Scenografien er stjernen Fuglane på scenen i Bergen

Et søskendepar bor i en fjerntliggende skovhytte. Hege tjener til dagen ved at sy og strikke tøj. Lillebror Mattis forsøger sig som markarbejder, men lader sig distrahere. Han er en drømmer og orienterer sig efter tegn i naturen. Søster Hege er blevet gråhåret, opdager Mattis. Han morer sig med dette, indtil han indser, at søsterens grå hår er hans skyld. Hege (40) ligger ofte med ansigtet mod væggen og græder. Mattis (37) plaprer om alt, han har mange spørgsmål: Hvorfor er det, som det er?

Mattis tænker på sex, som var han en præpubertær dreng. Han bliver helt vanvittig, når han finder ud af, at et rugdetrekk går over huset. En rugde er på dansk en skovsneppe, en ganske excentrisk fugl, som under flugten udstøder en slags knirkende lyde. For Mattis er de ikke bare fugle, men budbringere, måske en slags lokkende driftsvæsner, sådan som overtroen ofte befolker naturen med. Skovsneppen er en kvinde, som kommer til ham om natten.

Parringsdans og indre kamp

I Tarjei Vesaas’ roman Fuglane (1957) omtales skovsnepperne som hjælpeløse; de har bare deres utilstrækkelige fuglesprog, og de basker fjollet med vingerne. De er, som Mattis, defineret af deres mangel. De kan ingenting, de kan ikke arbejde i marken. I Det Vestnorske Teaterets opsætning af romanklassikeren bliver fuglens bask med vingerne noget orgiastisk. En parringsdans som Mattis kan deltage i, som i en surrealistisk sexdrøm.

Vesaas virker dejligt ude af tiden, og lige midt i tiden, alt på en gang.

Senere mener han, at fuglen skriver tegn til ham i mudderet: »Du er du«. Mattis accepteres af fuglen med sine mangler, forestiller han sig, og det er måske netop i de indre forestillinger, det meste foregår. Af de andre kaldes han Tusten, men er det mobning? Snarere inviteres han ind som markarbejder og får endda løn for at have været unyttig gennem hele dagen.

Angsten for stigmatisering og længslen efter accept driver Mattis’ indre kamp for at blive til i verden som sig selv, måske som en kunstnerisk sjæl, et »nytteløst« menneske. Han stræber halvhjertet efter at blive del af en godkendt orden, hvor folk arbejder, tjener penge og danner traditionelle par. Der er ingen kunst, der kan hjælpe Mattis, ingen subkultur, intet internet, som kan sprede idéer om andre måder at leve på. Han er stuck i skoven, men er logget på skovsneppernes netværk, de erotiske skovånder.

Strålende scenografi

Vesaas’ roman udkom i 1957, og den smukke rødfarvede Lanterne-udgave jeg har læst er prydet af et modernistisk, stiliseret billede af tre flyvende fugle over en slags natur, som både kan ligne blade eller flammer. Denne prunkløse modernisme går igen i Det Vestnorske Teaterets scenografi.

Henrik Bjelland har en reel udfordring i rollen som Mattis. Det er et krævende job, men Bjelland spiller Mattis med lethed, men genkendelig for vores samtid, som en person med et overaktivt sind, som bliver væk i fantasien.

Ellers smiskes der ikke med referencer til samtiden. Det er nærmest nul af dem, og det er godt.

Scenografien er stjernen. Olga Regitze Dyrløv Høegh har skabt et rum med et kæmpestort himmellegeme, en måne eller en sol, som synes at spejle sig i et rundt sceneelement med en skrå flade, som kan dreje rundt og blive til både kornmark og robåd. Mattis og Heges hus er en enkel, gennemsigtig, sort struktur, nærmest en bænk, som kan rulles ind og ud. Et tyndt gennemsigtigt stof skiller scenerummet i et foran og et bagved. Her projiceres skygger, skyer, torden og flyvende fugle op på. Det er et fortryllet og fortryllende scenerum.

Det ideelle samfund?

Teater gør mig sjældent rolig, det er stressende at se mennesker fremføre krævende roller, sådan som vi faktisk alle må i livet. Brugen af effekter er anstrengende, det buldrer og brager. Det er lyden af teaterets mindreværd og angst for at virke umoderne, men endelig føles det opkvikkende at sidde her. Jeg føler mig energisk, ikke drænet.

Løsarbejderne i marken er så stiliserede, at de marcherer på en kubistisk, slowmotionagtig måde med højtløftede knæ. De bærer gyldne bundter af korn, og kvinden har knyttet et tørklæde om håret. Forklæderne er korngule, tøjet blegt sølvblåt. Det vækker minder om mellemkrigstidens idealisering af de sociale klasser. Det er det ideelle samfund, hvor alle kender sin plads. Samfundets hjul ruller, alle gør sin dont undtagen Mattis; Tusten, drømmeren, kulturarbejderen sidder i skoven og pipper som en fugl.

ADHD og klimaangst

Det Vestnorske Teateret ved godt, at tematikken kan gøres aktuel, de ved godt, at Mattis måske har ADHD og klimaangst, at det kan handle om neurodiversitet og en maskulinitet i krise, måske endda om en slags »online« radikalisering, rekruttering til en alternativ verden for dem, som ikke slår til i samfundet, men har is i maven og undlader at pege og vinke voldsomt. Vi forbliver i det stiliserede, modernistiske univers. Vi forbliver tæt på romanen, og det er op til os at vurdere, om dette er noget gammelt hø eller spot on 2025.

Der er ingen kunst, der kan hjælpe Mattis, ingen subkultur, intet internet, som kan sprede idéer om andre måder at leve på.

Iscenesættelsen er selvsikker og stoler på, at Vesaas’ tekst, scenografien og skuespillerpræstationerne gør jobbet, og at vi også gør vores arbejde, nemlig at sanse og reflektere. Ikke noget wink wink, nudge, nudge denne gang, og det er jeg taknemmelig for.

De som kan deres klassikere ved, at en rigtig mand – Jørgen – dukker op og bliver del af Mattis og Heges små liv. Det udvikler sig til et spil om survival of the fittest. Mattis bliver stærkt presset og sidder til slut ude på vandet i sin gennemhullede båd. Jørgen, den ultramaskuline skovhugger, håner ham: »Vil du være folk, din tosk.«

Det bliver et nervepirrende slutspil mellem Eros og dødsdriften. Vesaas virker dejligt ude af tiden, og lige midt i tiden, alt på en gang.