ANMELDELSE. Francis Fukuyama argumenterer i sin nye bog for, at identitetspolitikken er en trussel mod det liberale demokrati.
[dropcap]F[/dropcap]rancis Fukuyama kan for mange fremstå som et håbefuldt fredsvæsen. Men hans tese om »Historiens afslutning« var aldrig en opfordring til verden om at lægge våbnene fra sig, om at befolkningerne bare skulle holde hinanden i hånden, læne sig tilbage og hvile trygt i troen på, at det liberale demokrati og verdenskapitalismen nok skulle klare det hele fra Murens fald og frem. Demokratiet var og ville altid være noget, man skulle kæmpe for. Og kapitalismen? Den måtte selvfølgelig kontrolleres.
Ganske vist gjorde den amerikanske samfundstænker sig, i sit epokegørende essay »The End of History?«, publiceret i The National Interest i 1989, til talsmand for en vidtgående vision om, at det liberale demokrati ville blive ved med at triumfere og ekspandere; at der ikke ville være noget ideologisk fremskridt efter det, og at der aldrig ville etableres noget alternativ til det system, som særligt i Vesten har gået sin sejrsgang. Hverken kommunismen eller nogen anden samfundskonstruktion ville kunne udkonkurrere den liberale, kapitalistiske verdensindretning. Men Fukuyama gjorde det samtidig klart, at Historien aldrig måtte forveksles med begivenhederne. At det var slut på Historien, og at det moderne, frie og kommercielle samfund bestående af selvstændighedssøgende individer ville fortsætte med at udbrede sig til hele verden, betød aldrig, at der ikke ville kunne opstå en Trump, et Brexit eller sågar en ny stærk højreradikal bevægelse i nazismens hjemland. De onde ånder ville altid kunne finde på at hjemsøge dette jordiske paradis. Særligt advarede Fukuyama mod, at den teknologiske udvikling ville blive ved med at friste menneskeheden med sine nyskabelser og omvæltende kræfter, som igen ville installere en ny angst i befolkningerne.
Med sin analytiske lægehjælp forsøgte han at bibringe verden den fredfyldte fremskridtstro, at det liberale demokrati blandet med kapitalismens accelererende kræfter ville være så bestandigt gennemtrængende i sin frihedsdannelse for det enkelte individ, at den ville æde alle konkurrerende systemer op. Men vurderet ud fra vores egen tids politiske situation, var der samtidig noget jubeloptimistisk over denne forestilling, som næsten kun kunne have opstået i så en triumferende periode som den oven på Murens fald, hvor kommunismen brød sammen og USA så ud til at blive den evige verdensvogter. I dag mindes de fleste igen, hvordan tidligere stormagter har bragt sig selv til fald. Og selvom USA stadig kæmper for at bevare sin magtposition, ser der både inden- og uden for Europas grænser ud til at have spredt sig en erkendelse af, at man ikke bare skal acceptere det liberale samfund som den endegyldige sandhed. Hverken Viktor Orbán, Vladimir Putin eller Xi Jinping har tydeligvis tænkt sig at forholde sig evigt i ro.
Alligevel er der meget, som taler for, at Fukuyamas omfattende tese ikke helt kan afkræftes endnu. Globaliseringen og den store udveksling af varer, kapital og information har i de seneste årtier fortsat svækkelsen af de gamle autoriteter og frembragt samfund over hele verden, senest i Asien, Mellemøsten og Afrika, som fremstår mere kommercielle og frihedssøgende end nogensinde før. Godt nok blev Det arabiske forår slået ned med brutal autokratisk magt eller endte i kaos som i Libyen. Men tiltrækningen fra de vestlige kommercielle samfund er med al tydlighed stadig stærk. Ser man til Shanghai, Qatar eller New Delhi, finder man flere og flere glas- og stålbygninger, der rejser sig mod himlen som de nye templer og beviser på, hvordan borgerskabets succes har gjort den liberale fremskridtstanke til et politisk imperativ for både stater og enkeltpersoner. Problemet er bare, at fremgangen baserer sig på og leder til en skævt fordelt rigdom, som indebærer frihed for nogen, udelukkelse for andre, og gør udviklingen (særligt i Kina) alt andet end demokratisk. Ikke mindst kan man frygte, hvad en klimaforandret planet kan betyde for de kommende sociale uroligheder.
Som den indisk-britiske idéhistoriker Pankaj Mishra har gjort opmærksom på flere gange, særligt i sin bog Age of Anger (2017), er der i øjeblikket, i både Asien og flere steder i Mellemøsten, gang i en socioøkonomisk udvikling, som ingen kan ignorere, hvis de ønsker at danne sig et overblik over fremtiden. I de seneste to årtier er der sket en dramatisk reduktion af fattigdommen og en voldsom udvidelse af den evigt håbefulde middelklasse. Samtidig har man sjældent i historien set en så omfattende flugt fra landeområder til mere egalitære byområder, præget af relativ social ro og stabilitet.
Den franske politiske teoretiker Alexis de Tocqueville påpegede for lang tid siden, at drømmen om lighed altid vil blive større, jo mere lige samfundet bliver. Men den urbanisering og politiske fremkomst af de rodløse masser, som nu sker i for eksempel Indonesien, Indien og Pakistan, minder i store træk om den forandring, som kastede Europa ud i kaos og konflikt i det 19. århundrede, og som styrkede ideologierne og demagogerne samt gjorde de kosmopolitiske, liberale eliter til det foretrukne hadobjekt.
I vores egen tid, i denne mere og mere sammenbundne verden, præget af en voldsom teknologisk udvikling og en uhyre accelereret global kommunikation, er flere og flere befolkningsgrupper i Asien og Afrika med al tydelighed på jagt efter mere velstand, lighed, værdighed. Og flere mennesker har utvivlsomt fået smag for det liberale samfunds goder. Men dette betyder også, at disse rastløse individer nu kolliderer med sociale, økonomiske og kulturelle misforhold, som særligt på grund af de ukontrollable finansgennemstrømninger har vokset sig stadig større i den sidste periode.
På verdensbasis er der således ingen tvivl om, at de gamle feudale og professionelle erhvervsklasser over de senere årtier har fået udvidet deres privilegier, hvilket inkluderer adgang til uddannelse, aktiver i udlandet samt en global-økonomisk overbærenhed over for deres vilde investeringer og hyperforbrug. Samtidig kan man se, at de, som flytter fra et sted til et andet – hvad enten dette sker som led i urbanisering eller den store migration – håber og drømmer om et bedre liv. Men mange af dem mangler sociale og faglige netværk. De taler måske ikke de dannedes sprog, de begår sig ikke på engelsk, og de kender formentlig ikke alle de rigtige koder på arbejdsmarkedet eller i deres nye sociale kredse. Derimod forventer de – som i et meritokrati, de kender fra vestligt forbillede – at blive belønnet for deres talent og hårde arbejde. Men de møder bare en kæde af fastforankrede eller nedarvede magt- og rettighedsfordele, som stadig mangler at blive brudt op.
Sådanne skarpe klasseskel tilbyder nærmest de perfekte vækstbetingelser for den vrede, som højreorienterede politiske kræfter – i mangel på progressiv politik – har været stærkest til at pleje i de senere år. Og igen gør de det ved at omdirigere frustrationerne over den sociale mobilitet til velkendte syndebukke: religiøse og etniske minoriteter eller den liberale, kosmopolitiske elite.
Også i Europa ser man, at kampen for anerkendelse er gået ind i en ny hed fase, men her tager det sig anderledes ud. I de vestlige demokratier er rettighederne allerede formelt vundet og udbredt til alle borgere. I disse tilsyneladende fredelige samfund, hvor den relative velstand er mærkbart vokset, og hvor befolkningerne er mere veludannede end før, ser man alligevel, at der bliver produceret mere frit flydende frustration, end der kan afvænnes med de eksisterende midler.
I Francis Fukuyamas Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment (2018), viser den amerikanske samfundstænker atter med en stringent, idéhistorisk analyse, at der er gang i en tydeligt foruroligende udvikling. Men bogen er selvfølgelig også en anledning for Fukuyama til igen at forsvare sin gamle tese, som han naturligvis stadig mener holder. Historiens afslutning skulle aldrig opfattes som en »aflivning« (termination) af historien, som han bemærker kort i bogens introduktion. Den skulle nærmere forstås som et slags »mål« eller »objektiv« i den hegelianske-marxistiske forstand.
Revisionen af hans gamle tese er imidlertid langt fra lige så grundig som i hans tidligere bøger The Origins of Poltical Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014), hvor han undersøgte mulighederne for, hvordan det moderne liberale demokrati kan henfalde eller opleve tilbageskridt, og hvor svært det er at nå et politiske stadie på højde med hans forbillede, den danske stat. I stedet udnytter Fukuyama denne gang flere af indsigterne fra sit tidligere arbejde til at gribe den seneste udvikling i Vesten lidt mere polemisk an.
Det er rigtigt, skriver han, at den voksende ulighed – som påpeget af den franske økonom Thomas Piketty – har været en stærkt medvirkende faktor til de oppiskede stemninger, man i dag aner overalt i Vestens befolkninger. I flere gamle industriområder – blandt andet i Detroit og Nordfrankrig – har man set, at indkomsten for middelklassefamilier er faldet eller stagneret, jobs er forsvundet, mens store statslige og private omstruktureringsplaner har forvandlet disse yderområder til braklagte ravnekroge. Men den skævvredne økonomi er ikke nok til at forklare fremkomsten af de nye politiske tordenskyer. Vreden og aggressionen, skriver Fukuyama, tager nemlig også afsæt i et helt andet fænomen, i en kamp for anerkendelse, som først og fremmest handler om de følelser, som knytter sig til menneskets identitet.
I bogen tager Fukuyama hurtigt turen fra Platon over Luther, Rousseau, Hegel, Nietszche op til verdenssituationen i dag for at vise, hvordan menneskets krav om værdighed og status altid har været den mest afgørende drivkraft i historien. Fremkomsten af det moderne demokrati var således historien om, hvordan samfund, der kun gav rettighederne til en lille gruppe mennesker, blev erstattet af stater og institutioner, der gjorde, at alle blev betragtet som lige. I det 20. århundrede begyndte samfund opdelt i klasser således at anerkende rettighederne for alle mennesker, mens koloniserede nationer søgte deres uafhængighed. I USA tonede borgerrettighedsbevægelser frem, som kæmpede mod segregeringen af sorte og hvide, mens arbejderbevægelserne og kvindernes kamp for ligeret frembragte et politisk system, der gjorde det muligt for individer at blive anerkendt for det, de er. Det vil sige: hele mennesker.
Denne udvikling blev drevet frem, hævder Fukuyama, fordi politikken i det 20. århundrede først og fremmest koncentrerede sig om økonomiske problemstillinger. Venstrefløjen samlede sig om arbejderne, om fagforeningerne og om velfærds- og fordelingspolitiske tiltag. På højrefløjen var man optaget af at gøre staten mindre og udvide den private sektor. Dagens emancipationspolitik drejer sig derimod, hævder Fukuyama, mindre om økonomisk politik og mere om identitet. Venstrefløjen har i grove træk udskiftet den økonomiske klasse- og lighedstankegang med idéen om at forsvare forskellige marginaliserede gruppers rettigheder og identiteter – etniske minoriteter, immigranter, flygtninge, kvinder og LGBT-personer. I samme periode har højrefløjen ændret sin mission, så den i dag handler mere og mere om at beskytte den traditionelle, nationale identitet, domineret af etniske og religiøse tilhørsforhold. Men de største sociale fremskridt, hævder Fukuyama, skabes langt fra bedst ved at beskytte forskellige gruppers særegne etniske eller kulturelle identitet.
Hans nye udgivelse lægger sig på den måde i slipstrømmen af bøger skrevet i de senere år af franske Didier Eribon og amerikanske Mark Lilla, der begge har anklaget venstrefløjen for ikke længere at tale tilstrækkeligt til deres typiske vælgersegment, den traditionelle arbejderklasse og laveste middelklasse, som flere steder i Vesten har oplevet økonomisk nedgang, og som nu, i respons på deres statustab, er vandret over til hypernationalistiske, fremmedfjendtlige bevægelser á la Marine Le Pens Rassamblement National, tyske Alternative für Deutschland og den republikanske Trump-lejr.
Problemet er så, som Fukuyama også hævder, at det for mange mennesker ikke er nok med den universelle anerkendelse; de forlanger i stedet særegne rettigheder, der kan beskytte deres identitet og placering i verden. Denne udvikling er samtidig særligt kendetegnende for det moderne liv, hævder Fukuyama: Moderniseringen har tilvejebragt konstante forandringer og nye muligheder, og dette er i store træk en suveræn effekt af det liberale demokrati. Over generationer er millioner af mennesker flygtet fra deres traditionelle fællesskaber til fordel for samfund, som bedre kunne indfri deres ønsker. Men friheden og løsrivelsen fra de vante rammer, særligt når de ikke tilfredsstiller det enkelte individs forventninger, kan meget hurtig slå om i nostalgi og en trang til et struktureret liv inden for strengt definerede fællesskaber. Alene udviklingen i det tumultariske Østeuropa – i Ungarn og Polen – viser, at det, som nogen vil kalde fremskridtet, også kan have en dyster bagside for andre.
Det besynderlige ved Fukuyamas analyse er, at han for at komme denne etniskbaserede stammetænkning til livs, foreslår den nationale kultur som det vidundermiddel, der skal viske alle problemerne bort og give mennesker en form for retning i den moderne stat. I bogens afsluttende kapitel retter han sin opmærksomhed mod den i Tyskland kontroversielle idé om en Leitkultur (ledende kultur), som den tysk-syriske samfundsforsker Bassam Tibi genintroducerede i slut-90’erne. Tibi definerede begrebet i tråd med oplysningens og det liberale demokratis principper, men begrebet er i de senere år og i stigende grad blev forbundet med en monokulturel samfundsidé, som indebærer, at alle udefrakommende må tilpasse sig allerede fasttømrede nationale værdier. Også Fukuyama forstår her Leitkultur som et blandingsbegreb mellem »kristne, nationale identiteter, bygget op omkring det moderne liberale demokratis grundlæggende værdier.« Og han mener, at vi må bruge statstyret politik til at »assimilere de nyankommne til disse identiteter. Liberal demokrati har sin egen kultur, som må respekteres mere end kulturer, der afviser de demokratiske værdier.« For Fukuyama betyder det for eksempel, at »Tyskland har brug for lige præcis sådan noget som Leitkultur, et normativt skifte, der vil gøre det muligt for den enkelte tyrker at omtale sig selv som tysker. Dette er begyndt at ske, men kun langsomt.« I det hele taget foreslår han en løsning, hvor individet skal være stærkere forbundet til nationalstaten – hver borger skal være værnepligtig, og så må ingen individer have dobbelt statsborgerskab: »Den europæiske agenda må begynde ved at redefinere de nationale identiteter, indbygget i dets rettighedslove.«
Fukuyama kan utvivlsomt have en pointe i, at det er afgørende for de moderne demokratier at bevæge sig ud over den rene multikulturalisme og tolerance og i stedet forsøge at formulere en positiv emancipatorisk kultur, der kan sikre en holdbar sameksistens af mennesker med mange forskellige baggrunde. Men som den politiske debat har vist i både Tyskland og Danmark, for den sags skyld i hele Vesten, bliver definitionen af en sådan samlingskultur let et brækjern for fædrelandskærlige kræfter til at formulere noget, som er mere nationalistisk end liberalt, mere ekskluderende end inkluderende. Især inden for de seneste 10-15 år har definitionskampen om national kultur vist sig som et stærkt brugbart værktøj for endnu mere højreorienterede kræfter til at skabe et tydelig skel mellem et dem og et os, og til at fremme den stammetænkning, som Fukuyama tydeligvis mener, at verden må væk fra.
Det er i den forbindelse forbløffende, at Fukuyamas idé, om at venstrefløjens kamp for lige rettigheder – skabt af blandt andet identitetsbevægelser som Black Lives Matter og #metoo – har været direkte skyld i den etno-nationalisme og racisme, som nu legitimeres helt inde fra Det hvide hus. For selv om Fukuyama ser disse bevægelser som nogen, der tjener fremskridtet, vurderer han også – uden noget tydeligt belæg – at de må klandres for at have fået den politiske debat til at handle om endnu snævre identiteter end de klassespørgsmål, som rummer nøglen til større frigørelse og kollektiv handling. Højrefløjens dystre idémænd har altså overtaget sproget fra Black Lives Matter (»White lives matter«), og turnerer nu rundt – som om det var kvindernes og de sortes skyld – med den forestilling, at særligt hvide mænd er denne tids største ofre, og at deres lidelsessituation, på grund af de sociale strukturer og en korrumperet politisk elite, forbliver usynlig for størstedelen af befolkningen. Sådan viser Fukuyama sig desværre i sidste ende som en samfundstænker, der er mere optaget af at forsvare end at kritisere det bestående system. Han er utvivlsomt en klar og stærk analytiker af kapitalismens drivkræfter og af de anerkendelseskampe, som har udspillet sig over de senere år. Men rigtigt visionær bliver han nok kun, hvis Historien faktisk skulle vise sig at være slut.
