Det amerikanske sammenbrud

KOMMENTAR. Efter mordet på George Floyd er USA i frit fald. De rasende demonstranter er oppe imod en voldshistorie, som Donald Trump hele tiden har forsøgt at nære.

George Floyd
En mand står på en udbrændt bil torsdag morgen efter en nat med protester i Minneapolis, Minnesota. Foto: Lorie Shaull (CC BY-SA 2.0)

[dropcap]D[/dropcap]e Forenede Stater står i flammer. Landet, som engang blev kaldt den største af alle nationer, er forvandlet til en skueplads for optøjer, terrorangreb, paramilitære enheders hærgen og menneskers kamp for overlevelse. En dyb splittelse har slået revner i befolkningen. Nord og syd er knækket over, og overalt i landet er der bål og brand i gaderne. Benzinpriserne er steget voldsomt og et dødbringende virus har angrebet befolkningen.

Disse scener er taget fra den canadisk-ægyptiske forfatter Omar El-Akkads debutbog American War (2017), en roman, der udspiller sig i et borgerkrigsramt USA i 2074, efter de første klimakatastrofer er indtruffet. Men samtidig lyder det som beskrivelser af noget, vi kender. USA har taget forskud på fremtiden. Det er ikke længere kun i fiktionens verden, at Amerika brænder. En ny borgerkrig lader ikke bare til at være en dyster fantasi. Nu er spørgsmålet: Hvor meget kan USA faktisk holde til, før samfundet falder fra hinanden?

De seneste tre måneder har budt på meget ud over det sædvanlige. Først kom coronapandemien og overbelastede New Yorks hospitaler. Økonomien frøs, firmaer måtte dreje nøglen om og arbejdsløsheden skød i vejret som en af Elon Musks raketter: Siden marts har hver fjerde arbejder i USA søgt om arbejdsløshedsunderstøttelse. Flere steder i landet væltede tungt bevæbnede demonstranter ud på gaden for at protestere mod samfundets lockdown. I Michigan tvang de tilsyneladende voldsparate demonstranter parlamentsbygningen til nedlukning. Mere end 100.000 mennesker er nu døde af COVID-19 i USA.

Landet er i disse dage kastet ud i de mest omfattende optøjer siden Martin Luther Kings død i 1968. Den udløsende faktor: En video af Minneapolis-politibetjenten Derek Chauvin knælende ned på nakken af den sorte mand George Floyd. Før livet sivede ud af ham, bønfaldt Floyd politibetjenten om at løfte knæet. Han gentog Eric Garners sidste ord: »I can’t breathe« (Jeg kan ikke trække vejret). Garners død i 2014, forårsaget af politimænd i New York, var med til at bane vejen for bevægelsen Black Lives Matter. 

Mordet på George Floyd skete på Memorial Day, USAs nationale sørgedag, og det var den ene død, som kom til at symbolisere de mange. Bare i den nære fortid findes der flere eksempler: Den 25. februar blev den 25-årige ubevæbnede sorte mand Ahmaud Arbery skudt i Brunswick, Georgia af ​​de to hvide mænd Gregory McMichael og Travis McMichael, far og søn, da han var ude at løbe. Efterforskningen blev undervejs suspenderet af politiet, fordi Gregory McMichael er tidligere politibetjent. Den 13. marts 2020 blev 26-årige Breonna Taylor, også ubevæbnet, skudt af tre politibetjente i sit eget hjem i Louisville, Kentucky. Politiet havde forvekslet to adresser og var egentlig på jagt efter stoffer. Tilfældigheder? Alt dette er naturligvis udtryk for et systemisk og kulturelt problem, hvis rødder går langt nede i den amerikanske historie.

De sortes fremtid

Forfatteren James Baldwin sagde engang, at afroamerikanernes fremtid i USA kun er »lige så lys eller mørk som landets egen fremtid«. I de seneste dage er Floyds sidste ord, »I can’t breathe«, blevet sprayet på utallige husmure og malet på tusinder af plakater. De fleste ved, at USA har overvundet dets slaveri, men at landet stadig er systemisk uretfærdigt: Sorte amerikanske borgere tjener mindre og er langt dårligere forsikrede end hvide amerikanere. Deres forventede levealder er lavere. De går som regel på mindrebemidlede skoler og universiteter. De tilbageholdes oftere og længere af politiet og bliver oftere ofre for drab. Under coronapademien er samfundets sociale skyggeside blevet tydelig for enhver: Flere afroamerikanere går arbejdsløse og et uforholdsmæssigt stort antal sorte mennesker er døde som følge af coronavirusset. 

George Floyd-protester i Washington DC. Foto: Rosa Pinada (CC BY-SA 4.0)

Den amerikanske racisme fornægter sig ikke. Den er landets traume, USAs evige tema. Men på trods af den store mobilisering, som finder sted i de amerikanske byer i disse dage, er det svært at se, hvordan forskelsbehandlingen skal få en afslutning. 

Det ville kræve en ende på hverdagens racisme og en ende på samfundets enorme ulighed, en dybtgående bearbejdning af landets voldelige fortid og våbenfeticherende mytologi samt en forsonende og retfærdig politik for fremtiden. Intet af det ligner en mulighed i øjeblikket. 

I stedet fortsætter Amerikas racistiske historie. Landets politiske klima er så ophedet og hadsk, at det gamle sydstatsflag igen og igen ses vaje på husmure og i demonstrationer. Imens retweeter Donald Trump tweets fra white supremacist-grupper; den samme Donald Trump, som i 2017 sagde, at der blandt de racistiske demonstranter i Charlottesville var nogle »meget fine mennesker«. Millioner af sorte amerikanerne ser deres egen præsident som landets mest magtfulde racist og forstår hans slogan »Make America Great Again« som en rendyrket historisk hævn: Efter Barack Obama, landets først sorte præsident, skal den hvide orden genoprettes. 

Genopvækkelsen af borgerkrig

Disse dages gadekampe er næsten, uanset hvordan man vender og drejer dem, blevet til kampe for eller imod Trumps hvide befalingsmagt. Det er derfor, at man nu ser amerikanske betjente tage del i protesterne på samme side som demonstranterne. Ikke kun for at protestere mod drabet på Floyd og andre ofre for politivold, men fordi de ikke vil slås i hartkorn med et system, som fastholder undertrykkelsen.

Den konservative halvdel af landet, republikanerne, det hvide Amerika, er ved at blive en minoritet i deres eget land. Denne reduktion i magt og indflydelse fører til frygt, selvforsvar og begrundelser for noget, som for få år siden ville være blevet betragtet som moralsk forkasteligt. 

Den anden halvdel, demokraterne, det blandede Amerika, vokser til gengæld. Denne halvdel er så forskelligartet, fordi demokraterne er partiet for afroamerikanerne, latinamerikanerne og asiaterne, de studerende og veluddannede befolkningsgrupper i de store byer.

Resultatet er, at USA er lige så polariseret som under borgerkrigen, men den nye polarisering indeholder flere facetter: Våbenelskere mod våbenmodstandere. Klimabenægtere mod klimaaktivister. Vaccinemodstandere mod vaccinestøttere. »Pro Life« mod »Pro Choice«. Den vigtigste amerikanske polarisering består sandsynligvis i forskellene mellem land og by: Mange unge amerikanere, studerende, sorte demokrater bor i de største stater på kysterne. Staten New York har 19,5 millioner indbyggere, Californien 39 millioner. Til gengæld er staterne inde midt i landet næsten tomme. Staten Wyoming har 494.000 indbyggere, North Dakota 673.000. I det amerikanske midtvesten afholdes der for det meste valg med republikanske vindere. I disse stater betyder det: hvidt herredømme.

Volden som amerikansk urfortælling

Som The New Yorkers chefredaktør David Remnick skrev forleden, er det sandsynligt, at Donald Trump frem til valget den 3. november 2020 kommer til at føre valgkamp med en brutal agenda, der handler om lov og orden – præcis som Richard Nixon gjorde frem til valget i 1969. Det vil sige: hans egen autokratiske version af lov og orden. 

Mandag aften mindede præsidenten atter sine mest vedholdne støtter om, at han vil forsvare deres ret til at bære våben, præcis som da han på Twitter midt under landets lockdown opfordrede befolkningen i blandt andet Michigan til at frigøre sig fra deres demokratiske guvernørers forholdsregler. 

For fire år siden skabte Trump frygt med sin dystopiske fortælling om et igangværende »amerikansk blodbad«. Men Trump har aldrig haft som mission at samle nationen, kun at gøre splittelsen dybere for at kunne fastholde sin egen ret til magten. 

Det næste halve år kan man frygte, at han går længere, end han på noget tidligere tidspunkt har gjort. At han faktisk vil kunne finde på at sætte alt ind for at opnå det, som det ekstreme højre længe har drømt om: en direkte stammekrig om USAs skæbne. 

Inden for den amerikanske litterære tradition findes et stort antal bøger, hvor forfattere forestiller sig et USA, der bryder ud i en ny borgerkrig. Mange af de højreradikale militser ved vi er inspireret af sådanne bøger, især The Turner Diaries (1978), en postapokalyptisk fiktion om USAs sidste dage, hvor den fødereale regering bryder sammen og en voldelig revolution fører til udryddelsen af alle jøder og alle ikke-hvide mennesker. 

I Omar El-Akkads American War er det i sidste ende uklart, hvad borgerkrigens kampe drejer sig om. Det er som om, at volden af sig selv har slukket alt håb og reduceret borgernes kamp til rent barbari. Der er ingen almægtig beskytter, ingen politiske drømme og visioner, og slet ingen forestilling om noget eksklusivt amerikansk. Drømmen om De Forenede Stater er forsvundet ned i et mørkt kaninhul. Ingen kan længere huske, hvad det ville sige at leve i mulighedernes land, i the melting pot eller i en tid, hvor de fleste blev forenet af det buldrende fremskridt.

Trumps USA er et opgør med denne liberale fremskridtsfortælling. Hans USA bygger på en historie, der har volden som grundlagsmyte. En myte, hvor den amerikanske nationalfølelse hænger nøje sammen med borgerkrigen. Den tabende part er aldrig forsvundet: MAGA-folkene spiller fortsat på sydstatshistorien med flaget og dens symbolik. De holder forestillingen om et forestående, endegyldigt sammenstød levende som en del af det, de mener kan forløse USAs potentiale. 

I borgerkrigen findes med andre ord en særamerikansk forestilling om den rensende krig, som den sejrende part vil komme hærdet og samlet ud af. Det ekstreme højre ønsker sig kort sagt disse optøjer, næret af netop landets urmyter – og det er formentlig det, som kan forklare, at Trumps splittende retorik og optræden får støtte blandt så mange, som normalt er tilhængere af lov og orden.

El-Akkads roman må i denne sammenhæng siges at være en venstreorienteret, pacifistisk, racismekritisk korrektion til de højreradikale fremtidsfiktioner, som forestiller sig et endeligt opgør, hvor kun den hvide race klarer sig ud af apokalypsen. American War er en bog, som opfordrer vestlige læsere til at forestille sig, hvad det vil sige at tilhøre verdens fordrevne folk.

Europa

Vagant er et skandinavisk tidsskrift for kritikk og essayistikk. Tidsskriftet har litteratur som utgangspunkt, tar for seg alle kunstarter og rommer også idédebatt og kulturjournalistikk.

Redaksjonen utgir fire numre i året, i tillegg til ukentlige oppdateringer av nettsiden. Første nummer utkom i 1988. Siden 2017 utgir redaksjonen tidsskriftet på egen hånd. Vi oppfordrer alle lesere til å tegne abonnement på papirutgaven.

Vagant redigeres etter Redaktørplakaten, og er medlem i Eurozine og Norsk tidsskriftforening.