Frihedens mugne bagside

ANMELDELSE. Helle Helle giver gamle paradokser et nyt design og cementerer sin position som mesterskildrer af prekariatets følelsesliv.

Det begynder med den umiskendeligt helleske åbningssætning: »Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket.« Sætningens bratte tempusskift markerer overgangen fra Helle Helles forrige roman, den radikale nutidsfortælling de (Rosinante, 2018), til hendes nye, der fraregnet dens første og sidste ord foregår i datid. BOB finder sted fire år senere, i 1985. des sorgfulde hovedperson er blevet kærester med landmandssønnen Bob, og de flytter sammen til hovedstaden fra hans forældres gård i Gerringe på Lolland. Hun skal begynde på universitetet. Han ved ikke, hvad han vil.

»Han krydsede et torv med de bedste intentioner, det var derfor, han forfulgtes af brosten.« Dem, der har læst de, vil huske denne scene fra bogens sidste side, hvor Bob hjælper den navnløse hovedperson med at skaffe et blomkålshoved. Den navnløse hovedperson er blevet til en navnløs jeg-fortæller, og Bob er, som titlen afslører, gået fra at være en perifer karakter til at være romanens hovedperson. Selvom den unge kvinde fra de er BOBs fortæller, er hun sjældent til stede i romanen. Bob er næsten altid alene i lejligheden, travende rundt i København eller Vanløse, på arbejde, eller sammen med andre mennesker end hende. At fortællingen er henlagt til datid, giver læseren en fornemmelse af, at noget er forbi. Fortælleren genskaber Bobs barndom, ungdom og færden i løbet af deres forhold for at forstå, hvad der er sket, og hvorfor det skete. Spørgsmålet er, hvem der er romanens egentlige centrum: den fraværende fortæller eller hovedpersonen, som ikke fortæller sin egen historie? 

Fortællingen om Bob lægger sig i forlængelse af forfatterskabets skildringer af retningsløse (unge) mennesker. Selvom en stor del af handlingen finder sted i Storkøbenhavn, så har romanen rødder på Lolland, ligesom de fleste af Helle Helles bøger. Bob er provinsens gæve søn, der hilser på folk ved at løfte to fingre til hovedet og altid får samme hilsen tilbage. Han kommer fra en kærlig familie, der har svært ved at slippe ham, ligesom han aldrig rigtigt slipper dem. Hans lillebror vil overtage gården og hviler i den identitet. Bob hviler ikke, hans søvnproblemer følger ham fra en tidlig alder. Han ligger vågen hele natten og laver vejrtrækningsøvelser, forsøger at fylde sine tanker ud på samme måde, som man fylder »dyner og sko«. 

Hvorfor finder Bob ikke ro? Hans opsparing forsvinder langsomt, og han får for få vagter på sit job som receptionist på Sømandshotellet ved Nyhavn. En glemt sovepose tyder på, at jeg-fortælleren har været utro på en rustur. Bob kan muligvis ikke finde sig til rette ved tanken om tosomhed i sine tidlige 20’ere, eller måske ligger årsagen til hans uro længere tilbage: »Et tilbagevendende samtaleemne var stor selvstændighed allerede fra barnsben og deraf manglende behov for oprør i teenageårene. Og om det var en fejl.« Helle Helle efterlader som sædvanligt kun brødkrummer i form af antydninger, ingen forklaringer. 

Helles minimalistiske stil har altid efterladt plads til fortolkning. Den akademiske modtagelse af forfatterskabet er i grove træk delt i to lejre, den sociologiske og den eksistentielle: Den ene finder kritiske skildringer af velfærdstaten, og den anden finder almenmenneskelige identitetsproblemer. BOB bør læses som en form for prekariatseksistentialisme. Den betegnelse gælder for så vidt samtlige romaner siden Rødby-Puttgarden (Rosinante, 2005). Tue Andersen Nexø bemærker i Vidnesbyrd fra velfærdsstaten (Arena, 2016), at Helle i den bog forholder sig skeptisk til idealet om social mobilitet, den gnidningsfrie opstigning gennem det danske klassesamfund. Man kan tilføje, at forfatterskabets hovedpersoner alle befinder sig i forskellige afarter af prekære limboer: mellem klasser, by og provins, jobs, ægteskaber, mellem ung og voksen, sorgløshed og desperation. Bob er ingen undtagelse. Fremtiden er suspenderet for ham.

Helles sans for at beskrive sindsstemninger gennem handlemønstre er uovertruffen i dansk samtidslitteratur. Hun lader scenerne med Bob – han går planløst rundt i København, hopper på tilfældige S-tog, lader busser køre fra sig og køber pludselig en kæmpestor ananas – fremmane en følelse af livet som et pilråddent sabbatår, fornemmelsen af at sidde fast på frihedens mugne bagside. Bobs afmagt koncentreres i tristlækre billeder, som denne gåtur i Indre by en sen efterårsdag:

Der var allerede hængt granguirlander op, et sug gik gennem ham, men det føltes ikke som juleglæde. Videre ned mod Kultorvet med en dansktopsang i hovedet, er det mon regnvejr eller kun en tåre, han havde altid spekuleret over den linje, om det virkelig var muligt at være i tvivl. Han søgte ly i Croissant’en, tænkte for tusinde gang: Det er det jo ikke.

Tomrummet i Bobs liv bliver for en stund fyldt ud af den citrusduftende og pelskraveklædte Kola fra Ravhuset. De har en affære, måske platonisk, måske ikke. Kola kommer med trøst, et lyttende øre og en masse løfter for Bobs økonomiske fremtid. Hun repræsenterer forestillingen om et liv i en anden klasse, men hun er også en sært uvirkelig karakter, måske blot et udslag af jeg-fortællerens fantasi. Hvor har fortælleren hørt om Kola? Tænker hun over, hvad Bob har ledt efter, som hun ikke selv har kunnet tilbyde? Hvad skal man i så fald lægge i en samtale som denne?

Fortælleren læser, hvad der lyder som litteraturvidenskab, og læseren får indtryk af, at hun lever en normal studietilværelse med kollegiefester og læsegruppemøder. Bob støder til et af disse en dag, han kommer tidligt hjem fra arbejde. Han overhører ordet »prosaisk« otte gange på fem minutter, hvorefter han går alene rundt i Vanløse i to timer. Det prosaiske ved Bob og fortællerens forhold lader til at være en løbende konfliktlinje. I begyndelsen skændes de om skyllemiddel, og senere aftaler de at stoppe med at tale om daglige gøremål. Det lyder dog mest, som om det er fortælleren, der tvinger Bob til ikke at brokke sig over, at han laver alt det huslige arbejde, og at hun mener, det er »åndfuldt at se stort på opvask«. Som læser sidder man tilbage med en mistanke om, at fortælleren ikke alene har forsømt hjemmet men sit forhold til Bob for at leve sit nye københavnerliv.

Helle Helle viser sin uhørt fine fornemmelse for litterært håndværk ved at gøre BOBs egentlige skisma til en del af dens komposition, ikke dens handling. Romanen starter og slutter med delsætninger i nutid. Alt i mellem er fortællerens forsøg på at kortlægge den distance, der er opstået mellem hende og Bob fra det ene nutidsplan til det andet. Det gør hun ved at sætte sig i hans sted. Underforstået: Det har hun måske ikke været så god til tidligere. Formgrebet er udført lige så radikalt som i de, hvor hovedpersonens sorg over sin mors sygdom fik alt til at smelte sammen i en flad skive af nutid. Denne gang bearbejder hun et nyt tab ved at træde til side og give Bobs fortælling forrang, at indtage hans synspunkt fuldt og helt. 

Er den gestus en kærlighedshandling eller et overgreb? Er de to ting modsætninger? Kan hun overhovedet nærme sig Bobs indre liv, eller forvandler hun ham blot til en spejling af sig selv? Dette grundlitterære paradoks indkapsles i den søvnløse Bobs tankestrømme, hvor han befinder sig på Sømandshotellets trappe og hører natklokken jamre: »Han tænkte: Ingen kan aldrig vide, hvordan det er at stå på en trappe som en anden. Eller ingen kan nogensinde. Eller alle kan ikke, alle kan ingensinde, ingensinde kan nogen ikke aldrig.« Fortælleren gør det alligevel hele tiden, forestiller sig livet som en anden. Det giver romanen mere end en snert af metafiktion.Ligesom Helles tidligere bøger er BOB større end sine 158 sider. Romanen kaster en række velkendte spørgsmål af sig om menneskers evne til at sætte sig i hinandens sted, om fiktionens muligheder og begrænsninger. Spørgsmålene sætter sig i læseren på grund af Helle Helles formgivning, ikke fordi tematikken gør særlig meget væsen af sig på indholdssiden. Det virker utroligt simpelt og ekstremt avanceret på samme tid. BOB er elegant, nøje afstemt og behagelig at være i. Den er det tætteste, man kommer på dansk design i bogform.