Først publiceret i Vagant 3-4/2021
For knap et halvt århundrede siden udgav filosoffen Hannah Arendt en bog om opbruddene i det amerikanske demokrati. Crises of the Republic (1972) var hendes intellektuelle reaktion på de såkaldte Pentagon Papers, der afslørede, hvordan Lyndon B. Johnsons regering systematisk løj overfor offentligheden og Kongressen. I bogen, der skulle blive den sidste udgivne i Arends levetid, reflekterede hun over de tektoniske ændringer, som havde fundet sted i USA’s demokratiske institutioner i løbet af det stormfulde 1968, hvor modkulturens gennembrud bragte kaos ind i den borgerlige idyl.
Hun påpegede, hvor stor indflydelse borgerrettighedsbevægelsen havde fået på landets demokrati. Og så overvejede hun, om det virkelig var nødvendigt for unge amerikanske studerende at gøre brug af civil ulydighed i protesterne mod Vietnamkrigen. Men mest interessant var måske, at Arendt her opdaterede sin forståelse af begrebet »verdensløshed«, som hun havde udviklet i The Human Condition (1958).
Arendt forstod verdensløshed som tabet af en fælles verden. Det vil sige: Tabet af en fælles referenceramme, sådan at objektive sandheder undergraves, og fakta drages i tvivl. For Arendt manifesteredede USA’s verdensløshed sig i slutningen af 60’erne i en »Alice i Eventyrland-atmosfære«. Fornuftige beslutningsprocesser blev undergravet til fordel for løgne, rænker og smædekampagner. Det politiske spil handlede nu mest om at bøje sandheden så meget til egen fordel, at man ikke behøvede at tage sig af virkelige problemer.
Alt dette var ifølge Arendt en direkte konsekvens af eroderingen af det amerikanske politiske system. »Bureaukratiseringen og tendensen hos de to partier til ikke at ville repræsentere andre end partimaskinerne« fører i sidste ende til en totalforandring af det amerikanske demokrati. I stedet for at politikerne påtager sig det politiske ansvar i et system med checks and balances, er det i højere grad partilogikken, som styrer politikken. Fremfor en faktabaseret politisk debat bliver politikernes selvpromovering snart det eneste mål i en mediestyret offentlighed, advarede hun.
Ekkokame og filterbobler
Verdensløshed og erosion i det politiske system: Minder det om noget i dag? Selvfølgelig. Ofte får man indtryk af, at politikerne stort set kun orienterer sig efter klik og opmærksomhed på de sociale medier, og at politiske debatter først og fremmest er et påskud for mere medieeksponering. At det blot er de publikumsrettede kampagner og den skinbarlige signalværdi, som driver den politiske proces.
I Arendts optik havde denne situation ingen vindere, fordi vi alle er lige påvirket af det demokratiske tab. Når vi i dag spejder ud over det senmoderne medielandskab, ser vi noget af det samme. Tabet af fælles referencer viser sig i snakken om alt fra alternative fakta til falske nyheder. Vi har alle lært ordene ekkokamre og filterbobler at kende. Og så arbejder vi også i dag med hånlige betegnelser for alle de medier eller personer, som ikke vil være med til at bekræfte et bestemt verdensbillede: løgnepresse, elite og postmodernister. Selv de, som tror de befinder sig på »den rigtige side«, falder ofte i den samme fælde og erstatter en faktabaseret politisk debat med nedsættende og miskrediterende udtryk om politiske modstandere: konspirationsteoretikere, sølvpapirshatte og ikke mindst den gamle traver, populister.
Der er naturligvis gode grunde til, at der opstår sådanne giftige modsætninger i den offentlige ordveksling. Hver gruppe kæmper om definitionsmagten og ønsker at netop deres virkelighedsbillede bliver ophøjet til noget sandt. I den forstand er vi alle poststrukturalister og kulturradikale. Vi angriber magthaverne og alle de værdier, traditioner og normer, som altid vil og skal være til diskussion. Men noget helt andet er den konkrete virkelighed og de fuldbyrdede kendsgerninger – hvem, der gjorde hvad, hvornår og hvordan.
Arendt var bekymret over, hvilken indvirkning tabet af en objektiv virkelighed ville få på de politiske beslutningsprocesser. Det, som hun gruede for, var en verden fuld af politisk paranoia.
I 1969, da hun begyndte på sin bog, var Richard Nixon lige kommet til magten. Den nye præsident så sig selv som en outsider, og han hadede alt, der havde med eliterne at gøre. Nixon var overbevist om, at etablissementet på østkysten styrede USA ud fra deres egne interesser. Arrogante akademikere, liberale organisationer, filmstjerner, rige virksomhedsejere og sågar CIA: I Nixons fantasi var de alle del af et korrupt netværk. Og hvad der var værre: De var ude på at ødelægge ham. Så Nixon igangsatte en hemmelig operation, som en gang for alle skulle afsløre alle disse samvittighedsløse fusentaster.
Da Arendts bog udkom, havde det amerikanske samfund kun lige hørt om republikanernes indbrud i Watergate-bygningen. I dag viser skandalen sig som den periodes ultimative konsekvens af alle de løgne og fiktionsbilleder, som Arendt allerede var ved at beskrive. Nixon og republikanerne var nemlig overbeviste om, at demokraterne modtog penge fra kommunistregeringerne i Nordvietnam og Cuba, og at han blot manglede det endegyldige bevis for at kunne fælde dem.
Coronakrisen og kætterimpulsen
I det 21. århundrede ser vi den samme kætterske impuls til endelig at kunne bringe orden i universet og trække tæppet væk under meningsmodstandere. Under coronakrisen har en steppebrand af konspirationsfantasier brændt huller i vores fælles virkelighed. Der pågår stadig attentater mod vaccinecentre i USA og Europa. Og på sociale medier er det ikke længere usædvanligt at se mennesker fulde af mistænksomhed over for en stor del af det samfund, som vi deler. I USA kulminerende uvirkelighedens indtog i stormen på Kongressen.
I 1972 var Arendt imidlertid overbevist om, at USA nok skulle blive »tilbageerobret af virkeligheden«. Hun var sikker på, at offentligheden, borgerne og pressen en dag ville afsløre løgnene og fordømme virkelighedstabet. En politik bygget på desinformation havde ifølge hende ingen chance for at lykkes i et gammelt demokrati som USA’s.
I dag er vi næppe så sikre på, at virkeligheden i sidste ende er i stand til at besejre løgnen. Vi lever i en digital kultur, hvor algoritmer, kunstig intelligens og kodning af information, som nu omfatter alle områder af tilværelsen, gør det muligt at befinde sig i separate livsverdener. Det har skabt en politisk samtaleform, hvor man let kan komme i tvivl, om det senmoderne menneske virkelig har brug for at leve i sandheden. Hvorfor skulle det dog det?
Også Arendt tvivlede på, om det moderne menneske længes efter sandhed. I modsætning til Jürgen Habermas var Arendt aldrig sikker på, at det politiske fællesskab dannes gennem rationel viljedannelse. Det moderne menneske var ifølge Arendt født ud af et tilbagetog til subjektiviteten og en flugt ind i det intime. Det, som hun mente, var: Vi kan kun opleve virkeligheden inde fra os selv.
Det var Arendts pointe, at verdensløshed er et genuint træk ved moderniteten, som vi næppe nogensinde slipper af med – endnu mindre i perioder med store normskred, og hvor moralske værdier kommer under pres. Desto vigtigere var det for hende, at vi sikrer de demokratiske institutioner og modarbejder det truende verdenstab med en konstant udveksling af synspunker og meninger om en fælles og fast verden.
Til det kan man blot tilføje: Det var lige så vigtigt i dag, som det var dengang. Også selvom det ser mørkt ud nu.
