Musik som stemningsmaskine Historien om strømmetjenesten Spotify

Hvad skete, da musikken blev digital? Dét er emnet for Liz Pellys bog Mood Machine.

Illustration: Andreas Töpfer

Liz Pelly: Mood Machine. The Rise of Spotify and the Costs of the Perfect Playlist. Atria/One Signal Publishers 2025

I 90’erne var jeg ofte sent oppe om tirsdagen, uanset om næste dag bød på skole eller arbejde. Dengang viste MTV programmet Alternative Nation fra midnat til klokken to. Toby Amies, med viltert strithår og stiv britisk accent, var det nærmeste kanalen kom en VJ, som fungerede overbevisende som selvstændig kurator med smag for alt underligt og skævt. Der var meget gentagelse, og de samme videoer gik i loops, indtil de blev uinteressante at se på, men Alternative Nation var alligevel et sted, hvor man kunne opdage noget nyt og få sig en række små chok.

Ikke sjældent gled en halvnøgen Nick Cave over skærmen og brølede sangen »Nick the Stripper« med The Birthday Party. I dokumentarfilmen Mutiny in Heaven (Ian White, 2023) fortæller bandet om den svære tid i London i 80’erne, efter de forlod deres hjemby Melbourne i Australien. Ingen i London brød sig om dem, de var fattige og sultne og sov alle sammen på gulvet i en lille lejlighed. Der begyndte alligevel at ske noget. Ivo Watts-Russell fra pladeselskabet 4AD kom til en af deres koncerter, og John Peel, den legendariske radiovært på BBC Radio 1, begyndte at spille studieoptagelserne, de havde med fra Australien. Når den tids mest vågne øjne og ører sagde god for The Birthday Party, kunne denne rumlende, mørke musik begynde at finde et større publikum.

I 80’erne havde Danmarks Radio lige så eventyrlystne radioværter som Peel. Da maxisinglen, et udvidet mix specielt egnet til dansegulvet, blev et fænomen, var det P3s Kim Schumacher, som fik os til at fatte konceptet. Det gjorde det ikke mindre interessant, at Schumacher indledte hver sang med en grænseoverskridende, fantasifuld ordflom. Schumacher klædte sig som en pastelfarvet alf med tyk mascara på vipperne og blev selv en slags popstjerne i fjernsynet og i ugebladene. Jan Laursen var en anden P3-vært, som spillede al slags bizar musik udgivet på små pladeselskaber. Laursen, som i dag er redaktionschef i DR Kultur, styrede ugens vigtigste musikprogrammer, som for eksempel Rockland, og han var også værd at blive oppe om natten for. Der var ingen grænser for, hvad han kunne finde på at spille. Man sad klar med sine tomme kassettebånd. At optage Patti Smith, Pixies eller Throwing Muses i en sen nattetime var som at fange sjældne sommerfugle.

Fra dengang til nu

Vi ledte efter fare, men verden var alligevel ganske tryg at gå på opdagelse i. Tidens influencere var også pædagoger, de formidlede en fortælling om kunstbegreber og æstetiske traditioner, som var mangfoldig, men som stadig syntes at stamme fra det samme kildevæld, som løb gennem alle tider og alle kulturer. Der var Fortællingen, og her var vi, de nysgerrige, og ovre i hjørnet var de slemme pladeselskabsfyre, som kom snublende i det helt forkerte tøj og desperat forsøgte at efterligne måden unge mennesker opførte sig på. De ville under huden på os og forsøgte at koble sig til alt, som var cool, som blodsugende igler.

I 2025, i strømmetjenesternes tidsalder, er det blevet en del sværere at gennemskue, hvilken agenda forskellige indflydelsesrige techfolk egentlig har. Vi er nu inde i universer, som er iscenesat af dem, og de kan som små guder se ind i vores inderste ved hjælp af avanceret forbrugerstatistik. De kan manipulere med os, uden vi er i stand til at afkræve dem gennemskuelighed på alle niveauer. Det er både ufedt og ganske uhyggeligt. Samtidig skal jeg ikke skjule, at jeg sætter pris på, at hele musikhistorien er blevet til det nye, varme vand, som bare strømmer og strømmer. De af os som har grundlagt vores musikidentitet i en anden tid er vel imprægnerede, som de sortmalede bjælker i et stædigt sommerhus, mod ondskaben – eller hvad?

Idéen til en strømmetjeneste

Kunsten har altid forhandlet med den teknologiske udvikling. Liz Pelly, musikjournalist hos amerikanske The Baffler, fortæller i sin nye bog Mood Machine (2025) historien om, hvad som skete, da musikken blev digital. Strømmetjenester som svenske Spotify opstod som direkte konsekvens af en smertefuld krig, som rasede i 00’erne mellem de store pladeselskaber og aktivister, som sejlede under flag som Pirate Bay og Napster og krævede fri musik til folket.

I Netflix-serien The Playlist (2022), baseret på Jonas Leijonhufvud og Sven Carlssons bog Spotify Untold. How a Small Swedish Start-up Changed Music Forever (2019), portrætteres Spotify-grundlægger Daniel Ek som en underklasserebel, der voksede op i nogle betonblokke udenfor Stockholm. Alt han ønskede sig var at gøre sin mor lykkelig med en alt for dyr CD med Aretha Franklin, hun kunne danse til.

Ek arbejdede med onlinereklame og fulgte ivrigt med i balladen som opstod, da den ulovlige fildelingstjeneste Pirate Bay slog igennem, og de store pladeselskaber gik i krig mod dem. Det er her, han begyndte at foreslå idéer til en strømmetjeneste. Eks hedeste ønske var at arbejde for Google. Han havde fået øje på popmusikkens potentiale for at tiltrække opmærksomhed til digitale platforme, som siden kunne fyldes med reklame.

Ek portræteres som dybt inspireret af Pirate Bay og fyret op af samme – ærlig talt, forbløffende irrationelle – harme som dem. Et relevant spørgsmål til piraterne er: Skal musikerne ikke få betalt for deres arbejde? Nej, synes svaret at være, indtil en smart kvindelig jurist, Petra Hansson, får landet en aftale om et blødere og mere fordelagtigt strømmekoncept, som gør, at Spotify for alvor kan søsættes med verdens største pladeselskaber i ryggen.

Techfolkets nye guldmine

Spotify var i begyndelsen dårlig forretning for aktionærene. Platformen måtte betale 70% af sine indtægter til de store pladeselskaber. Dette reddede Sony, Warner og de andre ud af ti års krise forårsaget af pirataktivisterne, men Spotify havde gjort en vigtig opdagelse. Ikke alle er klar til deep listening på daglig basis, mange af os er snarere stemningslyttere, vi bruger musik i baggrunden.

For eksempel laver vi spillelister til dagens køretur til arbejdet eller skolen, eller til studier, træning, søvn og så videre. Dette giver techfolket en ny guldmine af information. De kan sidde som Morfeus og aflæse vores inderste drømme. Således så Spotify i krystalkuglen og spurgte sig selv: Hvorfor skal vi betale fuld licens til de store pladeselskaber for musik, som kun lyttes til med et halvt øre? Kunne strømmetjenesten ikke selv skabe indhold til at dække behovet for blid baggrundsmusik?

Spotify syntes idéen var så god, at de begyndte at hyre anonyme studiemusikere til at lave baggrundsmusik under forskellige opfindsomme navne. Afsløringen af initiativet PFC, Perfect Fit Content, står centralt i Pellys bog. Både Dagens Nyheters journalister og flere amerikanske musikjournalister har siden 2017 arbejdet for at afdække det hemmeligholdte PFC-koncept. Pelly er den første, som giver det en sammenhængende fremstilling.

Igennem PFC blev der produceret stemnings- og baggrundsmusik til Spotifys brugsorienterede spillelister, som ofte inkluderer ordet »chill« på den ene eller den anden måde. Ifølge musikernes kontrakt overgiver de alle licensrettigheder til Spotify, som følgeligt kan begynde at skovle penge ind.

Disse spillelister har ekstremt mange følgere, hvoraf mange af dem sikkert er kaffebarer, som skal bruge nogle behagelige vibrationer. Man kan blot forestille sig vanviddet, når AI-genereret musik også begynder at mase sig ind. Nogle af os gnider nervøst hænderne mod hinanden, mens vi med pibende stemmer spørger, om ikke hele kunsthistorien – selve Fortællingen om hvad mennesket har tænkt og skabt – snart bliver en perifer spilleliste, man kan vælge til eller fra i denne strømmeverden.

Fra Netflix-serien The Playlist.

Hemmeligholdte koncepter

Pelly erklærer, at hun er drevet af en trang til at afmystificere, og store dele af bogen fremstår som en nidkær og småironisk nærlæsning af Spotifys forskellige hemmeligholdte koncepter. Vi kan næsten se techfolket spille ping-pong på arbejdspladsen, mens de opfinder morsomme navne til afstressende spillelister. Der skal skabes små sandkasser, hvor vi kan lege og blive ved med at føle os stimulerede af det produkt, mange af os abonnerer på. En tredjedel af de interviewede er tidligere ansatte, hvis stemmer er anonymiserede; informationen strømmer fra en omfattende lækage. Det er yderligere urovækkende, at flere PFC-musikere Pelly taler med ikke synes at være helt klar over, hvad det er, de har bidraget til. Det forstærker et uhyggeligt indtryk af, at denne slags platforme ved alt om os, mens de er uvillige til at afsløre noget som helst om sig selv.

Der kryber igen en uhyggestemning ind over mig, når Pelly kommer ind på, at listigt kuraterede spillelister efterhånden skaber et feedback loop, hvor kunstnere begynder at lave musik, som passer til spillelisterne. Sådan opstår spotifycore, som Pelly kalder det. Musik som skal pakke os ind i vat.

Brian Eno, som er krediteret som opfinderen af ambientgenren – the original chill – har iøvrigt ikke haft noget ønske om at skabe hyggestemning. I Pellys bog citetes han for at sige, at ambient snarere handlede om at acceptere døden og tomheden.

Kunstnernes arbejdsforhold

Spotify har måske været med til at redde de store selskaber fra piraterne, og kan sikkert blive ved med at gøre gode ting for dem. Det samme gælder næppe for de mindre pladeselskaber, som eksisterer i et ikke-kommercielt kredsløb. Situationen er langt mere kompliceret for dem, og mere eller mindre bevidst tågelægning gør vejen frem til forhandlingsbordet til et surrealistisk forhindringsløb.

Det er ikke kunstnernes arbejdsforhold i strømmetjenesternes verden, som er hovedfokus i Pellys bog, vi må over halvvejs ind, før dette emne overhovedet kommer på bordet. Men som lytter spørger man sig: Hvad tjener en kunstner (ofte et band bestående af flere personer) egentlig gennem strømmeplatformene? Tallet som cirkulerer, og som Pelly gengiver, er 0.0035 $ pr. strømmet sang. Damon Krukowski fra det amerikanske band Galaxie 500 skrev i 2012 en Pitchfork-artikel om netop dette emne. Her kan han afsløre, hvad bandet tjener på deres sang «Tugboat», som i 2012 blev strømmet 7800 gange på strømmetjenesten Pandora. Indkomsten beløb sig til 21 cents, som fordelt på tre bandmedlemmer udgjorde 7 cents. Altså mindre end en dansk krone pr. år.

Først i 2020 begyndte musikerne at organisere sig i United Musicians and Allied Workers (UMAW), og man kan håbe, at lønforholdene efterhånden kan forbedres.

Illustration: Andreas Töpfer

Krævende musik

Snakken om stemningsmusik fik mig til at tænke over, hvad som egentlig er dens diamentrale modsætning? Krævende musik, hvad er det? De to første sange jeg spontant placerer på min spilleliste er »Frankie Teardrop« af Suicide (1977) og »The Kids« af Lou Reed fra albummet Berlin (1973). Ved nærmere eftertanke slår det mig, at kunstnerne i begge tilfælde tager udgangspunkt i sociale tragedier.

»Frankie Teardrop« er historien om en mand, som er ude af stand til at forsørge sin familie og derfor dræber dem og siden sig selv. Sangteksten er baseret på en avisartikel, som forsangeren Alan Vega lod sig inspirere af. »The Kids« er på sin side en socialt observerende sang om en prostitueret, som bliver frataget sine børn. Begge sange indeholder chokeffekter som gråd og skrig.

Dette vil vi ikke have idag, det er der ingen tvivl om. Vi vil ikke lytte til den sociale virkelighed, sådan som stor kunst kan bringe den direkte ind i vores hoveder. Det er nærliggende at spørge sig selv om, hvad den friktionsløse, udchillede spotifycore vil gøre ved os i det lange løb.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.