Et forslag til konversation med den af dine veninder, som elsker at tage til filmpremierer og helst også vil se den nye film om J. Robert Oppenheimer, kunne være: Plastik eller atombomben? Hvilken af disse amerikanske opfindelser er mest skadelig for menneskeheden? Hmm, Barbie rynker sine perfekte øjenbryn et øjeblik, men nu er der fest. Come on Barbie, let’s go party.
Indiefilminstruktøren Greta Gerwig og popsangeren Billie Eilish har solid kunstnerisk troværdighed, but make no mistake, dette er ingen nuttet indiefilm, dette er en reklamefilm for legetøjsproducenten Mattel produceret af Hollywood-giganten Warner Bros.
Filmen, som har premiere denne uge, har været undervejs siden 2009, og mange forskellige manusskribenter og skuespillere har været på tale, indtil varemærkefantasien endelig blev realiseret 14 år senere. Det går nemlig ikke så godt for Barbie-producenten, som man skulle tro. I 2014 passerede Lego Mattel som den legetøjsproducent i verden med højest omsætning.
Kreativ branding
Mattel har altså været desperate efter kreativ branding i mange år allerede. Et koncept af mange, som er udviklet for at holde Barbie-produktionen gående, var det omrejsende cirkus Barbie Dreamhouse Experience, der i 2013 rejste rundt i Europa med premiere i Berlin, hvor folket straks mobiliserede mod den lyserøde plastiksatanisme med en egen Occupy Barbie Dreamhouse-bevægelse, der trak demonstranter på gaden. Siden opgav Barbie Dreamhouse Experience Europa og blev til et salgsshow, som rejste rundt på amerikanske indkøbscentre for at lokke børn ind i det lyserøde univers.
I åbningssekvensen forsøger Gerwig at fremstille Barbie (Margot Robbie) som et feministisk ikon, der frigjorde småpiger fra at lege med babylignende dukker. Den gammeldags dukke med porcelænsansigt var opfundet for at forberede dem til moderskabet. Smukke og sexy Barbie ankom og fik ungerne til at drømme om et frigjort liv.
Barbie-produktet forvandlede sig efterhånden til en hel vifte af Barbies i alle farver og former, som alle var præsidenter, Nobelpris-vindere og astronauter. Nu var Barbie ingen stereotyp længere. Dukken skulle ikke længere medvirke til dårligt selvværd, anorexia nervosa og lange køer til plastikkirurgerne. Hun skulle snarere være en feministisk frigørelsesfigur.
Kunsten at sælge ud
Nu satser Mattel på, at publikum ikke længere har et begreb om, at kunst kan »sælge ud« til kommercielle interesser (en idé som stod stærkt hos Generation X) og forsøger i stedet at inkorporere Barbie-kritikken i sine kommercielle strategier.
Tidligere anvendte kunstnere deres produkt på subversive måder. Den amerikanske filminstruktør Todd Haynes lader i sin animationsfilm Superstar: The Karen Carpenter Story (1987) dukker spille historien om Karen Carpenters tragiske anorexia nervosa-relaterede død i 1983. Mattel sagsøgte Haynes for at bringe deres produkt i associativ forbindelse med døden. Dengang var der altså ingen sympati for indiefilmskabere. I 1997 blev den dansk-norske popgruppe Aqua sagsøgt for superhittet »Barbie Girl«, fordi Mattel mente, at deres produktlinje blev fremstillet som sexfikseret. I retssagen blev det slået fast, at sangen var en harmløs popparodi.
Mattel sagsøgte Todd Haynes for at bringe deres produkt i associativ forbindelse med døden.
Der har nok været meget at tænke over for Mattel siden da. I 2023 rapper Nicki Minaj til en superfræk udgave af »Barbie Girl«, mens komikeren Will Ferrell stiller op og spiller en småond, men til sidst sympatisk Mattel-direktør.
Hvis intet af dette holder dig fra at ønske dig en lyserød biografoplevelse, så er det bare at iklæde dig sommerens modetrend, Barbiecore, med den varemærkebeskyttede mørke neonpink og hive de højeste, mest sadistiske sko ud af skabet.
En lethjertet musicalkomedie
Gerwigs Barbie er i lang tid en lethjertet, vittig musicalkomedie. Alle skuespillerne har masser af muligheder for at efterligne stiv dukkeadfærd på morsomme måder. Det mekaniske og dukkeagtige er ellers Wes Andersons kendemærke (se bioaktuelle Asteroid City, 2023) som har gjort det til en kunstform at få skuespillere til at agere mekanisk i en legetøjsagtig verden i stærke farver.
Barbies kæreste Ken (Ryan Gosling), er sjov, når han opdager patriarkatet i den virkelige verden og bliver vild med konceptet. Imidlertid nærmer det sig det pinlige, når en slags forløsende visdom skal klemmes frem om mænds og kvinders måde at leve med hinanden på i den moderne verden. Jeg afslører vist intet, når jeg antyder, at vi til slut møder forskellige variationer af Philosophy Barbie og Transcendence Barbie i en hilsen til en anden film om at bryde ud af en simulakrumverden The Truman Show (Peter Weir, 1998).
Det tungeste eksistentielle spørgsmål man konfronteres med på vej ud af biografsalen: Er det på tide at investere i en plastikdukke nu?
