FRA BLADET. Hanne Højgaard Viemose HHV, Frshwn – Dødsknaldet i Amazonas er et spruttende lokomotiv med vrede som brændstof.
I Hanne Højgaard Viemoses HHV, Frshwn – Dødsknaldet i Amazonas forsøger en forfatter at fortælle en historie, men hun bliver hele tiden afbrudt. Problemet beskrives i en kort prolog: Bogen skulle egentligt have fortalt historien om den unge antropologistuderende Anitas »sociokulturelle mission« til Perus amazonjungle. Anita levede i et halvt år blandt harakmbut-, matsiguenga- og yineindianerne i et område af junglen, »hvor de gamle stadig kunne huske missionærernes ankomst, hvordan deres folk blev »civiliseret« i direkte forlængelse af gummibaronernes massakrer, tvangsarbejde, epidemierne de bragte med sig, som udryddede op til 80 procent af de indianske befolkninger«. Det viste sig dog at være umuligt at skrive en bog om Anitas mission. Hun »gjorde knuder, hun nægtede at stå alene med sin historie, OG mest af alt blev den fedtet ind i et væld af andre historier og omstændigheder, herunder mit liv som forfatteren«. »Forfatteren« er muligvis romanens egentlige hovedkarakter, og alt peger på, at der er tale om virkelighedens Hanne Højgaard Viemose. Det fortællerrod, der anes her, bliver kun mere sammenfiltret, som bogen skrider frem, da det ikke alene er Anita og forfatteren, der fortælles om, men også Hanne, Hannah, Ana, Ann og andre pseudonymer.
Tidligt i romanen befinder forfatteren sig på akutmodtagelsen ved Psykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital i København. Her tegner en overlæge en masse kasser og streger på et papir og fortæller hende, at hun har »en enestående personlighedsstruktur«. Komplimenten får i et kort øjeblik modtageren til at flyde i lyset fra sin »personligheds sol«, før hun i næste sætning får at vide, at den dækker over diagnosen borderline. Hun slår afværgende ud med armene, rammer en vandflaske, der tipper over og »gennemvæder overlægens tegning af alle mine kasser«. Tegningen står tilbage som et emblem for HHV, Frshwns personlighedsforstyrrede fortællerforhold.
Romanen regeres af kaos. Det mærker man også i dens mange forskydninger i tid og sted: Man hører en masse historier om en barsk ungdom i Frederikshavn (Frshwn), en delirisk nat i Reykjavik med en manisk eksmand og arrogante politifolk, et mislykket forsøg på en tilværelse med to børn i et voksenkollektiv på Store Kongensgade i København, et skriveophold i et hjemsøgt skur i Eyrarbakki og så turen til Peru, der hænger som en mørk sky over de andre fortællinger. Derudover optræder forfatterens børn Björn, en klog dreng på fem år, der bliver sur, fordi andre børn ikke interesserer sig for skak og esperanto, og Dagur, en hidsig treårig, der insisterer på, at tisset skal tilbage i tissemanden, med små sjove intermezzoer mellem romanens forskellige spor.
Det høje tempo, humoren og de utallige digressioner dækker imidlertid over, at HHV, Frshwn på mange måder ligner et studie i afmagt, en uforløst vrede, som retter sig mod de uretfærdigheder, der finder sted både i forfatterens privatliv og på globalt plan. Hanne Højgaard Viemose lader sommeren 2015, »den vanvittige sommer«, være katalysator for, at forfatteren må give slip på »enhver plan om at skrive nogen bestemt historie, men bare forsøge at hænge på«. Her sker der omvæltninger i hendes eget liv såvel som i den offentlige bevidsthed. Flygtningekrisen, og især de dage, hvor flygtningene gik på de danske motorveje og vandrede direkte ind i selv den mest blaserte danskers bevidsthed, agerer nemlig bagtæppe for romanens kaos – et forræderisk bagtæppe, som nogle gange finder vej forrest på scenen, hvor forfatteren bliver konfronteret med billeder og beretninger fra den syriske borgerkrig og bryder sammen i mødet med disse.
Ifølge Walter Benjamin gælder følgende maksime for alle sande fortællinger: »Åbenlyst eller skjult rummer de noget nyttigt. Denne nytte kan til tider bestå i en morale, til andre tider i en praktisk anvisning, til andre tider igen i et ordsprog eller en leveregel – i alle tilfælde er fortælleren en mand, der véd at give tilhøreren råd.« (Fortælleren, oversat af Peter Madsen) Den form for visdom, som fortællekunsten rummer, var mere eller mindre forsvundet i midten af 1930erne, mente han. Som eksempel giver Benjamin de mange traumatiserede soldater, der vendte hjem fra 1. Verdenskrig ikke rigere, men fattigere på erfaringer. Krigen afkræftede nemlig strategiske, moralske, økonomiske og kropslige erfaringer mere eftertrykkeligt, end nogen tidligere begivenhed bekræftede dem. Efter den var der ikke meget visdom tilbage.
Det er der heller ikke i HHV, Frshwn. Det står hurtigt klart, at historien om Anitas ophold i junglen ikke lader sig fortælle, fordi den indeholder traumatiske minder om overgreb. Rejsen til Peru kaster ingen erkendelser af sig, kun smerte og forvirring. Man kan sige det samme om de mange relationer til mænd, romanen beskriver. Mændene misbruger på forskellig vis forfatteren, som måske, måske ikke lader sig misbruge. Det mest dominerende forhold er en dysfunktionel affære med en ældre, gift mand, der bruger hende som sutteklud. Magtforholdet mellem de to lader hele tiden til at være skævt i hans favør, men det vendes om, da han i romanens efterord »hyler« over den måde, han er blevet fremstillet på. I det hele taget er de etiske grænser slørede gennem hele romanen. Det gælder også tilfældet Henning, manden der pludselig sidder i forfatterens seng og herefter bliver ved med at forfølge hende. Han er på den ene side en stalker, der overskrider hendes grænser, på den anden side er han syg og har brug for hjælp. Det gør situationen penibel, for hvordan beskytter man sig selv samtidig med, at man forsøger at udvise omsorg for den plagede person, man beskytter sig imod? Bogen starter med et lignende problem, da forfatteren føler sig i livsfare under et skænderi med sin eksmand, men samtidig »er på hans hold«, når politiet griber ind og vil pacificere ham. Den samme gråzone findes i fortællingen om Anitas ophold i Perus amazonjungle. De indfødte er blevet udsat for ekstreme forbrydelser af vestlige kolonimagter, men fritager uretfærdigheden dem for ansvaret for de overgreb, de udsætter hende for? Anita er heller ikke uskyldig. Hendes aktivistiske naivitet er ligeså destruktiv som den kynisme, der tillader vesterlændinge at vende blikket fra andre folks lidelser, og hendes mission, der kom fra et ønske om at hjælpe, efterlader bare mere ustabilitet og ødelæggelse.
Der findes ingen uskyldige mennesker i HHV, Frshwn. Til gengæld er afmagten over for verdens uretfærdighed enorm. Det afføder en række vredesudbrud, hvor af et af de mest markante er rettet mod filmskaberen Werner Herzog. Han har lavet filmen Fitzcarraldo (1981), der er opkaldt efter en såkaldt gummibaron, som på bestialsk vis bidrog til »civiliseringen« af indianerne og skabte en formue ved at udvinde gummi af junglens ressourcer. Forfatteren undrer sig over Herzogs navnevalg: »Den virkelige Fitzcarraldo slagtede indianere, begik massemord, rovmord, torturmord. Herzogs Fitzcarraldo vil opføre et operahus, han er en fascinerende excentriker, ikke elskelig eller succesfuld, men en fascinerende mand med en mission, ikke en modbydelig barbar, der begår brutale forbrydelser og folkemord.« Forfatteren spørger, hvorfor mon Herzog traf dette valg, om det kunne være, »fordi han var en ignorant idiot af en europæer, hvis kulturelle finfølelse kunne ligge på en brøleabes øreflip?« Kan det virkelig passe, at det er sådan, »man kommer frem i denne verden, som kunstner, som gummibaron??« Samtidig sidder hun selv i saksen, for på trods af sine gode intentioner udbytter hun også sin nære og fjerne omgangskreds i sit autofiktive projekt, for slet ikke at tale om de indfødte i Amazonjunglen. Er det overhovedet muligt ikke at være bare en lille smule gummibaron?
HHV, Frshwn – Dødsknaldet i Amazonas er en slags senmoderne Heart of Darkness (1899), hvor hovedpersonen ikke forlader junglen som en desillusioneret fin de siècle-europæer, men i stedet som »en arrig heks, der er faldet af sin kost og ligger på jorden med en blodtud og hyler«. Romanens vildskab fremstår nogle gange lidt staffageagtig, og intensiteten er en smule udmattende. Men når den er bedst, formår Hanne Højgaard Viemose at sætte afmagten i spil som en centrifugalkraft, der skyder galde af sted i alle retninger uden at skåne nogen, mindst af alt sig selv.
