Bergen Art Book Fair plejer at pynte godt på Bergen Kunsthalls hvidmalede lokaler med sine bogborde, kulørte plakater og hjemmelavede T-shirts og tote bags. BABF har siden 2013 været selvpubliceringens festdage med deltagelse af både lokale og internationale kunstnere og småforlag. I år var jeg forbi og skaffede mig en T-shirt fra New Yorks Homocats og en ny monografi om samtidskeramikeren Heidi Bjørgan udgivet af bergensgalleriet Tag Team.
Der findes en bogmessebevægelse i eksplosiv vækst. I 2006 startede NY Art Book Fair, i 2008 kom norske Tekstallianse, i 2009 Berlins Miss Read, i 2014 Lille Bogdag i København, i 2017 Kunstbokmessen B*stard på Lillehammer og i 2020 skød Arctic Art Book Fair op, som skal rejse nomadisk i den arktiske region.
Denne internationale bevægelse handler om at fremvise alternativer i en tid, hvor bogproduktionen ellers er blevet standardiceret. Den viser en vilje til at holde fast i en intimitet i produktionen af tryksagerne, som sælges og byttes bort på messerne.
Kunstbøger og kunstnerbøger – er der en forskel? Der findes et spektrum af definitioner af begge; genrerne er i sit væsen eksperimentelle.
Kunstnerbøger er som oftest unikke hjemmeproducerede værker, kunstværker i sig selv, og bøgerne, som er præsenteret på BABF, fremviser gerne en slags gourmetficeret punkattitude, hvor lækkerhed er blevet vigtigere end mere sprængfarlige udtryk. Dermed ikke sagt, at politikken er borte, den er bare blevet mere … lækker.
Debatten om kunstbogen
Kunstbøger skal derimod som regel forstås som kataloger og monografier. Her står visningsstederne ofte som udgivere. En lille del af disse krydser over og bliver en del af messekredsløbet, mens andre bøger er ren promovering af kunstnerskab til udlandet og dokumentation til museets butik og arkiv.
Morgenbladets anmelder Live Lundh har bemærket, at teksterne i sidstnævnte kategori kan virke sekundære og dårligt redigerede. I hendes anmeldelse af Karin Hellandsjøs bog om Håkon Bleken (Forlaget Press) 22. desember sidste år, skrev hun: »Jeg vet ikke hvor redaktørene, språkvaskerne og korrekturleserne har vært underveis, men det kan se ut som at de har tenkt at en kunstbok er en kunstbok, og at så lenge den er flott og sterk for øynene (hvilket den er!), betyr teksten ingenting.«
Den internationale bevægelse handler om at fremvise alternativer i en tid, hvor bogproduktion er blevet standardiceret.
Den sproglige vurdering var klar: »Innholdet er fint, men syntaksen helt forferdelig.« Derefter kom hun med følgende kække fanfare: »La oss fortsette å forholde oss til kunstbøker på den måten vi alltid har gjort – nemlig ved, for guds skyld, ikke å lese dem.«
Munchmuseets Heidi Bale Amundsen svarede, at dette var en grov generalisering, og at de i hvert fald på hendes arbejdsplads arbejder aktivt med teksterne. Det blev blot til en kort replikudveksling, og Lundh endte med at le det hele bort i en pudsig blanding af ironi og sarkasme.
Lundh kommer fra den trods alt privilegerede litterære verden, hvor bøger faktisk læses og anmeldes. Når litteraturkritikredaktionerne knap nok formår at dække landets skønlitterære produktion kan det næppe overraske, at andre kategorier af bøger pr. automatik sorteres fra, før de når anmelderne. Der er massive fordøjelsesproblemer i disse systemer, jeg kan næsten ikke forestille mig, hvor stor en pakke med Magnesia, som skal til for at løse problemet.
Magnesia er dog heller ingen løsning, når mavemusklerne simpelthen er borte. Når selve avisvæsnet skrumper ind, og tidsskrifterne udhungres, er der drastisk færre meter med tarme til at suge essensen ud af landets kvikke forfatterhjerner. Da er det nemmere at gøre, som det indie-æsteticerende publikum på messerne og blot forholde sig til bøgernes lækkerhedsfaktor og sky bort fra intellektuelle diskussioner.
En rebelsk impuls
En ny publikation fra det lille bergensgalleri Tag Team Studio med titlen The Story of an Affair kaster lys på den spændende bergenskunstner Heidi Bjørgan. Dette er en dokumenterende promoveringspublikation, en monografi med tekster på engelsk. Heidi Bjørgan (f. 1970) fra Trondheim har holdt til i Bergen siden 90’erne. Man vil genkende hendes navn som en del af det kvindelige trekløver, der stod bag Galleri Temp i Skottegaten i de tidlige 00’ere.
Tag Team Studio holder til i et gammelt industrilokale ude på Møllendalsveien. Under ledelse af Morten Kvamme har de efter pandemien vist en række spidse, hurtige udstillinger med up-and-coming bergenskunstnere som Vilde Tuv, Kiyoshi Yamamoto og Gabriel Kvendseth. Bjørgan viste i 2020 udstillingen One and the Same i Tag Teams lokaler, og dette samarbejde er udgangspunktet for bogen, som præsenterer tre essays, der hvert tager udgangspunkt i en af Bjørgans seneste udstillinger.
Det har overrasket mig at se mere og mere keramik på masterudstillinger og i andre udstillingsmæssige sammenhænge de seneste 10-15 år. Keramik er ofte blevet forstået som kunsthåndværk, påtvunget en tjenende rolle med sigte på funktionalitet, noget mere tæmmet, pænt og føjeligt – og dermed kvindeligt – end den mere vilde, individualistiske kunst, som længe havde den højeste status. Men i snart 40 år har kunsthåndværk faktisk været på vej ud af de fasttømrede kategorier.
I dag spørger mange kunstnere sig, hvad bærekraftig kunstproduktion er. Svaret kan være, at materialer som ler, tekstil og træ er mindre skadelige for miljøet end så meget andet giftigt, syntetisk materiale. Hos Bjørgan finder man en rebelsk impuls, der handler om at betragte leret – faktisk selve jorden – som noget langt mere ekspressivt end disse små hjælpsomme hænder, der kan favne vores sukker og salt på køkkenbænken.
I dag spørger mange kunstnere sig, hvad bærekraftig kunstproduktion er.
Publikationen viser eksempler på Bjørgans nyskabende udstillingskoncepter, hvor vi ikke længere ser krukker og vaser på piedestaler og i montrer, men som del af wunderkammeragtige installationer med strobelys og andre effekter inspireret af filminstruktører som David Lynch og Peter Greenaway. Den affære, som bogtitlen henviser til, er ingen traditionel kærlighedsaffære, men snarere et hint til Bjørgans store forbilleder, keramikkens amerikanske bad boys George E. Ohr (1857–1918) og Peter Voulkos (1924–2002).
Sidstnævnte besøgte en legendarisk keramikworkshop i Ringebu i 1992. Senter for keramisk kunst har netop vist en udstilling med tilbageblik på denne workshop, og hvad de involverede kunstnere siden skabte. Voulkos var af samme generation, som den abstrakte ekspressionist Jackson Pollock (1912–1956) og arbejdede på lignende måde med performativ interaktion med materialet, i dette tilfælde med leret. Han skabte »non-functional pot assemblages« snarere end fine små krukker.
Som Voulkos omfavner Bjørgan den forfejlede, skæve krukke og får sit arbejde til at ligne indgange til helvede, rådden frugt og mærkelige koraller. Det er måske i disse udbrudsforsøg fra tidligere tiders strenge kunsthåndværksdefinitioner, at vi skal finde de egentligt nyskabende kunstnere netop nu.
