske holdninger og gerninger. Hjemstavn er et begreb, der rummer historisk bevidsthed, fordi en lokal forankring indbyder til at sammenligne mellem før og nu. Hjemstavn vaccinerer for så vidt mod »historisk provinsialisme«, altså den historieløshed, der præger vores egen tid, hvor man lever fra hånden og i munden. Det var den risiko, Karen Blixen advarede imod, hvis ikke man kan føre sit husholdningsregnskab 3.000 år tilbage. Det er sandt, at vi som globaliserede individer oplever et generelt selvtab, som nok er os påført af den amerikanske kultur siden Anden Verdenskrig med en mere standardiseret udgave af individet, der idealiserer identitet fremfor personlighed, som var en europæisk udvikling, der går tilbage til Sokrates’ filosofiske spørgsmål: »Hvem er jeg?«

Vagant: Historisk set har ideen om en hjemstavn mørke ideologiske konnotationer. I en verden med klimaforandringer og migrationskrise bliver det stadig mere nødvendigt at genforhandle vores politiske forestilling om en hjemstavn. Hvordan gør vi det?

Brøgger: Sandt nok, Blut und Boden skræmmer. Men med klimaforandring og migration er det nødvendigt at ophæve det politiserede skel mellem land og by, mellem centrum og periferi, som destabiliserer adskillige samfund på verdensplan. Norge er en undtagelse, hvor man bruger mange penge på at få landet til at hænge sammen. I Danmark, derimod, nedlagde man provinsen gennem den såkaldte strukturreform i 2007 – og forsøger nu – kunstigt at genskabe den, via udflytninger. Det tager mange hundrede år at skabe et samfund, købstæder, provinsbyer, landsbyer. Men kun et øjeblik at ødelægge dem ved at nedlægge skoler, rådhuse, lægehuse, infrastruktur. Når det gælder klima og migration er en implementering af FN’s verdensmål uomgængelige som prævention mod de værste skrækscenarier – navnlig for at udbrede håb for fremtiden hos de unge.

Vagant: I alt fra den klassiske dannelsesroman til den mere dystopiske samfundsroman har hjemstavnen spillet en væsentlig rolle i vores kulturelle selvforståelse. Hvordan kan hjemstavnslitteraturen være med til at inspirere det 21. århundrede?

Brøgger: Måske skal man undlade at kategorisere og sætte litteratur i båse. Er al litteratur, der foregår i provinsen, hjemstavnslitteratur? Jeg har både skrevet bøger, der rummer verden globalt, som for eksempel Jadekatten (1997) og mine essaysamlinger, men samtidig skrevet bøger, der foregår på landet, hvor jeg bor, som for eksempel Sølve (2006). Som folk siger her på stedet: »Vi lever et liv, som bondemanden aldrig har kendt.« For når de ikke har malkekvæg, kan bønderne være globetrottere ligesom alle andre, og er det, i flere tilfælde. En egyptisk forfatterinde, der havde siddet i fængsel, lærte mig udtrykket »glokal«, hverken lokal eller global, men begge dele. Sådan vil jeg mene, at mine hjemstavnsbøger også rummer et verdensperspektiv. Forankringen i hjemstavnen er forudsætningen for verdensåbenhed.

Vagant: Heidegger hævdede, at menneskets hjemstavn er dets sprog. Behøver hjemstavnen at være et sted?

Brøgger: Det er netop erfaringen: Hjemstavnen kan være sproget. Som ung vidste jeg ikke, om jeg skulle studere filosofi i Indien – mine forældre boede dengang i Afghanistan – og senere, om jeg skulle blive forfatter i New York eller Paris. For det ville jo være idiotisk at være forfatter i så lille et sprogområde som det danske. Det var ikke mig, der valgte at bo i Danmark, men sproget, der valgte mig. »Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang« – dog ikke så smuk en klang som svensk eller norsk, selvom alle de nordiske sprog er dialekter af den oprindelige danske tunge. Dansk er et kosmopolitisk, ironisk sprog fra Søren Kierkegaard og H.C. Andersen til Storm P. Alt det, man fik læst højt som barn, »det sidder«, som et øksehug i en islandsk saga.

Vagant: Til sidst i Norsk omelet (2018) skriver du, at nordmændene nærer en særlig glæde ved deres land og landskab: »Naturen er en del af deres indeliv, som de hele tiden skal ud i.« Det er flot skrevet. Hvorfor gør det sig ikke gældende for danskere? Mangler vi en godartet kærlighed til vores eget land, som ikke ender i pigtrådshegn og provinsialisme?

Brøgger: Her vil jeg svare, at vi i Danmark, som er en lille tut på Europas kontinent, ingen videre vild natur har. Vi er kontinentale med byer, bebyggelser og opdyrket jord. Så hvis vi vil have natur – hvad flere og flere vil – er det en utopi, der skal planlægges. For man kan jo spørge, hvad det gør ved et folk ikke at kende til naturen som en ukontrollerbar del af virkeligheden.

Vagant: Josefine Klougart, hvilken betydning har det for litteraturen, at behovet for en hjemstavn bliver ivrigt diskuterert i disse år?

Klougart: Jeg tror, at de større bevægelser i kulturen har en meget mere indirekte og kompleks afsmitning på litteraturen end som så. Jeg er skeptisk over for avisernes tendensartikler, hvor et enkelt begreb bliver brugt til at beskrive en masse litteratur. Medierne finder en hammer og ser søm overalt. Forfattere har altid beskæftiget sig med menneskets forbundenhed til bestemte steder og sprog og kulturer og idéer. Har man ikke altid været interesseret i forskellige steders geologiske historie, stedets konkrete beskaffenhed og stedets ånd? Det tænker jeg. Jeg har lige læst Carson McCullars og William Faulkner, der også behandler en hjemstavnsproblematik. Og hvad med Virginia Woolfs London eller Seamus Heaneys graven i den irske muld? Er deres værkers forankring i et bestemt miljø ikke også udtryk for en interesse for en hjemstavn? Hjemstavnen som alt det, vi på en gang er bundet til og udspringer af – og som vi derfor hele tiden prøver at nærme os og forstå.

Vagant: I en verden med klimaforandringer og migrationskrise bliver det muligvis stadig mere nødvendigt at genforhandle vores politiske forestilling om hjemstavnen. Hvordan gør vi det?

Klougart: Det er rigtigt, at idéen om, at der skulle være en snæver sammenhæng mellem på den ene side en følelse af forbundenhed med de steder og idéer, mennesker lever og kender intimt (vores hjemstavn), og på den anden side en protektionistisk, måske ligefrem aggressiv lukkethed overfor andre mennesker, andre klasser, andre kulturer, har været dominerende i litteraturen og kulturkritikken i mange år. Enten søgte man mod det nære, eller også åbnede man sig mod verden. Det er for mig at se en dum og falsk modstilling. At være sensibel i ens tilgang til jorden og sproget er ikke i modstrid med en næstekærlig og værdig behandling af andre mennesker. Tværtimod hænger tingene sammen. I det omfang, vi kan åbne os for de sanselige erfaringer af vores forbundenhed med naturen, bliver vi også bedre til at mærke hinanden.

Vagant: Hjemstavnen har til alle tider spillet en væsentlig rolle i vores kulturelle selvforståelse. Hvordan kan hjemstavnslitteraturen være med at til at inspirere det 21. århundrede?

Klougart: Jeg har længe været optaget af, hvordan vi kan nå frem til en dybere og bredere erkendelse af, at vi er forbundet med hinanden og med alt levende. Hvordan vi også selv er den natur, vi påvirker. Jeg tror, at præcis disse erfaringer af forbundenhed med naturen er nødvendige, hvis vi skal lykkes med at skabe nye bæredygtige samfund. For disse erfaringer er måske en del af forudsætningen for, at vi vågner op og organiserer os, arbejder sammen i et nødvendigt opgør med et grundlæggende destruktivt dogme om uendelig vækst. Vi står over for et nødvendigt opgør med strukturer, der bærer den systematiske udnyttelse af naturressourcer og mennesker i sig. Jeg tror, at denne erfaring af forbundenhed med naturen som skønlitteraturen og poesien kan bære, er en del af grundlaget for, at disse bevægelser kan opstå.

Vagant: Behøver menneskets hjemstavn at være et sted? Kan det også være et sprog?

Klougart: Jeg tænker, at det giver god mening at tale om sproget som en hjemstavn, en form for landskab eller orden, man kender godt. Der er helt sikkert en forbindelse mellem de specifikke steder mennesker bor, den tid de lever i og det sprog de taler. En forfatters opdagelse af en stemme og et sprog leder ofte, tror jeg, tilbage til nogle tidlige erindringer, og disse erindringer vil være knyttet til bestemte steder, der er blevet definerende for os, simpelthen fordi vi kender dem så godt. Måske kunne man foreslå, at hjemstavnen er mere end stedet og mere end tiden og mere end sproget. Det er nogle erindrede billeder eller situationer, som rummer en form for uudgrundelighed og en følelse af at være levende og til stede i verden.

Vagant: Du har tidligere i dit forfatterskab taget udgangspunkt i din opvækst på landet. Kan man generelt i dine bøger tale om en modvilje mod storbylivet og den hektiske moderniseringstrang?

Klougart: Jeg har ikke skrevet nogen af mine bøger med udgangspunkt i den form for modvilje mod noget. Jeg er vokset op på landet, og mange af de erfaringer, man samler op i barndommen, er forbundet med naturen og dyrene dér. De er hverken mere eller mindre værd end barndomserindringer fra Århus Vest. På mange måder ligner de hinanden i det indre. Som forfatter er man afhængig af de erfaringer – dem bruger man altid af. Men for et år siden er jeg selv blevet mor, og jeg kan mærke en lyst til at være tættere på naturen og give mit eget barn noget mere af det, jeg selv har fået: Det uovervågede, usete børneliv i skoven og på stranden, med dyrene i stalden og på marken. Det at man kan bruge en time på at gå hjem fra skole i en grøftekant eller skrå ind over en mark i stedet for at tage metroen. På den måde har jeg jo afsløret mig selv: Der er alligevel noget særligt ved dét at vokse op tættere på naturen i et tyndere befolket og trafikeret område. Det er en intuitiv fornemmelse af et særligt stort og uforstyrret rum, der muliggør en følelse af forbundenhed med netop naturen, og den grundlæggende erfaring, at vi selv er natur. På landet er denne oplevelse i højere grad en konkret, kropslig hverdagserfaring, den er hverken romantisk eller sentimental, men praktisk.