Amalie Skram og tidsånden Gennemstrømmet af forandringer

Mørk som en spansk eller tyrkisk kvinne, tænker Georg Brandes, mens han iagttager et fotografi af Amalie Skram. Amalie har naturligvis fangirlet over Georg, som alle andre gjorde på den tid, hvor han stormede ind på den store offentlige scene, inspireret af Nietzsches erklæringer om Guds død og den engelske filosof John Stuart Mills’ The Subjection of Women (1869). Brandes og Skram blev vigtige eksponenter for den nye tid, det vi i dag kalder det moderne gennembrud.

Amalies far Mons Alver er såkaldt stril, altså del af en fiskeri- og bonde­slægt fra Bergens ydre øer, som blev set ned på af byfolket. Hendes kristne opvækst er præget af fattigdom, vold og flere små søskendes for tidlige død. Smerten herfra flyder ind i hendes hoved­værk om hellemyrsfolket.

Faren drager til Amerika for at søge lykken, og samtidig gifter Amalie sig med skibs­kaptajnen August Müller. Ham rejser hun med på verdens­­havene i en 10-årig periode. Spørgsmål om kvinders frihed og mulig­hederne for skilsmisse er kontro­versielle, og Amalie får sit første nerve­sammenbrud, da hun ønsker at blive skilt fra August.

Senere forelsker hun sig i Erik Skram, en mere kunstnerisk partner hun kan forhandle frihed med, og flytter med ham til København, hvor hun senere skal opleve endnu et sammenbrud i forbindelse med intens tvivl på egen gennemslagskraft som forfatter. Sammenbruddet fører til indlæggelse, som siden beskrives i romanerne Professor Hieronimus og På Skt. Jørgen, virkelighedslitteratur anno 1895 fra psykiatriske afdelinger på Kommunehospitalet og Skt. Hans.

Ambitiøs collage

I Merete Morken Andersens ambitiøse Amalie Skram-collage, som også inkluderer en omfattende hjemmeside på tidsaand.no, følger vi ikke Amalie kronologisk. I lange stræk forsvinder hun faktisk i vrimlen og overlader scenen til andre vigtige figurer fra det moderne gennembrud: Amalie fungerer som én af flere indgange til at forstå en tidsånd, som er i opbrud i slutningen af det 19. århundrede. Teksten er skrevet i akut præsens. På den måde får vi et tilbageblik til en tid med en intens fremtids­horisont, den vestlige civilisations mest dynamiske æra, som synes at foregå lige nu og her, en effekt af Morken Andersens manende sprogbrug, hvor der drives rovdrift på »Se!« og »Nu!«

De blødende kunstner­hjerner skal kapere gudsdød, verdens­udstilling, ny seksual­moral og jeg-ved-ikke-hvad, samtidig med at det kunstneriske sprog eksploderer, muterer og forandrer sig som en troldmands boks fuld af fyrværkeri. Der er kort sagt tale om både et gennembrud og et sammenbrud, og de centrale figurer går ganske forslåede ind i den nye tid.

Amalie fremstår frisat på en anden måde, vi trasker ikke den lige linje fra vugge til grav, og vi opfatter hende ikke som et dødt objekt, som vi forstår til bunds.

Morken Andersen har opdelt bogen i fem tematiske afsnit – »frihed«, »slægt«, »kærlighed«, »galskab« og »død« – og i hvert af disse findes citat­fragmenter fra tidens centrale players, fra deres breve til hinanden og fra deres værker. På sin vis sidestiller Morken Andersen virkelige mennesker med roman­personer, hvilket vil sige, at der ingen større forskel er på et citat som omhandler Skram, og et citat som omhandler Skrams figur Else Kant fra institutions­romanerne. Grebet virker rimeligt, eftersom erfaringer fra kunstnerliv og eksperimentelle samlivs­relationer så tydeligt dramatiseres i den nye tids litteratur og kunst. Grænserne mellem de to niveauer virker flydende. Skram synes faktisk at overkomme sin selvdestruktive skrivekrise ved at omformulere den til kreativt raseri mod psykiater på Kommune­hospitalet Knud Pontoppidan (»Hieronimus«), som da også får sin karriere ødelagt som følge af romanerne.

Biljardbordets princip

Morken Andersen skriver let og levende, og det betyder, at læseren må gøre et stort stykke arbejde – i hvert fald i starten – for at forstå, hvordan teksten er skruet sammen. Vi bevæger os ofte frem og tilbage i Amalies kronologi, så vi får et helt kor af Amalier i forskellige aldre, som udmærket kan opholde sig i Bergen, i København og så i Bergen igen. I et forord formuleret som et brev til læseren får vi et fingerpeg om et strukturerende princip, nemlig billardbordets, og det er vel ægte kaosteori:

Se for deg et biljardbord. Over den grønne filten triller kuler i ulike farger. De slår borti hverandre med små klikk, setter hverandre i bevegelse, forandrer hverandres baner. Kulene er Amalie og hennes krets. Kanten rundt biljardbordet utgjør grensene for mulighetsrommet. Kulene hadde sterke viljer, nye tanker, store ambisjoner, de var på jakt etter nye uttrykk, og de lånte hverandres ord og tanker, skapte forestillinger i hverandre. På denne måten satte de hverandre i bevegelse, forandret hverandres livsbaner. Resultatet var at selve bordet som spillet foregikk på, ble utvidet.

Den frihed, der er tale om, er blandt andet den, som forhandles indadtil i de eksperimentelle, kunst- og moral­diskuterende parforhold. I hvert fald er der mulighed for forhandling mellem Amalie og Erik, og efter et kortvarigt møde i Bergen former deres relation sig som en korrespondance bestående af næsten 600 breve, før Amalie indser, at det er muligt at leve med Erik i København. Morken Andersen inkorporerer citater fra tidens etikettebøger, og således ser vi, hvordan den af og til meget religiøse Amalie oplever sit begær korrigeret af diverse stramme regimer. Noget koger definitivt, og noget kommer til at eksplodere. Den collage­agtige form skaber behov for opklaring, en god gammeldags kronologi­krykke, og sådan kan hjemmesiden komme til at fungere. Are u lost, check tidsaand.no. Hjemmesiden indeholder referencer til over 6000 hændelser i forbindelse med det moderne gennembrud.

Litterær sagprosa

Er det muligt at være både eksperimentel i sin holdning og en retskaffen forsker? Ofte virker det, som om man mener, at eksperimentel eller litterær sagprosa opstår, hvis den kulørte subjektivitet får lov at stepdanse og underholde. Sagprosaen bliver legende og medrivende, hvis tempoet skrues op, og beskrivende adjektiver vælder frem i alle sætninger.

Den amerikanske New Journalism blev litterær ud fra en sådan opskrift. New Journalism opstod af de psykedeliske 60’ere, den var et hippieopgør med den objektive journalistik, for hvad er objektivt, man?! Nothing is, it’s all colours in motion. Det litterære har altså at gøre med graden af subjektivitet, og så kan man forestille sig, at pligtopfyldende research bliver lidt for square. Sandheden er død, there’s only me and my interesting feelings.

Hvis man derimod ikke vil give køb på forskningen, fremkommer det litterære med helt andre greb. I Skram-collagen forlader vi kronologi og psykologi til fordel for relationer. Amalie fremstår frisat på en anden måde, vi trasker ikke den lige linje fra vugge til grav, og vi opfatter hende ikke som et dødt objekt, som vi forstår til bunds. Amalie er mørk, Amalie er gal. Hun er fri i teksten, og Morken Andersens opgave er at vise os, hvordan hun relaterer sig til andre, hvilke roller hun spiller.

Ændrer man sin teori om jeget, ændres genren også, ser det ud til. Her forlader den litterære sagprosa sig ikke alene på forfatterens interessante personlige linse, men også på spørgsmål om komposition og brudflader; hvad sættes i forbindelse med hvad i collagen. Vi udvider således ikke vores forståelse af Amalie ved at gå dybere ind i hende med vores forstørrelsesglas, men ved at sætte hendes skæbne i forbindelse med tidens andre store gale, som Friedrich Nietzsche, August Strindberg og Vincent van Gogh. Specielt klippes der intenst mellem Amalies sammenbrud i København i 1894 og van Goghs i Arles fem år tidligere.

Morken Andersens omfattende arbejde peger altså i en interessant retning. Vi ser Amalie i sammenhæng med tiden, som del af en sensitiv, engageret og intenst plaget fortrop gennemstrømmet af forandringer, og som formår at artikulere sig om disse forandringer. Det er Amalie som seismograf, det er ikke unikke Amalie i et tomt rum, det er Amalie som flakser gennem verden, som indtager impulser i et intrikat samspil med andre. Det er Amalie som sanselig del af større, kollektive bevægelser.